For tyve år siden udgav den tyske forfatter og debattør Henryk M. Broder Hurra, wir kapitulieren! Von der Lust am Einknicken – Hurra, vi kapitulerer! Om lysten til at bøje sig.
Broders ærinde var ikke blot at kritisere islam eller de krav, muslimske minoriteter stillede til de europæiske samfund. Hans egentlige fokus var Europa selv.
Han beskrev en mekanisme, som han kaldte vorauseilende Kapitulation – forudilende kapitulation: Man venter ikke på at blive tvunget til at bøje sig - man iler kravet i møde og foretager tilpasningen på forhånd.
Broder skrev på baggrund af Muhammedkrisen, mordet på Theo van Gogh og en stadig mere synlig europæisk tilbageholdenhed over for islamiske krav og trusler.
Tyve år senere er det slående, hvor lidt selve mekanismen har ændret sig.
Men noget afgørende er kommet til.
Den forudilende kapitulation, Broder beskrev, var i høj grad drevet af frygt, konfliktskyhed og manglende vilje til at forsvare egne normer. Siden er der vokset en identitetspolitisk og woke tankegang frem, som har givet kapitulationen et nyt moralsk vokabularium: hensyn, inklusion, identitet, tryghed og beskyttelse mod krænkelse.
Man bøjer sig ikke længere alene for at undgå konflikten. Tilpasningen kan nu fremstilles som det moralsk rigtige valg.
Kapitulationen er blevet en dyd.
Et håndtryk og en højesteretsdom
En højesteretsdom fra 13. maj i år kunne næsten tjene som skoleeksempel.
En muslimsk lærerstuderende ønskede af religiøse grunde ikke at give mænd hånden. Skolen i Albertslund Kommune, hvor hun skulle i praktik, havde en klar regel: Gav man hånd, gav man hånd til både mænd og kvinder. Formålet var ligebehandling mellem kønnene.
Sagen endte i Højesteret. Parterne var enige om, at håndtrykskravet havde det saglige formål at sikre ligebehandling, og at det var et hensigtsmæssigt middel. Spørgsmålet var, om det også var nødvendigt.
Seks af syv højesteretsdommere mente nej.
Kvinden kunne eksempelvis undlade at give både mænd og kvinder hånden og i stedet hilse ved at lægge hånden på brystet og bøje hovedet.
Dermed var den synlige forskelsbehandling væk.
Men årsagen til den var ikke.
Kvinden ønskede fortsat ikke at give mænd hånden, fordi de var mænd. Ved også at undlade at give kvinder hånden blev hendes adfærd formelt kønsneutral, mens den religiøse forestilling, der havde skabt konflikten, forblev uantastet.
Højesteret fik således konflikten mellem den fælles sekulære norm og det religiøse særhensyn til tilsyneladende at forsvinde. Men i realiteten var den afgjort: Den fælles regel måtte vige for det religiøse særhensyn.
Fra princip til personlig oplevelse
Da Broder skrev sin bog i 2006, fandtes woke og den moderne identitetspolitik endnu ikke i den form, de siden har fået. De skabte ikke den europæiske eftergivenhed, han beskrev, men de har givet den et nyt moralsk vokabularium.
Dermed er der sket en afgørende forskydning.
Det klassiske liberale samfund spørger: Hvilken fælles regel skal gælde?
Den identitetspolitiske tankegang spørger: Hvordan oplever den enkelte reglen?
Det første handler om princippet. Det andet om den personlige oplevelse og følelse.
Og princippet er dårligt stillet i den konkurrence: Det har ingen følelser, det kan ikke føle sig krænket og det kan ikke kræve hensyn.
Det kan mennesket.
Når institutionerne samtidig belønner hensyn, konsensus og konfliktundgåelse frem for principfasthed og accept af den friktion, fælles regler nødvendigvis skaber, får den personlige oplevelse moralsk forrang.
Men et åbent, sekulært samfund kan kun bestå, hvis dets bærende principper faktisk bliver hævdet. Frihedsrettighederne er ikke naturgivne. De består kun, så længe staten og dens institutioner kan og vil forsvare dem.
Det liberale paradoks
Det er her, Broders gamle diagnose bliver mere sinister.
Det liberale demokratis styrke er dets åbenhed. Det giver individet rettigheder over for staten, beskytter minoriteten mod flertallet, religionen mod politisk tvang og ytringen mod magthavernes indgreb.
Denne åbenhed bliver til sårbarhed, hvis den medfører, at samfundets fælles normer løbende skal omformes omkring den enkeltes overbevisning.
Religionsfriheden giver den enkelte en vidtgående ret til at have og udøve sin religion. Den betyder ikke, at den fælles sekulære norm skal omformes, når religionens forskrifter kolliderer med den.
Og derfor er håndtryksdommen interessant langt ud over dens konkrete juridiske indhold:
Højesteret afskaffer ikke ligestillingen eller erklærer, at islam står over danske normer. Ligestillingsprincippet består, men nu i en konstruktion, hvor det religiøse særhensyn også kan bestå.
Når to normer reelt kolliderer, må et samfund vælge, hvilken norm det vil hævde, og i håndtryksdommen valgte Højesteret det religiøse særhensyn over den fælles sekulære regel.
Arvesølvet forsvinder stykke for stykke
Grundlæggende samfundsprincipper forsvinder sjældent fra den ene dag til den anden.
Ingen behøver erklære, at ligestillingen er afskaffet, at den sekulære retsorden er ophævet, eller at fælles regler fremover skal vige for religiøse særkrav. Det sker langt mere stilfærdigt:
Der opstår en konkret konflikt. En overbevisning eller identitet kolliderer med den fælles norm. Institutionen vil undgå konflikten og finder en tilpasning, et kompromis, et hensyn.
Hver enkelt tilpasning kan se lille ud. Men civilisationer består netop af de normer og principper, der er blevet så selvfølgelige, at vi næsten ikke bemærker dem.
Det er vores arvesølv.
Og vi kan selv sælge det, stykke for stykke, hver gang vi beslutter, at netop dette princip ikke er værd at tage konflikten for.
Fra forudilende til moralsk legitimeret kapitulation
Broder så den europæiske vorauseilende Kapitulation.
Europa behøvede ikke altid at blive tvunget til at bøje sig, det kunne vi gøre frivilligt.
Tyve år senere er problemet både blevet voldsommere og mere raffineret: Voldsommere, fordi woke og den identitetspolitiske strømning har flyttet den subjektive oplevelse, minoritetsidentiteten og hensynet stadig længere frem i institutionernes moralske hierarki.
Mere raffineret, fordi den samme udvikling har forsynet kapitulationen med dens moralske legitimering.
Vi bøjer os derfor ikke nødvendigvis længere med følelsen af at have kapituleret. Vi gør det i overbevisningen om, at vi er inkluderende, hensynsfulde og progressive.
Til sidst kan fastholdelsen af den fælles regel fremstå som det moralsk problematiske og tilpasningen som det anstændige.
Det er en langt dybere forskydning end den konfliktskyhed, Broder beskrev. For én ting er ikke at turde forsvare sin civilisations principper. Noget ganske andet er at være blevet overbevist om, at det er moralsk forkert at forsvare dem.
Og måske er det dér, vi står tyve år efter Hurra, wir kapitulieren!:
Ikke blot ved den forudilende kapitulation.
Men ved den moralsk legitimerede kapitulation.
Artiklen har været bragt i Kontrast
