| |
|
|
| |
| |
Martin Andersen Nex�: Pelle Erobreren, 1906-1910
|
|
|
|
| |
Lidt afsides stod en �ldre ludende Mandsling med en S�k paa Ryggen og en 8-9 Aars Dreng ved Haanden; ved deres F�dder stod en gr�n Kiste. De fulgte opm�rksomt hvad der foregik, og hvergang en Vogn rullede bort med nogle af deres Landsm�nd, rykkede Drengen utaalmodigt i den Gamle, der saa talte beroligende til ham. Den gamle Mand unders�gte B�nderne �n for �n med bekymret Mine og bev�gede L�berne imens � han t�nkte. Stadig l�b de r�de vippel�se �jne i Vand ved den vedholdende Stirren, og han t�rrede dem med den grove snavsede S�kkehals.
"Ser du den d�r?" sagde han pludselig til Drengen og pegede paa en lille tyk Bonde med �blekinder. "Tro om han ikke skulde v�re god mod B�rn? Skal vi fors�g'en, P�jke?"
Drengen nikkede alvorligt, og de styrede l�s paa Bonden. Men da han h�rte at de skulde f�lges ad, vilde han slet ikke have dem � Drengen var alt for lille til at tjene F�den. Og saadan gik det dem hver Gang.
Det var Lasse Karlsson fra Tommelilla i Ystadtrakten og hans S�n Pelle.
Helt fremmed var Lasse jo ikke, han havde v�ret paa �en en Gang f�r � for omtrent en halv Snes Aar siden. Men dengang var han yngre, saa at sige i sin bedste Arbejdskraft, og han havde ikke en lille Dreng ved Haanden som han ikke vilde skilles fra for alt i Verden � det var Forskellen. Det var det Aar, Koen druknede i Mergelgraven og Bengta gik og lavede til Barsel. Skralt saa det jo ud, men Lasse vovede alt paa �t Kort han, og benyttede de Par Kroner han fik for huden af Koen til at drage til Bornholm for. Da han vendte tilbage om Efteraaret var der tre Munde, man da havde han ogsaa et Hundrede Kroner at se Vinteren i M�de med.
Side af originalmanuskriptet til Pelle Erobreren, Det kgl. Bibliotek
Lasse havde dengang v�ret Mand for at redde Situationen; og endnu kunde det rette op i hans ludende Gammelmandsskikkelse, naar han kom til at t�nke paa den Bedrift. Siden naar der var Smalhans, talte han altid om at s�lge Skidtet og tage til Bornholm for bestandig. Men Bengta skrantede efter sit Gammelkonebarsel, og det blev intet af det � ikke f�r hun d�de efter otte Aars Elendighed, nu lige til Vaaren. Saa solgte Lasse Stumperne underhaanden og fik et lille Hundrede Kroner ind; de gik med til at klare enhver sit, den lange Sygdom havde t�ret. Huset og Jorden tilh�rte Patronen. En gr�n Kiste, som havde h�rt til Bengtas Brudeudstyr, var det eneste Stykke han beholdt. I den pakkede han deres Brugsgenstande og nogle Smaating af Bengtas, og sendte den forud til Havnebyen med en k�rende Pranger. En Del gammelt Skrammel som ingen vilde byde paa, stoppede han i en S�k, og med den paa Nakken og Drengen ved Haanden gav han sig paa Fodvandring til Ystad, hvor Damperen fra R�nne lagde til. Skillingerne kunde lige r�kke til Overfarten.
Han havde v�ret saa sikker paa sig selv undervejs og i h�je Toner fortalt Pelle om dette Land, hvor L�nnerne var saa ufatteligt h�je, og hvor man somme Steder fik Paal�g paa sit Br�d og altid �l til, saa Vandvognen i H�stens Tid ikke k�rte rundt til Arbejderne men kun til Kv�get. Og � ja de der vilde kunde drikke Br�ndevin som Vand saa billigt var det, men det var saa st�rkt, at det slog sin Mand i tredje Omgang. De br�ndte det af rigtigt Korn og ikke af syge Kartofler, og de drak det til hvert et Maaltid. Og aldrig skulde P�jken fryse d�r, for det var uldent inderst og ikke dette her Blaal�rred, som det bl�ste rags igennem; men en Arbejdsmand som kostede sig selv holdt mageligt sine to Kroner om Dagen. Det var noget andet det end Patronens lusede 80 �re paa egen Kost.
Pelle havde h�rt det samme mange Gange f�r � af Faderen, af Ole og Anders, Karna og hundrede andre som ogsaa havde v�ret her. Om Vinteren naar Luften var drivende tyk af Kulde og Sneraag og Fattigfolks N�d, snakkede simpelthen alle om det i de smaa Torp derhjemme. Og for dem der ikke selv havde v�ret paa �en men kun h�rt fort�llingerne om den, sk�d Forestillingen helt fantastiske Skud omkap med Frosten paa Ruderne. Pelle vidste det godt han, at her gik selv de fattigste Drenge i deres bedste T�j altid, og spiste Fedtebr�d med Sukker paa saa tidt de vilde. Her fl�d Pengene ganske simpelt som Skidt langs Vejene, og Bornholmerne gad nok ikke engang bukke sig for at tage dem op. Men Pelle skulde samle, saa Far Lasse kom til at h�lde Skramlet ud af S�kken og t�mme L�ddiken i den gr�nne Kiste for at skaffe Plads. Og endda skulde det knibe. Bare de nu snart kom af Sted � han ruskede utaalmodigt i Faderen.
Bille Augusts filmatisering af Pelle Erobreren blev k�ret som bedste film p� Cannes-festivalen 1988. Med overs�ttelser over tyve sprog er bogen � n�st efter H.C. Andersens eventyr � det mest udbredte danske digterv�rk i verden.
"Ja, ja," sagde Lasse og havde Graaden i Halsen, "ja ja, du faar vel give Tid du." Han saa sig raadvild om. Her stod han nu midt i al Herligheden og kunde ikke engang finde en beskeden Plads til sig og Drengen. Han begreb det ikke, havde da hele Verden forandret paa sig siden hans Tid? Det dirrede helt ud i hans skjoldede H�nder, da den sidste Vogn rullede bort. En Stund stirrede han hj�lpel�st efter den; saa bar han og Drengen den gr�nne Kiste hen til en Mur, og Haand i Haand vandrede de op mod Byen.
Lasse gik og bev�gede L�berne � han t�nkte. Til daglig t�nkte han bedst ved at tale h�jt med sig selv; men i Dag var alle �vner oppe i ham, og han kunde n�jes med at bev�ge L�berne.
Og som han traskede af Sted blev hans undskyldende Tanker til undskyldende Ord. "Fan," udbr�d han og sendte med et St�d af Ryggen S�kken l�ngere frem over Nakken. "inte skal man tage det f�rste det bedste som m�lder sig; nok er det ikke klogt heller! Lasse har vel Ansvaret for to kan jeg t�nke, og han ved hvad han vil � og saad�r! Har vel v�ret i fremmed Land f�r i Dag skulde jeg tro! Og nok kommer det bedste altid til Slut, at de v�d'et, P�jke."
Pelle h�rte kun svagt efter. Han havde allerede tr�stet sig, og Faderens Ord om at det bedste nok var i Behold for dem var ham kun et svagt Udtryk for en m�gtig Sandhed � den at hele Verden skulde blive deres med alt hvad den rummede af Vidundere Rub og Stub. Han var allerede i F�rd med at tage den i Besiddelse � med vidtaaben Mund.
Kilde:
Marten Andersen Nex�: Pelle Erobreren I Barndom L�reaar. Danske Klassikere. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Borgen, uden �r, s. 20-22.
Tilbage til
Sapphos demokrati-kanon
|
|
| |
|
|
| |
|
|
|
