"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Kom ud af boksen, muslimer

1. oktober 2006 - Artikel - af Sapphos Redaktion

Der blev talt lige ud af posen på Demokratiske Muslimers Muhammed-konference, men der et stadig et stykke at gå, før alle giver slip på offerretorikken

Der var omtrent fuldt hus, da Demokratiske Muslimer i lørdags afholdt konference i Landstingssalen på Christiansborg med overskriften ”The Impact of the Muhammed Cartoons”. Lørdag den 30. september 2006 var, som det nok ikke er undgået nogens opmærksomhed, årsdagen for Jyllands Postens publicering af Muhammed-tegningerne.

Det var et stort set fornemt panel, Demokratiske Muslimer havde fået sat sammen: Mohamed Sifaoui, algerisk-fransk journalist, der tidligere på året afslørede kredsen omkring Islamisk Trossamfund i Danmark for åben skærm og tidligere har infiltreret en al-Qaeda celle i Paris. Irshad Manji, lesbisk, muslimsk kommentator og forfatter, født i Uganda og i dag bosat i Canada og forfatter til den internationale bestseller Problemet med islam. Wafa Sultan, syrisk-amerikansk psykiater, der opnåede verdensberømmelse og nedkaldte sig mullaher og muslimers vrede verden over, da hun tidligere i år al-Jazeera åbent talte om islams lukkethed og kulturelle stagnation.

Og den ægyptisk-amerikanske kommentator Mona al-Tahawy, der tidligere har udtrykt sin støtte til Muhammed-tegningerne, men som denne lørdag var mest optaget af at kritisere Danmarks marginalisering af muslimer, kritikken af tørklædet, diskrimination af unge muslimer på diskotekerne og den skrappe danske udlændingelov. Tahawy havde boet tre uger på Nørrebro og mente sig åbenbart hermed i stand til at bedømme de faktiske forhold i landet.

Mere klartseende forekom de øvrige tre paneldeltagere. Det vakte jubel i salen, da Irshad Manji sagde, at Guds veje er uransagelige, da tegningerne af Muhammed har betydet, at Danmark er blevet et Mekka for liberaliseringen af islam.

Wafa Sultan understregede, at muslimer har levet i en boks i 1400 år. For 17 år siden, da hun ankom til USA, havde hun aldrig hørt udtrykket ytringsfrihed eller hørt sin egen stemme. Hun opfordrede til, at muslimer kommer ud af denne boks nu. De, der står udenfor, altså ikke-muslimerne, må hjælpe muslimerne i denne proces. At kritisere islam er ikke at kritisere muslimer.

Mohamed Sifaoui var dagens skarpeste deltager. Han scorede points på at sige, at fundamentalismen vil blive tilintetgjort af kvinder. På længere sigt mente han, ville Muhammed-tegningerne være en hjælp i den nødvendige kritik af islam. Islamisme er, med Sifaouis ord, magt, kontrol og en fascistisk ideologi.

Der var kun tid til meget få spørgsmål, ikke mindst fordi de mandlige spørgere benyttede lejligheden til at holde foredrag. En dansk kvinde ville vide, hvordan man forhindrer, at de unge muslimer bliver marginaliseret. Irshad Manji svarede, at de unge muslimer betragter deres forældres religion som passiv, mens de selv ser deres religion som aktiv/aggressiv.

Mona al-Tahawy kom ind på flere oplevelser, hun havde haft på Nørrebro, og mente, at man må se folk, som de er. Disse betragtninger blev mødt med en billigende mumlen fra publikum. Der er nok stadig et stykke vej at gå.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg