Pædagoger har et enestående indblik i de daglige problemer i Ghettodanmark.
Sappho har derfor talt med den 25-årige Lars, der går på pædagogseminariet. Han har tidligere arbejdet som frivillig hjælper for børn, herunder indvandrerbørn. Jeg begynder med at spørge ham, om han oplevede, at børn med muslimsk baggrund havde anderledes vanskeligheder end etnisk danske børn?
”Da jeg arbejdede som frivillig, var det kun for indvandrerbørn, da jeg tænkte, jeg kunne gøre en forskel. Børnene, jeg hjalp med lektier, havde en ret ugidelig indstilling, men det virkelige problem - som jeg så det - var, at de ikke havde nogen tro på, at de kunne noget som helst.
Årsagen syntes dog klar, da deres forældre blev ved med at fortælle dem, at de ikke duede til noget. Jeg kom jo i folks stuer, hvor de voksne sad i en klynge og engang imellem kom med nedladende udråb til børnene, som de voksne så kunne grine af.
Værst syntes jeg det var for et lille barn, som havde tre muligheder: At se tv, sove eller kravle rundt mellem benene på de voksne. Jeg kom i ét bestemt hjem en del, og jeg så aldrig barnet få nogen omsorg eller opmærksomhed.
Jeg blev også lidt forundret over at høre, hvor dårligt familien syntes de havde det - at de ikke havde nogen penge, ikke vidste hvad de skulle gøre af sig selv, nu hvor kreditorerne ville have deres penge tilbage. Beklagelser, der vel at mærke kom lige efter, at de havde købt ny sofa og et 50 tommer tv. Samtidig jublede de på hinandens vegne, når en af vennernes lån gik igennem. Det var som om de ikke forstod, hvordan de selv var havnet i denne situation.”
Rummelighed løser alt
Hvordan oplever du det politiske klima på pædagogstudiet, når snakken falder på integration, indvandring, muslimer og islam?
”Det er et ømtåleligt emne, tror jeg, for ingen gider rigtig at snakke om det. Når jeg stikker lidt til lærerne for at høre, hvad de mener, kommer der ikke et entydigt svar. Men det er en selvfølge, at vi skal se det multikulturelle samfund som det ideelle. Det skyldes ifølge lærerne, at Danmark er med på globaliseringsbølgen.
Flere af eleverne, jeg har talt med, har samtidig en helt klar idé om, at rummelighed løser alle problemer, så når talen falder på islam, er rummelighed svaret. En lærer gav en gang i sådan en samtale udtryk for, at der slet ikke er nogen problemer med islam.”
Har du indtryk af, at de teorier I undervises i, øger tendensen til at se muslimer som ofre? Er lærerne forudindtagede?
”I nogle af de teorier, vi bliver undervist i, er det ikke individet, der bliver set som et problem. En teori, som bliver brugt meget i dag, er inklusion. Her er det ikke den enkeltes ansvar at være en del gruppen, men gruppen, der skal være dynamisk og tilpasse sig efter de individer, der er - specielt dem, der har svært ved at være med. På denne måde skal vi se forskellighed som en ressource, hvor gruppen må ændre sig, for at der kan være plads til alle.
Teorierne fortæller os, at individets identitet skabes ud fra den feedback, det får fra omverdenen, idéen er så, at ved, at der bliver fokuseret på barnets ressourcer frem for mangler, får det et positivt selvbillede.
Det er derfor svært som pædagog at påpege, at der er problemer. Hvis vi antager, at et barn skaber mange problemer for sine omgivelser, er det i så fald ikke barnet selv, der er problemet. Når vi ikke må diskriminere og sige, at noget er bedre end andet, fejer man problemerne ind under gulvtæppet.
Når al adfærd er relativ lige godt, hvad kan man så stole på længere? Når gruppen skal tvinges til at være solidarisk, kan man vel godt sige, at dem, de skal være solidariske med, gøres til ofre for livets omstændigheder.
Hvad mine lærere mener er lidt svært at finde ud af. Men der var en, der reagerede ret kraftigt i vores samtale, da jeg ville lave en opgave om, hvorvidt anerkendende pædagogik hjalp i kulturmøder. I vores samtale udtrykte jeg bekymring for, at vi i vores pædagogiske praksis vidste for lidt om f.eks. islam.
Ud fra mine egne erfaringer og det, jeg hører fra andre, antydede jeg, at anerkendende pædagogik og islam måske er en dårlig cocktail. Min lærer spurgte vredt, om jeg var racist, og om jeg havde tænkt over, at problemet i virkeligheden var, at vi ubevidst stigmatiserede indvandrerne. Hvis problemet er vores ubevidsthed, må hele den danske pædagogstand, der erkender problemstillinger med muslimske børn, i så fald til psykolog.”
Oplever du, at pædagogstuderende tager særlige hensyn til muslimske børn, når de er i praktik - eller forventer du, at de vil gøre det, når de er færdige med uddannelsen?
”Nej, jeg har ikke hørt nogen historier om, at der er blevet taget ekstra hensyn. Til gengæld har jeg hørt, at nogle af de studerende har været bange for større indvandrerbørn, der havde slået dem under praktikken.
Da jeg indtil videre både er stødt på teorier, der vil give børn mulighed for selvrealisering og teorier, der fokuserer mere på, at det er omgivelserne, der skal ændres, er det svært at sige med sikkerhed. Selv om skolen gør sit bedste for at overbevise os om, at den inkluderende pædagogik er det eneste rigtige, og vi elever ikke stiller spørgsmål ved det pga. uvidenhed eller frygt for, at det skal gå ud over karakteren, så tror jeg ikke, at der er nogen, der kan lide at blive slået.”
Ustyrlige indvandrerdrenge
Har du oplevet forskelle på muslimske og danske børn, når du har været i praktik?
”Da jeg var i praktik, var det ikke med børn. I mit arbejde med børn har jeg dog oplevet forskelle på muslimske og danske børn. Som jeg oplever det, søger de mindre børn i børnehaven i langt højere grad end de danske tryghed hos de voksne.
I SFO'en er specielt indvandrerdrengene blevet mere ustyrlige og meget støjende. Jeg har fået et godt forhold til dem, men det har ikke været ved brug af anerkendende pædagogik. Her oplever jeg, at hvis de følelsesmæssigt bliver trådt på, har de meget svært ved at blive rolige igen. Alle drengene kan for det meste godt lide at slås i puderummet. Men hvor det virker som om, at der hos de fleste danske børn er en indkodet gentlemanordning om, at kampen stopper, når nogen ligger ned, er det tydeligt, at de muslimske børn tager det meget tungere, når de bliver lagt ned. De har svært ved at tabe.”
Hvad vil du som en, der har pædagogisk erfaring med muslimske børn, anbefale andre pædagoger, der arbejder med muslimske børn?
”Der kommer jeg til kort, for jeg ved det ikke. Det er selvfølgelig ikke alle børn, der er notoriske ballademagere, men der er forskelle, og de forskelle føler jeg mig ikke teoretisk klædt på til at klare. Så jeg må klare mig med min sunde fornuft, og det har indtil nu virket i min relation til dem. Men der findes kvindelige vikarer og medhjælpere, som de ikke har den samme respekt for.
Der er et fravær af sund fornuft i de muslimske hjem, hvor jeg er kommet, så en idé kunne være at prøve at skabe et stærkere forældresamarbejde.”
Lars er et opdigtet navn. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt.
Læs de tidligere interviews i serien her, her og her
