"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Sappho forstyrrer fredagsbønnen i New York

6. november 2009           Helle Merete Brix

NEW YORK, SAPPHO: Jeg kommer fredeligt gående af det normalt brede fortov på 11. gade i East Village i New York. Men denne tidlige eftermiddag er fortovet delvisk blokeret af bedende mænd, der har lagt tæpper ud. Højtalerne sender imamens messende arabisk ud til de, der ikke er plads til inde i moskeen. Fodgængerne klemmer sig forbi.

East Village er downtown Manhattan, og området bliver ofte betegnet som "diverse". Her er folk med rødder i Puerto Rico, kinesere, sorte og hvide, og man kan finde kosher-forretninger og halal-spisevogne, spise cubansk, mexicansk eller hvadsomhelst. Ligesom man kan finde Jehovas Vidner, evangelister og kælderforretninger, der tilbyder håndlæsning og tarotkort.

I den gade, hvor mit Bed and Breakfast ligger er fattigdommen synlig. To gader væk er der trendy kaffebarer. 10 minutters gang bringer en til en gade med nogle af New Yorks bedste restauranter, der ligger side om side med ydmyge cafeteriaagtige cafeer, hvor morgenkaffen indtages på plasticbeklædte borde, mens man lytter til den øredøvende støj af latinamerikansk musik.

Så denne lille beskrivelse for at illustrere, at East Village rummer lidt af hvert. Og altså også udendørs fredagsbøn. Men kan en udendørs fredagsbøn puttes ind under en paraply af diversitet? Vist ej.

Fredagsbønnen forstyrres

Moskeen på 11. gade er tilknyttet Islamic Council of America. En overstrømmende skrivelse på husfacaden bekendtgør, at Moses, Jesus m.fl. alle er islams profeter. Man mangler snart bare, at islam også gør krav på Buddha.

Jeg vandrer frem og tilbage foran moskeen, mens jeg spekulerer over fænomenet. Nu ikke blot udendørs bøn i Europa, men også i USA? Det går op for mig, at jeg forstyrrer nogle af de bedende. På den yderste række sender flere af mændene mig irriterede blikke, der ikke mildnes af at jeg også tillader mig at foretage et telefonopkald. Som om jeg var brudt ind i et privat selskab, med støjende og vulgær optræden. Og egentlig er det da også for galt, at man benytter sin ret til at gå på fortovet. At man ikke er muslim. At man mener, at religion er en privatsag og at fortove og gader ikke skal være islamiske, men sekulære.

I Frankrig er der moskeer, hvor man er gået så vidt som at blokere hele gader under fredagsbønnen. Det er sket i bl.a. rue Myrha, der ligger i 18. arrondissement. En fortvivlet borger skrev til kommunen, der i øvrigt påtænker at løse problemet med de blokerede gader ved at give muslimerne en større moské.

Obama og muslimerne

Også i rue Jean-Pierre Timbaud har der været udendørs fredagsbøn. "Hvorfor tillader den franske stat det?" Den syrisk-franske sanger Abed Azrié, som jeg lærte at kende for nogle år siden, har kun hovedrysten til overs for den slags indrømmelser fra statens side.

Hvad tænker mon amerikanerne? Hvad tænker præsident Obama? Ja, det bliver formentlig ikke Obama, der sætter gang i en diskussion om, hvor langt islams krav på særbehandling skal imødekommes.

"Obama har ingen problemer med at tale direkte til sin egen gruppe. Han kan sige til sorte, at fattigdom ikke er nogen undskyldning. De skal stadig sørge for, at deres børn passer deres skole. Hvorfor kan han ikke være lige så direkte over for muslimerne?". Samme formiddag, som jeg rendte ind i fredagsbønnen, havde jeg interviewet en af USAs velrenommerede, unge dramatikere, der har skrevet noget så usædvanligt som et stykke, der beskæftiger sig med Muhammedtegninger, ytringsfrihed og islams sammenknytning af religion og politik. Dramatikeren, der stillede dette vigtige spørgsmål, referede til Obamas ret pinlige Cairo-tale.

Mange europæiske politikere synes lige så håndsky, eller lige så apologetiske, om man vil, som Obama. Så hvad kan almindelige borgere gøre? Sige nej, venligt og fredeligt, til denne magtdemonstration. For det er, hvad en fredagsbøn i det offentlige rum er, ligesom stormoskeer, hovedtørklæder, bederum med mere.

Fortovene tilbage

Hele verden er en moské, proklamerer islam. Jeg er uenig. Måske burde man i Europa og USA overveje fredelige, men forstyrrende sit-down demonstrationer på fortovet, dér hvor fredagsbønnen lægges ud i det offentlige rum.  Under mottoet: Vi kræver fortovene tilbage.

Men alt får en ende, således også fredagsbønnen på 11. gade. Teenagedrenge og mænd i alle aldre, få hvide, men både sorte og mellemøstligt udseende mænd med og uden kalotter, nogle vestligt klædt, andre i fodlange kjortler strømmer ud af moskeen, både den indendørs og den udendørs. Skoene tages på, bedetæpperne rulles sammen og der bliver hurtigt kø foran den lille halal-spisevogn på den modsatte side af moskeen. Jeg går stærkt ud fra, at det hele gentager sig næste fredag.