"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Tyskland: Angsten for fremtiden

15. oktober 2010 - Artikel af Alex Ahrendtsen

Socialdemokraten Thilo Sarrazins fremragende, om end problematiske bog Deutschland schafft sich ab har sat Tyskland på den anden ende på grund af dens teser om intelligenskvotienter, indvandring og overførselsindkomster. Men bogens analyser og konklusioner er fuldstændigt logiske og stringente. Hvis man er socialdemokrat. Alex Ahrendtsen følger op på anmeldelsen og skriver om et Velfærds-Tyskland, der er grebet af angsten for fremtiden.

Berlin som laboratorium for fremtiden

Berlin er omdrejningspunktet for nærværende artikel. Det er ikke et tilfældigt valg. Den er en socialdemokratisk velfærdsdelstat og har siden 2001 været ledet af socialistiske regeringer. Byens størrelse er sammenlignelig med Danmark, dens gæld er stor og andelen af indvandrere markant (14 %).

Den er et godt sted at begynde, hvis man skal forstå Sarrazin-debatten. Jeg har derfor læst fire bøger, der alle er skrevet af berlinere: Kirsten Heisig, Fadi Saad, Melda Akbas og selvfølgelig Thilo Sarrazin. Alle siger noget væsentligt og eksemplarisk om et Tyskland i krise.

Det letteste i verden ville være at afvise Thilo Sarrazin på grund af hans darwinistisk inspirerede analyser og løsningsmodeller. For mennesket er selvfølgelig også gener. Visse egenskaber er arvelige. Man skal bare kigge på musikerfamilier, hvis man tvivler. Men mennesket er ikke kun arvemasse. Det er også ånd.

Sarrazins teoretiske grundlag er fuldstændig uangribeligt – hvis man vel at mærke er en Thilo Sarrazin og socialdemokrat af den gamle skole. Den socialdemokratiske velfærdsmaskine reducerer jo mennesket til et hjul, der skal trimmes i overensstemmelse med målet, velfærdsstaten.

Når en stat bliver så stor, at den får indvirkning på befolkningssammensætningen, er det logisk, at velfærdsstatens tilhængere overvejer, hvilke instrumenter de vil tage i anvendelse for at sikre statens overlevelse.

Sarrazins tese er, at den tyske stats indretning og subsidiernes udformning betyder, at mindre produktive belønnes, så de bliver flere, mens de mere produktive bliver færre. Han vil derfor justere velfærdsstaten, så den kan overleve, dvs. flere indvandrere med høj intelligenskvotient og færre børn af forældre med lavere intelligenskvotient. Da mellemøstlige indvandrere ifølge Sarrazin hører til de sidste, er balladen helt forudsigelig.

Sarrazins bog er ikke et opgør med den tyske statsræson eller en revolution. Snarere skal man læse den som et reformforsøg af et socialdemokratisk projekt. Han vender så at sige tilbage til det klassiske socialdemokrati, som vi kender det fra trediverne. Med pligt, ansvar, flid, arbejdsomhed, disciplin – og en mild eugenisk selektionsproces – som base.

Man gør sig selv en stor tjeneste at læse hans bog med disse briller på. For selvom hans teoretiske grundlag er tvivlsomt, får han alligevel peget på noget væsentligt. Men inden vi kommer dertil, lægger vi ud med et kort tilbageblik til tysk indvandringsdebat.

Leitkultur

Tyskland har mere end noget andet land været hærget af den politiske korrekthed, og det kan ikke være anderledes, den sene historie taget i betragtning. Men at der har været debatteret indvandring kan følgende vidne om. Angsten har nemlig grebet tyskerne. Angsten for fremtiden og angsten for at miste deres land.

I 1998 indførte den tysk-syriske professor i statskundskab, Bassam Tibi, det smukke begreb Leitkultur (forrangskultur) i den tyske værdidebat. Den kristeligt-konservative politiker Friedrich Merz fra CDU tog ordet op nogle år senere og krævede indvandrernes integration i en tysk Leitkultur og afviste samtidig multikulturalismen.

Tyskerne begyndte derefter for alvor at debattere indvandringen. Så sent som i 2006 efter Muhammed-krisen krævede formanden for den tyske rigsdag, Norbert Lammert, at man fortsatte debatten om Leitkultur.

Mantraet havde indtil da været, at på grund af tyskernes fortid – læs nazitidens forbrydelser – måtte Tyskland nødvendigvis være et tolerant og multikulturelt indvandringsland. De enorme problemer, som indvandringen også medførte her, fik flere og flere til at sætte spørgsmålstegn ved fornuften i dette. At det var svært og krævede mod at indlede en sådan debat i et land som Tyskland siger næsten sig selv.

I september 2009 eksploderede debatten på grund af Sarrazin-interviewet i tidsskriftet Lettre International, hvor han foregreb, hvad han et år senere kom til at skrive i sin bog. Reaktionerne var rasende, både fra højre, fra venstre og fra indvandrerorganisationerne.

Man forsøgte at komme ham til livs, som det jo skete for Eva Hermann, men Sarrazin sad for godt fast i sadlen og var også mand for at modstå stormen.

Han undgik at blive ekskluderet af SPD og anklaget for hetz mod folkegrupper. Og i modsætning til tidligere kampagner mod personer, der havde talt den herskende klasse midt imod, var der denne gang borgerlige aviser, der støttede Sarrazins ret til at ytre sig, fx Die Welt og FAZ, og tyrkiske og jødiske intellektuelle som Necla Kelek og Ralph Giordano kom ham til undsætning.

I det lille hæfte Der Fall Sarrazin. Eine Analyse (Sarrazin-sagen. En analyse) fra Institut für Staatspolitik er der en fremragende gennemgang af hele det hysterisk forløb omkring Sarrazin.

Dommer Nådesløs

Men tingene var ved at ændre sig i Tyskland. I juli 2010 udkom fx Kirsten Heisigs bog Das Ende der Geduld. Konsequent gegen jugendliche Gewalttäter (Tålmodighedens grænse. Nultolerance over for ungdomskriminelle).

Som Sarrazins bog skyldtes dens tilblivelse også en kvik forlægger. På en måde supplerer Heisig bog Sarrazins teser, idet den sagligt og systematisk blotlægger, hvorfor den berlinske delstat er ved at segne under de massive sociale problemer.

Heisig var indtil sin død i juni 2010 dommer ved de særlige tyske domstole. Hun dømte unge i Neukölln, et berlinsk Nørrebro, og var kendt som Dommer Nådesløs. Hun stod bag Neukölln-modellen, som medførte hurtige domme, gerne inden for 24 timer, ved mindre forseelser for derigennem at genoprette respekten over for myndighederne og afskrække forbryderspirer mod at blive vaneforbrydere.

I sin meget læseværdige og grundige bog skildrer hun et berlinsk samfund i opløsning. Familiernes sammenbrud, vold, alkohol- og stofmisbrug præger de unges liv og skubber dem ud i kriminalitet eller sender dem på socialhjælp. Det er svært at få de unge dømt. Enten fordi de nægter sig skyldige, eller fordi de mange sagførere amerikaniserer retshandlingen. (I 1990 var der 3.000 sagførere i Berlin, i dag 14.000.)

De kriminelle indvandrerdrenge kender ikke grænser, forældrene er fraværende og forsvarer deres børn. De udøver vold mod deres klassekammerater, tyske piger voldtages. Især de tyrkiske og arabiske drenge ringeagter tysk retsorden og kultur.

Som i Danmark udmærker araberne og tyrkerne sig også her. Af den hårde kerne med mere end 30 årlige forbrydelser bag sig er 90 % indvandrere. Af disse 45 % arabere og 34 % tyrkere. (Der bor 10.000 arabere og 40.000 tyrkere blandt Neuköllns 300.000 indbyggere.)

Heisigs skildring af kriminelle kurdiske og arabiske klanfamilier, der nu tæller over 1.000 mennesker, og som får børn i et svimlende antal, ofte i indgifte par, støttet af socialhjælp og børnepenge, er skræmmende. Sociale tiltag har overhovedet ingen indvirkning på dem.

Heisig erfaring er, at hårde og konsekvente straffe virker, fordi forbrydernes handlinger ofte udspringer af ønsket om at hævde sig. Hvis staten ikke slår tilbage, vil det blive opfattet som svaghed og anspore forbryderne mere.

Kirsten Heisigs bog kom på det rigtige tidspunkt og blev svær at afvise for den multikulturelle elite i Tyskland. Af flere grunde. For det første brugte hun en stor del af sin fritid på at involvere indvandrerorganisationerne i arbejdet mod kriminalitet. Hun satte sig selv ind for at forsøge at løse problemerne. For det andet var hun som dommer helt tæt på miljøet og havde førstehåndskendskab til miljøet. For det tredje bekræfter muslimske indvandrere hendes skildringer.

Som fx Fadi Saad, 28-årig palæstinenser, muslim og gadearbejder med kriminel fortid i Berlin. I sin letlæste og overfladiske selvbiografi Der grosse Bruder von Neukölln. Ich war einer von ihnen – vom Gang-Mitgleid zum Streetworker (Storebror fra Neukölln. Jeg var en af dem – fra bandemedlem til gadearbejder) fortæller han om volden, stofferne, forældrenes fravær, den manglende respekt for politiet og retsvæsenet og bekræfter derved Heisigs præcise beskrivelser af et samfund i opløsning.

Kort før bogens udgivelse fandt man Kirsten Heisig hængende i et træ. Man formoder selvmord forårsaget af depression og overbelastning på grund af arbejdspresset, men der er også gisninger om mord.

I bogens afsluttende ord skriver Heisig, at Tyskland befinder sig på en korsvej. Landet ”kan dele sig: i rigt og fattigt, i venstre- og højreorienteret, i muslimsk og ikke-muslimsk”. Det er også Thilo Sarrazins tese. Men inden skal vi først en tur forbi Melda Akbas.

Melda Akbas

Den 18-årige berlinerpige Melda Akbas debuterede i år med sin meget charmerende bog So wie ich will. Mein Leben zwischen Moschee und Minirock (Sådan som jeg vil. Mit liv mellem moske og lårkort). Hun har været indbudt til talrige talkshows i kølvandet på Sarrazin-sagen, og det forstår man godt. Køn, ung, perfekt tysk og fuldstændig integreret. Det åbenlyse modbillede til Sarrazins lavintelligente muslimske indvandrere.

Som person er tyrkiske Melda Akbas langt mere indtagende end arabiske Faad Sadi. Og så skriver hun godt. Bogen skildrer ærligt, hvordan hun i løbet af få år træffer beslutningen om at være en moderne kvinde. Trods sin opvækst. Fordi hun vil.

Det interessante ved Melda Akbas er, at hendes moder har en mellemskoleuddannelse og tydeligvis er en intelligent kvinde. Begge forældre støtter Melda i at få en uddannelse. Og så har hun modet til at vælge sit eget liv og ikke lade sig diktere af forældre, tradition og religion.

På en måde personificerer både Faad Sadi og Melda Akbas det moderne Tysklands dilemmaer, splittet som det er mellem den enorme indvandring, der forsvares som en kompenserende foranstaltning på grund af naziregimets grusomheder, og forsøget på at opretholde velfærdsstaten i en specifikt tysk udgave.

De er begge solstrålehistorier. Som man ikke kan bruge til ret meget, når det store billede skal tegnes. Og det er det, Thilo Sarrazin gør. Tegner med en bred pensel. For velfærdsstatens skyld.

Thilo Sarrazin og velfærdsstaten

Det er ikke åbenlyst for enhver, hvorfor Sarrazin har skrevet sin bog Deutschland schafft sich ab. Hvorfor griber en så begavet personlighed som Thilo Sarrazin til darwinismen, når han skal anvise en vej for Tyskland? Det er faktisk ikke så svært.

Sarrazins præmis er, at Tyskland er et innovativt kraftcenter. En førende nation på naturvidenskab og teknik. Intelligenskvotienten måler de logisk-analytiske egenskaber hos mennesker, der er nødvendige for at bevare denne førende verdensposition.

Da den gennemsnitlige intelligenskvotient varierer meget afhængig af, hvor i verden den bliver målt (lavest i Afrika og Mellemøsten, højest i Østasien), er det egentlig logisk for Sarrazin at bruge dette instrument som kriterium for udvælgelse af indvandrere.

Han er socialdemokrat af den gamle skole, hvad de tyske socialdemokraters formand Sigmar Gabriel da også er klar over, da han 9. september 2010 hos Maybrit Illner på ZDF sagde: ”Sarrazin er ikke racist eller antisemit, men Sarrazin griber tilbage til socialdemokraternes eugenik i begyndelsen af det tyvende århundrede.”

Nej, selvfølgelig er Sarrazin ikke antisemit, når han foretrækker indvandring af østeuropæiske jøder frem for tyrkere og arabere på grund af førstnævntes højere intelligenskvotient.

Sarrazin er tilhænger af den store velfærdsstat. Men selv om han går ind for vuggestuer og heldagsskoler for at modvirke det faldende uddannelsesniveau, der vil influere velfærdsstaten negativt, så er han også konservativ, der pointerer ansvar, dannelse og pligt og angriber 68’erne for at have ødelagt dette.

Velfærdsstat, socialdarwinisme, intelligenskvotienter og selekteret indvandring er fuldstændigt sammenhængende størrelser. På den måde er Sarrazin konsekvent og langt mere i tråd med sit partis forudsætninger, end det vil være ved. Så når venstrefløjen afviser Sarrazins teoretiske grundlag, skærer det rødderne over på sig selv.

Enhver, der har beskæftiget sig en smule med velfærdsstatens udvikling, ved, at en sådan stat uundgåeligt vil føre til kontrol og tilpasning af mennesker og indbyggernes udvikling. Jo mere staten råder over af indbyggernes penge, jo mere vil det også ønske at optimere udkommet.

Når Sarrazin derfor foreslår, at højtuddannede kvinder skal belønnes for at få børn, flugter det med velfærdsstatens grundide, nemlig den at tilrettelægge og planlægge borgernes liv, så det passer til statens maskineri.

Roger Köppel, chefredaktøren for den schweiziske avis Weltwoche.ch, kaldte det da også for ”en typisk tysk løsning” i førnævnte talkshow, men sandheden er, at det er en typisk løsning i en velfærdsstat. Så inden de mange venstreorienterede kritikere går i rette med Sarrazin, burde de snarere se indad. For han er et spejl af dem selv.

Sarrazins påvirkning

Sarrazin benytter sig af tvivlsomme teoretiske forudsætninger, men får sagt noget afgørende om fremtiden og dens tendenser. Det er set før. Jeg tænker umiddelbart på Enoch Powell. Det åbne spørgsmål er, om det vil gå Sarrazin og Tyskland som Enoch Powells England, eller om Tyskland vil sadle om. Det står meget uklart.

For øjeblikket fisker de tyske socialdemokraters formand Sigmar Gabriel, der meget vel kan blive Tysklands næste kansler, i rørte vande. Han rejser land og rige rundt og taler om Leitkultur i den tyske grundlovs første 20 paragraffer og tordner mod sharia-socialisterne og dem, der ikke vil integrere sig.

60 % af befolkningen er ifølge en meningsmåling enig i Sarrazins teser. Har Tysklands mærkelige kansler Angela Merkel og hendes borgerlige koalition så profiteret af dette? Nej, for nok går de tyske socialdemokrater tilbage, men den samlede venstrefløj går frem, så Die Linke (Enhedslisten), Grüne/Bündnis 90 (SF) og SPD (Socialdemokratiet) nu kan mønstre 60 % af stemmerne i meningsmålingerne.

Det ser altså ud til, at der er massiv opbakning blandt tyskerne til en stor velfærdsstat, der sorterer og optimerer sin befolkning på Sarrazin-vis. Hvem skulle have troet, at en national socialisme ville få en renæssance i Europa igen?

Men kan det undre? Vi ser samme tendenser i Danmark, hvor venstrefløjen står til sejr med et program, der vil lade velfærdssten ekspandere endnu mere og omdanne Danmark til en kasernestat med heldagsskoler på hvert gadehjørne, mens en borgerlig opposition har mere end svært ved at pege på alternativer. Sarrazin venter lige om hjørnet.

Imens står mennesker som tyrkiske Melda Akbas midt i det hele. Hun vil om nogle år opdage, at hun er brudt ud af én spændetrøje, den tyrkisk-islamiske, for at ende i en anden. En altomfavnende stat, der forventer nytte i en global konkurrence på varer, profit og magt.

Hvem sagde fagre nye verden? Hvem sagde individuel frihed? Kun på statens vilkår. Og det virkelig skræmmende er, at der bliver lagt så voldsomt afstand til Sarrazin, mens man samtidig virkeliggør hans stat.

Så de kommende års politiske strid bliver ikke, om vi skal have en velfærdsstat eller ej, men hvilken form den skal have. Sarrazins, der forædler og befordrer de bedste, for at landet kan konkurrere, eller den nuværende, der belønner de dovne og uproduktive.

Sarrazins vej vil betyde, at folket overlever, men på en udpræget nyttemaksimerende baggrund, mens den nuværende kurs vil forhindre selektion, men samtidig medføre folkets og statens undergang. Det er da virkelig en Catch 22. For frihedselskende mennesker.

Læserkommentarer på trykkefrihed.dk bliver lagt på uden moderering og først bagefter gennemset. Vi opfordrer læsere til at holde en civiliseret tone og at afstå fra grove personangreb. Redaktionen forbeholder sig ret til at slette indlæg, der ikke holder sig inden for disse retningslinjer.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg