"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Europæisk solformørkelse

15. oktober 2008 - Den løbende

En homoseksuel amerikaner flygter til Europa for at slippe for seksuel chikane og ramler hovedkulds ind i bandeoverfald, religiøs fundamentalisme, antiamerikanisme og velfærdsstat. Læs Bruce Bawers rejse til hjertet af Eurabia.

Indholdsfortegnelsen lover et klassisk drama om Europa før, under og efter skæbnedagen den 11. september for syv år siden, men bogen læses snarere som en thriller. Koldt ned ad ryggen er vel egentlig en underdrivelse; koldt over det hele, sådan havde jeg det med Bruce Bawers Sov sødt, Europa, der udkommer på dansk i dag.

Da den amerikanske udgave lå fremme i boghandlen i 2006, lod jeg den ligge, og da jeg endelig sad med den danske oversættelse fandt jeg på talrige undskyldninger for at lægge bogen fra mig. Så skulle jeg lave frokost; så blev jeg ramt af en pludselig og ubændig lyst til at slå græs; så skulle jeg hente min søn i vuggestuen. Men da jeg kom tilbage, lå bogen stadig på skrivebordet.

Dette blot for at antyde, at jeg egentlig helst var denne bog foruden. Den er ingen fornøjelse og slet ikke underholdende. Nok flyder sproget let i en præcis oversættelse; nok er den aktuel, nej, akut, men det er nu alligevel fandens, at man ikke bare kan nøjes med at passe sin have som en anden Voltaire, uden at skulle forholde sig til radikal islam.

Men ak, det kan vi ikke, eller, det bør vi ikke, og i øvrigt nøjedes Voltaire ikke med botanik. Radikal islam – eller islamisme eller fundamentalisme eller det det ny religiøse højre eller hvad man nu vælger at kalde fænomenet – findes og vil fortsætte med at findes i Europa, såvel som i resten af verden, uanset hvad de siger i PET, på Carsten Niebuhr Instituttet eller på de bonede gulve en rum tid endnu. Det er endog overvejende sandsynligt, mener Bruce Bawer, at radikal islam vil vokse i takt med den demografiske udvikling, og at fortsat tilvandring og familiesammenføring vil føre til muslimsk flertal i de fleste europæiske lande i løbet af de næste to generationer.

Bruce Bawer, freelanceskribent, f. 1956, og med en fortid på den amerikanske venstrefløj, fortæller sin samtidshistorie essayistisk, dvs. med personligt og anekdotisk afsæt, skønt hele tiden med sans for den røde tråd. Idet han læser fransk, tysk, nederlandsk, norsk, dansk og svensk samt øser fra de europæiske medier, kommer han vidt omkring på kontinentet, hvor han nu har boet i ti år, først i Amsterdam, derpå i Oslo, hvor han stadig residerer, og han har den fremmedes blik for særhederne. En af dem er, hvor få der i det ny årtusindes begyndelse taler radikal islam imod. En anden er, hvor udbredt og dybtfølt antiamerikanismen er. En tredje, hvor konformt der tænkes i den politiske elite, i medier og på europæiske universiteter, når det kommer til multikulturalisme, velfærdsstat og kapitalisme.

Det skyldige Amerika

Her breder Bawer sin europakritik ud, og den er velgørende fremmed. F.eks. når han svinger pisken over journalisterne: ”Politiske journalister i Europa er mere tilbøjelige til at betragte mainstreampolitikere som kolleger i en uddannet elite, hvis job er at passe og pleje deres fælles, socialdemokratiske idealer.” (s.75)

Bogen fremhæver ligeledes, hvor kortvarig sorgen over den 11. september var i de europæiske hovedstæder og bringer en række eksemplariske citater. I løbet af ca. et døgn, så var de der, eksperterne, journalisterne og politikerne: 9/11 var mere eller mindre Amerikas egen skyld.

At det kunne gå så stærkt og så galt med den dannede, europæiske opfattelse af 11. september, er ikke tilfældigt, argumenterer forfatteren og beskriver den manifeste antiamerikanisme fra Oslo til Madrid, fra Paris til Beograd. Det er heller ikke rar læsning.

Den røde tråd i Bawers anliggende er at vise, hvordan disse elementer hænger tæt sammen og medvirker til den ringe forståelse af truslen fra radikal islam på kontinentet. Fordi antiamerikanismen, drømmen og det multikulturelle samfund og velfærdsstaten er så stærkt indlejret i den europæiske forestillingsverden, kan radikal islam vinde fodfæste på europæisk jord og forposter i den offentlige mening. Mens velfærdsstaten er med til at finansiere den, forlener multikulturalismen den med intellektuel og moralsk legitimation og forvandler tolerance til relativisme, ligesom antiamerikanismen svækker det politiske og kulturelle beredskab, herunder sansen for, hvor skrøbelig friheden egentlig er.

Weimarrepublik og solformørkelse

Dermed er Bruce Bawer fremme ved sin statusrapport anno 2006, og han tøver ikke med at sammenligne situationen med mellemkrigstidens Weimarrepublik i Tyskland. Det vil naturligvis forekomme alarmistisk i nogle øjne; men indikationerne på, at europæiske politikere, intellektuelle og meningsdannere i vid udstrækning ikke aner, hvad der foregår ude i forstæderne, blandt imamer og omstrejfende unge, der virkeliggør deres fædres værdier i stedet for at gøre oprør imod dem, er legio. Ligesom vidnesbyrdene om, at søstrene opdrages til at underkaste sig islams bogstavelige påbud, opholde sig inden døre og kun begive sig ud tildækket er ligeså talrige som eksempler på fædre, der sender deres egne, små døtre hjem til Sudan eller Saudi-Arabien for at blive omskåret, gå i Koranskole eller gifter dem væk til fjerne slægtninge eller tilpas undertrykkende mænd, der så kan blive ”familiesammenført” til Europa, hæve socialhjælp og nyde godt af rundhåndede sociale rettigheder og medvirke til kontinentets onde, nedadgående spiral.

Bogen beretter i detaljer om alt dette og mere og illustrerer den europæiske solformørkelse.

Spørger man forfatteren, hvorfra forstædernes raseri kommer, svarer han befriende renset for fodnoter og uden at ty til den vante fattigdomsforklaring:

”Tja. Hvad kan man ellers forvente af unge mænd, der gennem hele deres barndom er blevet belært om, at vantro mennesker ikke fortjener respekt, at Vestens kvinder er ludere, og at de eneste hæderlige svar på Vestens korruption og gudløshed er jihads raseri?”

Hvis Europa sover, så er det, som Henryk Broder skriver i sit forord, ikke de retfærdiges søvn, men de bekvemmes søvn. Det er som bekendt meget lettere at blive liggende end at stå op. Jeg håber, Bruce Bawer tager fejl i det alt sammen, men jeg er bange for, han har fat i den lange ende.

Bruce Bawer: ”Sov sødt, Europa. Hvordan radikal islam ødelægger Vesten indefra”, glimrende oversat fra engelsk af J.K.B. Pedersen og med forord af Henryk Broder, 358 sider, Trykkefrihedsselskabets Bibliotek 2008.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg