"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Albanien er lakmustesten på Savage Roses politiske eftermæle

2. oktober 2026 - Artikel

Uffe Elbæk hylder Annisette som en kunstner, der altid stod op for de undertrykte og de demokratiske rettigheder. Men Thomas Koppel og Annisette støttede et af Europas hårdeste kommunistiske diktaturer – og den del af Savage Roses politiske eftermæle har danske politikere og kulturfolk været bemærkelsesværdigt villige til at bortforklare.

Jeg sad i Tirana, da tidligere kulturminister Uffe Elbæk i P1 Debat hyldede Annisette for hendes politiske engagement.

For anden gang på et år var jeg i Albanien og havde igen brugt en del af opholdet på landets kommunistiske fortid: været i Hoxhas bunkeranlæg, besøgt House of Leaves, den tidligere overvågningscentral, og set og hørt den ene beretning efter den anden om sikkerhedstjenesten Sigurimi og det Albanien, Enver Hoxha skabte: et lukket, undertrykkende, stalinistisk diktatur, hvor politisk opposition blev forfulgt, tortureret og dræbt, befolkningen overvåget, religion forbudt og almindelige mennesker frataget de frihedsrettigheder, vi i Danmark tager for givet.

Historien er så ny, at man hurtigt begynder at se anderledes på menneskene omkring sig: En mand på 65 år var omkring 30, da regimet faldt. En kvinde på 55 tilbragte hele sin barndom og ungdom i det. De mennesker, man møder på gaderne i Tirana, har ikke nødvendigvis læst om Hoxhas Albanien i historiebøgerne. De har levet i det.

Midt i denne albanske virkelighed faldt Uffe Elbæks tale om Annisette som et kølleslag.

Anledningen var striden om politik fra scenen ved Ed Sheerans koncerter, og deltagerne i P1 Debat var blevet bedt om at medbringe politisk musik, de selv satte pris på. Elbæk valgte Annisette, netop fordi hun ifølge ham altid havde været så politisk tydelig:

“Hun har altid stået op for de undertrykte, de marginaliserede. Hun har altid stået op for at sige, at vi skal stå vagt om de demokratiske rettigheder og vores mulighed for at leve det liv, vi nu engang gerne vil leve.”

Det er et bemærkelsesværdigt “altid”, for der er nogle undertrykte, der mangler i Uffe Elbæks fortælling.

Albanerne.

De undertrykte, der blev glemt

Annisette og Thomas Koppel var medlemmer af DKP/ML, og politikken var ikke en privat tilbøjelighed, som lå ved siden af musikken, men en integreret del af deres kunst og virke, som blev stadig mere dominerende i løbet af 1970’erne og 80’erne. I 1982 rejste de til Albanien, og i 1987 vendte Savage Rose tilbage på turné. Og de var begejstrede: I et interview med Dagbladenes Bureau fra 11. juli 1990, (hvor det kommunistiske system var ved at brase sammen) fastholder Thomas Koppel sin beundring: “Ja, der er da bestemt demokrati i Albanien,” udtalte han, og mente endda, at den almindelige albaner havde ”…større indflydelse på samfundsudviklingen end den almindelige dansker” ligesom han ikke kunne: ”… undgå at mærke den sociale tryghed og glæde” .

Fem måneder efter interviewet, i december 1990, stillede både Thomas Koppel og Anisette op til Folketingsvalget for Enhedslisten.

De tog altså ikke fejl på sikker afstand, men ved selvsyn og de fastholdt deres begejstring for Hoxhas Albanien. Oprøret mod systemet var efter Koppels opfattelse ikke et folkeligt opgør, men organiseret af kræfter, der ville undergrave landet.

Det er et forsvar for et umenneskeligt totalitært system og kan ikke bortforklares som idealistisk naivitet.

Og her ligger den egentlige skandale i historien om Savage Rose.

Totalitarisme bliver til idealisme

Thomas Koppel og Annisette burde for længst have været afkrævet et svar på deres politiske valg – men i den danske fortælling om Savage Rose er det aldrig rigtig sket. Tværtimod har den dominerende fortælling ligget forbløffende tæt på Uffe Elbæks udlægning i P1: Deres støtte til totalitære kommunistiske regimer er blevet reduceret til idealisme, mens deres egen selvfortælling om frihed, solidaritet og kampen for de undertrykte stort set er blevet taget for pålydende. Så travlt har man haft med at få deres ubestridelige kunstneriske format og deres politiske engagement til at gå op i en højere moralsk enhed, at de mennesker, som de regimer, de forsvarede, faktisk undertrykte, er blevet skrevet ud af historien.

Det er en forbløffende moralsk operation.

For man behøver ikke spørge Thomas Koppel og Annisette, hvad de mente, de stod for. Man kan bare holde deres egne ord op mod deres politiske valg:

De talte om demokrati, men forsvarede et diktatur.

De talte om frihed, men forsvarede et system, der nægtede sin egen befolkning grundlæggende frihedsrettigheder.

De talte om de undertrykte, men da de stod over for et konkret regime og dets konkrete ofre, lå deres solidaritet ikke hos de undertrykte.

Den lå hos regimet.

Det er ikke en lille plet på et ellers entydigt politisk engagement. Det er en fundamental modsætning mellem Savage Roses egen moralske selvbeskrivelse og nogle af de politiske valg, de faktisk traf.

Alligevel er det selvbeskrivelsen, der har overlevet. Det var den, tidligere kulturminister Uffe Elbæk gentog i P1 forleden. Og han er ikke alene:

Politikken står i vejen for hæderen

I 2007 besluttede Københavns Borgerrepræsentation at opkalde Pumpehusvej efter Thomas Koppel. Formålet var udtrykkeligt at “hædre” ham for hans indsats for dansk musikliv.

Man kan ikke engang undskylde beslutningen med, at ingen tænkte på hans politiske fortid: Venstres Lars Dueholm gjorde netop Koppels politiske engagement til en indvending mod hædringen og pegede på støtten til kommunistiske diktaturer. Socialdemokraten Anne Vangs svar var, at hun heller ikke delte Koppels politiske synspunkter, men at han for Socialdemokratiet “først og fremmest” var en komponist, der havde bidraget til Danmark gennem sin musik.

Og så fik han sin allé.

Det bør i udgangspunktet være et sobert princip at skille kunstneren fra kunsten. Knut Hamsuns forfatterskab kan sagtens læses uafhængigt af hans nazistiske tendenser, Michael Jacksons musik kan skilles fra anklagerne om pædofili og Harald Bergstedts Solen er så rød, mor kan uden problemer synges for de små uden Bergstedts nazistiske konnotationer. I den forstand anerkender jeg Thomas Koppel som en fremragende komponist og Annisette som en af de største sangere, Danmark har fostret.

Men et vejnavn er ikke en kunstkritisk vurdering. Det er en offentlig hædersbevisning. Og netop Savage Rose insisterede selv på at gøre politikken til en integreret del af kunsten og deres kunstneriske identitet.

Alligevel valgte et bredt politisk flertal – ikke bare venstrefløjen – i København at hædre Thomas Koppel ved at opkalde en allé efter ham. Det er betegnende for, hvor normaliseret bortforklaringen af denne del af den danske kulturhistorie er blevet: Når Albanien står i vejen for Thomas Koppels officielle hædring, skiller man politikeren fra komponisten. Når Uffe Elbæk næsten tyve år senere skal hylde Annisette, bliver politikken sat på igen. Nu er den ikke længere en pinlig belastning, men selve hædersbevisningen: Hun stod op for de undertrykte og de marginaliserede – og hun stod vagt om demokratiet.

Vel gjorde hun ej.

I Albanien stod hun og Thomas Koppel entydigt på regimets side.

Det er påfaldende, hvor længe man har accepteret ordene som dokumentation for gerningerne. Man bliver ikke demokrat af at sige “demokrati”. Man bliver ikke frihedskæmper af at sige “frihed”. Og man står ikke på de undertryktes side, når man forsvarer det regime, der undertrykker dem.

Det er elementært.

Men når det gælder Savage Rose, har danske politikere, kulturfolk og meningsdannere været villige til at acceptere gruppens egen moralske selvfortælling og skære den del af historien væk, der gør fortællingen umulig.

Og derfor er Albanien ikke en fodnote til historien om Savage Roses politiske engagement.

Albanien er lakmustesten på deres egen fortælling om frihed, demokrati og solidaritet med de undertrykte. Den test har de aldrig bestået og det er vigtigt Thomas Koppel og Anisette ikke går over i (kultur)historien som idealistiske demokrati- og frihedsforkæmpere. Thomas Koppel var dårligt kommet i jorden, før han blev hædret – vi skal ikke også risikere en Anisette Vej. Og ét er sikkert: Uffe Elbæk & co. får endog meget svært ved at finde en albaner, der vil skrive under på den lobhudling, de lader tilflyde Savage Rose.

 

Artiklen har været bragt i Kontrast