"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Muslimske kristenforfølgelser i december måned 2013

24. april 2014 - Artikel - af Raymond Ibrahim

Vor faste skribent, Raymond Ibrahim, har opgjort julemånedens forfølgelser af kristne. Som sædvanlig er læsningen ikke for sarte sjæle!

Som det sker i julen hvert år over hele den muslimske verden, blev kristne og deres kirker i denne tid særligt udsat for alt fra jihad terrorangreb på kirkegængere, til muslimske myndigheders indgreb for at begrænse fejringer af julen. Nogle episoder følger:

Irak: Ifølg Associated Press: “militante angreb kristne med tre separate juledagsbombninger i Bagdad, der dræbte mindst 37 mennesker, sagde embedsmænd onsdag. I ét angreb, eksploderede en bilbombe nær en kirke i hovedstadens sydlige Dora-kvarter, som dræbte mindst 26 mennesker og sårede 38, sagde en politibetjent. Tidligere havde to samtidige bomber flænset et nærliggende udendørsmarked i den kristne del af Athorien, hvorved 11 mennesker blev dræbt og 21 såret".

Iran: Fem muslimske konvertitter til kristendommen blev arresteret i en huskirke under en julefest. Civilklædte iranske sikkerhedsstyrker ransagede et hus, hvor, ifølge Mohabat News, "en gruppe kristne var forsamlet for at fejre jul, tirsdag den 24. december." Sikkerhedsstyrkerne "krænkede og visiterede de fremmødte, og beslaglagde alle de kristne bøger, cd'ere og bærbare computere, de fandt. De tog også satellit-tv-modtageren." Den oprindelige rapport modtaget af Mohabat fortalte: "Disse kristne var forsamlet for at tilbede og fejre Jesu fødsel."

Indonesien: Muslimer i Aceh-provinsen protesterede mod fejringer af jul og nytår, og opfordrede myndighederne til at forbyde dem. Dage tidligere havde en indflydelsesrig islamisk gejstlig organisation, Den Rådgivende Ulemaforsamling [Ulema Consultative Assembly], udstedt en fatwa eller et edikt, der "forbyder muslimer at give julehilsener eller fejre nytår", sagde Associated Press. Aceh er den "eneste provins i det overvejende muslimske Indonesien, der er tilladt at indføre en version af islamisk sharialov."

Kenya: "Unge", rapporterede Reuters, "kastede juledag benzinbomber mod to kenyanske kirker (...) i det seneste udbrud af vold mod kristne i landets overvejende muslimske kystområde." Angrebene fandt sted "i de tidlige timer af 25. december efter at kirkegængere havde holdt gudstjenester for at indvarsle i julen." Kirkerne var beliggende i områder med muslimsk flertal. Den ene kirke blev "totalt ødelagt."

Somalia: Den mere "moderate" regering - som den ofte kaldes i forhold til oppositionen fra Al Shabaab ("Ungdommen") - forbød julefester. Timer før juledag udsendte Ministeriet for Ret og Religiøse Anliggender et direktiv, der forbyder afholdelse af alle kristne festligheder i den østafrikanske nation. Med ordene fra en ministeriel embedsmand: "Vi advarer andre muslimer i Somalia om, at festligheder for at markere kristne dage vil finde sted rundt om i verden i denne uge. Det er forbudt at fejre disse dage i dette land." Alle sikkerheds- og retshåndhævende myndigheder blev instrueret om at slå ned på eventuelle kristne festligheder.

Pakistan: Under juleaftensgudstjenester, "var store kontingenter af politi indsat omkring kirkerne for at forpurre enhver uheldig hændelse. I nogle områder "fokuserede bønnerne i de store kirker på mindet om de pakistanske kristne, som mistede livet i terrorangreb". Et eksempel er de islamiske selvmordsbombere, der tre måneder tidligere trængte ind på Allehelgens Kirkes område efter søndagsmessen og sprængte sig selv i luften midt blandt ca. 550 kirkegængere. De dræbte omkring 130 tilbedende, herunder mange søndagsskolebørn, kvinder og kormedlemmer, og sårede næsten 200 mennesker.

Selv i vestlige lande som Danmark, var juleaften vidne til islamiske demonstrationer og råbene "Allahu Akbar" (eller "Allah er større").

December var også måneden, hvor Syriens græsk-katolske kirke erklærede, at den havde fået tre "sande martyrer" - mænd fra den lille by Maloula, et gammelt kristent sted, hvor indbyggerne stadig talte Kristi sprog. Ifølge Asia News: "Da byen faldt [i september, til al-Qaeda-forbundne oprørere], blev der skabt et klima af frygt (...). Da tre mænd nægtede at afsværge deres religion, blev de henrettet offentligt, og seks mere blev taget som gidsler. Dette blev efterfulgt af et mislykket forsøg af syriske regeringsstyrker på at generobre byen." Med patriark Gregorios III's ord til pave Frans under et møde: "Hellige Fader, de er sande martyrer. Befalet at opgive deres tro, nægtede de stolt. Tre andre gav dog efter og blev tvunget til at erklære sig som muslimer, men vendte senere tilbage til deres fædrene tro. Ifølge de familier, der flygtede fra Maloula: "Nogle af deres muslimske naboer deltog i angrebet, der ødelagde denne historiske landsby, hvor folk stadig taler aramæisk, Jesu sprog. Muslimer udgør cirka en tredjedel af befolkningen i landsbyen ..."

Resten af december måneds samling af muslimsk forfølgelse af kristne rundt om i verden omfatter (men er ikke begrænset til) følgende opgørelser, der er opført efter tema og land i alfabetisk orden og ikke efter sværhedsgrad:

Islamiske angreb på kristne religiøse steder

Egypten: Efter en koptisk kristen præst havde forladt landsbyen Tarshoub, Øvre Egypten, for at virke et andet sted, og en ny præst var sendt til Tarshoub, lavede Det Muslimske Broderskab tilhængere optøjer og angreb landsbyens kristne. De kastede sten mod deres hjem, brændte ejendom og krævede lukning af landsbyens kirke, som havde eksisteret i 40 år. Kirken blev efterfølgende lukket og præsten forhindret i at komme ind i landsbyen. Christian Post rapporterede, at kristne landsbyboere "nærmer sig nytårsfesten og julen, og alligevel er de ikke i stand til at få kirken åbnet (...) sikkerhedsmyndighederne har ikke anholdt aggressorerne, mens koptere blev tvunget til at lukke kirken af frygt for flere angreb, især i lyset af fortsatte tilskyndelser fra Det Muslimske Broderskab."

Indonesien: Yderligere fem kirker blev lukket af myndighederne, hvilket har efterladt tusindvis af kristne uden et sted at holde gudstjeneste. Først: Under påstanden om, at eksistensen af en protestantisk kirke i Nord-Sumatra var ulovlig, angreb og forstyrrede hundredvis af muslimer dens søndagsgudstjenester. De tilhørte De Islamiske Forsvareres Front [Islamic Defenders Front] og skabte så meget ravage, at politiet måtte eskortere kristne hjem. Derefter blev to nye kirker afspærret - den ene i Vest-Java, den anden i Syd-Sulawesi. Sidstnævnte blev efterfølgende revet ned af myndighederne. Et par dage senere blev endnu to kirker i nærheden af Jakarta tvunget til at indstille gudstjenesterne. Ifølge International Christian Concern: "Grunden til denne måneds bølge af kirkelukninger, efter syv måneders relativ ro, er ikke helt klar. Det kan være, at den kommende julehelligdag har pustet ild i de altid ulmende anti-kristne følelser blandt radikale grupper. I 2000 blev 16 dræbt af bombeangreb på kirker i juletiden."

Rusland: I december kom det frem, at syv kristne kirker blev stukket i brand i 2013 i en russisk republik med muslimsk flertal. Ifølge Asia News: "Brændte kirker, forpurrede angreb og et øget pres på kristne om at konvertere til islam. I Tatarstan - en autonom republik i Den Russiske Føderation med muslimsk flertal - er ekstremisme-alarmen stigende." Selv om gerningsmændene, der sætter ild til kirkerne, kaldes "uidentificerede ekstremister", så sagde fader Dmitri Sizov, præst i Pestrechinsky, at "hele samfundet ved, at det er et værk af wahhabierne [islamiske bogstavtro]", som "driver omkring og indbyder de troende til at konvertere til islam." Men "præsterne tier, fordi de er bange for at blive anklaget for tilskyndelse til religiøst had", tilføjede fader Dmitri.

Syrien: Islamiske oprørsstyrker affyrede flere mortergranater mod en kirke i den sydlige provins Daraa, hvorved de dræbte 12 mennesker og sårede mange andre, inklusive kirke-frivillige, der var til stede for at uddele nødhjælp til lokalbefolkningen. I et andet tilfælde blev fem små børn dræbt, da oprørere affyrede to raketter mod en kristen skole. Ifølge patriarken i den antiokiske kirke, er mere end 450.000 kristne syrere blevet fordrevet under konflikten og mere end tusind er blevet dræbt.

Islamiske angreb på kristen frihed: Apostasi, missionsvirksomhed og dhimmitude

Cameroun: David Dina Mataware, en kristen missionær, blev slagtet af den islamiske gruppe Boko Haram fra nabolandet Nigeria. Samme dag og i samme område, hvor mordet på missionæren fandt sted, blev en fransk præst, fader Georges Vandenbeusch, kidnappet. Den dræbte missionær, hvis hals var skåret over, havde arbejdet for en Nigeria-baseret missionsstation i Cameroun i omkring 14 år og havde bragt evangeliet til fjerntliggende stammer.

Egypten: "Landets bedst kendte konvertit fra islam" til kristendommen blev arresteret, anklaget for angiveligt at have opildnet til "sekteriske stridigheder," og "bliver sandsynligvis tortureret", rapporterede Morning News. Bishoy Armia Boulous, 31 - almindeligt kendt under sit tidligere muslimske navn, Muhammad Hegazy - blev anholdt, mens han opholdt sig i en café. Myndighederne hævder, at han samarbejdede med en koptisk satellitstation på at skabe et "falsk billede" af volden mod kristne i Minya, Øvre Egypten, hvor angreb på koptere er mest almindelige. Men menneskerettighedsaktivister tæt på Bishoy siger, at "hans arrestation intet havde at gøre med noget journalistisk arbejde, men var gengældelse for at være blevet en kristen", og muligvis for at evangelisere for muslimer.

Iran: Under en razzia i deres hjem, overfusede den Islamiske Republiks frygtede hemmelige politi konen og børnene til den fængslede evangeliske pastor Behnam Irani. Ifølge en kilde der bistår med familiens forsvar: "De konfiskerede hendes bærbare computer og kristne materialer (...). Mens det hemmelige politi var i hendes hjem, råbte de ad hende og gjorde deres bedste for at skræmme hende. Dette skræmte virkelig børnene, Rebekka og Adriel," og var tilsyneladende ment for at skabe tilstrækkelig meget "frygt, til at gøre dem tavse." Razziaen kom efter at den fængslede evangeliske leder - og tidligere muslim - fik at vide af en domstol, at han skulle forblive bag tremmer, fordi han "ikke ændrede sig".

Syrien: Sharia-lovens anti-kristne indskrænkninger blev fortsat påtvunget kristne af islamiske oprørere. Ifølge Agenzia Fides: "Kanaye [en kristen region] er blevet invaderet af militante islamister, der terroriserer befolkningen, truer med massakre og har indført islamisk lov (...). Dette er blevet et mønster, der gentager sig, og som i de seneste uger har fokuseret på et antal kristne landsbyer: Bevæbnede guerillaer trænger ind i landsbyen, terroriserer borgerne, kidnapper, dræber, spreder ødelæggelse." Fader George Louis fra landsbyen Qara, der er blevet ødelagt og brændt, forklarede: "Maalula [førnævnte Maloula], Sednaya, Sadad, Qara og Deir Atieh, Nebek: Bevæbnede jihadister udpeger en landsby, de invaderer den, dræber folk, brænder og ødelægger den."

Turkmenistan: Politibetjente og agenter fra det hemmelige politi i den nordlige by Dashoguz foretog en razzia mod medlemmer af kirken Østens Lys, som er en protestantisk menighed. Styrkerne ransagede to bedehuse og beslaglagde religiøst materiale, herunder bibler. En embedsmand i departementet for religiøse anliggender, som også er imam i den lokale moské, fortsatte med at fortælle præsten, at hans tro "er forkert". Han advarede ham om at konvertere til islam og tilføjede: "Kristendommen er en fejl ... det er ikke en religion, men en myte." Desuden sagde betjente til de kristne, der øvede kirkesang til søndagsgudstjenesten, at "lovsange til Gud er forbudt her". Asia News tilføjer: "I mellemtiden bliver et stigende antal mennesker fængslet for meningsforbrydelser og forsvar for religiøs frihed."

Massakre på kristne

Den Centralafrikanske Republik: Efter blot to dages vold, var mindst 1.000 mennesker blevet dræbt i Bangui, hovedstaden i CAR. Landet blev opslugt af kaos, efter at Seleka, en koalition af muslimske militser, hvis medlemmer tæller mange udlændinge, afsatte den kristne præsident - landet har kristent flertal med et betydeligt muslimsk mindretal - og indsatte en muslimsk hersker. Fordi nogle kristne forsøgte at gøre voldelig modstand og dræbte omkring 60 muslimske mænd i kamp, har den islamiske gruppe "hævnet sig i større skala mod kristne i kølvandet på angrebet og dræbt næsten 1.000 mænd over en to-dages periode og systematisk plyndret civile hjem. Et lille antal kvinder og børn blev også dræbt", rapporterede Amnesty. Machete-svingende muslimer sendte titusinder af kristne på flugt, hvoraf mange nu lever under fortvivlende forhold omkring kirker i forskellige bispedømmer. "De slagter os som kyllinger", sagde en kristen. "Vi har fået nok af Selekas drab, voldtægter og tyverier", sagde en anden og tilføjede, at han ikke var sikker på, om han nogensinde kunne vende tilbage og leve blandt muslimer. "Vi er vrede", sagde han. "Muslimerne skal vende tilbage til, hvor de kom fra."

Nigeria: Islamiske Fulani-hyrder dræbte mindst 205 kristne landmænd i sidste halvdel af 2013, mens endnu ti tusinde kristne blev fordrevet og mange af deres kirker ødelagt eller lukket. Hvad motivet angår, var kristne ledere "ikke i tvivl om, at de muslimske angribere ville demoralisere og ødelægge de kristne," sagde Morning Star News. Flere af angriberne synes at være udefra kommende lejesoldater, hvilket forklarer, hvordan Fulani-hyrderne blev så svært bevæbnede. "Livet er blevet uudholdeligt for de af vores kirkes medlemmer, der har overlevet disse angreb, og de gør gudstjenester umulige," sagde en romersk-katolsk biskop. En kristen leder fra et andet område sagde: "Mange af vores kristne brødre er blevet dræbt. De muslimske bevæbnede mænd, der angriber vore kristne samfund er talrige; de er så mange, at vi ikke kan tælle dem. De er spredt på tværs af alle befolkningsgrupper og udløser terror over vore folk uden nogen form for modstand fra sikkerhedsstyrkerne."

 

Artiklen er oversat fra engelsk af Jens B. Hansen

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg