"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Venstrefløjens mødeterrorister

19. oktober 2017 - Artikel af Uwe Max Jensen

Foto: Asger Bonnevie

Den yderste venstrefløjs mødeterror mod politiske modstandere fortsætter for fuld skrue. I begyndelsen af oktober var det møder arrangeret af Trykkefrihedsselskabet og Nye Borgerlige, der blev ramt af venstreradikal mødeterror, og disse eksempler på chikane og intimidering er siden blevet fulgt op med ny mødeterror mod Nye Borgerlige og trusler mod det nystiftede parti Stram Kurs' kandidater til kommunalvalget. 

For en uge siden var Nye Borgerliges Pernille Vermund og Mette Thiesen gæstebartendere på Toga Vinstue i det indre København. Toga Vinstue har i flere år haft tradition for at invitere gæstebartendere fra hele det politiske spektrum. Værtshuset har blandt andet haft Liberal Alliances Karina Bergmann, SF'eren Leif Donbæk og den afghanske debattør Geeti Amiri som gæstebartendere. Men aftenen med Vermund og Thiesen bag baren endte anderledes end normalt, da Vermunds tjans som bartender blev afbrudt af en civilklædt politimand, der var til stede ved arrangementet. Politimanden bad Vermund gå med ud i værtshusets køkken, hvor han fortalte, at en gruppe personer, der var utilfredse med Vermunds tilstedeværelse på Toga Vinstue, havde taget opstilling udenfor værtshuset.

Gruppen af venstreradikale udenfor Toga Vinstue løb på et tidspunkt mod værtshusets indgang, men blev standset af en civilklædt politimand, der havde taget opstilling i døråbningen. Ledende politiinspektør og chef for beredskabet i Københavns Politi, Peter Dahl, har til TV 2 Lorry bekræftet, at det var "en gruppe autonome fra den yderste venstrefløj, som skabte problemer". Ifølge Ekstra Bladet blev ingen af de autonome anholdt eller sigtet for noget. Efter arrangementet blev Pernille Vermund eskorteret til sin bil af politiet.

Bananrepublikken København

En journalist, der var til stede på Toga Vinstue, skrev bagefter på sin Facebookprofil:

"Vi er på vej hjem fra Toga i København, hvor vi i hyggeligt selskab skulle sige hej til såvel Pernille Vermund som Mette Thiesen, der havde sagt ja til tjansen som gæstebartendere i Togas ånd: Her kan man debattere politik, udveksle synspunkter, være enige eller uenige, men ud fra tesen om, at uanset ens politiske synspunkt og hvor meget man måtte brænde for det, så er det blot politik.

Desværre nåede jeg ikke at hilse på Pernille, da hun inden afslutningen på aftenen måtte borteskorteres af politiet af hensyn til sin - og måske vores andres - sikkerhed.

En gruppe autonome stod nemlig på gaden og havde ikke godt i sinde.

Kan der være rigtigt, at vi skal have tilstande i København, som var det en eller anden bananrepublik? Kan det være rigtigt, at politikere med synspunkter, der måtte divergere til en vis grad med, hvad en gruppe anarkister på den yderste venstrefløj måtte mene, af ordensmagten bliver pålagt mundkurv på grund af voldsmandens veto?

Jeg er dybt skuffet over Københavns Politis ledelse, der vælger denne løsning. Man er nødt til at sætte hårdt mod hårdt, hvis de autonome vil gå ad den vej. Futtog og en rask gang blærebetændelse må være vejen frem hver gang og hver eneste gang, hvis de ikke vil respektere den demokratiske proces.
Hver gang.

Det skal være slut med gang på gang at give køb på borgerrettighederne, fordi nogle ønsker at virke ved vold. Endnu engang led ytringsfriheden et tab i aften."

Trusler mod politikere

Mens den venstreradikale mødeterror mod Pernille Vermund har fået masser af opmærksomhed i medierne, er en anden episode blevet forbigået i tavshed. Det nystiftede parti Stram Kurs, der stiller op til kommunalvalget i blandt andet Københavns Kommune og Albertslund Kommune, delte fredag 6. oktober valgmateriale ud ved Nørreport Station i København. Stram Kurs' tilstedeværelse fik en gruppe på omkring 20 venstreradikale til at troppe op. Til en kandidat fra Stram Kurs sagde en venstreradikal: "Du ved godt, der er en udløbsdato på dig." Mens partistifter Rasmus Paludan fik følgende ord med på vejen: "Det er utroligt, at du tør Rasmus, for du ved, det får en ende."

På et tidspunkt blev stemningen så truende, at Rasmus Paludan trykkede på sin overfaldsalarm, så politiet kom til stedet. Det lagde i første omgang en dæmper på de venstreradikale. Men efter et kvarter udbrød der håndgemæng mellem de venstreradikale og politiet, og den kendte venstreradikale - 54-årige Susanne Dahl - blev anholdt. Anholdelsen fik de andre venstreradikale til at fortrække.

Susanne Dahl var også til stede, da personer fra den venstreradikale gruppering No Pegida forsøgte at blokere Trykkefrihedsselskabets møde med den ungarske premierminister Viktor Orbáns talsmand, der blev afholdt i Cepos' lokaler på Landgreven nær Kongens Nytorv 2. oktober. Få dage forinden havde Susanne Dahl overvåget et politisk møde blandt medlemmer af Nye Borgerlige i Skindergade i København. Da et medlem af Nye Borgerlige kom ud fra stedet, hvor mødet blev holdt, hældte Susanne Dahl en øl ud over vedkommende. Hun forsøgte herefter at stikke af på cykel, men blev indhentet af sit offer. Susanne Dahl blev herefter tilbageholdt af flere medborgere, men det lykkedes hende at stikke af, inden politiet kom. Medlemmet af Nye Borgerlige afgav herefter forklaring til politiet. Om der er blevet oprettet en sag mod Susanne Dahl i forbindelse med seancen vides ikke i skrivende stund.

Anholdt med foldekniv

Susanne Dahl har en fortid som bz'er og har flere gange været på kant med loven. I november 2014 blev Susanne Dahl idømt tre måneders betinget fængsel i en større sag om politisk hærværk, hvor tre andre kvinder også fik betingede fængselsstraffe. I marts 2014 blev hun anholdt i forbindelse med en demonstration arrangeret af "Sprængfarlige feminister", og i april samme år blev hun anholdt i forbindelse med en besættelse. Ved sidstnævnte episode var hun bevæbnet med en foldekniv.

I modsætning til andre ældre venstreradikale er Susanne Dahl stadig aktiv på gadeplan. Balder Johansen, der var og er en af de mest indflydelsesrige bz'ere og i sin aktive bz-tid var kendetegnet ved sin militans og sympati for den tyske terrorbevægelse Rote Armee Fraktion - Balder Johansens datter er opkaldt efter terroristen Ulrike Meinhof - er i dag daglig leder i byggefirmaet Logik & Co., der hyldes af både Prins Joachim, Københavns overborgmester Frank Jensen og Danmarks Radio. Pelle Dragsted, der var et ledende medlem af Antifascistisk Aktion (AFA) og pressemedarbejder for Kirkeasyl, er i dag medlem af folketinget for Enhedslisten. Pelle Dragsteds fortid med politisk vold har ikke været en hæmsko i forhold til at gøre politisk karriere i Enhedslistens partiorganisation og siden på Christiansborg. Heller ikke Antifascistisk Aktions nuværende leder, den journalistuddannede Andreas Rasmussen (tidligere Andreas Jensen, født 1986), der er dømt for politisk motiveret vold, besiddelse af hacket materiale og ulovlig våbenbesiddelse, har lidt mærkbart under sit virke som voldelig venstreorienteret ekstremist. Andreas Rasmussen skriver med jævne mellemrum artikler for Dagbladet Information.

Politiet på bar bund

Til trods for at venstreradikale grupperinger har stået bag en række episoder, der omfatter vold, trusler, hærværk, chikane og intimidering af folk fra kredsen omkring For Frihed, Trykkefrihedsselskabet, Nye Borgerlige og Stram Kurs, er det ikke lykkedes politiet at opklare en eneste af disse sager. Til gengæld er det ved hjælp af vold og hærværk lykkedes venstreradikale at intimidere nogen af de pågældende i en sådan grad - herunder fotograferne Eyvind Dekaa og Anders Bruun - at de har set sig nødsaget til at trække sig fra politisk arbejde.

Læserkommentarer på trykkefrihed.dk bliver lagt på uden moderering og først bagefter gennemset. Vi opfordrer læsere til at holde en civiliseret tone og at afstå fra grove personangreb. Redaktionen forbeholder sig ret til at slette indlæg, der ikke holder sig inden for disse retningslinjer.