"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Tandløs behandling af medieansvarsloven

29. juni 2012 - Klumme af Ole Hasselbalch

Ole Hasselbalch

Det er på tide at tvinge medierne til at dementere usande beskyldninger så det kan ses, mener Ole Hasselbalch.

Medieansvarsloven er kommet på Folketingets dagsorden igen. Jyllands-Postens leder fortæller imidlertid den 11/5 2012 beroligende, at presseetikken er intakt, og i et læserindlæg i samme dags avis kan Journalistforbundets formand Mogens Blicher Bjerregård kun komme i tanke om seks mindre punkter, hvor der er behov for en indsats.

Mon socialdemokraten Henrik Sass Larsen, der i en aviskampagne blev beskyldt for korruption og rockerforbindelser, vil skrive under på det? Eller de mennesker, som dagbladet Politiken sidste år med belæg i hacket og manipuleret materiale hidrørende fra det danske terroristmiljø hængte ud som deltagere i en påstået negerdukkeafbrændende ekstremistorganisation?

Velkendte problemer

I 1988 udgav AOF’s Forlag bogen Er det virkelig sandt? Det var en gyser om ”historier”, der var bragt i pressen. I 1991 udkom min bog, Den offentlige mening, med en kritisk, juridisk/teknisk gennemgang af de dagældende presseansvarsregler. Samme år fik vi den nugældende medieansvarslov. Den tog ikke højde for kritikken, men hævdedes dog at udgøre et væsentligt fremskridt. I 1994 trykte Ugeskrift for Retsvæsen artiklen ”Medieansvar” med en gennemgang af de problemer, den nye lov ikke havde løst.

Samtidig kom skriftet ”Pressenævnet” med en undersøgelse af nogle af Nævnets klagesager inklusive disses originalbilag. Heri afdækkedes flere problematiske forhold omkring Nævnets virksomhed. Dets årsberetning er i parentes bemærket indrettet således, at nogle kildne punkter omkring sagsbehandlingen ikke kan ses. En kort sammenfatning af, hvad der især er behov for, findes i Jyllands-Postens kronik den 4/2 2012.

Misforhold

De nævnte steder dokumenteres misforhold, der nok er ukendte for den bredere offentlighed. Det er derfor ikke uden grund, at Folketinget nu rører på sig. En beretning afgivet af Retsudvalget og Kulturudvalget 29/2 2012 nævner nogle af de sager, der har udløst interessen: ”Ser man på de seneste års kendelser fra Pressenævnet er f.eks. en person hængt ud for at være svindler, uden at det kunne påvises. En børnehaveleder uberettiget beskyldt for at have kendskab til pædofile overgreb i sin børnehave. En mor grundløst beskyldt for at have bortført sit barn til udlandet, og et mejeri uberettiget beskyldt for at hælde afføring i sin fløde. Og hertil kommer den uden tvivl mest alvorlige af dem alle: Manden, der blev udråbt som morder uden at være det.”

Med dette afsæt afholdt de to udvalg den 9/5 2012 en høring om mediansvar. Den rejste kritik og de tilknyttede juridiske løsningsforslag indgik imidlertid ikke i høringen, selv om kritikkens lødighed ikke er blevet anfægtet. Ej heller var materialet fremme i en høring, som Journalistforbundet selv holdt for nylig.

Folketingsudvalgene vil nu indlede en ”dialog” med medierne. Hvad skal det tjene til, såfremt de mest påtrykkende problemer holdes uden for, hvad der tales om? Hvordan slippe af med dårligdomme, hvis helbredelse kræver justeringer i medieansvarsloven, som end ikke tages under overvejelse?

Politiken som dårligt forbillede

Journalistformanden opstiller i Jyllands-Posten 11/5 2012 Politikens interne ombudsmandsordning som model for, hvad der skal til. Lad os lige tage dette udsagn fra journaliststandens førstemand én gang til: Ordningen hos Politiken, som altså nys hængte en stribe sagesløse mennesker ud i en kampagne bygget på bl.a. stjålet og hacket og derefter forfalsket materiale, skulle være forbillede for, hvad der behøves? Har Politikens ombudsmand da fået Politiken til at dementere over for læserne og undskylde over for ofrene?

Netop denne sag er et godt eksempel på, hvordan visse medier har det med etikken. Så vidt vides har Politikens ofre således hverken hørt noget fra redaktionen eller fra bladets ombudsmand. Derimod har Politiken bortforklaret Pressenævnets klare, om end ud fra den gældende lovgivning tandløse kritik (12/11 2011). Bladets ankermand på ”historien”, ”graverchef” John Hansen er endvidere blevet anerkendt med en udnævnelse til formand for ”Foreningen for Undersøgende Journalistik”. Dette uagtet han begik så grove researchfejl og benyttede en så ringe dokumentation, at man nærmest får indtryk af, at læserne blev bevidst ført bag lyset. Var han optrådt på samme vis i en anden branche, havde han stået til afskedigelse.

Sådan er presseetikkens stade i Danmark i dag. I England, hvor der har verseret en medie-hackersag i relation til bladet News of the World, er den ansvarlige redaktør blevet fængslet med en straffelovssigtelse på halsen. Derovre havde redaktionen selv besørget hackeriet. Politikens folk anmodede derimod blot deres kilder i terroristkredse – som bladet i øvrigt anser for ”enormt lødige” (jf. referat af interview med gravechefen i bladet Journalisten 12/8 2011) – om at få den ”dokumentation", som redaktionen mente at savne, og vupti, så fremkom det ønskede. Men hvori består forskellen?

Sandheden må frem

Der er ikke behov for at kunne pålægge medierne bøder, hvis de lyver for offentligheden. Der er ikke engang behov for kunne sætte redaktører bag tremmer. Det, der er behov for, er blot at sikre, at sandheden kommer frem, og at dokumenterbare, skadevoldende usandheder dementeres effektivt.

Dette lader sig hverken gøre gennem interne ombudsmænd, popularisering af et tandløst Pressenævns afgørelser, udvidelse af klagefristerne til Nævnet, mulighed for at klage ved fuldmægtig eller andre af de kosmetiske foranstaltninger, som journalistformanden er inde på i sit indlæg i JP. Når situationen i dag er den helt uholdbare, at mulighederne for overhovedet at få en klage behandlet og for at opnå et genmæle er omgærdet med sådanne juridiske finesser, at ikke engang JP har været i stand til at finde vej igennem dem (sag 132/2001 - 6/2 2002), må der selvsagt ganske andre ting til.

Dementi i samme opsætning

Det må således sikres, at et medie, der har solgt publikum en skrøne, som er skadevoldende for nogen, kan pålægges at dementere i samme opsætning og med samme placering som den, i hvilken ”historien” blev bragt. Endvidere bør mediansvarsloven sikre dem, der påføres ”økonomisk eller anden skade af betydning”, som det hedder i lovens genmæleregler, mulighed for selv at svare for sig i et både læseligt og læseværdigt genmæle. Det vil sige et svar, der ikke som ifølge loven i dag skal formuleres så snævert og vindtørt, at selv kyndige jurister har svært ved at forfatte det, og som i hvert fald ikke vil blive forstået af det publikum, genmælet gerne skulle nå ud til.

I det ovenfor brugte eksempel burde der således være hjemmel i medieansvarsloven til at pålægge Politiken at dementere den forside, på hvilken bladet i 2011 med billeder hængte en konkret person ud for i sit påståede had til indvandrere at have brændt en negerdukke. Vel at mærke via et dementi med form af en tilsvarende forside indeholdende en passende detaljeret forklaring på, hvori forfalskningen af ”historien” bestod, samt hvordan og ved hvem den var foregået. 

Det turde være givet, at Politiken og ligesindede efter blot ét enkelt dementi af denne art – eller efter blot et i læsbare vendinger udformet genmæle fra den krænkede – ville blive en del mere forsigtig med, hvad bladet serverer som sund åndelig føde. I hvert fald ville Politikens abonnenter blive mere velinformerede, end de er i øjeblikket.

Situationen uholdbar

De ændringer af medieansvarsloven, der nu tales om, er ude af proportioner til de problemerne på det medieetiske område. Ændringer af den art, der er inde i billedet, vil således hverken kunne forhindre mediesvindel eller afbøde dens følger.

Det går ikke, at disse tilstande fortsætter. Derfor går det heller ikke at lade som om, at en relevant kritik at loven og indlysende løsningsforslag ikke eksisterer. Hos nogen af medierne ser det nærmest ud som om, at der har fæstnet sig interne normer for, hvad smart og tilladelig journalistik er, som er ganske ude af trit med samfundets almindelige hæderlighedsstandard. Denne kortslutning af presseetikken demonteres ikke gennem blodfattig tomgang i Folketinget.

Professor Ole Hasselbalch er jur.dr.

Læserkommentarer på trykkefrihed.dk bliver lagt på uden moderering og først bagefter gennemset. Vi opfordrer læsere til at holde en civiliseret tone og at afstå fra grove personangreb. Redaktionen forbeholder sig ret til at slette indlæg, der ikke holder sig inden for disse retningslinjer.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg