"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Slut med forskningsfriheden

15. juni 2011 - Artikel af Sapphos medarbejder

Professor Helmuth Nyborg har oplevet at blive anklaget for videnskabelig uredelighed, fyret fra sin professorstilling og udskreget som nazist. Alt sammen pga. sin forskning. Han mener, at forskningsfriheden er ved at dø på universitetet.

Professor i udviklingspsykologi, Helmuth Nyborg, er en kontroversiel person. Den forskning, han bedriver, er lagt for had, og mange mener, den hører til på historiens losseplads for misbrugte ideer.

Professorens brøde består groft sagt i, at han fastholder, at vores genetiske arv – og dermed vores intelligens – spiller en afgørende rolle for de muligheder, vi har livet igennem.

Professor Helmuth NyborgDet er et synspunkt, som var bredt accepteret indtil 1950’erne, hvorefter ideen om det samfundsskabte menneske begyndte at tage over. Herefter hed det sig, at det var de sociale og kulturelle påvirkninger, der bestemte menneskets udvikling.

I dag er dette synspunkt næsten totalt dominerende, og de gamle forklaringsmodeller er mere eller mindre tabuiserede.

Helmuth Nyborg har som en af de få herhjemme holdt fast i de teorier, der forklarer menneskets udvikling og muligheder med henvisning til biologi og genetik. Dertil kommer hans forskning, som viser, at mænd gennemsnitligt har en lidt højere generel intelligens end kvinder.

Fyret – og ansat igen
Det har gjort den 74-årige professor til en upopulær mand i brede kredse. Ikke mindst på hans gamle arbejdsplads, Aarhus Universitet.

Da Helmuth Nyborg i 2003 offentliggjorde sin forskning om den kønsspecifikke intelligensforskel, satte universitetet en arbejdsgruppe til at gennemgå hans forskning, og flere af universitetets medarbejdere bidrog desuden til at hænge ham ud i pressen. Anklager om alt fra nazisympatier til fascisme og pædofili føg gennem luften.

Undervejs i processen blev Helmuth Nyborg fyret fra sin stilling gennem 35 år. Det fik imidlertid en række internationale forskere og professorer til at protestere til universitets dekan.

Samtidig offentliggjorde otte professorkollegaer fra Psykologisk Institut på Aarhus Universitet et brev, der ligeledes klagede over behandlingen. Endelig sendte Helmuth Nyborg selv hele sagen til bedømmelse i Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed, som pure frikendte ham for videnskabelig uredelighed.

Herefter var universitetets rektor tvunget til i 2006 at genansætte professoren frem til hans pension et halvt år senere.

”Det var de koldeste seks måneder i mit liv,” fortæller Helmuth Nyborg over telefonen fra Adslev ved Århus. ”Ingen sagde goddag og ingen sagde farvel. Det var iskoldt.”

Universitetets image
Sappho har bedt Helmuth Nyborg beskrive udviklingen i det universitetsmiljø, han indtil 2007 var en del af.

Du mener, universiteterne bevæger sig væk fra den frie forskning. Kan du give et eksempel?

”Da jeg søgte emeritus status (ordning for pensionerede professorer om fortsat tilknytning til universitetet, red), skrev den daværende institutleder, at han ikke delte mine værdier, og heller ikke ønskede, at instituttet skulle repræsentere dem. Derfor nægtede han mig emeritus status.

Desuden udtalte rektor, at han først og fremmest måtte tage hånd om universitets billede, som det projiceres ud mod befolkningen – og i anden omgang tage hensyn til forskningens vilkår. Pointen er, at man ikke vil have forskning, der skal forsvares overfor offentligheden. Og de forskere, der arbejder indenfor disse felter, dem suspenderer man.”

Er der efter din mening blevet flere tabubelagte områder, som forskerne ikke må bevæge sig ind på?

”Jeg tror, antallet af tabubelagte områder er nogenlunde konstant. Det eneste, der varierer, er, hvilke områder, man ikke må berøre. Bruno, Galilei, Spinoza og Voltaire er jo kendte eksempler på, at man altid har måttet gå i eksil eller er blevet brændt på bålet, hvis man sagde noget, der ikke behagede magthaverne. Det er et gammelt fænomen. Det nye er, at det nu er biologiens tur – også selvom der tidligere er forsket meget i det område.”

Hvad må der ikke forskes i?
Du kalder udviklingen for den frie forsknings død. Hvad er de langsigtede konsekvenser af, at der er områder, man ikke må forske i?

”Der er mange, men jeg vil give dig et helt konkret hverdagseksempel: I gamle dage vidste man, at der er enormt stor forskel på intelligensen og dermed på indlæringskapaciteten fra barn til barn.

Man vidste også, at intelligensen har stor betydning for hvilken uddannelse, et barn kan forventes at tage. I dag negligerer man den viden. Som følge af det, ser man ikke noget problem i at undervise meget lavt begavede børn sammen med meget højt begavede børn i samme klasse.”

”Konsekvensen er, at de dårligst begavede børn er dømt til konstant at opleve nederlag og frustration og føle sig mislykkede. Og når man så erkender, at eksperimentet ikke lykkedes, ja så søger man forklaringen et andet sted: hos lærerne, hos forældrene eller i andre sociale forhold. Man farer simpelthen vild, fordi man i første omgang har nægtet at se virkeligheden i øjnene.”

”Det er en meget konkret konsekvens af, at man ignorerer adfærdsgenetikken. Men når jeg siger det, så bliver jeg kaldt elitist, og jeg får skudt i skoene, at jeg kun forsvarer de bedst begavede børn. Men det er i mindst ligeså høj grad et forsvar for de mindre begavede børn!”

Hvem vil være nazist?
– Du er pensioneret nu. Er der nogen der følger i dine fodspor på universitetet?

”Det tror jeg ikke. Der er ikke mange, der har lyst til at sætte deres karrierer over styr og samtidig udholde de personlige konsekvenser, det har. Det er heller ikke kun én selv, det går ud over. Min datter er tidligere blevet drillet i skolen på grund af mit arbejde, og senest har Ekstra Bladet hængt mig ud som nazist. Jeg kan godt frygte, at det får konsekvenser for min femårige søn. Alt det har mine tidligere studerende jo også kunnet følge med i, så de ved, hvad det indebærer.”

”Mange af de studerende, jeg vejledte, spurgt mig, om deres præsentation af upopulære teorier kunne tænkes at påvirke deres eksamensresultat, hvis de fik en censor, der ikke var enig med mig? Jeg sagde så til dem, at de skulle passe på ikke at blive korstogssoldater for en agenda, jeg muligvis har haft. De fleste har så fornuftigvis valgt en anden retning.”

Ud over dine advarsler, er der så noget, der guider de studerende udenom de politisk ukorrekte felter?

”Der er jo ikke nogen, der står med en løftet pegefinger – så direkte fungerer det ikke. Men det er klart, at det forløb, jeg har været igennem, tjener til skræk og advarsel. Derudover hænger den politiske korrekthed bare i væggene. Den lægger sig som et klamt tæppe over alle forskningsområder. Jeg tror, at selvcensuren har et langt større omfang, end man kan få folk til at indrømme. For indrømmer man, at man har censureret sig selv, så indrømmer man jo også, at man er en skrælling, der har gjort knæfald. Det er de færreste, der er interesseret i det.”

Helmuth Nyborg har i dag ingen tilknytning til Aarhus Universitet. Han forsker dog fortsat for egne midler.

Læserkommentarer på trykkefrihed.dk bliver lagt på uden moderering og først bagefter gennemset. Vi opfordrer læsere til at holde en civiliseret tone og at afstå fra grove personangreb. Redaktionen forbeholder sig ret til at slette indlæg, der ikke holder sig inden for disse retningslinjer.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg