"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

I de venstreekstremes arkiv

24. april 2016 - Artikel Artikel - af Kuzma Pavlov

Foto: En deltager af For Friheds demonstration.

Deltager man i For Friheds lovlige og fredelige demonstrationer risikerer man at blive hængt ud og arkiveret - med risiko for at blive overfaldet, skriver Kuzma Parlov, der netop selv har oplevet de venstreekstremes metoder

 For to ugers tid siden deltog jeg i For Friheds demonstration imod islamiseringen af Danmark. Man skal ikke være længe i en sådan demonstration for at opdage, hvor truet ytringsfriheden er her til lands. Af fare for overfald på demonstrationen var der praktisk talt lige så meget politi, som der var demonstranter.

Store politivogne dannede en afskærmning på siden af demonstrationen, og såvel foran som bagved dannede politibetjentene kæder, så demonstranterne slap for at blive overfaldet af den voldelige moddemonstration. Hvor end man kom, stod der selvproklamerede antifascister, hvis sproglige repertoire primært begrænsede sig til at  råbe ”ingen racister i vores gader”.

Hen mod demonstrationens afslutning blev det beskedne ordvalg dog for meget selv for den gode tones utrættelige vogtere, som gik over til at råbe det ligeledes velkendte kampråb ”politikontrol skaber mere vold”, alt imens de som glubende ulve ventede på den mindste mulighed for at overfalde den fredelige demonstration.

Midt i disse tilråb fik jeg øje på en dårligt gående ældre dame, som kæmpede bravt for at følge med demonstrationen. Hun var blot en blandt mange aldrende damer, som deltog i demonstrationen. Man kunne ikke undgå at tænke, om de uvorne ungersvende virkelig selv troede på, at alle de aldrende damer straks ville give sig til at overfalde dem, hvis politiet ikke havde været massivt til stede.

Velkommen i AFA's arkiv

Demonstrationen sluttede på Østerport, hvorefter jeg gik hen for at drikke mig et par øller. Så var det vel slut, skulle man mene. Det var dog desværre ikke tilfældet. ”Tillykke! Velkommen i arkivet” skrev en af mine venner pludselig til mig, mens jeg lå i sengen et par dage efter en sen aften. Til min store overraskelse opdagede jeg, at Redox tydeligvis har været forbi min arbejdsplads for at tage et billede af mig i min rygepause.

Billedet deltes fra deres Facebookside sammen med en afsløring af, at jeg åbenbart havde tænkt mig at chikanere tilhørerne til et Redox-arrangement om nationalkonservatismen i Danmark.

Mine chikaneplaner var jeg ganske uvidende om, og jeg måtte derfor naturligvis kommentere billedet og påpege, at det ikke just var sådan, sagen hang sammen. Det samme gjorde talrige af mine bekendte. I stedet for at svare på henvendelsen, valgte de gæve researchere at slette min kommentar og blokere mig fra siden.

Oven på arkiveringen af min ringe person kunne jeg ikke undgå at blive forarget. Ikke over Redox – de opererer jo blot inden for de rammer, de får tildelt. Nej, snarere over ordensmagten. Lige så fremragende en indsats, som politiet ydede i forbindelse med beskyttelsen af demonstranterne, lige så useriøs har indsatsen været i forbindelse med indsatsen mod den voldelige del af venstrefløjen.

Arkiv over politiske modstandere

Under en tidligere retssag mod centrale personer på den yderste venstrefløj er det kommet frem, at Redox har haft en server, som blandt andet indeholdt flere overvågninger af både KU'ere og LAU'ere. Hertil indeholdt den hovedmistænktes computer hele Konservativ Ungdoms medlemsliste.

Under samme retssag blev der fundet 130.000 billeder på en server placeret i Fredericia. Rasmus Preston, som er en af Redox' fotografer, var ligeledes til stede foran en ganske almindelig påskefrokost i KU i København sidste år, der åbenbart var så spændende, at han afgjort måtte dække begivenheden.

Nok skal der være ytringsfrihed her til lands, og nok kan folk få lov til at være venstreekstremistiske anarkister, men når der er så meget, som peger på, at Redox fører et arkiv over politiske modstandere og bruger dette til at bedrive chikane, og når selvsamme Redox samarbejder med det erklæret militante Antifascistisk Aktion, ville det klæde politiet at tage borgernes sikkerhed langt mere seriøst.

Lige nu har vi en situation, hvor man offentligt hænges ud, arkiveres og risikerer at blive overfaldet for at sige sin mening. Så er det svært at hævde, at ytringsfriheden ikke er truet.



Kuzma Parlov er stud.jur. Og medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg