"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Houellebecq: Uforfærdede forfattere skaber åndsfrihed

2. oktober 2016 - Aktuelt - af Katrine Winkel Holm

Forfatteren til bestselleren ”Underkastelse”lufter igen sin pessimisme og politisk ukorrekte holdninger, men øjner et håb i den indsats forfattere kan gøre for åndsfriheden. Det​ har​ han ​netop givet ​udtryk for i en stor tale, holdt i Tyskland.

Michel Houellebecq er Frankrigs mest kendte forfatter og hans bøger er blevet oversat til alle verdens sprog. Men han er ikke intellektuel. Slet ikke. Når Houellebecq selv understreger det, skyldes det ikke en overdreven beskedenhed. Det skyldes en dyb modvilje mod de franske intellektuelle og den rolle de har spillet.

 Frie mænd

Ifølge Houellebecq er intellektuelle magtpersoner som er en del af kultureliten. De er helt afhængige af hvad de andre i kliken tænker om dem. Forfatterne derimod, er langt friere og langt mere selvstændige.

Mens intellektuelle har været en del af den forstenede, venstreorienterede fløj, har forfatterne i Frankrig, med Houellebecq spidsen, forholdt sig an​d​er​l​edes fordomsfrit til virkeligheden:

”Det er ikke overraskende at de eneste mennesker i de sidste tyve år, som har fremført betydelige og interessante overvejelser om samfundet stilstand ikke er professionelle intellektuelle, men folk der interesserer sig for menneskers virkelige liv. Forfattere.”

Forfattere, de bedste er dem, er frie ånder og skriver uden nogensinde at overveje hensyn til anstændighed eller konsekvenser.

Houellebecq fremhæver sine afdøde kolleger, Muray og Dantec:

”De skrev simpelthen, og kun, til deres læsere, uden nogensinde at overveje de begrænsninger og den frygt, som tilhørsforholdet til et fællesskab implicerer. Med andre ord: De var frie mænd.”

Det er den frihed, Houellebecq finder så afgørende, ikke kun for forfatterne selv, men også for samfundet.

Franskmændenes naturlige tilbøjelighed for kollaboration

Houellebecq fastslår at hans forudsigelser i værket ”Underkastelse” ikke blev opfyldt:

”Det er ikke en moderat islam, vi ser manifestere sig. Set fra den synsvinkel kan man mene, at jeg har været en ringe profet.”

Til gengæld fastholder han sin beskrivelse af den karakterløse europæiske universitetsverden:​

”Vi ser, hvordan de europæiske universiteter, især de franske, har en særdeles let bøjelig rygrad og ikke større vanskelighed ved at gøre indrømmelser, når betydelig finansieringskilder fra Golf-monarkierne kommer på banen. Det er her vi genfinder franskmændenes naturlige tilbøjelighed for kollaboration.”

Vesten er, ifølge Houellebecq​ endt som en udlevet, træt, blødagtig og frygtsom kultur, der nu er i fuld gang med at begå selvmord:

”Når fertiliteten når ned på 1,3 og 1,4 begynder det at gå rigtig stærkt.”

 

Kilde: Information  og Frankfurter Allgemeine

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg