"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Jihad? Hvad er det?

1. februar 2006 - Artikel - af Henning Duus

Selv modernistiske muslimer betragter en fjendtlig opfattelse af islam, foragt for islam eller modstand mod muslimers mission som aggression, der udløser pligten til hellig krig - hvilket flere danske eksperter desværre har fortiet

Leksika og korte, ”populære” fremstillinger inden for et vidensområde er uundværlige for folk, der går i skole, er under uddannelse eller blot almindeligt interesserede. Med mindre læseren tydeligt oplyses om det modsatte, må man gå ud fra, at forfatterne til disse leksika og korte fremstillinger bestræber sig på at behandle det pågældende emne på en balanceret, upartisk og dækkende måde, særligt hvis forfatterne er universitetsansatte lærere og forskere med ansvar for eksamination af studerende.

Jeg har valgt at se nærmere på to bøgers behandling af jihad med en afstikker til behandlingen heraf i Den Store Danske Encyklopædi. Jihad nævnes ofte i nyhedsmedierne, og for mange mennesker er netop den side af islam grund til stor bekymring – også før 11. september 2001. Med den store indvandring fra de muslimske lande bliver jihad, ligesom islam i øvrigt, helt central for hver dansker. De to bøger er hver på sin måde udtryk for nogle særdeles prisværdige ideer, som begge forlag fortjener ros for at have realiseret.

Den ene er Jørgen Bæk Simonsens Politikens Islamleksikon fra Politikens Forlag (1994), og da han også har forfattet artiklen om jihad i Encyklopædien, er det nærliggende ligeledes at inddrage den. Jørgen Bæk Simonsen er dr.phil. og var på tidspunktet for udgivelsen af islamleksikonet ansat som lektor i arabisk historie ved Carsten Niebuhr Instituttet for nærorientalske studier ved Københavns Universitet.

Den anden er Tim Jensen & Mikael Rothstein: Etikken & religionerne fra Aschehoug (2. udgave 2002). Tim Jensen og Mikael Rothstein er religionshistorikere. Tim Jensen er lektor ved Institut for Filosofi og Religionshistorie ved Syddansk Universitet i Odense, mens Mikael Rothstein er lektor ved Institut for Religionshistorie ved Københavns Universitet. Jensen & Rothsteins behandling af jihad i Etikken og religionerne fylder knap to sider. Artiklen om jihad i islamleksikonet er på ca. det halve og i Encyklopædien endnu kortere.

Faglig set er de tre fremstillinger dog problematiske. Fremstillingerne er opremsende og ustrukturerede. Snart udtaler man sig om det islamiske retssystem (sharia’en), snart om den konkrete historie. Dertil kommer, at fremstillingerne savner balance i udvælgelsen af stoffet og distance og neutralitet i vurderingerne. Både Bæk Simonsen og Jensen & Rothstein lægger uden at det siges direkte den modernistiske tolkning af jihad til grund. Dertil kommer, at alle tre forfattere tydeligvis er apologeter, der ser det som deres opgave at undskylde, forsvare og bortforklare usympatiske sider af islam. Det er imidlertid en ren politisk bestræbelse, der ikke bør optræde i en saglig og neutral vidensformidling. Ønsker forskerne alligevel at fremkomme med en personlig, politisk vurdering, bør de gøre læserne opmærksomme herpå, ellers er det manipulation.

Jihad er mange ting

Jensen & Rothstein tager udgangspunkt i, at man i Vesten har et bestemt fjendebillede af islam, og det, forstår man som læser, er uberettiget. Uden at det nævnes direkte, søger de med deres fremstilling at berolige læseren. Jihad opfattes af mange ikke-muslimer som udtryk for en angrebskrig, hvad det også kan være, medgiver forfatterne, men det er mere kompliceret end som så, får vi at vide. De fremhæver at der eksisterer mange forskellige fortolkninger af, hvad der kan forstås ved jihad og nævner, at der i Koranen findes en række forskellige betegnelser for kamp, krig og krigstogt (jihad, qital og ghazw), hvor qital betyder voldelig kamp. Vi får også at vide, at man i islamisk retstænkning traditionelt skelner mellem dar al-islam (islams hus) og dar al-harb (krigens hus). I dar al-harb er befolkningen ikke muslimer, og retssamfundet er ikke-islamisk. Erobringskrigene, skriver forfatterne, var ikke ”forsøg på med vold at tvinge ikke-muslimer til at blive muslimer (”Ingen tvang i religionen”, sura 2,256), og i adskillige islamiske stater har folk, der tilhørte én af de anerkendte religioner (især jødedom, kristendom og zarathustrisme) haft ret til at opretholde deres religion og den retspraksis, de havde forud for islams komme.” Jihad, får vi yderligere at vide, har også været benyttet i muslimernes kamp mod undertrykkere, hvad enten de var egne muslimske herskere eller ikke-islamiske kolonisatorer eller uretfærdige samfundsforhold. Alle tre forfattere understreger derudover, at jihad betyder anstrengelse.

Det er faktisk rigtigt alt sammen hver for sig, men udvælgelsen af stoffet er meget ensidig. I stedet burde forfatterne have struktureret oplysningerne, så læseren kan få et balanceret og nuanceret billede og se, hvordan de forskellige begreber hænger sammen, og hvordan de forstås inden for de forskellige retninger, som forfatterne fuldstændigt rigtigt gør opmærksom på eksisterer. Det kunne man f. eks. gøre ved at dele fremstillingen op efter tre tolkningsretninger inden for shariaforståelsen, hvad angår jihad (jeg holder mig her til sunni-islam): (1) den traditionalistiske, der lægger sig tæt op ad klassisk islam; (2) den modernistiske, som opstod i anden halvdel af 1800-tallet og var en reaktion på den traditionalistiske og (3) den fundamentalistiske, som opstod som en reaktion på den modernistiske og var foranlediget af afskaffelsen af kalifatet i 1924, men først rigtigt fik tag i de muslimske intellektuelle efter det arabiske nederlag til Israel i junikrigen 1967, hvor den begyndte at fortrænge den modernistiske. Selv om tolkningsretningerne ligger i forlængelse af hinanden tidsmæssigt, betyder det ikke, at den første afløses af den næste, der igen afløses af den sidste. I dag eksisterer de alle tre side om side i et gensidigt påvirkningsforhold, men den fundamentalistiske tolkning har i tyve år eller mere været den toneangivende.

Permanent krig

Det er fælles for de tre tolkninger, at de deler verden op i dar al-islam (islams hus) og dar al-harb (krigens hus). I dar al-harb hersker ikke-muslimer (de vantro), og derfor gælder shariaen ikke. Det gør den til gengæld i dar al-islam, sådan som Jensen & Rothstein rigtigt skriver. Da de ikke foretager en opdeling i tolkningsretninger, forbigår de ligesom Bæk Simonsen den meget vigtige pointe, at forholdet mellem dar al-islam og dar al-harb i den traditionelle tolkning har karakter af en permanent krigstilstand. Den permanente krigstilstand er jihad i én betydning af ordet. Krigstilstanden kan imidlertid omsættes til konkrete voldelige kamphandlinger, qital. Det er jihad i en anden betydning af ordet. Krigen kan eventuelt stilles i bero for en tid, ved at den muslimske hersker indgår en fredstraktat, dog med en maksimal varighed på 10 år, med det formål at opbygge den nødvendige styrke, så krigen kan genoptages og de vantro besejres. Efter de 10 år er muslimerne i alle tilfælde ifølge shariaen forpligtet til at genoptage krigen, i hvert fald som minimum én gang om året. En ny fredstraktat kan også indgås.

Jensen & Rothstein og Bæk Simonsen nævner heller ikke, at formålet med jihad er at udvide dar al-islam til hele verden og derved fjerne dar al-harb. Neutralitet accepteres ikke. Shariaen skal i sidste ende dække hele Verden. Først når dar al-islam er blevet verdensomspændende, er egentlig fred mulig, idet man anser krig mellem muslimer for utænkelig.

Derfor kunne man fristes til at sige, at i det omfang der i Vesten findes et fjendebillede af islam, er det måske særdeles velbegrundet og blot et spejlbillede af det islamiske fjendebillede af Vesten! I den islamiske retstraditions selvforståelse er formålet med jihad ikke territorial ekspansion med henblik på at tvinge ikke-muslimer til at konvertere til islam, i hvert fald ikke jøder, kristne, sabier og zarathustrier, heri har Jensen & Rothstein og Bæk Simonsen fuldstændig ret. Formålet er som sagt at udvide det område, der er underlagt Guds lov, og i den forbindelse skal alle ikke-muslimer inviteres til at konvertere til islam. Læseren burde have fået at vide, at afslås invitationen, får det forskellige konsekvenser alt efter om man er jøde, kristen, zarathustrier, polyteist eller ateist. Jøder, kristne og zarathustrier skal inviteres til at konvertere til islam, men afslår de, kan de få status som dhimmi og på den måde beholde deres religion mod at betale en særlig underkastelsesskat (jizja) som tegn på, at de anerkender muslimernes overhøjhed.

Ingen tvang?

Det er overraskende, at både Jensen & Rothstein og Bæk Simonsen uden videre accepterer visse modernistiske muslimske forfatteres påstand om, at denne særlige underkastelse er udtryk for, at der ingen tvang er i religionen. For det første er det kun jøder, kristne og zarathustrier, der kan tilkendes status som dhimmi og på den måde bevare deres religion og retspraksis fra før islam, dog med en række indskrænkninger i gudstjenesten, f. eks. er det ikke tilladt at missionere eller lade kirkeklokker ringe. For det andet burde læseren også oplyses om, at dhimmi er andenrangs borgere ifølge shariaen. Kun muslimer kan være fuldgyldige borgere. Polyteister og ateister stilles over for helt andre barske valg: enten at konvertere til islam eller dø ved sværdet.

Det er også besynderligt, at de tre forskere uden videre accepterer visse muslimske forfatteres påstand om, at der ingen tvang er i religionen i betragtning af, at der i islamisk retstradition er dødsstraf for muslimer, der frafalder islam. Det nævnes af Jensen & Rothstein, dog ikke under jihad-afsnittet, men under overskriften kriminalitet og straf. Hos Bæk Simonsen omtales forholdet derimod ikke – heller ikke i det lange opslag i islamleksikonet om apostasi (frafald), hvor ordet dødsstraf overhovedet ikke optræder! Det turde være klart, at det på ingen måde er en detalje og slet ikke, når talen er om, at der ingen tvang er i religionen.

Den modernistiske retning kan siges at afvige fra den traditionelle tolkning ved at hævde, at pligten til jihad kun indtræder i forbindelse med forsvar af dar al-islam mod en aggression udefra. Ellers er forholdet mellem muslimer og ikke-muslimer grundlæggende set fredeligt.

Offensivt "forsvar"

Det er som allerede nævnt tydeligvis den modernistiske tolkning, de tre forskere gør til deres egen, men de går langt længere, idet de også gør den modernistiske retnings apologi til deres egen. De undlader at gøre opmærksom på, at jihad også i den modernistiske tolkning har et stærkt offensivt element. Ifølge en meget indflydelsesrig afhandling fra 1948 af den anerkendte islam-autoritet og daværende rektor for sunni-islams fornemste universitet Al-Azhar i Kairo, professor Mahmud Shaltut, så angreb ”muslimerne i den første tid kun (…) folk, når de udviste fjendtlig indstilling, modstand og oprør imod Missionen og afsky over for den. Den (Shaltuts sammenfatning, red.) viser også, at når en sådan fjendtlig indstilling bliver tydelig for dem, og de blev overbevist om dens farer for dem selv og for Missionen, skyndte de sig at komme af med den, førend dens ondskab ville komme helt ud af kontrol. De ventede ikke på, at fjenden skulle angribe dem i deres eget land." ("En moderne fortolkning af jihad: Mahmud Shaltuts afhandling Koranen og kamp", s. 73-116 i Rudolph Peters: Jihad i klassisk og moderne islam. København (Forlaget Vandkunsten, Carsten Niebuhr Biblioteket), 2004, her s. 115).

Som man ser, indbefatter denne opfattelse af forsvar langt mere, end man almindeligvis forstår ved forsvar. Det skyldes, at aggressionsbegrebet omfatter langt mere, end hvad vi normalt opfatter som aggression. Ifølge Shaltut er det en aggressiv handling blot at have en fjendtlig opfattelse af islam, modsætte sig dens udbredelse eller vise foragt for islam! Med så bredt et aggressionsbegreb får forsvaret et stærkt offensivt element. Den nye amerikanske strategi, ifølge hvilken USA tiltager sig retten til at slå til mod en umiddelbart forestående trussel, før den slår til mod USA (pre-emption), er blevet stærkt kritiseret af muslimer, idet de bl.a. ser den som en trussel mod islam. Uden at tage stilling til det spørgsmål kan det i hvert fald konstateres, at en sådan tankegang ikke bare ikke er ukendt selv for modernistiske muslimer, men at disse direkte hævder den langt mere vidtgående ret til præventive angreb.

Og i alle tilfælde er det interessant at bemærke, at selv for modernistiske muslimer anses en fjendtlig opfattelse af islam, foragt for islam eller modstand mod muslimers mission som aggression, hvorved pligten til jihad udløses. Det gælder ikke mindst i Vesten! Det vil sige, at i det omfang f.eks. ikke-muslimer i Vesten eller vestlige myndigheder har en fjendtlig opfattelse af islam eller modarbejder herboende muslimske indvandreres udbredelse af islam, udløser det ifølge den højeste modernistiske islam-sagkundskab pligten til voldelig jihad.

Hertil vil de tre forfattere formentlig indvende at jihad opfattes som en kollektiv og ikke en individuel pligt inden for islamisk ret, og de er for så vidt i fuld overensstemmelse med langt de fleste vestlige jihad-eksperter.

Den fundamentalistiske tolkningsretning afviser imidlertid, at jihad kun skulle være en kollektiv forpligtelse. Den hævder i stedet det modsatte, at pligten til jihad helt grundlæggende er en individuel pligt, der er uafhængig af den kollektive. Herved får man let det indtryk, at fundamentalisternes jihad-forståelse er stærkt afvigende og ekstrem. Det er i en vis forstand helt misvisende. Nu afdøde Albrecht Noth, som var professor i arabisk og islams historie ved universitet i Hamburg, påviser i sin disputats fra 1964 (Heiliger Krieg und Heiliger Kampf in Islam und Christentum. Bonn (Ludwig Röhrscheid Verlag), 1966, s. 42-47), at alle fire lovskoler inden for sunni-islam opretholder den individuelle jihad-forpligtelse uafhængigt af den kollektive og i givet fald tillægger den forrang for den kollektive. Dermed mister den fundamentalistiske tolkning sin ekstremisme og fremtræder nærmest som ”den ægte vare”.

Jeg har vist, at behandlingen af jihad i de omtalte bøger, artikler og opslag er yderst kritisabel. Selv om forfatternes universitetsansættelse og deres kvalifikationer som forskere i islam skulle borge for balance og neutralitet i fremstillingen, så er det modsatte tilfældet. Det er specielt et problem ud fra en demokratisynsvinkel. Vælgerne har et berettiget krav på, at forskere, der udtaler sig inden for deres speciale og som forskere, gør det på en så dækkende, balanceret og neutral måde, at vælgerne ikke vildledes. Det er desværre ikke tilfældet med bidragene af Jørgen Bæk Simonsen, Tim Jensen og Mikael Rothstein.

Henning Duus er lektor i statskundskab ved Hærens Officersskole. De i artiklen fremsatte synspunkter og vurderinger er alene hans egne.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg