"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Black Lives Matter Denmark er ikke krænkede - det er dem, der er krænkerne

23. maj 2018 - - af Aia Fog

Reklame for negerkys

Hvis det ikke var for den regulære terror, som BLMD reelt har udsat Sort/Hvid for – og for teatrets totale kapitulation (de ændrede efterfølgende også passager i stykket), så er BLMD både i deres idegrundlag og deres debatniveau lige til at dø af grin over.

Men at true, vandalisere og forsøge at lukke munden på fredelige folk med lovligt ærinde er langt fra morsomt. Det er ud over den personlige trussel mod folkene bag Sort/Hvid også et angreb på ytringsfriheden og direkte samfundsnedbrydende.

Man tror det er løgn, men den über-politisk korrekte, afroamerikanske bevægelse med det latente had til hvide mennesker, Black Lives Matter, har en underafdeling i Danmark.

Det virker umiddelbart besynderligt al den stund, at den afrodanske population er meget lille, og at den generelt aldrig har været udsat for racisme. ”Bevægelsen” har da også fristet en temmelig ubemærket tilværelse siden dannelsen i 2016, hvor det ved en demonstration arrangeret af Black Lives Matter Denmark (BLMD) var endog meget svært for den fremmødte presse at finde en afrodansker, der kunne diske op med en racisme-historie.

Den seneste måneds tid er lykken dog vendt for BLMD: det lille, københavnske teater Sort/Hvid havde nemlig 30. april premiere på stykket ”White Nigger/Black Madonna” om en hvid kvinde, der gerne vil være sort.

Det fik BLMD – muligvis med støtte fra Antifa(?) – til at gå i aktion: Forestillingens plakater blev revet ned, og det lykkedes flere gange BLMD at få lukket Sort/Hvids facebookside med deres racismepåstande ved at opslå følgende anmeldelse på siden ”Danger: extreme racsist!White ppl who do blackface and use the n-word to be provocative”.

Da Sorth/Hvid forrige weekend inviterede til dialog-seminar med fællesspisning, var stemningen blandt de fremmødte så hadsk og aggressiv, at Sort/Hvid blev bange og skyndte sig at lægge sig fladt ned: ikke nok med, at teatret ændrede deres plakater fra ”White Nigger/Black Madonna” til ”Black Madonna” – de lagde også en film ud på teatrets facebookside, hvor stykkets hovedrolleindehaver foretager den ultimative bodsgang og selvcensur og med en dåse sort spraymaling, overstreger det famøse ord ”nigger” på forestillingens plakat.

Et tåkrummende knæfald for en flok tåbers absurde krav, der ikke desto mindre vidner om, hvor bange og presset Sort/Hvid har følt sig.

Men det er en sejr og en fjer i hatten for BLMD hvis forkvinde, Bwalya Sørensen ikke underdriver den skadevirkning ordet ”nigger” kan have: ”Der er potentielt en million københavnere, der har set den her plakat med n-ordet på. Det er psykisk vold, det ord. Og der kan være 7-8 årige børn, der ser det her og bliver traumatiseret af det” udtalte Bwayla Sørensen til Politiken.

Hvis det ikke var for den regulære terror, som BLMD reelt har udsat Sort/Hvid for – og for teatrets totale kapitulation (de ændrede efterfølgende også passager i stykket), så er BLMD både i deres idegrundlag og deres debatniveau lige til at dø af grin over.

Men at true, vandalisere og forsøge at lukke munden på fredelige folk med lovligt ærinde er langt fra morsomt. Det er ud over den personlige trussel mod folkene bag Sort/Hvid også et angreb på ytringsfriheden og direkte samfundsnedbrydende.

BLMD repræsenterer en voksende underskov af selvudråbte minoritetsgrupper, der har gjort det til en art levevej at være professionelt krænkede under dække af at være forfulgt og undertrykt. Men de er hverken forfulgte eller undertrykte. Vi lever i et åbent demokrati, i en retsstat, der i meget vid udstrækning sikrer den enkelte borgers frihed – uanset køn, race, sexuel eller politisk overbevisning. Læg hertil den indgroede modvilje mod racisme, der er indlejret i danskernes DNA.  I den kontekst er det grotesk, at grupper som BLMD overhovedet kan slippe af sted med at promovere deres kunstige dagsorden.

Det er nemlig betegnende for grupper som BLMD, at de først og fremmest definerer sig selv i kraft af det minoritetsmærkat, som kun de selv skænker en tanke. Dermed er det dem, der sætter skel – og ikke det omgivende samfund de så nidkært vogter for det mindste påskud til at føle sig krænket. De er ikke krænket – det er dem, der er krænkerne.

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg