Den 19. april 2005, under minimal offentlig bevågenhed og stort set uden offentlig diskussion, vedtog det norske Storting en lov, der med ét slag alvorligt begrænser befolkningens ytringsfrihed. Diskriminationsloven, eller "Lov om forbud mod diskrimination på grund af etnicitet, religion mv.", blev fremsat af daværende kommunalminister Erna Solberg (Høyre) og fik støtte fra hvert eneste parti i Stortinget, med undtagelse af det "populistiske" Fremskrittsparti. Loven, der træder i kraft januar 2006, forbyder diskrimination og chikane (på norsk "trakassering", red.) "på grund af etnicitet, national oprindelse, afstamning, hudfarve, sprog, religion og livssyn". Chikane defineres i lovteksten som "handlinger, undladelser eller ytringer (forfatterens fremhævelse), som virker eller har til formål at virke krænkende, skræmmende, fjendtlige, nedværdigende eller ydmygende".
Én ting er et forbud mod diskrimination på jobbet eller inden for boliglovgivningen, men at kriminalisere ytringer er noget ganske andet. Der er ikke noget mærkværdigt i, at forbuddet indføres på dette tidspunkt: Først for ganske nylig, efter en lang, politisk korrekt tavshed, er mislykket integration, kvindeundertrykkelse, omskæring, tvangsægteskaber, æresdrab og andre anliggender knyttet til landets muslimske miljøer - ikke mindst spørgsmålet om folks loyalitet over for den nation, de bor i - blevet offentlige samtaleemner. Blandt mange minoritetsledere og -talsmænd er det upopulært at drøfte disse temaer, det betragtes som "krænkende" og "ydmygende". Sammen med politikere, journalister og en række antidiskriminationsorganisationer ønsker de at bringe os tilbage til de gode gamle dage (for 2-3 år siden), da sådanne sager dårligt blev omtalt i medierne, og da man sagde, at det eneste problem, der var knyttet til sådanne miljøer, var nordmændenes racisme.
Erna Solberg, som havde ansvaret for integration og andre indvandringsspørgsmål, greb som regel de tidligere nævnte udfordringer an på en ganske tandløs facon. Men i forsøget på at dæmpe en åben debat om de religiøse og kulturelle traditioner, der ligger til grund for problemerne, viste hun sig langtfra tandløs. Tværtimod, hun fjernede det grundlæggende demokratiske koncept "uskyldig til det modsatte er bevist". Under rubrikken "Bevisbyrde" står det i den nye lov, at "Hvis der foreligger omstændigheder, som giver grund til at tro, at der er sket brud på bestemmelserne ... skal det lægges til grund, at et sådant brud har fundet sted, hvis ikke den, der er ansvarlig for handlingen, udeladelsen eller ytringen, sandsynliggør, at et sådant brud alligevel ikke har fundet sted". Med andre ord ligger bevisbyrden hos den tiltalte: Man er skyldig, til det modsatte er bevist.
Det bliver værre endnu. Klager i henhold til loven kan fremsættes ikke bare af den angiveligt forurettede part, men også af antidiskriminationsorganisationer som Anti-racistisk Center og Center mod Etnisk Diskrimination (som medvirkede ved lovens udarbejdelse) og af diskriminationsombudsmanden (hvis beføjelser er nedfældet i en anden ny statut, diskriminationsombudsloven). Disse organer står dermed klar til at bistå dem, der føler sig krænkede, med at forfølge de krænkende parter.
Bliver man fundet skyldig i en sådan krænkelse, kan man blive dømt til at betale erstatning; har man begået forbrydelsen "sammen med mindst to andre personer" (f. eks. en skribent, der sammensværger sig med en redaktør og en forlægger?), kan det medføre, at man straffes "med bøde eller fængsel i op til tre år". Kort sagt er loven, som siges at skulle forebygge chikane, faktisk en opskrift på chikane -- nemlig af nordmænd, der tør sige ubehagelige sandheder.
I en ny bog, Eurabia, skriver Bat Ye`or om "dhimmier" - de ikke-muslimer som boede i lande erobret af muslimer, og som blev tolereret, hvis de underordnede sig profetens tilhængere, afholdt sig fra at kritisere deres sejrherrer og accepterede systematisk undertrykkelse og konstant ydmygelse.
Bat Ye`or bemærker, at politikere i Europa stort set har påtaget sig dhimmiens rolle i forhold til deres nye landsmænd: De ser bort fra indvandrermiljøernes manglende menneskerettigheder og intolerante retorik, mens de fordømmer og isolerer de europæere, som åbent og ærligt prøver at diskutere problemerne. I diskriminationsloven har Stortinget slet og ret lovfæstet nordmændenes dhimmi-status og givet bemyndigelse til et netværk af organer, der skal straffe uønskede ytringer.
Findes der diskriminerende handlinger og ytringer i Norge i dag? Javist.
I mange hjem i det østlige Oslo bliver kvinder og piger brutalt undertrykt, gennembanket og voldtaget af mænd, der mener det er deres hellige ret og forpligtelse at gøre netop det. I moskéer spreder imamer groteske løgne og vrøvl om kristne, jøder, europæere og homoseksuelle. Men det er netop den slags handlinger og ytringer som er beskyttede af diskriminationsloven:
"Loven gælder på alle samfundsområder med undtagelse af familieliv og personlige forhold. Forbuddet mod diskrimination på grund af religion og livssyn ... gælder ikke for handlinger og aktiviteter, der foregår inden for rammerne af tros- og livssynssammenslutninger samt virksomheder med et religiøst eller livssynsmæssigt formål, hvis handlingerne eller aktiviteterne er af betydning for at gennemføre sammenslutningens eller virksomhedens religiøse eller livssynsmæssige formål."
Der er dermed tilladt, at en imam prædiker, at nordmænd er svin, men en nordmand, der svarer igen, risikerer fængsel. Ligeledes kan muslimske kvinder og piger leve som fanger i eget hjem, mens en nordmand, der prøver at rette søgelyset mod problematikken, risikerer at blive fundet skyldig i henhold til loven.
I Norge bliver vigtige lovforslag sædvanligvis debatteret indtil kedsommelighed i medierne, før loven ændres. Ikke diskriminationsloven.
Politikere og journalister undgik at tale om forslaget, da det blev fremsat, og efterfølgende blev vedtagelsen knap omtalt. Almindelige nordmænd ved ingenting om loven. De har gentagne gange fået at vide af deres medier, at George W. Bush har slået ned på afvigende meninger i Amerika. Meget få af dem ved, at det ikke er Bush-regeringen, men deres eget Storting, der har taget et væsentligt skridt i den retning.
Erna Solberg og co. forestillede sig utvivlsomt, at vedtagelsen af diskriminationsloven ville blødgøre muslimske ledere, talsmænd og ekstremister. De tager fejl. Tværtimod vil loven opmuntre dem til at insistere endnu mere aggressivt på deres ret til at opretholde barbariske skikke og fordomme i Norge. Samtidig vil loven styrke deres beslutsomhed med hensyn til at rense det norske samfund for anskuelser eller ord, der ikke er i overensstemmelse med deres troslære. Det er sørgeligt og skammeligt, at Norges nationale forsamling har prøvet at pacificere grupper med dybt udemokratiske traditioner ved at begrænse nordmænds mest grundlæggende demokratiske ret. Hvorfor forstår politikerne ikke, hvor meget de ofrer i dette vildledte og forgæves forsøg på at sikre social harmoni?
Oversættelse: Helle Merete Brix
Bruce Bawer er forfatter, journalist og oversætter samt medlem af PEN. Han er amerikansk statsborger og siden 1999 bosat i Norge. Bruce Bawer er forfatter til 11 bøger om litterære, religiøse og samfundsmæssige forhold.
Igennem årene er hans artikler og anmeldelser trykt i aviser og tidsskrifter som Wall Street Journal, New York Times og New Republic. Hans næste bog, "While Europe Slept: How Radical Islam Is Destroying the West from Within", udkommer februar 2006.
