"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Hedegaard-sagen set fra USA

11. april 2012 - Artikel - af Ann Snyder

Ann Snyder

Sagen mod Lars Hedegaard drejer sig ikke om at straffe en enkelt mand, men om ytringsfrihedens vilkår i vore dages vestlige verden, mener Ann Snyder.

I Danmark kan man godt glemme det engelske ordsprog om at stokke og sten kan brække ens ben, men at ord aldrig kan skade nogen.

I Danmark kan man blive straffet for ord – i Lars Hedegaards tilfælde foreløbigt med en bøde på 5.000 kr. Den danske straffelovs § 266b er blandt Europas mest altomfattende såkaldte hate speech paragraffer og kriminaliserer bl.a. fornærmelser mod personer, der udmærker sig ved medlemskab af særligt beskyttede grupper.

Den 13. april 2012 kommer den danske journalist, historiker og formand for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaards ankesag for Højesteret, efter at han tidligere blev dømt efter § 266b.

Læserne husker måske, at Hedegaard tilbage i januar 2011 blev frikendt for bemærkninger, han i 2009 havde ladet falde om seksuelle misbrug i muslimske samfund. (I en anden sag "tilstod" det danske folketingsmedlem Jesper Langballe at have forbrudt sig mod § 266b ved at have udtalt sig til støtte for Hedegaard.)

Men sagen tog en besynderlig drejning, da anklagemyndigheden ankede Hedegaards frifindelse. Han blev retsforfulgt for anden gang den 26. april 2011 og dømt den 3. maj.

 Da Hedegaard ankede sin dom til Højesteret, besluttede anklagemyndigheden at gøre ligeså, idet den forlangte ham idømt en større bøde end de 5000 kr., han havde fået i landsretten.

Under et interview med The Legal Project fortalte Hedegaard om nogle af sine tanker om hele retshandlingen:

"Man kan sige, at vi i vores land – i modsætning til i USA – kan man ikke bare blive retsforfulgt for den samme forbrydelse to gange [såkaldt "double jeopardy", som er forbudt ifølge amerikansk lov, red.]. I Danmark kan man blive det tre gange. Hvis anklagemyndigheden ikke får medhold i første instans, kan den anke til landsretten, og hvis den heller ikke får sin vilje der, kan den gå til Højesteret. På den måde kan man blive trukket gennem en retssag, der varer flere år. Det er den triste tilstand i vort land."

 Og Hedegaard er blevet trukket gennem retssystemet. De bemærkninger, der førte til hans domfældelse, er mere end to år gamle. Siden da har han været gennem to retssager, og ankesagen for Højesteret bliver altså den tredje.

Men den kendsgerning, at Højesteret overhovedet skal høre hans sag er betydningsfuld.

Som Hedegaard bemærker:

"I mit tilfælde er det et spørgsmål, hvad Højesteret kan gøre ved landsretsdommen. Men alene det forhold, at sagen kommer for Højesteret er en sjældenhed. Vi har et særligt procesbevillingsnævn, der skal give tilladelse. Man kan ikke bare anke. At jeg overhovedet har fået lov hænger måske sammen med, at nævnet har fundet tekniske problemer ved min dom."

Hertil kommer, at syv højesteretsdommere vil høre sagen, hvilket måske indikerer, at retten anser afgørelsen kan få præcedens-virkninger.

Pyt med sandheden

Når der anlægges sag om bagvaskelse i De forenede Stater, kan man som forsvar anføre, at det er sandt, hvad man siger. Sådan er det ikke, hvis man i Danmark står anklaget efter § 266b.

Under de første to retssager fik Hedegaard ikke lov til at præsentere materiale, der kunne bevise sandheden i det, han havde sagt (selv om han fik lov til at antyde det i sine afsluttende bemærkninger). I Højesteret får han heller ikke mulighed for at præsentere beviser.

Som Hedegaard fortæller:

"Jeg burde have kunnet føre sandhedsbevis. Jeg kunne have indkaldt vidner. Jeg kunne have citeret fra hellige bøger og erklæringer, og jeg kunne have henvist til kendsgerninger. Men det kan man ikke i en dansk retssal, når man står anklaget efter § 266b. Det er uden betydning, om man taler sandt. Hvis nogen føler sig fornærmet, eller hvis anklageren mener, at nogen har grund til at føle sig fornærmet, så spiller sandheden ingen rolle. Sådan er den triste retstilstand i Danmark."

Selv om henvisninger til sandheden ikke er noget forsvar, afholdt det ikke anklageren i landsretten fra at rejse spørgsmålet.

Som Hedegaard beretter:

"Jeg fik selvfølgelig ikke mulighed for at bevise min konstatering, at seksuelle overgreb er et stort problem i den muslimske kultur. Til gengæld benyttede anklageren lejligheden til at bemærke, at jeg ikke kunne føre sandhedsbevis. Han havde ret. Jeg kunne intet bevise, for jeg fik ikke lov til at bevise noget som helst."

Men hvem er de egentlige ofre for forbuddet mod at tillade en åben og ærlig diskussion om seksuelt misbrug?

Slut på privatlivet?

§ 266 b stiller som betingelse, at strafværdige udsagn skal fremsættes offentligt eller med henblik på offentlig udbredelse.

Hedegaard fastholder, at hans udtalelser ikke blev fremsat offentligt eller med henblik på offentlig udbredelse. Det lagde byretten vægt på og frikendte ham.

I en udtalelse efter sin frikendelse i byretten sagde Hedegaard, at hans modstandere kunne hævde, at han var blevet frikendt på en ren teknikalitet

Imidlertid burde Hedegaards ret til at sige, hvad han gjorde, ikke bygge på et så usikkert fundament, som hvorvidt et udsagn er fremsat privat eller med henblik på offentlig udbredelse.

Lars Hedegaard forklarer:

"Jeg er ganske enig i, at jeg blev frikendt på en teknikalitet. Det er der ingen tvivl om. Men det går videre end det. Hvis jeg var blevet dømt, som jeg senere blev i landsretten, så vedrører det problemet om privatsfæren. Hvad kan man sige i sit eget hjem?

Hvad kan man sige blandt en gruppe venner eller formodede venner, hvis nogen med en mobiltelefon kan optage dine ord og hævde, at du burde have vidst, at han sad der med en optager. Så kan man blive dømt. Og så er man tæt på en totalitær stat, hvor retten til privatliv ikke længere findes.

I mit tilfælde vidste jeg, at jeg blev optaget, fordi intervieweren ønskede at offentliggøre noget.

Jeg havde ingen anelse om, at jeg også blev filmet. Det afgørende er imidlertid, at jeg selvfølgelig ikke havde givet tilladelse til, at man bare kunne viderebringe mine udtalelser, uden at jeg havde fået mulighed for at gå dem igennem.

Jeg giver aldrig interviews uden at have sikret mig, at intet bliver viderebragt uden min tilladelse. Denne gang præsenterede intervieweren sig som min ven og beundrer. Det viste han sig ikke at være. Faktisk vidnede han senere mod mig.

Så jeg fastholder, at mine bemærkninger var private og ikke offentlige. Ellers måtte jeg jo sanktionere, at nogen opstiller en fælde i mit eget hjem."

Den kendsgerning, at verdens tankepoliti er villigt til at forfølge udtalelser fremsat i folks eget hjem, afslører, hvor ivrige de er for at påtvinge os andre deres politisk korrekte begrænsninger.

Så skidt med sandheden, den offentlige debat og nu privatlivet. Hvis nogen endnu ikke har forstået, hvor hate speech-lovene fører os hen, bør dette tjene som en øjenåbner.

Lad os slå fast: Det burde ikke være strafbart at fremsætte en fornærmelse, om det så sker offentligt eller privat. Og det er åbenbart ikke nogen løsning at begrænse al fornærmende tale til privatsfæren.

Faktisk har megen værdifuld offentlig debat til følge, at den sårer nogens følelser. Det er en konsekvens af en sund og åben diskussion – og af livet.

Men den lære, man kan drage af Lars Hedegaards sag, er en anden. Den handler ikke om at straffe en enkelt mand. Den er et lærestykke om ytringsfrihedens status i vore dages Vesten.

Ann Snyder er jurist og arbejder for The Legal Project i Philadelphia. Hun holdt oplæg i efteråret på Trykkefrihedsselskabets konference om First Amendment.

Artiklen blev den 8. april bragt på Pajamas Media.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg