Som jeg har skrevet på Snaphanen, synes jeg godt om filmens smukke billeder og meget britiske og drømmende tilgang til emnet, omend det er en videnskabsmand, der har hovedrollen. Han er også en dygtig formidler, hvilket jeg synes er væsentligt. Derfor er det irriterende og deprimerende, at filmen ikke må vises. Personligt kunne jeg godt have ønsket mig en mere stram redigering og stringent tilgang til de videnskabelige data og manglen af dem, men som sagt finder jeg, at det formidlende aspekt med rette er blevet prioriteret højt.
Hugo Pieterse
Jeg må have skrevet flere hundrede indlæg, hvor jeg langer hårdt ud efter antisemitisme, jeg er 100 pct. for Israels eksistens, men heller ikke jeg er blind for den ubehagelige politiske drejning, vi har set gennem et stykke tid, og som jeg i dag betragter som uungåelig.
Ingen af min lærebøger om nationalismens udvikling i det 19. årh. lægger imidlertid skjul på, at zionismen opstod som de jødiske folkeslags nationale bevægelse, det ligger simpelthen i sagen natur, og jeg har da også altid ment, at FN med rette undte jøderne det lille frimærke, der i dag er Israel. Omend man undervurderede størrelsen af det muslimske modspil, skønt man burde have vidst bedre.
Selvom jeg er frastødt af dit generelle forhold til jødedommen, synes jeg, at du har ret i flere af de ting du skriver om jødedom og politik. Jeg har ofte og fuldstændig problemfrit delt arbejdsplads med jøder i Danmark og aldrig bemærket, at de skulle have særlige politiske og nationale mærkesager. Men min søn boede et år hos en jødisk familie i Connecticut, hvor forholdene viste sig at være ganske anderledes. Vi besøgte ham og hans værtsfamilie, han havde også en jødisk arbejdsgiver, og fruen i huset var formand for en stor jødisk kvindeorganisation i New York, som jeg for sent fik at vide var meget politisk. Dette var arrangeret af drengens far i Danmark, og set fra min side, var der intet mærkeligt i det, det faldt mig ikke ind at forelå noget andet, og jeg blev derfor noget overrasket, da det et års tid senere gik op for mig, at min søn faktisk var blevet behandlet elendigt, han beklagede sig nemlig ikke.
Det begyndte at gå galt, da jeg til jul sendte ham et lille rødt uro i karton, og han hængte det op på sit værelse, der lå i kælderen. Det blev beordret nedtaget og destrueret. Til sidst oplevede han at komme hjem og se sine ting stå uden for huset i en kuffert, og der stod han så, for nylig skoleelev og nu sat på gaden i fremmed verdensdel, hvor han ikke havde slægtninge eller andre at ty til.
Jeg skrev et høfligt brev til familien og beklagede udviklingen, skrev noget om skandinaviske unge osv., men fik aldrig noget svar. Formodentlig var det mit lille uro, der oplyste familien om, at de havde fået en kristen i huset, og på en aller anden måde var det uacceptabelt, skønt jeg ikke mærkede noget til religiøsitet, da jeg besøgte familien og spiste middag i hjemmet.
Jeg har siden bebrejdet mig selv, at jeg ikke satte mig ind i, hvordan politik og religion kan være flettet ind i hinanden, men det var totalt nyt for mig, i Danmark var vi stadig relativt uvidende om, hvor hårdt det gik for sig i andre dele af verden. Den aktuelle alliance mellem jødiske interesser, penge og dele af den britiske arbejderbevægelse bryder jeg mig ikke om, men den er formodentlig blot et overgangsfænomen.
