"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Om trykkefrihed.dk

Hjemmesiden har fået nyt navn og nyt udseende, men sagen er stadig den samme

Vi har sagt farvel til vores gamle navn Sappho.dk. Vil du læse vores artikler og klummer og følge med i Trykkefrihedsselskabets mødeaktiviteter, skal du fremover kun søge ét sted: på trykkefrihed.dk.

Navneændringen skyldes ikke, at vi ønsker at lægge kursen om eller har planer om løbe fra fortiden. Tværtimod. Vi er meget stolte af det høje niveau, som fra starten har præget Sappho.dk. Derfor kan du også i vores arkiv finde al det stof, der gennem årene har været bragt på Sappho.dk. Navneændringen skyldes alene, at vi har ønsket at opdatere og strømline vore to hjemmesider, så vi stedet for to, nu kun har én hjemmeside.

Navnet er nyt, sagen stadig den samme: Velkommen til trykkefrihed.dk!

Uden modet til at beskrive samfundet og kulturen, som de er, bliver ytringsfriheden tom. Uden modet til at stå op imod de farligste anslag mod ytringsfriheden, som i vore dage udgår fra tilhængere af Vestens islamisering, bliver ethvert forsvar for friheden meningsløst.

For at kunne leve op til sit formål beskæftiger trykkefrihed.dk sig med samfunds- og kulturspørgsmål i almindelighed. Skal vi kunne forsvare vort frie vestlige samfund, må vi besinde os på den vestlige friheds forudsætninger –  på det vi vil forsvare.

Hvorfor Sappho som logo?

Logoet har vi fra den græske digterinde fra det sjette århundrede f. Kr., der af Platon kaldtes den tiende muse. Vi ser Sappho som et vestligt symbol på ukonventionel frihedstrang og menneskelig ligeværd og har tilladt os at adoptere hende som ytringsfrihedens muse.

Sappho-prisen

Hvert år uddeles Sappho-prisen, Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris, til en kompromisløs forkæmper for det frie ord, i form af en statuette skabt af kunstneren Uwe Max Jensen. Blandt modtagerne af Sappho-prisen er Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose, Muhammed-tegneren Kurt Westergaard, den britiske journalist Melanie Phillips, den kanadiskfødte forfatter og journalist Mark Steyn og den amerikanske jurist Rachel Ehrenfeld.