Rammerne fejlede ikke noget, da Reason Foundation, en tænketank i Californien grundlagt på libertære værdier – ”Free minds and free markets” – i slutningen af august holdt konference i Amsterdam. I tre dage kunne deltagerne nyde udsøgt luksus på et af byens bedste hoteller i et restaureret 1500-tals palæ ved en af de talrige kanaler. Temaet for konferencen var Europas vedvarende kamp for frihed, belyst gennem bl.a. det hollandske samfunds historie, Estlands vej mod økonomisk frihed og den aktuelle trussel fra islamismen. Som oplægsholdere havde Reason Foundation samlet forfattere, journalister, kommentatorer og akademikere fra Europa og USA.
Publikum var overvejende amerikansk og udgjorde en broget forsamling. Jeg så ældre mænd med butterfly, unge mænd med taljelangt hår samlet i raffinerede hestehaler og velkonserverede kvinder, jeg talte med forretningsfolk og advokater, en pensioneret militærmand, en blikkenslager og en komponist samt unge mennesker fra diverse europæiske tænketanke. Også Danmark var repræsenteret blandt de menige deltagere, ikke af CEPOS, som man måske kunne have troet, men af det mindre kendte Copenhagen Institute, der blev stiftet i 2003.
Et vist frisind er nødvendigt for at kunne færdes blandt libertarianere. Et typisk slogan er ”Government out of my private life!” Derfor indeholdt Reasons velkomstpakke ikke blot oplysninger om, hvordan man får fat på læge og politi i Amsterdam, men også gode råd om, hvordan man får det bedste ud af at ryge pot på Goa Bar, Greenhouse eller en af Amsterdams mange andre kaffebarer, hvor der jo lovligt sælges andet end kaffe.
Spørgsmålet om ytringsfrihed og de verdensberømte danske Muhammed-tegninger svævede over flere af konferencens indlæg, ikke blot mit eget. (Som læseren måske har gættet, var jeg ikke inviteret for at tale om det frie marked eller skattereformer, men for at sige noget om islamismen i Europa.)
Ingen Muhammed i tv-serie
Efter den indledende ”kick-off dinner” tog Matt Stone og Trey Parker, de to unge mænd bag den kontroversielle og uhyre populære amerikanske animations tv-serie South Park, over. Serien, der handler om fire drenge i Colorado-byen South Park, har gjort grin med en lang række samfundsgrupper, således også kristne, jøder, muslimer og mormoner. Osama bin Laden himself stod for skud allerede to måneder efter angrebet den 11. september.
Et liv i ufrihed
Nick Gillespie er chefredaktør for Reason Foundations velestimerede internetmagasin Reason. Han har en ph.d. i litteratur og er en af de formentlig ganske få journalister, der har interviewet både den gale musiker Ozzy Osbourne og nobelprismodtageren i økonomi, Vernon Smith. Gillespie er en ægte libertarianer, der mener at spredning af pornografi er en gevinst for ytringsfriheden og at stoffer bør sættes fri. Og at det i øvrigt er helt fint at bruge ikke blot pot men også heroin fra tid til anden.
I sit oplæg om kunst og kommercialisering viste han både det brutale fotografi af filminstruktøren Theo van Goghs døde krop på gaden i Amsterdam og tegningen af Muhammed med bombe i turbanen. I en tid, hvor vi er ved at bevæge os væk fra, at kunst absolut skal opleves i sale, der, som Gillespie udtrykte det, stemningsmæssigt er andægtige som kirker, og hen imod en mere interaktiv opfattelse af kunstbegrebet, kan en ytring, en film, en karikaturtegning stadig være livsfarlig.
I en pause talte jeg med Gillespie om de europæiske begrænsninger på ytringsfriheden – race, seksualitet m.m. For ham er disse begrænsninger noget absurde. For hvor vanvittigt det end er at fornægte Holocaust: Skal det være kriminelt, som det er i for eksempel Østrig?
Mart Laar, Estlands tidligere statsminister, var afgjort konferencens mest prominente deltager. Men det var ikke kun snobbe-effekten, der gjorde, at han fik konferencens største bifald. Det var svært ikke at lade sig bevæge af det enkle budskab fra et menneske, der på egen krop kender til censurens ødelæggende virkning for et samfund: ”Jeg har levet det meste af mit liv i ufrihed,” sagde Laar, der også advarede Vesteuropa mod at drukne i politiske korrekthed og indtrængende opfordrede os til at sige, hvad vi tænker og mener.
Mellem Voltaire og jihad
”Freedom and Jihad” var overskriften på den session, hvor jeg selv deltog sammen med Tom G. Palmer, direktør for Cato University, undervisningsafdelingen på Cato Institute i USA. Palmer, der er uddannet inden for politisk videnskab og filosofi, er direktør for Jack Byrne projektet, der er optaget af at sprede libertære værdier på arabisk, kurdisk og persisk. Således var han netop ankommet kuffertløs fra et seminar i Cairo, hvor han, sammen med den bl.a. den svenske globaliseringstilhænger og succésforfatter Johan Norberg, der også talte på Reasons konference, havde undervist på et seminar for 40 bloggere og journalister fra arabiske lande.
Palmers arbejde er afgjort interessant., og det giver mening at udgive Voltaire og andre frie tænkere i muslimske lande. Men jeg mente og mener, at man må være påpasselig med at overdrive gennemslagskraften af et sådant arbejde og det arbejde, der udføres af de menneskerettighedsaktivister, kvindesagsforkæmpere m.fl., man møder ved den slags seminarer. For hvor stor betydning har det at udgive Voltaire på arabisk, så længe Irans gale præsident er en folkehelt i Cairos gader? Og nu vi taler om Iran: Hver anden iraner ejer et eksemplar af 1300-tals digteren Hafez' højtelskede værker. Kunne det forhindre en islamisk revolution i 1979?
Efter diskussionen med Palmer faldt jeg i snak med en kunstner fra New York. Ikke mindst min gengivelse af europæisk islamist-prædikanters udtalelser om homoseksualitet havde vist gjort indtryk. Også han var skeptisk over for liberale muslimers gennemslagskraft. For det kunne jo være meget godt med liberale muslimer, man kunne konversere med ved et seminar i Cairo eller et fint middagsselskab i Beirut. Men som han med flagrende hænder retorisk spurgte foran Greenhouse kaffebaren ved kanalen: ”Var det måske sådanne liberale intellektuelle, der angreb min by den 11. september?”
Det amerikanske publikum var vågent, da jeg fortalte om angreb på ytringsfriheden. Det vakte forbløffelse at høre, at Dansk Journalistforbund, der stadig har tolv dødstruede tegnere blandt sine medlemmer, på den kommende fagfestival for journalister i november har planlagt et seminar med titlen ”Fuck ytringsfriheden”. ”Journalister! Hvordan kan de finde på det?” som en tilhører forarget spurgte. Jeg citerede også fra seminarets oprindelige programtekst på internettet (der nu er blevet lidt mindre bombastisk i det trykte program, måske efter at der blev rejst kritik af den), hvoraf det fremgik, at debatten i Danmark ikke handlede om ytringsfrihed, for ”den er vi ikke uenige om, men snarere om integration af en sårbar minoritet, som oplever en skærpet tone”. Husk det, tegnere, når de sender jer mordtrusler fra Teheran og Islamabad.
Sekularitet og fundamentalisme
Andrew Sullivan, forfatter, kommentator, populær blogger og essayist for Time Magazine, er bøsse, praktiserende katolik og i øvrigt let genkendelig på sin skaldede isse og sine designerbriller. Han havde til opgave at holde tale under middagen efter konferencens første dag. Her fortalte han om sin kommende bog ”The Conservative Soul: How We Lost It; How to Get It Back”. Sullivan havde ikke meget tilovers for Bush-regeringen og det kristne højre i USA. Han var vred og såret over den katolske kirkes fordomsfulde indstilling over for homoseksualitet. Men han begræd, hvad han opfattede som det republikanske partis åndelige forrådnelse, for det er dette parti, påpegede han, der mere end noget andet har stået for de individuelle frihedsværdier. Sullivan mente, at vi står over for truslen fra både radikal islam og anden fundamentalisme, og udpegede konfliktens parter: Konflikten mellem dem, der mener at have den absolutte sandhed på deres side, og dem, der tillader sig at tvivle.
Det er kun et par år siden, jeg holdt foredrag i København sammen med den bengalske forfatter og frafaldne muslim Taslima Nasrin, der for år tilbage, fra et skjulested i Bangladesh` hovedstad Dhakar, måtte opleve, hvordan tusindvis af langskæggede mænd marcherede i gaderne og krævede hende hængt. Også Nasrin sagde det dengang klart: Fremtidens væsentligste konflikt bliver en mellem sekularitet og religiøs fundamentalisme.
Nu står Europa midt i den. Lige så vanskeligt det måske bliver, som en af oplægsholderne forklarede, at få Europas unge til at forstå, at velstand og velfærd ikke bliver ved med at fosse ud i samfundet på automatpilot, lige så vanskeligt bliver det måske at få en kommende generation af europæere til at forstå noget lige så vigtigt: At den, der ikke kæmper for sine rettigheder, risikerer at miste dem, herunder den rettighed, der er knyttet til det frie ord. Og hvad sker der så, kommer amerikanerne os mon til hjælp – som de plejer?
Helle Merete Brix' oplæg på konferencen kan læses på www.hellemeretebrix.dk under sektionen articles.
Læs mere om Reason Foundation på www.reason.org
