Et ukendt land med betydning
Iran. Landet med grænser til blandt andet Tyrkiet, Irak, Pakistan og Afghanistan. Et land jeg aldrig har besøgt men om alligevel har fået en vis betydning i mit liv. Igennem de sidste ti-tolv år er min bekendtskabskreds og de mennesker, jeg har interviewet således blevet udvidet med folk med navne som Momeni, Sahebjam, Khaknegar, Kholghi, Baradaran, Taheri, Alfoneh med mere, navne, hvor man altid har glemt et h eller et k i artiklen, hvis ikke man dobbelttjekker, før man publicerer.
Det er mennesker, der som børn eller voksne flygtede fra Iran efter den islamiske revolution i 1979. I dag lever millioner af iranere i eksil i Paris, London, København, Washington eller andre steder i Vesten. Nogle af dem tilhører Bahai-religionen, der er blevet voldsomt forfulgt, særligt efter revolutionen. Nogle af dem er kristne. Andre igen er født ind i islam, men uden interesse for at leve i et land, styret efter koran og sharia. Mange af eksil-iranerne betragter sig som eks-muslimer.
Et begejstret vidne til revolutionen
En af de første artikler, jeg skrev for Sappho var et interview i 2005 med historikeren Torben Hansen (medforfatter til “I Krigens Hus”, red.), der var et øjenvidne til den iranske revolution. Som begejstret ung trotskist og udsendt af avisen Klassekampen, havde Hansen besøgt Iran i foråret 1980. Det var en periode med ytringsfrihed og organisationsfrihed. Det var først med udgangen af 1980, at Khomeini havde gjort kort proces med de, der hjalp ham til magten, men som ingen del skulle have i den.
Hadet til USA var stærkt. Den amerikanske ambassade i det nordlige Teheran var således blevet besat. Hansen sludrede dagligt med de unge ambassadebesættere, der sad udenfor ambassaden og drak the og lyttede til revolutionsmusik. Han skrev også hjem til sin avis om ambassadebesættelsen, der skulle blive en af de længste gidselaffærer efter 2. verdenskrig: “Som Københavns Dagmarhus var det forhadte symbol på fem forbandede år under tysk besættelse - er den amerikanske ambassade symbolet på et kvart århundredes brutal undertrykkelse og folkemord".
Khomeinis gademilitser
Men selv for en trotskist, kan det blive for broget. Hansen blev således vidne til et opgør i Teheran mellem iranske venstrefløjsgrupper og Hizbollah. Omkring 1000 mennesker fra Hizbollah gjorde kort proces med en demonstration på 20.000 venstrefløjsiranere. Hizbollah brækkede fliser op fra gaden og kastede dem i hovedet på demonstranterne. Politibetjente forsøgte at lægge sig imellem. Men forgæves. Øjensynligt blev en ung kvinde og en politibetjent dræbt.
I den kommende tid nedkæmpede Hizbollah enhver modstand med enkle midler. Bevæbnet med knive, kæder, køller, barberblade, syreflasker (til utildækkede kvinder) og tændstikker (til ildspåsættelse) fik Hizbollah smadret enhver opposition fra liberale til marxister og trotskister.
Ingen fremgang i Iran
Nu er vi nået forbi 30-året for revolutionen. Iran har haft skiftende regeringsledere, Således blev der også blandt liberale i Vesten knyttet visse forhåbninger til Mohammad Khatami, som var præsident i perioden fra 1997-2005. Mere kritiske røster påpegede, at Khatami jo selv var ud af præsteskabet. Onde tunger mente, at forskellen på Khatami og de andre var, at Khatami gik ind for, at utro kvinder skulle stenes indendøre, mens andre mente, det skulle foregå i fuld offentlighed.
Khatami ændrede ikke ved den iranske konstitution. Iranerne har ikke fået demokrati men har derimod stadig et Vogternes Råd, der skal godkende kandidater til alle valg og sikre, at de love, der vedtages er i overensstemmelse med Irans islamiske forfatning. Borgerne har hverken retssikkerhed, ytringsfrihed eller religionsfrihed. Kvinder lever som andenransborgere. Tortur af indsatte og fingerede tilståelser er ganske almindeligt. Stening som straf anvendes stadig.
Ahmadinejad og hadet til USA
Mahmoud Ahmadinejad kom til magten i 2005 som Irans sjette præsident. Der sidder han stadig. Ahmadinejad iscenesatte sig selv som en fattig mand af folket, men har i øvrigt ikke kunnet besøge en række provinser i landet, fordi der ikke kunne garanteres for hans sikkerhed. Han spyer hadefuld tale om USA og Israel, sidstnævne land vil han gerne have slettet fra landkortet. Han fejres i dag som folkehelt også i Libanon og nyder sympati hos den ekstreme venstrefløj i USA og Europa for sin modstand mod USAs udenrigspolitik.
Hos eksiliranere er der i al almindelighed stor modstand mod alt dette. To aktuelle sager bør nævnes: Dene ene drejer sig om et åbent brev, skrevet i december af Bahai International Community (BIC) og stilet til Irans øverste juridiske myndighed. I brevet beder Bahai om, at Bahai i Iran får tildelt fulde borgerrettigheder, så de har mulighed for at “opfylde deres inderlige ønske om at bidrage til nationens fremgang”. Noget sådant, mener BIC, ville “signalere en vilje til at respektere rettighederne for alle borgere i jeres land”.
BIC påpeger også, at “dette er i virkeligheden ikke andet end hvad I retsmæssigt beder om for muslimske minoriteter i andre lande”.
Sakineh, Vesten og Iran
Den anden sag drejer sig om kampagnen for at få løsladt den iranske kvinde Sakineh, der er dømt for medvirken for mordet på sin mand. Sappho har fulgt sagen, der indeholder alt, hvad man kan forestille sig i form af fingerede tilståelser, tortur, unfair rettergang med mere. Kampagnen er ikke mindst ført af eksil-iranere organiseret på den yderste venstrefløj, der også er aktive i modstanden mod at få indført religiøse særrettigheder for islam i Vesten. Hvorimod venstrefløjen i Vesten generelt, som Torben Hansen påpegede i interviewet i 2005 i Sappho, intet har lært af den iranske revolution.
Men hvad angår spørgsmålet om selve Iran. Vil Iran og Ahmadinejad gøre truslerne om at ramme Israel med atomvåben til virkelighed? Hvilken opposition i Iran kan Vesten støtte? Findes der i det hele taget en samlet opposition?
Rushdie om Iran
Ayatollah Khomeini udsendte sin fatwa mod forfatteren Salman Rushdie i 1989. For første gang erklærede en muslimsk leder dermed indirekte, at han ville have shariaens jurisdiktion udvidet til at opfatte ikke-muslimske lande. En række mennesker, fra oppositionspolitikere til mennesker indblandet i udgivelsen af De Sataniske Vers, har igennem årene mistet livet på grund af Irans manglende skrupler med hensyn til også at myrde og overfalde mennesker i udlandet, der er i opposition til regimet.
Den norske forlægger William Nygaard, der i 1989 som chef for Aschehoug udsendte “De Sataniske Vers” på norsk, overlevede i 1993 mirakuløst et mordforsøg. Hans ven Salman Rushdie var aldrig i tvivl om Irans rolle i sagen. I Politiken appellerede Rushdie til “de nordiske lande og alle frie nationer i Europa om at støde Iran ud i mørket, hvor det hører hjemme”.
Det er også en mulighed. Bør det være den, Vesten vælger fremover?
Helle Merete Brix er freeelancejournalist, medarbejder ved Human Rights Service i Norge og litteraturkritiker ved Weekendavisen. Hun var i perioden 2005-2010 redaktør af Sappho.
Kommentarer
23. december 2010 - Aksel Hansen
Kun manden med kniven, ham som skuddet i det dunkle gjaldt, han kunne kunne måske fortælle noget, men han siger jo intet mere.
Skal vi fredselskende mennesker mørklægge kriminalitet - mørkets gerninger -, som udøves af magthaverne i Iran ?
23. december 2010 - Niels Thyge Riisgård
Iran erklærede Vesten krig ved fatwaer - altså uden for islamisk jurisdiktion - og ved eksport af den islamiske revolution. Vesten har aldrig svaret ideologisk igen på islams angreb, fordi fjenden MÅ ikke identificeres. Her ligger Vestens store fejhed og ulykke.
Da islam ikke kan udslettes, har vi valget mellem underkastelse eller konfrontation.
Reformation eller selvopgør skal komme indefra.
Vesten kan kun hjælpe processen på vej i sit kommende opgør med islam. Heri indgår, at Iran og andre radikaliserede islamiske regimer mister international legitimitet, og at deres olie boycottes.
Som konsekvens af den ideologiske krigsførelse afbrydes enhver støtte til moskebyggeri og islamiske tænketanke. Kulturel jihad på alle niveauer bliver følgelig kvalt. Vesten har da fundet sig selv, vel at mærke i et nyt FN bestående af demokratier.
23. december 2010 - Michael Unna
At indholdet så er forskelligt fra de andre diktatorer skyldes den kulturelle baggrund som muhammedanismen opstod under (Jødisk -kristne).
Derfor er muhammedanismen rask væk også en fjende af den sekulære frihed vi lever under (den er blasfemisk illegal i forhold til dens egen juridiske selvforståelse). Det er der ikke noget nyt i, og har der heller ikke været noget nyt i alt den tid som muhammedanismen har stået i stampe med sin intolerance og fornærmethed over at verden ikke er indrettet efter dens bogs foreskrifter. Egentlig kan det ikke være anderledes rent mentalt ud fra dens struktur. At den muhammedanistiske verden så har studeret den diplomatike fejhed som Vesten består af, ligner jo også den som Hitler forstod at udnytte. Vesten har så været afhængig af olie, hvilket man til dygtighed politisk har udnyttet, og krigen imod Vesten har stået på i skyggen af den kolde krigs logik. Derfor oplever vi dags dato at man fra Vestens side sender soldater i krig i afghanistan, imens man moralsk bakker muhammedanismen op. Større moralsk forræderi er svært at finde både samtidsmæssigt og historisk. Vi må dog ikke udelukke at der er håb i kommende generationer, når den ældre forræderiske uddør og fossile brændstoffer udvindes på anden måde, eller vi får dem fra f.eks rusland. Med Chaplinfilmen "Diktatoren" i hukommelsen, især en af de sidste scener, hvor han holder en tale som en hyldest til friheden, vil jeg ønske alle en god jul og et godt nytår.(When you wish upon a star).
