Han står på al-Qaedas dødsliste. Han er omringet af livvagter døgnet rundt. Hujende islamiske demonstranter kræver med vekslende stemmestyrke hans hoved på et fad. Alt sammen fordi han kritiserer islam og har udsendt den lille kortfilm Fitna, hvor terrorforherligende Korancitater sættes sammen med aktuelle islamiske terrorhandlinger.
Alle EUs udenrigsministre fordømmer ham. Anders Fogh, engang i en fjern fortid kendt som forsvarer for ytringsfriheden, tager ”skarpt afstand” fra Wilders og filmen – inden han har set den – fordi Wilders’ ytringer er ”utroligt krænkende”.
Europa er blevet et angstens kontinent, og politikere og medieledere kryber i et musehul og fordømmer manden, terroristerne hader, frem for at støtte ham. Derfor er Wilderssagen en oplagt opgave for en ytringsfrihedsorganisation. Når alle andre fordømmer ham, skal fortalerne for det frie ord forsvare ham. Det prøver vi efter bedste evne at gøre i Trykkefrihedsselskabet.
Men hvor er PEN? De er jo, hævder de selv dramatisk, en organisation, der ”kæmper for det frie ord”. Så hvor er støtteerklæringen til manden, der lever under jorden på grund af sin brug af det frie ord?
Den er ikke at finde på deres hjemmeside. Jeg har kikket efter. Den kunne så fremgå af dagspressen, der normalt er hurtige til at ringe til PEN i ytringsfrihedsspørgsmål. Og jo, her finder man en udtalelse fra præsidenten i Dansk PEN, Anders Jerichow.
”I familie med nazipropaganda”
Men nogen støtte er der ikke tale om, tværtimod er fordømmelsen total: I Politiken 29. marts kalder Jerichow filmen for ”ondartet” og ”hjerteløs”, ”i familie med nazipropaganda”, et udtryk for ”racismes hæslige redskab: hate speech”, fordi filmens påstand er ”at muslimer som sådan er til fare for Europa”.
Nøgleordet i denne PEN-sammenhæng er betegnelsen ”hate speech”, som er forklaringen på PENs manglende opbakning til Wilders. Det vender jeg tilbage til.
Men først et kik på Jerichows påstand om, at Fitna som sådan lægger muslimer for had. Det er ganske enkelt urigtigt. Enten taler Jerichow mod bedre vidende, eller også har han ikke forstået filmen.
Det er klart, at Fitna, som er et angstfuldt nødråb fra et Holland, der i Wilders' øjne er truet af stigende islamisering, peger på det voksende antal muslimer i Europa som et alarmerende problem. Det skyldes, som filmen viser, at muslimernes hellige bog, som ifølge ortodoks tankegang er ufejlbarlig, er fuld af opfordringer til drab og terror på ”vantro” som os. Hvis muslimerne følger Koranen, kan vi se frem til vold og frihedsundertrykkelse den dag, der er islamisk flertal i Europa, er filmens budskab.
Men så kommer – og det vælger Jerichow uhæderligt nok helt at ignorere – Wilders' opfordring til muslimerne om at rive de voldsforherligende sider ud af Koranen. Det er jo det, filmen slutter med: Det er jer, der skal vælge. Det er jer, der skal træffe afgørelsen for eller imod Koranens terroropfordringer.
Wilders stiller altså muslimerne i et eksistentielt valg. Større respekt kan man faktisk ikke vise andre mennesker. Og man er enten dum eller ondsindet, hvis man mener, det indebærer en generel mistænkeliggørelse af muslimerne. Tværtimod skelner Wilders her mellem den koranbaserede islam som ideologi og muslimer som gruppe.
Derfor er det direkte løgnagtigt, ja næsten hadefuldt at kæde Fitna sammen med racistisk nazipropaganda. Hvem sagde hate speech?
Reprise på I krigens hus
Jerichows mistolkning af Fitna er reprise på hans anmeldelse af bogen I krigens hus tilbage i 2003. Også den blev fordømt som ”hate speech”, hvad der fik den konsekvens, at én af bogens forfattere, Lars Hedegaard, af Jerichow blev nægtet optagelse i PEN. Dengang hed det fra PEN-præsidenten: ”Lars Hedegaards bog er meget hadsk over for islam i sin beskrivelse af muslimer ... og i sin beskrivelse af muslimsk formering. Det er et sprogbrug, der ikke kan andet end vække had. ... Det ville være lige så absurd at optage Hedegaard i PEN, som hvis en økologisk forening optog en bonde som arbejder med pesticider. Det ville man da aldrig gøre. Hedegaard har intet til fælles med en forening som arbejder for at nedbryde hate speech” (Jyllands-Posten 11.1.2004). Lad mig allerførst slå fast, at den ”hadefulde” beskrivelse af muslimsk formering, som Jerichow beskyldte Hedegaard for, var et citat fra en imam. Hvis man beretter om andres hadefulde tale og gerninger, kan man altså også blive ramt at hate speech-stemplet. Det er farligt at være budbringer.
PENs kamp mod hadefuld tale
Det interessante er imidlertid, at Jerichow allerede her i 2004 gør det krystalklart, at PEN ikke primært er en ytringsfrihedsorganisation, men en forening, der kæmper mod klassehad og nationalt had, som det hedder i PEN-chartret. Var det så opfordringer til vold, PEN-præsidenten refererede til, kunne det give mening. Men det er det eksplicit ikke.
PEN kæmper mod had og hadefuld tale. Og så er der jo nok at gå i gang med. Georg Brandes hadede som bekendt kristendommen indtil marven i sine ben, inspireret af Voltaire, der ligeledes nærede hadefulde følelser for den katolske kirke. Den antikke romerske digter Catul indleder et berømt digt med ordene: ”Jeg elsker og jeg hader.” Her er allerede et par prominente skribenter, Jerichow som en anden kerub må holde ude af PENs haller om nødvendigt. For de hader, og de skriver at de hader, og det er temmelig sikkert, at man i Brandes’ værker kan finde tekster, der kan tolkes som opfordring til had mod kristendommen. Vaskeægte hate speech. Eller hvad med modstandsbevægelsens agitation mod tyskerne og nazismen under krigen? ”Gå til modstand, alle danske, alle mand som én.” Det er da vist opfordring til ”nationalt had”.
PEN ikke en ytringsfrihedsorganisation
Den sikreste måde at holde hadefuld tale nede på er at holde det frie ord nede. Den bedste måde, hvorpå man sikrer samfundsfreden, er ved at undertrykke ytringsfriheden. At undertrykke de mennesker, der som Catul antyder, har det med at elske og at hade. Nogen gange med god grund, andre gange ikke.
Det forstod de gamle enevældige konger. Det véd alverdens autoritære og totalitære tyranner. Det er derfor, de var og er modstandere af ytringsfrihed.
PEN har ikke forstået det. Og derfor hævder de at ville begge dele: Bekæmpe had og kæmpe for det frie ord. Den indbyggede modsigelse er ingen nyhed, men går helt tilbage til PENs charter fra 1921, der i ordlyden er præget af den pacifistiske og naive stemning, der herskede i datidens krigstrætte Europa.
Med charteret placerede PEN sig fra begyndelsen mellem to stole. og i Jerichows regeringstid har Dansk PEN valgt at sætte sig på hate speech-stolen og skubbe kampen for det frie ord i baggrunden. Eller som i Wilderssagen helt at fortrænge den.
Så i virkeligheden skal offentligheden og undertegnede lade være med at undre sig: PEN tier, fordi PEN ikke primært er en ytringsfrihedsorganisation.
Nu mangler vi bare, at PEN indser det og lader være med at markedsføre sig som ”forkæmper for det frie ord”.
For kære PEN, er det pænt at kalde sig noget, man ikke er?
