"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Kristne asylansøgeres mareridt

7. maj 2012 - Klumme af Helle Frimann Hansen

Helle Frimann Hansen

Kristne konvertitter her i landet chikaneres og overfaldes, fortæller sognepræst Helle Frimann Hansen, der har oplevelserne tæt på livet.

I øjeblikket har jeg tre kristne asylansøgere boende i mit hjem. Jeg har heldigvis god plads, da det er præstegården i Humble på Sydlangeland. Den ene er Kawa, en dygtig skrædder fra Syrien med sans for mode og design. Den anden er Sadegh, hvis lidelseshistorie formodentlig bliver bragt i Kristeligt Dagblad en af dagene.

Han er en ambitiøs journalist fra Iran, der bl.a. har arbejdet for al-Jazeera.

Den tredje er en ung mand fra Pakistan ved navn Reza, som på grund af trusler fra muslimer nærmest blev smuglet ud af et dansk asylcenter til et andet i nattens mulm og mørke. Det kan man læse mere om i Kristeligt Dagblad den 20. oktober 2011.

Fælles for dem alle tre er, at de har fået nok af islam – ja, de reagerer ligefrem med væmmelse og afsky overfor den kultur, de er vokset op i. Det er sandt for dyden heller ikke småting, de har været udsat for i deres hjemlande som f.eks. anholdelser, tortur, genopdragelsesforsøg, trusler og i den dur.

Kort sagt: de har frygtet for deres liv og har taget flugten, når chancen bød sig, til et land, hvor man kan tænke og ånde frit. Det kan man vel ikke fortænke dem i!

Trængslerne fortsætter

Det kommer selvfølgelig ikke som den store overraskelse, hvordan muslimske regimer behandler anderledes tænkende og troende, eller hvordan nogle muslimske familiefædre kan fornægte deres egne sønner og døtre, hvis de går egne veje, og oven i købet i visse tilfælde også er parate til at slå dem ihjel for at redde familiens ære.

Det er desværre kendt stof. Hvad der derimod kan overraske er, at trængslerne fortsætter i et dansk asylcenter.

Mine nye beboere er mildest talt chokerede over, at det, de troede, de flygtede fra, nemlig volden, intolerancen og den manglende frihed, nu gentager sig på dansk grund.

Det havde de ikke troet muligt i et kristent land. At have et kristent sindelag tolereres nemlig ikke af visse muslimer. Hvem de intolerante muslimer er, er straks sværere at svare på. De opererer nemlig i det skjulte. Og dog praktiseres der jo bøn fem gange i døgnet. Man kunne måske begynde at kigge lidt efter der?

Stenkast og stikkervirksomhed

Opfindsomheden, når det gælder om via chikane og mobning at tage modet fra enhver med kristne tilbøjeligheder, fejler i hvert fald ikke noget.

Jeg kan f.eks. ikke længere aflægge asylansøgere besøg, uden at de bagefter højst sandsynligt udsættes for stenkast på vinduet, banken på døren om natten, blokering af dørhåndtag fra ydersiden, således at man kun kan komme ud af sit værelse ved at kravle ud gennem vinduet med mere.

Et andet effektivt virkemiddel er at erklære den kristne for uren og undgå enhver kontakt med den pågældende.

Der er også en livlig meddeler- og stikkervirksomhed i gang på nettet, idet man orienterer familierne i hjemlandet om deres sønners kristne aktiviteter og kirkegang. Man medsender også gerne billeder, der dokumenterer, at de pågældende har haft kontakt med mig.

Resultatet er, at klanlederne i hjemlandet presser familierne til at forstøde deres egne børn. Dermed risikerer de at blive slået ihjel, hvis de nogensinde viser sig på hjemegnen igen.

Disse uhyrligheder er skinbarlig virkelighed for Kawa. Han er for nogle dage siden blevet kontaktet dels af sin svigerfar, der meddelte ham, at ægteskabet med datteren nu var at betragte som ophørt, og dels af sin far, som kundgjorde, at han ikke længere havde en søn, og at Kawa ville blive slået ihjel, hvis det stod til ham, for at redde familiens ære.

Ledelsens blinde øje

Det er som om der eksisterer to verdener i asylcentret Holmegård, hvorfra mine logerende kommer. Ledelsen reagerer med forbløffelse, når jeg forelægger problemerne for dem.

De kan slet ikke genkende det billede, jeg ridser op, og så får jeg ellers den sædvanlige historie om, at personalet forholder sig neutralt og ikke blander sig i asylansøgernes religiøse anliggender, medmindre de er tvunget til det, og i øvrigt hyggesnakker kristne og muslimer da engang imellem.

Det har lederen selv set, og de kristne har i øvrigt ikke noget at lade muslimerne høre. Og kunne man ikke forestille sig, at asylansøgerne var flyttet op i præstegården af bekvemmelighed?

Problemstillingen anerkendes simpelthen ikke.

Jeg er ikke ude på at hænge personalet ud. De knokler uden tvivl, og gør det bedste de kan ud fra de forudsætninger, der er deres. Men er det godt nok?

Lader vi ikke de kristne asylansøgere totalt i stikken? Kunne man ikke også hævde, at når ledelsen er behjælpelig med at finde et egnet værelse til moskéaktiviteter, så har den samme ledelse også pligt til at beskytte det kristne mindretal?

For overhovedet at kunne gøre noget ved problemet er man naturligvis først nødt til at anerkende, at det findes.

Hvor meget ved personalet egentlig om islam og kristendom (så vidt jeg ved, har lederen en security baggrund), siden det kommer helt bag på dem, at der desværre findes en voldelig, aggressiv og intolerant side af islam, som lever i bedste velgående også blandt nogle af de tjetjenere, afghanere, pakistanere og iranere, der befinder sig i Holmegård asylcenter?

Hvad skal de her?

Man kan selvfølgelig godt undre sig over, hvad totalitært tænkende muslimer overhovedet vil her i Danmark, men er det slet ikke ledelsen bekendt, at der er en gren af islam, som drømmer om verdensherredømmet (et emne, som er fortiet og fornægtet i den europæiske kulturdebat)?

Man kan ikke andet end tænke i sit stille sind, at det danske samfund ikke får andet end problemer med dem, hvis de får asyl. De har ikke megen respekt til overs for de værdier, der gælder i det land, de søger asyl i.

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er ude efter den enkelte muslim. Som kristne ved vi godt, at ethvert menneske har krav på respekt, også muslimen.

Blot beder jeg om, at man ikke lukker øjnene for den totalitære og militante tendens ved islam, som alle fornuftige mennesker inklusive jøder, kristne og muslimer må kunne blive enige om at tage afstand fra.

Kawas historie

Til sidst skal I nu alligevel have Kawas fortælling, fordi den meget godt afspejler problemet. Hans historie er et filmmanuskript værdigt.

Kawa, der som sagt er skrædder, opnåede gennem sit arbejde i Syrien i en periode på ti år en sjælden intimitet i forbindelse med måltagning af rigtig mange muslimske kvinder.

Når Kawa fik løftet lidt op i tøjet, kunne de ikke lade være med at betro sig til ham. Det nærmest væltede ud af dem om, hvor ulykkelige og undertrykte de var i deres mere eller mindre voldelige ægteskaber, hvilket blå mærker på deres kroppe også vidnede om.

Det var med til at sætte en refleksion og udvikling i gang. Kawa endte med at kritisere sin egen kultur og religion og fandt ud af, at han var kristen. Bagefter kunne han simpelthen ikke lade være med at udbrede det kristne budskab – illegalt vel at mærke.

Det kristne budskab måtte bare ud. Heri, mener han, består frigørelsen af kvinder, som islam har berøvet værdighed, status og lighed for loven.

For at gøre en lang historie kort: regimet opdagede hans aktiviteter og ville fængsle ham, men han undslap og havnede i Auderød asylcenter.

Han følte sig ikke godt tilpas blandt mange muslimer og betroede personalet, at han var kristen og havde behov for en kristen menighed. Derfor ønskede han at flytte tættere på Aalborg, f.eks. til asylcentret i Tranum eller i Brovst, fordi der i Nordjylland som det eneste sted i landet findes en arabisk kristen menighed, således at han også kunne blive døbt.

Personalet kvitterede for fortroligheden ved at sende Kawa den modsatte vej nemlig til Sydlangeland! Her ventede der ham et sandt mareridt. Han blev indlogeret sammen med to muslimske landsmænd, selvom han protesterede.

Meget hurtigt erklærede de to syrere da også Kawa for uren, og det hele endte med, at Kawa efter mange måneders ventetid fik et nyt værelse, da en fra personalet gik i forbøn for ham.

Som om det ikke var nok, lykkedes det en gruppe praktiserende muslimer at få den daværende meget velvillige asylcenterledelse til at give dem et lokale, hvor de kunne drive moske.

Uheldigvis lå rummet ved siden af Kawas, hvilket resulterede i, at han aldrig havde et roligt øjeblik, da der hele tiden var aktivitet. For det første skal der bedes fem gange i døgnet, og for det andet kan mænd og kvinder ikke bede samtidigt, og dørene smækker derfor hele tiden.

Dertil kommer, at der bliver reciteret fra Koranen, når der ikke er bøn.

Da de rettroende er bekendt med Kawas ”urenhed”, chikanerer de ved at banke på hans dør i tide og utide og hælder løbende indholdet af en skraldespand ud foran hans dør.

Kawa har fået negativ, som det hedder i asylcenterverdenen. Han har også modtaget dødstrusler fra sin egen familie, efter at syrere fra asylcentret har fodret Kawas familie hjemme i Syrien med billeder og informationer om Kawas færden og kontakt med Humble kirke. Han håber og beder til, at det kan ændres til positiv.

Min menighed af kristne asylansøgere er nu skrumpet betragteligt ind. Fra at have haft kontakt med ni asylansøgere er der nu kun de tre, der lever under min beskyttelse i Humble præstegård.

De andre er faldet fra og tør simpelthen ikke at have mere med mig at gøre.


Helle Frimann Hansen er sognepræst i Humble



Læserkommentarer på trykkefrihed.dk bliver lagt på uden moderering og først bagefter gennemset. Vi opfordrer læsere til at holde en civiliseret tone og at afstå fra grove personangreb. Redaktionen forbeholder sig ret til at slette indlæg, der ikke holder sig inden for disse retningslinjer.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg