"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Når virkeligheden rammer

22. august 2012 - Artikel - af Sapphos medarbejder

Hvad er det, der får folk til at skifte syn på verden? Hvad får folk til at opgive vedtagne sandheder og bevæge sig fra den ene side af det politiske spektrum til den anden?

Læs historien om den venstresnoede Christiania arkitekt, der blev nationalkonservativ i Sapphos nye serie “De omvendte”.

 

Man kan leve et helt liv uden at blive ramt af virkeligheden.

Sådan gik det ikke for 67-årige Svend Andersen. Men det var tæt på.

Indtil 1999 levede han et mageligt liv på venstrefløjen. 

Som ung i 1960’erne studerede han psykologi, etnografi og arkitektur, og hvad der ellers faldt ham ind. I fem år boede og arbejdede han på et yoga-kloster i Gylling ved Odder.

I 1980’erne var Svend Andersen international sekretær for partiet De Grønne, og i 1990’erne var han tilknyttet Forsvarsministeriets styregruppe for Christiania, hvor han blandt andet arbejdede som arkitekt. 

Han havde de rette holdninger, omgikkes de rette folk, og så sig selv som et godt menneske.

Jagten på de kristne

Men så en dag skete der noget. Noget, der fik hans verdensbillede til at krakelere.

På den indonesiske øgruppe Molukkerne udbrød der i 1999 borgerkrig mellem muslimer og kristne. Indtil da havde de to grupper levet fredeligt sammen, men nu besluttede imamerne, at Molukkerne skulle islamiseres.

Der blev hentet hellige krigere ind fra Pakistan og Afghanistan, og en nådesløs jagt på de kristne begyndte.

Når Svend Andersen ikke vendte det blinde øje til, som stort set alle danske medier gjorde, skyldtes det et ganske bestemt forhold: Hans kone er opvokset i Holland, men stammer fra Molukkerne.

Konen var ganske vist i sikre hænder i Danmark, men hendes familie befandt sig stadig på den indonesiske øgruppe, hvor borgerkrigen eskalerede dag for dag.

For Svend og hans kone var det svært at komme i kontakt med svigerfamilien. Og når det lykkedes, var det grusomme historier, de havde at fortælle.

Flere familiemedlemmer var blevet slået ihjel, og svigermoderens landsby var blevet bombet med morterer. Den var jævnet med jorden.

Efter flugten fra massakrerne fortalte hun, at indsamlede ligdele måtte bindes sammen med gazebind, før de kunne begraves. Myrderierne havde været grusomme. Både i omfang og i metode.

Muslimer på papiret

Det efterlod Svend i en tilstand af vantro og chok.

”Jeg forstod ikke, hvad det var, der skete. Jeg så islam som enhver anden religion, og muslimerne på Molukkerne var ikke specielt religiøse – de var muslimer på papiret, som de sagde.”

At tingene kunne ændre sig så hurtigt, kom som et chok. Indtil forfølgelserne begyndte, havde de kristne hjulpet muslimerne med at bygge moskeer, og muslimerne havde hjulpet til, når der skulle bygges en kirke, fortæller Svend Andersen.

I dag sidder han i sin dagligstue lidt udenfor en lille landsby i det midtjyske søhøjland. De grusomheder, han fortæller om, står i skærende kontrast til skovejendommens idylliske omgivelser.

Mens han fortæller vrider han hvileløst et par briller rundt mellem fingrene. Borgerkrigen har tydeligvis sat sig spor. Og ikke kun hos de implicerede. For Svend Andersen blev krigen starten på en personlig rejse, der har varet frem til i dag.

Modvillige studier

”Jeg havde et stort behov for at forstå, hvad der havde drevet krigen frem.”

”For mig som buddhistisk inspireret agnostiker var islam jo bare endnu en religion, der hverken var bedre eller dårligere end alle mulige andre. Alligevel kunne jeg jo konstatere, at det var muslimerne, der havde overfaldet de kristne, så jeg begyndte at læse om islam,” fortæller Svend.

Men det, der startede som et lidt modvilligt studie af islam, skulle snart gribe om sig. To begivenheder var afgørende.

”9/11 kom umiddelbart bagefter. Det var endnu et eksempel på, at muslimer begik uforklarlige overgreb, og det fik mig til at læse endnu mere. På det tidspunkt var jeg ved at nå frem til en erkendelse af, at islam måske ikke bare var en religion på linje med alle andre,” siger han og tilføjer:

”Men det, der rigtig fik mig til at åbne øjnene, var Muhammedkrisen i 2005. Fra da af var jeg overbevist om, at det er selve islam, der er problemet.”

Nyt tankegods

Den erkendelse var et stort skridt for en mand, der så sent som i 2001 mente, at Dansk Folkeparti havde et uhyggeligt menneskesyn. Og som helt frem til 2005 stemte på Enhedslisten.

Men Svends rejse var langt fra slut endnu. For hvordan kunne den venstrefløj, der altid havde været hans hjemstavn, tage så grusomt fejl med hensyn til islam? Hvordan kunne de være så ukritiske?

”Det var et spørgsmål, der nagede mig mere og mere. Jeg søgte på venstrefløjen efter information, der kunne forklare islams skyggesider, men fandt intet. Hvis jeg ville vide noget, måtte jeg læse de højreorienterede forfattere og blogs.”

”Det ledte så til,” fortsætter han, ”at jeg opdagede - eller genopdagede - noget tankegods på højrefløjen, som før havde været helt udelukket for mig at beskæftige mig med.”

”Det var spændende tanker. Tanker der, i modsætning til venstrefløjens teorier, gav mening, så man ikke var nødtvunget til at manipulere for at få dem til at gå op.”

En hård erkendelse

Svends politiske ståsted ligger i dag milevidt fra hans udgangspunkt. Nu handler det med hans egne ord om sund fornuft og social sammenhængskraft.

Og det sted, hvor det kommer bedst til udtryk, er ifølge Svend i nationalkonservatismen.

Men hans rejse stoppede ikke der. Den gamle socialist har taget yderligere et skridt, som han tidligere ville have forsvoret: Han har meldt sig ind i Dansk Folkeparti.

”Jeg blev jo ramt af virkeligheden med 100 kilometer i timen,” siger han næsten lidt undskyldende og lader blikket glide ud af vinduet.

”På ti år blev hele mit verdensbillede slået i stykker. Det er en hård erkendelse, at alt det, man har troet på, ikke har holdt en meter,” siger han og nævner, at mange i hans omgangskreds har haft svært ved at acceptere hans nye måde at se tingene på.

”Jeg er måske også lidt provokerende overfor mine gamle meningsfæller. Men det tror jeg er nødvendigt. Der er nødt til at være nogen eller noget, der prikker til én, før man begynder at ændre gamle fastgroede forestillinger.” 
 
 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg