Fra mit værelse på attende etage på det opulente, men nyrigt smagløse Four Seasons Hotel i Kairo, har jeg udsigt til byens triste zoologiske have, og - hvis disen og luftforureningen ellers tillader det - også pyramiderne i Giza. Min guidebog fraråder sarte sjæle at besøge Cairo Zoo, hvor dyrenes kummerlige tilstand kun overgås af dyrepassernes miserable kår. Samme advarsel bør lyde for vesterlændinge, som måtte føle trang til at lade sig indespærre på luksushoteller i Kairo. Bevogtet af kalashnikov-bevæbnede vagter med påmonteret bajonet og en månedsløn på 10 U.S. dollars, og forfulgt af et servilt og tjenstvilligt personale, får man mest af alt lyst til at efterlade kufferterne på hotellet og tage flugten fra det gyldne bur!
Hvis det ellers lykkes én at slippe igennem muren af bevæbnede vagter foran hotellets indgang, kan man løbe mod Nilpromenaden, indånde kuldioxidpartiklerne i byens forurenede luft og spare sig den planlagte cigaret. Et hundekadaver og fire banker senere (af en eller anden grund er der flere banker i de fattige lande end i de rige) ses De Forenede Arabiske Emiraters Ambassade. Her er der lange køer af egyptere, der søger visum til det forjættede land. Den statskontrollerede egyptiske økonomi er ude af stand til at skabe arbejdspladser i takt med befolkningsudviklingen. Derfor må egypterne forlade familien i kortere eller længere perioder og tilbyde deres arbejdskraft til oliesheikdømmerne i Den Persiske Bugt. Deres hårdtjente, hjemsendte dollars udgør sammen med udviklingsbistand, turismen og indtægterne fra Suezkanalen, Egyptens vigtigste kilder til indtjening af udenlandsk valuta.
Går man den modsatte vej, i retningen af byens zoologiske have, kommer man til en palmeboulevard med udsigt til Cairo University, som med sin gyldne kuppel og en arkitektonisk stil, der sammenblander Øst og Vest, fremstår som et videnskabernes tempel. Også her er der bevæbnede vagter, fotografering er forbudt, og der er ingen adgang for udlændinge. Anderledes åbent er prestigeuniversitetet, The American University of Cairo, som uddanner Egyptens politiske og økonomiske elite. Det er dog ikke mere åbent, end at de besøgende underkastes den obligate metaldetektorkontrol og skal aflevere ID ved indgangen.
Et stenkast fra Tahrir-torvet har universitetet sine tennisbaner, en velplejet have og tilstødende auditorier navngivet efter diverse sponsorer.
Der er også en café, hvor man kan nyde en American Coffee (tyrkisk kaffe er der ingen plads til i fremskridtets lokomotiv) i skyggen af gummitræerne. Baggrunden for besøget er en tur forbi universitetets særdeles velforsynede boghandel, hvor også priserne viser sig at måle sig med internationale standarder. En bog af Gilles Kepel om islamisme i Egypten og et lille værk om etnonationalisme af Brenda Schaffer bliver der råd til.
Tilbage på hotellet begynder arbejdsseminaret om Civil Society and Civil-Military Relations in the Middle East. Intet sted er følgerne af Nasser, Sadat og Mubaraks modernisering af Egypten så synlige som i dette lærde selskab af egyptiske universitetsintellektuelle, der må siges at være børn af moderniseringsindsatsen.
Nassers militærkup den 23. juli 1952 gav startskuddet til en gennemgribende omformning af det stagnerende egyptiske samfund. Overalt blev der bygget grund- og mellemskoler, hvor befolkningen nu lærte at læse og skrive. Folkesundheden blev forbedret gennem udbygning af sundhedsklinikker og hospitaler og førte til et dramatisk fald i børnedødeligheden.
Samtidig betød udbygningen af infrastrukturen og bedre transportmuligheder en forbedring af egypternes geografiske mobilitet, alt mens massemedierne, og i særdeleshed radioen, gjorde egypterne bevidste om egyptisk og international politik. Perioden efter 1952 var også kendetegnet ved den offentlige sektors eksplosive vækst, som skulle levere offentlig service til borgerne.
Resultatet af tidens forandringer var, at en ny middelklasse voksede frem, en middelklasse som udover materiel fremgang også forlangte politisk indflydelse. Den politiske mobilisering foregik i partier og bevægelser, hvis bedst organiserede kerne var Det Muslimske Broderskab. Imidlertid tolererede Nassers styre ingen opposition, og knuste såvel den sekulære som den religiøse opposition brutalt. Men broderskabet reorganiserede sig under jorden og radikaliseredes i styrets fængsler, hvor bevægelsens chefideolog, Sayyid Qutb, leverede modstandskampens teoretiske fundament.
Et lignende moderniseringsprogram med den deraf følgende sociale transformation blev gennemført i det iranske samfund i 1960erne og 70erne, og det førte i 1979 til det kejserlige styres fald og shahens flugt til Egypten.
Her fandt shahen sit sidste hvilested i Rifai-moskéen i Kairo. Havde det ikke været for det egyptiske militærs brutalitet, kunne en islamistisk revolution også have fundet sted i Egypten. Derfor udtrykte de frustrerede egyptiske islamister deres politiske budskaber gennem geværløb: ”Jeg er Khalid al-Islambuli, jeg har dræbt faraoen, og jeg frygter ikke døden”, skreg den unge islamist, efter at han havde åbnet ild mod den egyptiske præsident, Anwar Sadat den 6. oktober 1981. For en måned siden vandt Det Muslimske Broderskab 88 mandater i det egyptiske parlament under sloganet: ”Islam er løsningen.”
På hotellet spiser jeg middag med forskere fra Center for Political Research and Studies, som hver og en er islamister af varierende kaliber. Under private samtaler beder de om pres fra de europæiske regeringers side, således at det egyptiske militær og de korrupte eliter trækker sig tilbage fra den sekulære republiks magtstruktur. På den anden side af bordet minder en række civilklædte eksgeneraler mig om, at det egyptiske militær for det første ikke er indblandet i politik, og for det andet vil islamisterne skære halsen over på os alle, hvis militæret slipper tøjlerne!
Meget kan islamister og eksgeneralerne være uenige om, men alle mener, at Israel udgør en trussel mod Egyptens territoriale integritet, og de håber, at Iran gør op med Israels atomvåbenmonopol i regionen.
Bemærkelsesværdige udtalelser i et land, der indgik en fredsaftale med Israel i 1979. Men der er ingen tvivl om, at Israel er den bekvemme fjende for begge fløje. Eksgeneralerne legitimerer deres magt med henvisning til det israelske fjendebillede, og islamisterne appellerer til pan-islamistiske følelser ved at tale om ”den zionistiske enheds okkupation af islamisk land” etc. Så er det heldigt, at 1973-krigen ifølge den egyptiske selvforståelse var en stor egyptisk sejr over Israel. Imidlertid kræver det mere end ét besøg på Krigsmuseet i Kairos citadel at acceptere det sidste synspunkt.
Tilbage på værelse 1817 på The Four Seasons Hotel diskuterer CNNs reporter Hamas’ valgsejr i de palæstinensiske selvstyreområder. I en region med autoritære regimer, korrupte eliter og en totalitær islamistisk opposition er der ikke andet for end at opbygge demokratiske alternativer. Det kræver tid og en Jobs tålmodighed. Er man mere pessimistisk, må man indstille sig på en islamistisk magtovertagelse, enten ved voldelige revolutioner eller gennem demokratiske valg, overalt i Mellemøsten og Nordafrika i løbet af de næste par årtier.
Ali Alfoneh er politolog
