"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Det ender med, at Mousavi bliver skudt

Dansk-iransk billedkunstner håber på forandringer i Iran, men frygter, at situationen kommer ud af kontrol

28. juni 2009   Uwe Max Jensen

Det er ikke kun i DR's Deadline, at unge kvinder med dansk-iransk baggrund forholder sig til styret i Teheran. Nu blander kunstneren Firoozeh Bazrafkan fra Århus sig i debatten med videoværket "What's In My Purse?".

Videoen, der er lagt ud på YouTube, blev til i anledning af det iranske præsidentvalg 12. juli. I videoen fremviser kunstneren indholdet af sin taske - blandt andet mobiltelefon, kamera og diverse makeup-artikler. Videoen når sit klimaks, da Firoozeh Bazrafkan fisker et foto af Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad op af tasken og river fotoet i stykker ledsaget af udbruddet:
"Jeg hader ham."

Et foto af ayatollah Khomeini får samme tur.

"Marg bar Amrika"

Værket rummer flere lag. Således er Firoozeh Bazrafkans taske af mærket Marc Jacobs, og designernavnet spiller dermed på det iranske slagord "Marg bar Amrika" - død over Amerika, mens taskens indhold fungerer som en kommentar til det religiøse styres restriktive fremfærd. 

"Jeg protesterer blandt andet mod det iranske politi, som dagligt forbyder iranske kvinder at bære makeup. Videoen er en reaktion på alle uretfærdighederne i Iran. Det er ikke mindst en solidaritets-video til alle de mennesker, der hver dag demonstrerer for frihed, demokrati og fri presse. "What's in my purse?" ville aldrig kunne vises i Iran, hvor man ikke må gøre grin med præsidenten eller de religiøse overhoveder", har Firoozeh Bazrafkan forklaret til Jyllands-Posten.

Værre end Hitler

Om situationen i Iran siger Firoozeh Bazrafkan til Jyllands-Posten:



Den dansk-iranske kunstner med et af sine tidligere værker

 

"Jeg tør næsten ikke sige det højt, men jeg håber på noget drastisk. At Ahmadinejad bliver dræbt. Mere sandsynligt er det nok, at Mousavi bliver skudt, og så kommer alt fuldstændig ud af kontrol."

"Mange sammenligner Ahmadinejad med Hitler, men i mine øjne er Ahmadinejad meget værre for sit eget folk. Han har intet gjort for iranere. Iran er ikke bare i stilstand, landet er kastet 50 år tilbage i tiden, og der er sat en stopper for al frugtbar udvikling på alle planer."

Om udviklingen i Iran siger Firoozeh Bazrafkan:

"Valgsvindlen har været en øjenåbner for mange iranere; de vil have ændringer i landet, de vil have udvikling. Det sker ikke om et par dage eller uger, men meget bliver anderledes i fremtiden."

Kvæl ikke kunstnerisk fantasi

Firoozeh Bazrafkan er ikke den eneste danske kunstner, der er gået i kødet på Irans afdøde religiøse overhoved ayatollah Khomeini.

Som en reaktion på Rushdie-sagen malede Jens Jørgen Thorsen i marts 1989 Allah "som en snotklat med øjne" og ayatollah Khomeini ridende overskrævs på en sortbroget, dansk ko, der blinker knibsk til en rødmende gul tyr med en halvt erigeret grøn pik.

Det blev for meget for en elev med muslimsk baggrund, der overværede skabelsen af maleriet på Holstebro Gymnasium. Eleven ødelagde maleriet med en saks og overfaldt i to omgange Thorsen fysisk.

Efter overfaldet gjorde Jens Jørgen Thorsen status over for Ekstra Bladet. Kunstnerens ord fra marts 1989 er stadig aktuelle:

"Sagen om Salman Rushdie viser, at vi kunstnere igen skal til at kæmpe for fantasiens ret til fri udfoldelse. I den affære skal ingen - og slet ikke præster, hvor de end kommer fra - blande sig. Jeg gentager: hvis Khomeini vil kvæle den kunstneriske fantasi, så død over Khomeini!"


Firoozeh Bazrafkans video kan ses her:


Kilder: Jyllands-Posten: "Kunst for friheden i Iran" (24.06.2009)

Sappho, Uwe Max Jensen: Først Rushdie, så Thorsen