Skandalen om professor Jason Arday er formentlig den mest tåkrummende, Cambridge University nogensinde har haft. Især fordi den ikke så meget handler om Jason Arday som om Cambridge. For Ardays spektakulære opstigning og endnu mere spektakulære fald er blevet et sindbillede på den dekadence, der har bredt sig på nogle af Vestens fineste universiteter.
Vi befinder os i en tid, der minder om tiden omkring 1900's fin de siècle: En gammel og højtudviklet civilisation står endnu med sine institutioner, sin rigdom, sin prestige og sine imponerende facader intakte, mens forståelsen for de normer og principper, der skabte det hele, eroderer indefra, drevet af et tiltagende normskred – en dekadence, hvor man lever af arven ved at sælge ud af arvesølvet.
Vestens eliteuniversiteter er blevet nogle af denne dekadences tydeligste manifestationer. Ikke fordi de er holdt op med at tale om værdier – tværtimod. Men fordi de i stigende grad har ladet nye moralske idealer om inklusion, repræsentation og lighed fortrænge de principper, som skabte deres egen storhed: merit, faglig excellence, sandhedssøgning og kompromisløs intellektuel udvælgelse.
Eliteuniversiteterne har med andre ord forkastet en del af deres egen eksistensberettigelse – den akademiske diskrimination – fordi resultatet af den ikke passer med deres forestilling om, hvordan et retfærdigt universitet bør se ud. Alle samfundsgrupper og etniciteter skal være ligeligt repræsenteret på de højeste akademiske niveauer; er de ikke det, må forklaringen være strukturel undertrykkelse og diskrimination. Derfor bekæmper man i denne tid strukturel diskrimination ved at afvikle den akademiske diskrimination, som universitetets kvalitet afhænger af.
En historie, der næsten var for god
Da Cambridge i 2023 ansatte den 37-årige Jason Arday som professor i uddannelsessociologi, var det ikke alene forskeren Arday, universitetet promoverede. Det var historien om ham.
Han skulle være den yngste sorte professor nogensinde på Cambridge. Han var vokset op under beskedne forhold i London, diagnosticeret med autisme som treårig og havde ifølge Cambridge ikke kunnet tale før 11-årsalderen eller læse og skrive før han var 18.
Og nu var han professor på et af verdens fineste universiteter.
Men historien blev endnu bedre. Arday blev i officielle biografier tillagt nærmest overmenneskelige præstationer: 30 maratonløb på 35 dage, 300 miles på tre dage og 600 miles på 12 dage – i andre versioner på blot seks – ligesom han skulle have været med til at indsamle mere end 5,5 millioner pund til velgørenhed.
Problemet var bare, at stadig mere af den fantastiske fortælling ikke kunne holde til nærmere granskning.
Der er siden rejst alvorlige spørgsmål om både Ardays akademiske arbejde, hans CV og en række af hans personlige historier. Universiteter har bestridt dele af hans fremstilling, hans sports- og velgørenhedsbedrifter er kommet under lup, og The Times har rejst spørgsmål om data i hans forskning, og selvom Arday afviser anklager om akademisk uredelighed, er sagen foreløbig endt med, at Arday har trukket sig fra sin stilling.
Men det interessante ved sagen er heller ikke først og fremmest Jason Arday.
Det er Cambridge.
For uanset hvor sandheden om de enkelte påstande ender, står spørgsmålet tilbage: Hvordan kunne en institution, hvis eksistensberettigelse er kritisk tænkning, efterprøvning og intellektuel skepsis, blive så betaget af en fantastisk historie, at historiens stadig mere fantastiske karakter tilsyneladende ikke udløste netop den skepsis, som burde være universitetets professionelle refleks?
Jo mere usandsynligt, desto bedre
Normalt gælder et enkelt erkendelsesprincip: Jo mere usandsynlig en påstand er, desto stærkere dokumentation kræver den. Men Arday-sagen synes at vende princippet på hovedet. For jo mere usandsynlig hans historie blev, desto bedre blev den som progressiv fortælling.
For 15 eller 20 år siden havde historien om en begavet sort mand fra beskedne kår, der gennem talent og hårdt arbejde blev professor på Cambridge, været rigeligt spektakulær – og ovenikøbet en perfekt meritokratisk fortælling. Men når repræsentation gennem årtier har været en moralsk valuta, mister den sin progressive sprængkraft.
Dosen må øges.
Det, der var progressivt i går, bliver almindeligt i dag og utilstrækkeligt i morgen. Ikke bare sort. Ikke bare socialt udsat. Ikke bare handicappet. Fortællingen må blive stadig mere exceptionel, og dermed bliver dekadencen selvforstærkende.
Og så opstår paradokset: Jo mere usandsynlig historien bliver, desto mere skeptisk burde universitetet blive. Men jo mere usandsynlig historien bliver, desto mere attraktiv bliver den som progressiv myte.
Det er ønsketænkningens triumf over den akademiske diskrimination.
Et meritokrati er på én gang ekstremt diskriminerende og principielt ligeglad med identitet. Det spørger ikke, hvem du er, men hvad du kan – og må derfor også kunne tåle resultatet af sin egen udvælgelse.
Men udviklingen er større end woke og DEI. Den er også del af en bredere feminisering af vores samfund og dermed vores institutioner, hvor tyngdepunktet er flyttet fra upersonlige principper, konkurrence og hierarki efter præstation mod følelser, inklusion, repræsentation og den enkeltes historie.
På et eliteuniversitet må det upersonlige princip imidlertid være suverænt. Din historie kan være hjerteskærende, din kamp beundringsværdig og din opstigning inspirerende. Men er din forskning god nok?
Hvis svaret er nej, er resten sagen uvedkommende.
Det er netop det upersonlige ved meritokratiet, der gør det retfærdigt. Hudfarve, køn, social baggrund og personlig historie skal ikke tælle imod dig. Men de skal heller ikke tælle for dig.
Arday blev imidlertid ikke blot professor, men symbol: Hans identitet, autisme, sociale opstigning og næsten mirakuløse historie gjorde ham til personificeringen af den fortælling om inklusion, Cambridge gerne ville fortælle. Og netop dér opstår faren. For hvis institutionen selv ønsker historien så stærkt, at dens usandsynlighed ikke længere fungerer som advarselssignal, har den moralske ønsketænkning påvirket dens erkendelsesevne.
Cambridge skulle finde de bedste, men endte med at finde den bedste historie.
Vestens eliteuniversiteter har naturligvis aldrig været rene meritokratier. Oxford og Cambridge var præget af klasse, køn og forbindelser, de amerikanske universiteter blandt andet af race, penge og såkaldte legacy admissions. Men fortidens diskrimination efter de forkerte kriterier er ikke et argument for nye forkerte kriterier. Fremskridtet bestod netop i at fjerne hudfarve, køn, klasse og forbindelser fra vægtskålen, så evnerne kunne veje desto tungere.
Målet var ikke et universitet, der ikke diskriminerede, men et universitet, der diskriminerede rigtigt.
Når arvesølvet slipper op
Og her er vi tilbage til fin de siècle.
Cambridge, Oxford og de amerikanske Ivy League-universiteter lever på en enorm institutionel kapital, opbygget gennem generationer af faglige standarder, konkurrence, selektion og resultater. De nuværende universitetsledelser har arvet denne kapital. De har ikke skabt den.
Det er netop det farlige ved institutionel dekadence: Man kan længe leve på tidligere generationers prestige, mens man underminerer de standarder, der skabte den. Men institutionel kapital kan forbruges. Man kan leve af arvesølvet længe. Man kan bare ikke gøre det for evigt.
Og konsekvensen rækker langt ud over universiteternes egen prestige. Et komplekst samfund har brug for kompetenceeliter: fremragende forskere, læger, jurister, ingeniører og tænkere – og for institutioner, der kan identificere, uddanne og teste dem.
Det er eliteuniversiteternes civilisatoriske funktion.
Når der står Cambridge på et eksamensbevis eller et CV, ligger der et implicit løfte: Her er nåleøjet smalt. Her er der blevet stillet krav. Her er der blevet diskrimineret.
Hvis det løfte mister sin værdi, mister vi også tilliden til de institutioner, der skulle foretage den intellektuelle selektion på civilisationens vegne.
Og hvis de ypperste institutioner ikke længere vil udvælge det ypperste, hvem skal så?
Artiklen har været bragt i Kontrast
