"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Et opråb lige før, det er for sent

20. december 2015 - Anmeldelse - af Marie Krarup

Hege Storhaugs islamkritiske bog er blevet en bestseller

En af årets mest omtalte bøger i Norge er skrevet af informationslederen på Human Rights Service, Hege Storhaug. Hendes bog ”Islam. Den 11. landeplage” blev ikke anmeldt i mange aviser, for Storhaug er ”kontroversiel” og det er budskabet også. Alligevel har bogen solgt over 24.000 eksemplarer, sat dagsordenen og ført til at Hege Storhaug er blevet nomineret til årets navn. Marie Krarup anmelder den for Trykkefrihed 

Hege Storhauges bog bliver revet væk fra hylderne i Norge. Sjette oplag er udsolgt. Andet er forhåbentlig på vej. Forhåbentlig, siger jeg, fordi det er vigtigt at få åbnet øjnene for den store fare, vi står overfor. Som Hege Storhauge deprimeret slutter sin bog:

"Pilene peger imod et Europa, som sejler ind i en ukultiveret og udemokratisk periode. I en ny tidsepoke, hvor Medina-islam dominerer."

Medina-islam er den politiske islam, som de fleste kalder islamisme, men som Hege Storhaug mener er Muhammeds islam fra Medina-tiden. Medina-islam er præget af ufrihed, kvindeundertrykkelse, vold og had til de vantro- det vil sige til ikke-muslimerne.

Farlige Medina-islam

Mekka-islam er den blide og spirituelle islam, som er moderat og individuel og dermed til at leve med i Vesten. Men Storhaug bruger en stor del af bogen på at påvise, at det er Medina-islam, der vinder frem til skade for både europæerne og for Mekka-muslimerne.

Hege Storhaug blander i bogen historiefortælling, personlige oplevelser og teoretiske udredninger for samlet at give et billede af indvandringen til Europa, islams udvikling imod en stadig farligere version og især det norske samfunds manglende modstandskraft imod indvandring, islamisering og radikalisering.

Hun er naturligvis særlig kritisk overfor det politiske og kulturelle establishment, der ikke vil acceptere kritik af indvandringen og af islam.

Vover man alligevel forsøget, bliver man stemplet som islamofob og racist, og derfor bliver debatten om emnerne aldrig taget. Selvom "kritik af islam er humaniserende og civiliserende og langt fra udtryk for en sygdomstilstand", som Hege Storhaug siger.

Vi kender jo fænomenet fra Danmark i 1990' erne, - men det er mit indtryk fra denne bog, at Norge stadig befinder sig på det stade, som vi heldigvis har forladt i Danmark.

Hege Storhaug levner som sagt ikke meget håb for Norge, men ser et lyspunkt i den britiske premierminister David Camerons tale fra sommeren 2015, hvor han indrømmer, at talen om, at islam er fredens religion, er løgn. Camerons evne til at se forskellen på vestlige frihedsværdier og islam er et lille lyspunkt for Storhaug, men ikke nok til at tro på, at det er muligt at rette op på udviklingen i Vesten og i Norge. Som hun skriver:

"Jeg tror, det er for sent at rydde op på en god måde".

Vejen frem

Hege Storhaugss strategi er, at Vesten skal støtte Mekka-muslimerne og bekæmpe Medina-muslimerne. Det skal gøres ved at standse indvandringen til Europa, stille krav om assimilation i forhold til de vestlige frihedsværdier for de nuværende indvandrere, samt ved at lukke de moskéer, der prædiker Medina-islam. Hvis man gør dette, vil der måske være håb om en fredelig udvikling, mener hun. Men hun forventer ikke, at politikerne tør gennemføre disse tiltag, fordi de frygter optøjer og vold fra Medina-muslimerne i fællesskab med den voldelige venstrefløj.

Jeg deler HegeStorhaugs bekymring, især i en tid, hvor indvandringen er vokset voldsomt. Der er ingen tvivl om, at den medicin, hun ordinerer er den rigtige. Men der er heller ikke tvivl om, at det vil være svært at komme igennem med.

Selv om vi er længere fremme i Danmark end i Norge, hvad angår evnen til at gennemskue den politiske korrektheds falske fordomme, er der jo også i Danmark stor angst for at tage fat på de sværeste ting: opgøret med flygtningekonventionen samt opgøret med islam.

Men uden at forstå, hvor farlige begge dele er for den vestlige verden, kommer vi ikke videre.

Derfor er Hege Storhaugs bog gavnlig. Blot ærgerligt, at den ikke er redigeret ned i omfang. Det burde være muligt, samtidig med at det vigtige budskab stadig kunne komme ud. Men den ordrige og ikke altid helt stringente fremstilling bør ikke skygge for budskabets vigtighed:

Vi skal vågne op i Vesten og forstå, at vores frihed ikke kan bestå, hvis vi giver islam fri mulighed for at vokse i vores midte!

 

Bogen kan bestilles her

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg