"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Fire irakere udvist for bestandigt for voldtægt af 14-årig


Voldsom tumult i retssalen i Kolding efter at dommen var afsagt

13. august 2009    Morten Perregaard 

Fire irakere blev i går aftes i Vestre Landsret i Kolding udvist af Danmark for bestandig. Mændene er dømt for at have voldtaget en 14-årig dansk pige gentagne gange på Vorbasse Marked i juli måned sidste år.

Sagen er en ankesag fra februar i år, hvor de fire irakere i byretten fik en betinget udvisningsdom.

Anklagemyndigheden ankede den betingede udvisningsdom med krav om ubetinget udvisning for bestandig, samt en skærpelse af strafudmålingen. Efter dommen var afsagt, endte det i voldsom tumult.  

Straffen

De fire irakere blev idømt hver to år og ni måneders fængsel.

For tre af irakerne, Hussein Maayuf Al-Badri, Abdullaziz Khazar Jebir og Fahud Maziad Massaad, betød strafudmålingen en stadfæstelse af dommen fra byretten.

For den fjerde iraker, Abdullah Maayuf Al-Badri indebar dommen en strafnedsættelse på seks måneder, da han blev frikendt for ét af to forhold af voldtægt.

Mændene blev dømt for i fællesskab at have voldtaget pigen vaginalt og oralt. Pigen var fyldt 14 år to uger inden overgrebet.

Anklagen lød endvidere på analt samleje, men både by- og landsretten fandt det ikke tilstrækkelig bevist, at dette var tilfældet.

De retsmedicinske undersøgelser har ikke kunnet gennemføres tilstrækkeligt grundet pigens fysiske og psykiske tilstand, samt generelle unge alder på tidspunktet for undersøgelsen i timerne efter overgrebet.

Endvidere var alle fire anklaget for samleje eller anden kønslig omgang med en person under 15 år.

De fire irakere blev også kendt skyldige i dette forhold, der indgår i strafudmålingen.

I sin afsluttende procedure nævnte advokaten for Fahud Maziad Massaad, at hans klient troede, offeret var 16 år, ”da hun havde drukket alkohol. Man må jo først købe øl, når man er 16 år”.

Anklageren replicerede: ”Ergo må tiltalte jo også have troet, hun var over 18, da Vorbasse Marked er et offentligt udskænkningssted. Så logisk ifølge tiltaltes opfattelse, må hun have været over 18. Men det sagde han ikke.”

Ligeledes nævnte Hussein Maayuf Al-Badri, at pigen var højere end ham, så derfor måtte hun være ældre.

Abdullah Maayuf Al-Badri var desuden anklaget for to tilfælde af voldtægt og to tilfælde af samleje med en person under 15 år. Landsretten fandt det, modsat byretten, ikke tilstrækkelig bevist, at det første tilfælde af voldtægt var sket under tvang. Derfor fik han en strafnedsættelse på seks måneder.

Alle fire var også anklaget for tyveri af pigens mobiltelefon, samt 50 kroner.

Her blev de alle dømt.

Modstridende forklaringer

Generelt kom de fire dømte med stærkt modstridende forklaringer. Desuden forekom der direkte usandheder, hvilket de ikke havde nogen forklaring på udover eksempler som disse: ”Når man lyver engang, får man lyst til at lyve mere.” Eller fra retsbogen: ”Løj under første afhøring,” som der står om en af de tiltalte.

Den eneste forklaring, der forekom nogenlunde stringent fra første politiafhøring, kom fra Abdullaziz Khazar Jebir.  

Udvisning

Ifølge den danske udlændingelov gældende fra 2008 skal en udlænding udvises, hvis denne bliver dømt for voldtægt. Dette gælder også for samleje med en person under 15 år.

Derfor nævnte anklageren i sin afsluttende procedure, at ”det ikke har været i lovgivers hensigt, at betinget udvisning skulle finde anvendelse, hvor ubetinget udvisning automatisk var gældende”, med tydelig henvisning til byrettens første afgørelse om den betingede udvisning.

Hvorefter anklageren præciserede, at pointen netop var, at folk, der tidligere ikke ville have været udvist, i dag kan blive det betinget. Med andre ord er en betinget udvisning en udvidet mulighed for udvisning og ikke det modsatte. 

Det eneste, der kan tale afgørende imod en udvisning, er tilknytningen til Danmark, sygdom, familiære forhold etc.  Dette skal dog til stadighed sammenholdes mod forbrydelsens grovhed.

Socialt debil

Forsvaren for 17-årige Abdullaziz Khazar Jebir nævnte i sin afsluttende procedure en psykologs vurdering af sin klients mentale tilstand. Ifølge psykologen befandt den anklagede sig på ”sinkestadiet”, var ”socialt debil” og under medicinering.

Landsretten fandt, at det at være småt begavet ikke diskvalificerer til en udvisning.

Abdullaziz Khazar Jebir har været i Danmark siden december 2005. Under retssagen havde han ofte brug for tolken. I Irak har han 27-29 halvsøskende, da faderen har tre koner. Inden han kom til Danmark, boede han to til tre år i Syrien.  

I sin afsluttende procedure nævnte Johnny Norup, forsvareren for Fahud Maziad Massaad, at en udvisning til Irak for hans klient ville være at sammenligne med at blive udvist ”til en fjern provins i Kina uden mulighed for at vende tilbage, og jeg skulle blive der”. Hertil svarede anklageren, at ”hvis Norup nu kunne sproget og havde boet over halvdelen af sit liv i en fjern provins i Kina, havde Norup nok klaret det.”

21-årige Fahud Maziad Massaad har opholdt sig i Danmark siden 2000, hvor han blev familiesammenført med sin far efter de daværende regler. Han havde få gange brug for tolken under retssagen. Desuden var han ved at søge om dansk statsborgerskab, men nåede ikke testen, inden han blev anholdt.

Landsretten fulgte anklagerens indstilling om udvisning for bestandigt.  

20-årige Abdullah og 22-årige Hussein Maayuf Al-Badri er brødre og har opholdt sig i Danmark siden april 2004. Storebroderen, der gennem de første par dage i retten satte sin lid til den muslimske bønnekrans, tasbih, har diabetes og er på sygedagpenge. Han taler stort set ikke dansk, og var afhængig af tolken under hele retssagen. Lillebroderens danskkundskaber var en del bedre, men han var stadig afhængig af tolken. Brødrenes forældre og fem søskende bor i Danmark.

Landsretten idømte begge brødre udvisning for bestandigt.

Luderland og en splintret rude

Hvor der var jubel og sejrstemning i byretten efter den betingede udvisningsdom, udbrød der tumult i minutterne efter, at retsformanden havde læst den ubetingede udvisningsdom op i landsretten.

Abdullah Maayuf Al-Badri lagde ud med fra anklagebænken at råbe: ”Jeg skal slå ihjel!” Og en af fædrene rejste sig, smed jakken og havde retning mod dommerne, der var på vej ud. En af de otte tilstedeværende betjente og tolken fik ham stoppet, hvorefter han lagde sig ned på gulvet og råbte, inden har blev gelejdet ud. Gulvet måtte også lægge linoleum til en del spytklatter.

Flere rejste sig og fik på en blanding af arabisk og dansk udtrykt deres foragt for nationen, som de kaldte ”luderland” og ”racistiske Danmark”. 

Abdullah Maayuf Al-Badri smed en stol efter anklageren, og to betjente måtte herefter pacificere ham. Et par af de cirka 25 tilhørere nærmede sig også anklageren, og denne måtte tage den udgang, der normalt er forbeholdt de tiltalte. Alt imens stole, borde og dørkarme fik både knyttet hånd, flade håndflader og spark at mærke, akkompagneret af høje råb, skrig og gråd. 

En rude i retslokalet fik smagt en irakisk albue, og lyden af splintret glas tilkaldte yderligere tre betjente. De fik smidt de sidste tilhørere ud, mens retsbygningen genlød af eder og forbandelser, der fortsatte ud parkeringspladsen, hvor cirka seks betjente blev stående, indtil bilerne var kørt.

Offer og familie på hemmelig adresse

Den nu 15-årige pige lider i dag af posttraumatisk stresssyndrom. Samtidig har hun fået diagnosen stærk depression. Dags dato lyder regningen for psykologsamtaler på et femcifret beløb for en endnu ikke afsluttet psykologbehandling. Dertil kommer et behov for yderligere behandling hos psykiater. Hendes familie lever i dag på hemmelig adresse med hemmeligt telefonnummer og alarmsystem.

Offeret havde på tidspunktet for gruppevoldtægten ikke tidligere været seksuelt aktiv.  

Under hele retssagen opfordrede de nu dømtes venner og familie de tilstedeværende journalister til ikke at offentliggøre navnene på de dømte. Svaret til dem var, at retssagen var offentlig, og at de anklagedes navne stod ved indgangen til retssalen, hvor enhver kunne læse dem. Og at det alene er retten, der dikterer et navneforbud.