| LEDER | INTERVIEW | ARTIKLER | KULTUR | KOMMENTAR | HJØRNET | REDAKTION | DEN LØBENDE | FORSIDE |

     
 
  Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaard: I krigens hus: Islams kolonisering af Vesten, 2003  
 
 
Danmark og Vesten er i disse år udsat for et erobringsforsøg, som vi har kaldt islams 3. djihad – den 3. krig med det formål at udstrække islams myndighedsområde til lande beboet af vesterlændinge med en græsk-romersk-, kristen- og jødisk-funderet kultur. ...

Gennem de seneste tre hundrede år har ingen islamisk hær eller flåde kunnet hamle op med vestlige styrker. Men ironisk nok har islams kulturelle stagnation også forhindret en modernisering af ideologien, og derfor har islam ikke kunnet opgive djihad – muslimers religiøst funderede pligt til at udbrede islams myndighedsområde til Vesten og hele verden.


Netop fordi islam har vist sig ubevægelig, har den ikke levnet vækstmuligheder for progressive samfundsklasser – kapitalister, oplysningsfilosoffer, arbejder- og kvindebevægelser, intellektuelle osv., der har kunnet "civilisere" islam på samme måde, som kristendommen blev civiliseret i Vesten. I løbet af 1700-tallet opstod der i Europa og USA samfundsgrupper, der fratog de reaktionære kristelige hierarkier muligheden for at holde befolkningen nede i uvidenhed og religiøst tyranni. Det samme skete aldrig i islam.

Ummaens åndelige herskere – imamerne og ulema – blev aldrig detroniseret af de typer af folkeførere, vi har kendt i de vestlige lande. De moderne islamistiske bevægelser, der i løbet af det 20. århundrede opstod under inspiration af det fascistisk-påvirkede Muslimske Broderskab, ville gerne modernisere islams kerneområder i Den nære Orient og Nordafrika, men kun i den forstand, at man ville overtage eller kopiere Vestens tekniske frembringelser. Det var aldrig meningen at indoptage de vestlige kulturtræk, der havde muliggjort pluralistiske demokratier. For den moderne islamismes ledende tænker, Sayyid Qutb, var der aldrig tale om at opgive en tøddel af islams trosgrundlag eller pligtlære. Målet for den moderne islamisme blev tvært imod at effektivisere Dar al-Islam i en sådan grad, at djihad kunne genoptages.

Foreløbig er islamismens program for en effektivisering og dynamisering af islams myndighedsområde slået fejl. Det har betydet, at islams 3. djihad, der startede i 1970erne, hovedsageligt må føres som hidjra, dvs. at den tager form af en masseudvandring af muslimer til Vesten. Her danner muslimerne ikke nationale mindretal, da de typisk ikke betragter sig som en del af den nation eller kultur, de lever midt i, men bliver af deres åndelige ledere indskærpet, at de tilhører muslimernes verdensumma. Derfor har de pligt til ikke at lade sig integere med de vantro, men skal tvært imod opbygge parallelsamfund i form af ghettoer, der skal fungere som baser for den senere undertvingelse af de omkringboende europæere.

Man kan således sige, at den 3. djihad hvad målsætningen angår ikke adskiller sig fra den 1. eller 2. Men hvor midlet tidligere var direkte militær erobring, er det nu blevet en demografisk overmanding af Europas indfødte befolkninger. ...

De tørklæder og muslimske heldragter, der måned for måned breder sig i de danske storbyer, og som danske politikere og meningsdannere udtrykker deres forståelse for,1 burde i stedet vække bestyrtelse. For de er selve beviset på, at det officielle Danmark har tabt kampen om integrationen, og at de muslimske kvinder forlængst er kommet under mændenes kontrol og dermed er uden for det demokratiske samfunds rækkevidde. ...

Det demografiske projekt går hånd i hånd med konstant vold eller trusler om vold, uden hvilken det formentlig ikke kunne gennemføres.

Holland oplevede den 7. maj 2002 sit første politiske mord i 400 år, da den islam-kritiske politiker Pim Fortuyn blev skudt ned. Fortuyn havde bl.a. vendt sig mod militante muslimers forfølgelse af bøsser og lesbiske og advaret om, at muslimske ghettoer i Hollands store byer truede den nationale sammenhængskraft og gik derfor ind for at begrænse indvandringen. Dette program blev af de øvrige hollandske partier og i pressen fremstillet som højreekstremistisk. Fortuyns morder – en hollandsk dyrevelfærdsaktivist – begrundede sin handling med omsorg for landets muslimer.2

Men størstedelen af den vold, som islams tilstedeværelse i Vesten medfører, retter sig mod kvinder og piger og er beregnet på at sikre sharialovens faktiske herredømme og dermed mændenes kontrol med ummaens kvinder. Et hovedmål er at forhindre, at kvinderne kommer under indflydelse af de normer for omgang mellem kønnene, der hersker i det omgivende danske samfund, fordi det ville fjerne selve grundlaget for imamernes og familieoverhovedernes magt og dermed forpurre den igangværende djihad.


Der er tydelige berøringsflader mellem islam og fascismen
Sammenligningen antyder, at islam som totalitær politisk bevægelse har berøringspunkter med det yderste – fascistiske og nazistiske – højre. Nazismen talte om et "folkefællesskab" (Volksgemeinschaft) af racerene germanere, som under en karismatisk fører havde til opgave at sikre "livsrum". Under 2. Verderskrig, der i Østeuropa og Rusland blev ført som en indlemmelses-, fordrivelses- og koloniseringskrig, lød budskabet fra den tyske propaganda, at hvor den tyske soldat står, der er Tyskland. Islam taler om et andet fællesskab – ummaen – hvis adgangsbillet ikke er afstamning men underkastelse under Allahs åbenbarede vilje, hvilket i praksis vil sige underkastelse under de skriftkloge og imamer, der har tilstrækkelig magt til at mobilisere folkemasserne. Ligesom med nazismen er opgaven og forpligtelsen at erobre nyt land og således udvide Dar al-Islams myndighedsområde. ...

Den nye monokultur
Trods den voksende islamofascistiske forbrødring og voldelige islamistiske aktivisme i flere europæiske storbyer3 skal man næppe forvente en islamistisk magtovertagelse i de europæiske stater, sådan som man normalt forstår det. Der vil snarere ske en deling af territoriet mellem muslimsk- og kristent-beherskede enklaver, fordi ingen af parterne vil kunne bøje sig for modpartens orden. I praksis er det ensbetydende med en ophævelse af stater som den danske. Man skal heller ikke forestille sig, at Den Europæiske Union vil kunne udvikle sig til en superstat, der vil kunne overtage de kuldsejlede nationalstaters opgaver, og som vil kunne sikre den sociale og politiske sammenhængskraft, som medlemsstaterne ikke længere besidder. EU vil blive ramt af de samme kaoskræfter som nationalstaterne.

En sådan udvikling fører ikke til multikultur men til det modsatte: På et territorium opdelt mellem civilisationsmæssigt dybt forskellige enklaver, hvis væsentligste berøringsflade vil være konstant lavintensiv krig, vil der overalt herske monokultur. Ghettoerne er jo netop blevet til ved, at folk med afvigende afstamning og kultur er blevet fordrevet, således at alle kommer til at leve blandt mennesker af deres egen slags. ...

Til de mange, der vil hævde, at islam vil vise sig lige så historisk foranderlig, som kristendommen har vist sig at være, og at imamernes og ulemas repressive regimente derfor med tiden vil blive afløst af oplyste, demokratiske og pluralistiske opfattelser og strukturer, må det anføres, at islam intet sted i verden fremviser et sådant "menneskeligt ansigt". Ingen stat med muslimsk befolkningsflertal er demokratisk, sådan som danskere forstår begrebet. Der er ikke udsigt til, at det skulle blive anderledes med et muslimsk-domineret Vesten. I det mindste ville en sådan glædelig udvikling forudsætte, at nationale og europæiske politikere og institutioner gjorde sig udfordringen fra den politiske islam klart og satte ind med energiske modforholdsregler.

Der er ikke sket. Tvært imod er de fleste nationale og europæiske bestræbelser gået ud på at undertrykke den politiske islams kritikere og modstanderne af den massive muslimske indvandring ved at brændemærke dem som "fremmedhadere" og "racister", som man har forsøgt at stække ved bl.a. at forfølge dem gennem retsvæsenet. Nu har vi formentlig passeret det punkt, hvor det er muligt at forhindre opløsningen, fordi det demografiske pres forlængst har nået en kritisk masse.

Hvis dette scenarie viser sig realistisk, vil Danmarks fremtid i løbet af få årtier komme til at ligne de nuværende forhold i områder som Bosnien, Makedonien, Libanon, Nigeria, Sudan og Kashmir. Økonomien vil ligge i ruiner, og enhver mulighed for at videreføre velfærdsstaten vil blive forskertset.

Kilde:
Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaard: I krigens hus: Islams kolonisering af Vesten. Hovedland, 2003, s. 190-205



1Bertel Haarders udtalelse til Belingske Tidende om at folk selvfølgelig må gå klædt, som de vil.
2Ambrose Evans-Pritchard og Joan Clements, "Fortuyn killed 'to protect Muslims'", Daily Telegraph, 28. Marts 2003.
3Alexis Amory, "Islamofascism Rising in Holland", FrontPageMagazine.com, 6. Marts 2003.





Tilbage til Sapphos demokrati-kanon

 

 
 
  FORSIDEN