Flere af indlederne blev mødt med særdeles kritiske spørgsmål om de danske mediers behandling af islam og muslimer, da Sappho den 30. november havde samlet fulde huse til sit debatarrangement om "Mediernes muslimer" i Dansk Forfatterforenings lokaler på Christianshavn. Panelet bestod af journalist Olav Hergel fra Politiken, journalist Erik Holstein fra Altinget, chef for DR2 Mette Davidsen-Nielsen, næstformand i Dansk Journalistforbund Fred Jacobsen og redaktør af Sappho, Helle Merete Brix. Jannich Kofoed fra DR var ordstyrer, og Lars Hedegaard, formand for Trykkefrihedsselskabet og redaktør af Sappho, indledte aftenen.
Hedegaard lagde for med at fortælle, hvorfor Trykkefrihedsselskabet havde startet Sappho: "Vi fandt, at der var emner, der slet ikke fik den behandling i den almindelige presse, som de fortjente. Vi har måttet konstatere, at der er afsløringer. som de etablerede trykte og elektroniske medier ikke vil røre ved. Ikke fordi læserne, lytterne eller seerne er uinteresserede, men fordi det ikke passer ind i redaktørernes og journalisternes politiske kram, at det kommer frem."
Han understregede imidlertid, at Sappho meget gerne vil have konkurrence inden for de stofområder, tidsskriftet interesserer sig for, og han fandt, at der var rigeligt med sager, som andre og større medier kunne tage op.
Han pointerede, at i Trykkefrihedsselskabets og Sapphos regi er ordet frit, og at alle skal kunne føle sig velkomne. "Derfor vil vi gerne selv bestemme rammerne om vores arrangementer," sagde Hedegaard , som dermed hentydede til nogle papfigurer af tildækkede muslimske kvinder, der var opstillet ved Dansk Forfatterforenings indgang. Denne happening var arrangeret af en lokal kunstner, som Sappho ikke havde ønsket af entrere med.
Stigmatisering eller særbehandling?
Olav Hergel var glad for invitationen, da han på sin landsdækkende foredragsturné – i anledning af hans bog Flygtningen – oftest mødte folk, der var enige med ham. Han syntes, man ofte blev sat i en bås, når man dækkede flygtninge og indvandrere, og påpegede bl.a., at han havde skrevet kritisk om tvangsægteskaber. Men den fordomsfuldhed, som bl.a. de tildækkede muslimske kvinder blev udsat for, var med til at skubbe folk i ekstrem retning.
Erik Holstein kunne ikke skrive under på, at muslimer bliver stigmatiseret, eller forfulgt. Snarere det modsatte. Således fandt han, at Politiken giver muslimer positiv særbehandling. På den avis kan man godt skrive kritisk om færingernes behandling af homoseksuelle, men ikke når det drejer sig om muslimers tilsvarende opførsel. Derved er Politiken med til at fremme en journalistik, hvor det ikke er holdningernes substans, der interesserer, men hvem der fremsætter dem.
Holstein stillede spørgsmålet, om man ikke hermed havde forladt journalistikken til fordel for den rene politisering. Han påtalte i den forbindelse mediernes brug af eksperter, som han fandt, at hans kolleger stillede sig totalt ukritiske over for. Det gjaldt bl.a. de to religionsforskere Jørgen Bæk Simonsen og Tim Jensen, der altid bliver spurgt, når journalister skal indhente en ekspertudtalelse om islam og muslimer.
Dansk Journalistforbunds næstformand Fred Jacobsen havde været i tvivl, om han skulle sige ja til invitationen. For kan Dansk Journalistforbund mene noget om islamdækningen? Et indlæg i Berlingske Tidende af Helle Merete Brix, der havde spurgt, om journalistforbundet nu var blevet til Dansk Islamistforbund, havde dog fået ham til at komme.
Fint med Hamas og Sheikh
Direkte adspurgt af Brix, kunne Fred Jacobsen ikke se noget galt i, at Dansk Journalistforbund på sin årlige fagfestival havde inviteret Hamas` spindoktor til at tale. Han kunne heller ikke se noget problem i, at den radikale islamist Mona Sheikh skal undervise i islam på Dansk Journalistforbunds Efteruddannelse næste år. Tvært imod mente han, at denne større etniske bredde kunne være med til at afhjælpe journalisternes manglende viden.
Helle Merete Brix anklagede til gengæld danske journalister for at forlade den journalistiske metode, når de beskæftiger sig med islam. I stedet for den kritiske research, stiller man sig godtroende an. Som eksempel nævnte hun den dokumentation, som hun selv og Lars Hedegaard havde tilvejebragt om Mona Sheikhs tilknytning til den verdensomspændende islamistiske organisation Minhaj ul-Quran og om hendes støtte til indførelse af sharia.
Brix og Hedegaard mente også, at danske journalister har været totalt ukritiske over for den tørklædeklædte Asmaa Abdol-Hamid, som fik lov til at optræde som studievært på DR2s program Deadline, uden at nogen havde undersøgt hendes baggrund. Det havde Lars Hedegaard, som sagde, at Asmaas påstande om sin opvækst og skolegang ikke stod til troende. Det ville et par simple opringninger til hendes gamle skoler have kunnet afsløre. Men efter Hedegaards opfattelse gjaldt der åbenbart særlige regler for muslimer.
Tørklædekamp
Omtalen af Asmaa Abdol-Hamid affødte en animeret tørklædediskussion mellem panelet og flere af tilhørerne. En indvandrer med arabisk baggrund spurgte DR2s chef, om hun var klar over, hvor stor glæde, det havde vakt blandt reaktionære kredse i den arabiske verden, at man nu kunne pege på en tilsløret studievært i et vestligt land som Danmark. Var danskerne slet ikke klar over, hvilken kamp, der havde stået i den muslimske verden om kvindernes stilling siden 1100-tallet, spurgte han.
En kvindelig tilhører havde en fornemmelser af, at tilhyllede kvinder havde en bestemt indvirkning på mænd. Hun havde nemlig iagttaget, at mandlige journalister talte forskelligt til kvinder afhængigt af, om de bar tørklæde eller ej. Var det i virkeligheden sådan, at sløret virkede pirrende på mænd? ville hun vide. Hun fik dog ikke noget svar fra panelet.
Mette Davidsen-Nielsen benægtede, at DR2 skulle have lagt nogen specielt ensidig linje i behandlingen af islam og muslimer. Tvært imod mente hun, at en række forskellige programmer, som kanalen havde sendt, viste stor spændvidde. Således var DR2 først med at udsende Ayaan Hirsi Alis og Theo van Goghs film ”Submission”. Hun nævnte også debatprogrammet ”Tal med Gud” og Martin Krasniks dokumentarfilm ”På Guds parti” som eksempler på mangfoldighed i udbuddet.
Ufatteligt svage
Olav Hergel måtte indkassere de fleste af salens kritiske spørgsmål og bemærkninger, især fordi han blev beskyldt for kun at interessere sig for enkeltsager og ikke for helhedsbilledet. Heroverfor fremholdt han, at "vi" er langt de stærkeste, og at de indvandrede muslimer udgjorde en undertrykt gruppe, som efter hans opfattelse var "ufatteligt meget svagere end os".
Som reaktion på et spørgsmål fra MF Jesper Langballe, der angreb specielt Politikens dækning af flygtninge- og asylstoffet for ensidighed, erklærede Olav Hergel imidlertid, at han så frem til, at journalisterne også fik mulighed for at skildre myndighedernes version af de mange sager.
Flere af tilhørerne udtrykte tvivl, om danske journalister overhovedet ved, hvad de taler om, når de beskæftiger sig med islam. De skulle tage og læse nogle bøger om emnet, var der flere, der foreslog.
Helle Merete Brix sluttede med at sige, at hvis den journalistiske efteruddannelse ikke kunne bruge folk som hende selv eller Lars Hedegaard, så kunne hun pege på en række fremragende internationale eksperter, så man ikke altid behøvede at se tingene ud fra ét bestemt perspektiv.
