"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Psykologiske forklaringer på politisk korrekthed

28. november 2011 - Klumme af Nicolai Sennels

Nicolai Sennels

Det handler om socialpsykologi, når så mange enten ikke vil se eller ikke vil tale om problemerne med islamisering, mener psykolog Nicolai Sennels.

Ulemperne ved islam og muslimsk indvandring til Europa er mange, tydelige og mærkbare for de fleste.

Forværret økonomi, øget kriminalitet og utryghed, hele bydele forvandlet til parallelsamfund, muslimske børns relativt ofte negative indflydelse i skoler og institutioner osv. gør, at næsten alle mennesker dagligt berøres af problemerne på en eller anden måde.

Mange har spurgt sig selv om, hvorfor der alligevel er så mange - både almindelige mennesker, politikere og medier - der ikke taler åbent om, og måske heller ikke indser, problemerne.

På baggrund af min uddannelse som autoriseret psykolog og med en del års erfaring som offentligt kendt kritiker af islam og muslimsk indvandring og kultur, vil jeg her forsøge at give tre psykologiske forklaringer.

Som altid, når store flokke ignorerer åbenlyse problemer, handler det om socialpsykologi:

"Bystander-effekten"

Bystander-effekten (tilskuer-effekten) er et psykologisk fænomen, som beskriver, hvorfor mennesker forholder sig passive i katastrofesituationer.

Forskning i bystander-effekten opstod i forbindelse med mordet på Kitty Genovese i 1964, hvor flere naboer så passive til, mens Genovese blev dolket ihjel.

Et eksempel på psykologisk forskning i bystander-effekten er et forsøg, hvor en kvinde lader som om hun får et ildebefindende.

Hvis forsøgspersonen er alene, vil vedkommende hjælpe kvinden i 70 procent af tilfældene. Hvis der er flere personer til stede, hjælper kun 40 procent af forsøgspersonerne kvinden.

Bystander-effekten forklares ved, at tilskuere til en katastrofe har tendens til at aflæse andres reaktion, for derigennem at vurdere situationen.

Da folk i mange tilfælde afventer hinandens reaktion i stedet for selv at tage initiativ, kan det ende med, at ingen gør noget - alle står og venter for at se, om nogen andre gør noget.

Hvis de andre ikke gør noget, ses det som et tegn for den enkelte på, at de andre vurderer, at der ikke er behov for indgriben. Dette påvirker ens egen virkelighedsfornemmelse og dermed beslutning. Flertallets reaktion bliver altså et slags "barometer" for sandheden.

Overfører vi denne teori til politisk korrekthed betyder det, at eftersom et flertal ikke udtrykker kritik af islam, sharia (også kaldet islamisering) og muslimsk indvandring, tager folk det som et "bevis" på, at det ikke er nødvendigt at kritisere disse ting.

Bystander-effekten har altså særligt gode betingelser i de tilfælde, hvor folk føler sig usikre på, hvad der er det rigtige at gøre, og derfor bruger andres reaktion som en måde at vurdere situationen på.

Den bedste måde at imødegå denne form for adfærd på, at altså at give folk så meget information, at de er i stand til selv at tage stilling.

Derudover er det selvfølgelig vigtigt, at så mange som muligt gøre noget, så de mennesker, der er ramt af bystander-effekten bliver påvirket til at forstå, at det er vigtigt selv at gøre noget.

Det er psykologisk vigtigt, at de mennesker som tager initiativ til handling, gør det på en sådan måde, at andre får let ved at identificere sig med det - undgå vrede og unødvendige provokationer, vis din glæde og overskud og undlad at missionere overfor folk, som ikke viser interesse.

"Pluralistisk uvidenhed"

Bystander-effekten forstærkes ofte af pluralistisk uvidenhed. Pluralistisk uvidenhed er et socialpsykologisk fænomen, hvor flertallet i en gruppe hver for sig afviser en norm, men samtidigt formoder, at flertallet accepterer normen.

Som følge af ønsket om at være vellidt af flertallet, accepterer folk den pågældende norm, selvom de inderst inde er imod den.

På denne måde kan en demokratisk proces føre til accept af normer, som flertallet i virkeligheden er imod.

Overfører vi denne teori til politisk korrekthed betyder det, at flertallet faktisk ønsker mindre islam, sharia og muslimsk indvandring, men de tror samtidigt, at flertallet ikke er imod disse ting.

Da de ikke tør at stille sig op mod det formodede flertal, afviser de altså at kritiserer disse ting.

Angsten for kritik kan altså få flertallet til at lade være med at sige deres mening - selvom de faktisk ville kunne stemme deres holdning igennem, hvis blot alle turde sige hvad de mener.

Pluralistisk uvidenhed skyldes altså både manglende selvtillid til at stå ved sin holdning og en fejlvurdering af, hvad flertallet mener.

Den bedste måde at imødegå pluralistisk uvidenhed på, er ved at give folk mod. Det gør man først og fremmest ved selv at gå forrest og vise et modigt eksempel.

Derudover er det vigtigt at støtte andre kritikere, så de ikke føler sig sårbare og alene. Endelig er det afgørende, at man spreder viden og argumenter, der hjælper folk til at modstå kritik.

"Det gode menneske"

Den tredje forklaring er min egen teori. Den handler om, at der til alle tider og i alle samfund er definitioner af, hvad "et godt menneske" er.

Egoet har til alle tider et ønske om, at vi er gode mennesker i både vores egne og andres øjne. Men vores vurdering af, hvad "det gode menneske" er, påvirkes af mange ting.

I gamle dages danske kristne samfund var man et godt menneske, hvis man gik i kirke hver søndag. I samfund med høj arbejdsmoral ses det som bedre at klare sig selv, end at være på overførselsindkomst.

I mange kredse ses det i dag som værende "godt" at bekymre sig om klima eller økologi - eller i hvert fald dårligt, hvis man er ligeglad.

Da jeg var barn, var man hip og venstreorienteret, hvis man kæmpede for kvinders frihed, kritiserede religionens og kulturens sociale kontrol og kæmpe for menigmands ytringsfrihed til at kritisere autoriteter og normer.

I disse tider er det en udbredt holdning, at tolerence og åbenhed kendetegner "det gode menneske". Det har fået den effekt, at kritik af mindretal og andres normer er "dårligt".

Derfor er vi endt med, at kritik af muslimsk indvandring og deres religiøse og kulturelle normer er blevet social uacceptabelt.

Da kun et lille mindretal derfor kritiserer disse ting åbent, får bystander-effekten folk til at vurdere, at der slet ikke er noget problem - eller at det i hvert fald ikke er så stort.

Den hårde kritik, som rammer islam-kritikere (ikke mindst blandt muslimerne selv), øger den pluralistiske uvidenhed, fordi færre tør sige deres mening højt, og flertallet derfor tror, at de er i undertal med deres islamkritiske holdning.

Mennesker med god selvtillid er bedre i stand til at fastholde deres egen vurdering af dem selv og deres vurderinger, uden at lade sig påvirke af andres kritik eller tidens trend.

Derfor er de også mindre sårbare overfor bystander-effekten og pluralistisk uvidenhed.

Hvem er neurotisk?

Kritikere af islam, sharia og muslimsk indvandring kaldes ofte racister (ond modvilje mod andre racer), xenofober (irrationel angst for det fremmede) eller islamofober (irrationel angst for islam).

Men islam og muslimer er ingen race, og hverken islam eller muslimer er fremmede, eftersom de fleste af os møder eller læser om fænomenet i en eller anden form, nærmest dagligt.

Der er såmænd heller ikke noget irrationelt i at frygte islam, eftersom det står i koranen, at muslimer har pligt til at undertrykke og slå alle os andre ihjel og at udbrede deres tro med alle midler.

Hvilket islam og mange muslimer også gør, godt hjulpet på vej af alle de mennesker, politikere og medier, som ikke taler islam, sharia og muslimsk indvandring imod.

Ved at kalde folk racister eller udstede forskellige diagnoser forsøger man altså at definere islam-kritikere som dårligt fungerende mennesker eller direkte neurotikere. Det er vi ikke.

Det er derimod fortalerne for islam, sharia og muslimsk indvandring, der er ofre for bystander-effekten og pluralistisk uvidenhed. Og som usikre følger tidens trend og deres omgangskreds' holdning til, hvad der definerer "det gode menneske".

Den slags slatne mennesker er der ingen grund til at frygte. Så åbn du bare munden og sig hvad du mener. Du er ikke skør, ond eller neurotisk fobiker. Tværtimod.

På baggrund af de ovennævnte socialpsykologiske teorier er det min påstand som psykolog, at vi islam-kritikere har bedre selvtillid og er mere autentiske end de mange, som enten af mangel på viden, mod eller personlig autencitet er uenige med os og kritiserer os.

 

 

Læserkommentarer på trykkefrihed.dk bliver lagt på uden moderering og først bagefter gennemset. Vi opfordrer læsere til at holde en civiliseret tone og at afstå fra grove personangreb. Redaktionen forbeholder sig ret til at slette indlæg, der ikke holder sig inden for disse retningslinjer.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg