"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Der, hvor vejen skiller - André Brink og ytringsfriheden

Sydafrikas måske mest berømte forfatter sammen med Nadime Gordimer er utvivlsomt André Brink. Nu har den 74-årige forfatter skrevet sine erindringer. Ikke mindst den intense barndomsskildring og beskrivelsen af årene under apartheid med trusler, censur og intimidering, gør A fork in the road: A Memoir til værdifuld læsning.

15. august 2009    Helle Merete Brix


Erindringer fra Sydafrika


André Brink er født i en afrikaanerfamilie i foråret 1935 i den lille sydafrikanske by Vrede. Hans far er fredsdommer, og familien, der også består af to lillesøstre, Elbie og Marita, flytter ca. hvert fjerde år. 

De ensomt beliggende små byer synes ens. Med deres støvede gader, butikker og hotellet, hvor der også før apartheids officielle indførelse er seperat indgang for sorte og hvide. Bedemanden, der ofte også sælger bøger og aviser, og som med en hvid kittel over bliver til byens frisør. De elektricitetsløse, kulsorte nætter med stjerner på størrelse med "enorme, hvide blomster". Og naturligvis den hollandsk-reformerte kirke og dens høje spir som det selvfølgelige og magtfulde centrum.

Det er den samme kirke, der mange år senere hver søndag forbander Brinks og andre forfatteres anti-apartheid aktiviteter.   

Brinks far er søn af en veteran fra Boer-krigen og medlem af det afrikaanske "Broederbond". Og da det bliver klart, at sejren til Nationalistpartiet er hjemme i 1948 springer Brinks mor så højt op i luften af begejstring, at hun går gennem gulvet, da hun lander. Da Brink som voksen erklærer apartheidsystemet krig, muliggøres kontakten til familien af, at man er enige om én ting: Ikke at diskutere politik indbyrdes.

Verdens uforanderlige love

Som barn tilbringer Brink weekender og ferier på familie og venners gårde. Her er Biblen som regel den hollandske 1700-tals udgave, og her er det helt naturligt, at hvide og sorte drenge leger sammen. Drengene fisker, jager fugle og sammenligner størrelsen på deres køn. Men når aftenen falder på, går de hvide drenge hjem til de udstrakte gårde, de sorte til deres hytter. Ingen spekulerer over det. Som André Brink skriver: "Sådan fungerede verden, i henhold til de samme uforanderlige love, der kontrollerede solens op-og nedgang på himlen".

Alt dette varer ved til puberteten. Så bliver André og Gert ikke længere tiltalt udelukkende ved deres fornavne, men bliver til "kleinbaas André" og "kleinbaas Gert". De hvide drenges søstre bliver til "kleinmies". 

Dette velordnede og på overfladen idylliske samfund med Gud og far som faste holdepunkter, bliver der langsomt sået tvivl om hos Brink. Brutaliteten lurer under overfladen: Den gudfrygtige prædikant, der tæver kone og børn sønder og sammen. Den korporlige afstraffelse af unge lovovertrædere og den korporlige afstraffelse af børn i skolen og hjemmet. Volden mod de sorte.

En forfærdelig og uforglemmelig oplevelse

To episoder står tydeligt i forfatterens erindring: En lørdag eftermiddag dukker en sort mand op i familiens have. Han er i pjalter, og han er så mishandlet og blødende, at hans øjne knap kan ses og hovedet synes slået ud af facon. Hans baas har tævet ham, og nu vil han have hjælp fra Brinks far, fredsdommeren.

Da faderen kommer hjem fra tennis, er han uvillig til at tage sig af manden. Kun presset af sin søn taler han med ham og siger, at han må gå til politiet. Manden forklarer, at der har han været, og at de har tævet ham endnu mere. Brinks far siger, at han ikke kan hjælpe manden og går ind til sin te.

Den anden episode drejer sig om Adam, ung, sort dreng på 16-17 år, som Oom John, en ven af Brinks familie, bringer ind til universitetsbyen Potchefstroom fra en af sine farme i det nordlige Cape. På farmene opererer man stadig med et feudalt system, og ansatte købes og sælges med farmen. Ingen spørger derfor Adam, om han vil rejse væk fra farmen og sin mor, der er alvorligt syg, og som han er meget knyttet til.

Efter at have været en måned i Potchefstroom hos Oom John og hans familie - Brink bor hos dem på det tidspunkt, da han er startet på universitetet - løber Adam derfor væk. Han fanges og forklarer, at han ville besøge sin mor. Han slipper med en advarsel og et par ørefigner og får at vide, at han kan besøge hende til jul.

Men det er april, og måske lever hun ikke så længe. Han løber væk igen og fanges og gennemtæves. "Efter tre dage kan han dog arbejde igen", som Brink skriver.

Tredie gang går det anderledes. Oom John tager Adam med til politiet. Her tilbyder de at tage sig af sagen, men også at Oom John selv kan piske drengen. Han vælger det sidste.

Næste formiddag klokken ti kommer to af Oom Johns naboer over for at hjælpe med afstraffelsen. De hænger den nøgne dreng op i kul-skuret, og mens hustruen og hendes veninder drikker te for hermetisk lukkede døre og vinduer, pisker de Adam.

Lydene kan dog ikke helt lukkes ude. Klokken elleve forlader Brink huset under et påskud. Klokken to vender han hjem, men kan man stadig høre slag og Adams jamren. Brink vender om på hælen og går igen. Da han vender tilbage klokken fem om eftermiddagen kan man stadig høre slagene. Men Adam er gjort tavs.


Sangerinden Marian Anderson


Brink skriver: "Jeg lagde mig på min seng og dækkede mit ansigt med begge mine puder". Den nat sover han ikke, og han kan aldrig siden glemme episoden.

I Brinks eget hjem udtrykkes racismen aldrig åbenlyst i sin "ondskabsfulde og destruktive form", men den er fuldt til stede. Faderen, der egentlig slet ikke er musik-interesseret, kan ikke stå for Marian Anderson (verdensberømt, amerikansk alt, red.)  Hvad han end er i færd med slipper han det, når radioen spiller hendes smukke arie "Softly awakes my heart" fra operaen Samsson and Delilah. En dag kommer Brink hjem fra universitetet og spørger faderen, om han ved, at Marian Anderson er sort? Faderen lytter aldrig til hendes sang igen.  

Mødet med Ingrid

Vi hører også om Brinks kærlighed til litteratur, til Paris, hvor han har boet og til teater og sport. Og vi hører om hans hyppige ægteskaber, skilsmisser og forhold, herunder det stormfulde forhold til den uligevægtige digter Ingrid Jonker. Han møder hende hos kunstnervenner på et tidspunkt, hvor han er gift universitetslærer i litteratur med store forfatterdrømme. De falder for hinanden med et brag, og de næste 40 år, som Brink skriver, påvirker Ingrid hans valg af kvindelige karakterer i hans bøger.


Ingrid Jonker, der vendte op og ned på forfatterens liv


Jonker er stadig i dag, mere end 40 år efter sin død, en af Sydafrikas mest berømte skribenter og nærmest mytologiseret.

For en julinat i 1965 går den kun 32-årige Ingrid ud i Atlanterhavet ved Three Anchors Bay ved Cape Town og drukner sig. Den illustrerede erindringsbog mest ejendommelige foto er et billede af Jonkers begravelse, hvor Brink ikke selv deltog. Den konservative Jonker-familie befinder sig til venstre. I midten er graven, og til højre i billedet er to venner beskæftiget med at holde Ingrids mangeårige excentriske elsker Jack fast, så han ikke kaster sig i den åbne grav. 


André Brink er forlængst verdensberømt


Brink blev så sent som i 2006 gift igen med Karina, der er af polsk afstamning og, som han åbenhjertigt skriver, også er yngre end nogen af hans fire børn, tre sønner og en datter. Han møder hende ved en litteraturfestival i Østrig i 2004, hvor hun tager imod ham i lufthavnen. Brink, der skriver på både afrikaans og engelsk har i dag i dag udover teaterstykker, essays og andet udgivet 16 romaner på engelsk. Og han har forlængst rejst verden rundt med sit forfatterskab. 

Bogbrændinger og censur

Men inden det når så vidt og så godt, må Brink igennem vanskelige år med censur, trusler og  intimidering. I 1961 vender han hjem fra Paris. Det er året efter Sharpeville-massakren (nedskydningen af 69 demonstranter, der protesterede mod paslovene, red.). Brink føler sig ikke længere hjemme i Sydafrika, han har svært ved at få greb om sit forfatterskab og det viser sig i hans bøger. Han vender tilbage i Paris i 1968 og bogen indeholder også en øjenvidneskildring af det voldsomme studenteroprør.

I slutningen af 1960erne strammer censuren i Sydafrika til. Brink har i 1963 sammen med en gruppe andre forfattere formet Sestigers (The Sextigers), der bl.a. vil videreudvikle den traditionelle afrikaaner-littteratur, som de mener er milevidt efter, hvad der sker i Europa på den litterære front. Gruppen udgiver også et magasin og protesterer åbenlyst mod den censur, der også forbyder bøger af Nabokov, Sartre, Faulkner m.fl.


Sharpeville-massakren i 1961


Søndag efter søndag angribes gruppen af den hollandsk-reformerte kirke. Dens arbejde er genstand for ophedede diskussioner i parlamentet. Forfatternes bøger brændes endda på kirketorvet i East London og flere andre sydafrikanske byer.

Men selv før dannelse af gruppen er der problemer. Brinks bog Lobola wir die Lewe (Lobola for life) bliver antaget på det nye forlag Human & Rousseau. Men man har store vanskeligheder med at finde et trykkeri, der vil trykke den. De fleste har forbindelse enten med kirken eller det politiske establishment.

Der er stor støtte til Sekstigers fra den unge afrikaaner-generation. Og som gruppens popularitet tager til, bliver regeringen nervøs. I 1974 slår man til og forbyder Brinks bog Kennis van die Aand (Looking on Darkness).

Bogen handler om forholdet mellem den farvede skuespiller Joseph Malan og en hvid kvinde og sikkerhedstjenestens tortur af Malan. Det er den første bog på afrikaans, der beskriver et sådant kærlighedsforhold uden at gøre det moralsk suspekt. Og det er den første bog på afrikaans, der forbydes af censuren.

Bogen klassificeres som "blasfemisk". Det gælder ethvert sted, hvor personerne for eksempel siger "My God, it´s hot".

Bogen klassificeres som "pornografisk". Som når for eksempel den hvide kvinde, træt af Malans pedanteri, udbryder" "Just stop talking, Joseph, Jesus! And fuck me!"

Bogen klassificeres som en trussel mod statens sikkerhed på grund af beskrivelsen af et kærlighedsforhold, der angriber fundamentet i apartheids ideologi og giver et groft fornærmende portræt af sikkerhedstjenesten.

Det var i øvrigt en sikkerhedstjeneste og et fængselssystem, som det fremgår et andet sted i bogen, i hvis varetægt folk i stigende grad faldt ud af vinduer fra 10. sal, døde ved ved at snuble i et stykke sæbe eller ved at hænge sig i et snørebånd.

Styret smider fløjshandsken

Brinks engagement begynder at få konsekvenser på det personlige plan. Han føler sig paralyseret, en tilstand som Nadime Gordimer på et tidspunkt trækker ham ud af.

Folk, der engang var venner, kan ikke længere tåle at ses i hans selskab. Forfattere, der før ville henvende sig for at få gode råd, henvender sig nu for at høre, om han tror deres bog vil slippe gennem censuren. Omtrent dagligt opsøges han af mennesker, der har problemer med styret.

Året efter at Looking on Darkness er blevet forbudt reagerer Brink på Pik Botha, Sydafrikas ambassadør i USA og FN, og hans afvisning af racismen i Sydafrika. Brinks modindlæg, der beskriver segrationen overalt i samfundet, hospitaler, offentlige toiletter, transportmidler og boligområder, trykkes i New York Times den 27. oktober 1975. Apartheidstyret beslutter sig for at smide fløjshandskerne.

Samtidig med at Brink oplever et international gennembrud, tager chikanen til. I årene der følger oplever Brink alt fra anonyme dødstrusler, overvågning, åbnede breve, indbrud,  annullering af hans flybiletter og anden chikane til mænd, der skygger ham og hans familie overalt. Han indkaldes til samtaler hos sikkerhedstjenesten, og i 1977 ransages hans hjem af de samme mænd, der dette år torturerede og myrdede anti-apartheid aktivisten Steve Biko.

Også Brinks støtte til forfatteren Breyten Breitenbach, er en torn i øjet på styret. Breitenbach har i en årrække boet i Paris på grund af sit ægteskab med en viatnamesisk kvinde. De kan ikke leve sammen i Sydafrika, da Breitenbach er hvid og et sådant forhold betragtes som "amoralsk".

Men Breitenbach vender hjem og anklages for illegale aktiviteter. Han idømmes en længere fængselsstraf.

Frontalangreb på ANC


Looking on Darkness fik lov at udkomme i 1984

Brinks bog, den senere filmatiserede A dry white season (Med Marlon Brando i hovedrollen, red.) handler om sikkerhedstjenesten og den institutionaliserede vold, der ligger til grund for apartheid. Den har ingen chancer for at slippe igennem censuren. Brinks forlag lader den trykke hos nogle sydafrikanske indere, der ikke forstår afrikaans. Man undlader også at sætte Brinks navn på manus, indtil dagen før den går i trykken. Bogen sendes ud til 2000 udvalgte mennesker i landet. En uge efter er den erklæret forbudt i Sydafrika, men udkommer i London.  

I dag bor Brink i Cape Town og ud over at skrive underviser han bl.a. i creative writing på universitetet. Hans bog kan også læses som en kærlighedserklæring til det land, som så mange hvide forlader i disse år, men hvor Brink bliver. Historisk set har Sydafrika altid været et ekstremt voldeligt land, mener han. Hvid over for sort, sort over for hvid, hvid over for hvid og sort overfor sort.

Men han retter hen mod bogens slutning et frontalangreb på ANC, der har haft magten siden landets første demokratiske valg i 1994. Hvor Brink besøgte ANC ledere i eksil og støttede bevægelsen, har han nu kun foragt til overs for deres komplet uansvarlige måde at regere landet på, de må betegnes som "fjender af folket".

Beundringen for tidligere præsident Nelson Mandela er dog usvækket. Her svømmer det over for Brink, synes jeg, når han beskriver hvordan han sammen med en ven besøger Robben Island og Mandelas tidligere celle: "Det var et møde, ikke blot med Madibas ånd (Mandelas kælenavn, red.) men også med ukendte dybder i os selv". Åh ja. Jeg har også stået i cellen, men havde nu ikke helt samme flyvende oplevelse.

Men læs bogen, ikke mindst for den brutale og smukke barndomsskildring. Og for beskrivelsen af årene med censur og intimidering. Her har bogen noget at sige os, også i Europa i dag.

André Brink: A fork in the road: A Memoir. Harvill Secker, London, 2009. 438 sider. Ca. 11 pund på Amazon.co.uk.