"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Er Pia Kjærsgaard blevet stueren?

14. november 2009           Helle Merete Brix

Bogforum. En årligt tilbagevendende begivenhed, hvor alle, der har noget med litteratur at gøre - fagfolk og lægfolk - maser rundt tre dage i Forum mellem et væld af stande og et væld af tilbud.

Sappho besluttede sig for at snuppe programpunktet på Balkonscenen 14.30 lørdag: Pia Kjærsgaard og hendes biograf Elisabeth Svane, interviewet af forfatter og journalist Pia Friis Laneth, der gennem mange år var udlandsredaktør på dagbladet Information.

Årsagen var naturligvis den nyligt udkomne bog, Pia K. Der var fyldt til sidste plads og sort af mennesker omkring scenen og stolerækkerne.


Pia K.  - en biografi om Pia Kjærsgaard


Svane er i dag politisk redaktør for avisen.dk, men var igennem mange år politisk redaktør på Ekstra Bladet. Hun fortalte, at den største udfordring for hende havde været hvilken vinkel, hun skulle lægge på biografien.

-Alle har jo en mening om Pia Kjærsgaard. Enten elsker man hende eller hader hende. Jeg besluttede mig for at benytte mig af et journalistisk kneb, "don´t tell it, show it". Jeg ville lægge blot lægge det frem, for Pia Kjærsgaard er blevet dæmoniseret igennem så mange år. Nu måtte det være på tide at se på hende som en ganske almindelig politiker.

Brok inden døre

Pia Kjærsgaard kunne fortælle, at hun havde været glad for at få lov at læse biografien igennem. Var der noget, hun gerne ville have haft ændret, ville Laneth vide?

Jo, et par enkelte faktuelle ting af mindre betydning var blevet rettet. Og Kjærsgaard ville ikke blande sig i, hvordan Svane skar bogen til. Men havde Kjærsgaard fået lov at bestemme, så havde Fremskridtsparti-delen nok fyldt mindre. For: "Det er jo så mange år siden".

Laneth ville gerne ind på, hvad hun så som et paradoks: At få havde talt så varmt for ytringsfriheden som Kjærsgaard. Samtidig måtte partiet have Danmarksrekord i eksklusioner?

Det mente Kjærsgaard måske var en smule overdrevent. Men rene tosser og ekstremister kunne man ikke have i partiet. Samtidig understregede hun sit princip om, at "brokker man sig, foregår det inden døre".

Er ikke elitær

Laneth ville også vide, hvordan Kjærsgaard håndterer at være en del af eliten? Hertil svarede Kjærsgaard, at hun måske er blevet en del af eliten, men stadig betragter sig som "folkets stemme" og at hun ikke er "elitær". Og kan hun lide at have magt? Man er sat til at forvalte magt som politiker, var Kjærsgaards svar. At nogen kalder det indflydelse, er måske fordi det lyder pænere.    

Svane fortalte om udviklingen, hvad angår synet på Pia Kjærsgaard igennem hendes politiske karriere, og hvorvidt hun var en politiker, man burde tale med: De Christiansborg-politikere, der er ældre end Svane, talte ikke med Kjærsgaard. Svanes generation har været delt, men de unge journalister, særligt efter årene 2001-2002, har slet ikke denne holdning, mente Svane.

Men føler Kjærsgaard sig hetzet på?

-Jeg føler mig ikke hetzet på længere af politiske kommentatorer, sagde Kjærsgaard. der dog samtidig måtte ryste på hovedet over, at nogen havde kaldt hende "dronningen af skraldespanden" eller "har skrevet at min hjerne drypper med lort".

Ikke nem at interviewe

Svane kunne også fortælle, at Kjærsgaard ikke er nem at interviewe. Ignenem de omkring otte-ti samtaler, som det var blevet til, var hun kommet længere ind på huden af Kjærsgaard. Men hun opfattede, at Kjærsgaard har en barriere, der er længere end de flestes. Og hendes børn medvirker ikke i bogen. Som Kjærsgaard forklarede:

-Der er ingen tvivl om, at det igennem årene har været benhårdt for mine børn. De har måttet forsvare og forklare. Jeg besluttede på et tidspunkt, at de ikke skulle være en del af mit politiske liv.

Bør have en feministpris

Også Kjærsgaard har betalt en pris for sine politiske synspunkter. Laneth bemærkede, at Kjærsgaard altid har to PET-folk med sig, hvor hun færdes, om det er Netto, gynækologen, Christiansborg eller Bogforum. Og hvordan tacklede hun overfaldet på Nørrebro i 1998?

-Jeg er af en generation, hvor det ikke er almindeligt at bruge psykologhjælp. En politimand overbeviste mig om, at det var en god idé at tale med én. Det var befriende. Man har brug for bare at læsse af om oplevelsen.

Og så nåede Kjærsgaard også, som svar på Laneths spørgsmål at sige, ja, det er rigtigt, hun er ikke feminist.

-Jeg mener, man må klare sig uden alt det rødstrømpehalløj. Jeg mener, jeg er beviset på, at det kan lade sig gøre. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke har fået en feministpris.

Og så var det tid at takke af, og intervieweren, der havde været venlig hele vejen igennem sluttede med at give bogen Pia K. en "stor anbefaling". Kjærsgaard selv rykkede ned i hjørnet og gjorde klar til bogsignering. Så er det man må spørge: Er Pia Kjærsgaard blevet stueren?