"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Historien om forvandlingen af England

27. november 2012 - Anmeldelse - af Morten Uhrskov Jensen

De tidligere minebyer i England bliver i disse år ændret til uigenkendelighed på grund af den ikke-vestlige masseindvandring. Svenske Thomas Nydahl beskriver udviklingen i en ny bog.

Den svenske forfatter Thomas Nydahl skal ikke bebrejdes, at han har skrevet en meget trist bog.

Anderledes kan det ikke være, når man skal beskrive Black Country, et andet ord for det område af det engelske West Midlands i nærheden af storbyen Birmingham.

Kulmineland

Navnet Black Country stammer sandsynligvis fra den tidlige industrialiserings tid, hvor store dele af området var indhyllet i sort sod og røg fra de mange virksomheder, der brugte energikilden kul.

Som Thomas Nydahl selv skriver, er der tale om ”rejser og læsninger i det engelske West Midlands” og om den udvikling, som området har gennemgået.

Især har Thomas Nydahl fokus på de seneste årtiers udvikling, hvor Black Country, men især Birmingham, forvandles til ukendelighed i kraft af den store ikke-vestlige, særligt muslimske, indvandring.

En af styrkerne ved bogen er Thomas Nydahls tilbageblik på tiden før. Alt var ikke rosenrødt.

I den tidlige industrialiserings tid var der fattigdom og råhed til overmål. Hundrede tusinder af mennesker blev revet op fra deres rødder på landet og havde ikke andet valg end at søge arbejde i de nye industrier i f.eks. Black Country.

Efter årtier med drukkenskab, kriminalitet og brudte familier voksede imidlertid et civilsamfund frem i slutningen af det 19. århundrede. Det frivillige foreningsliv begyndte at blomstre, og netop det uundværlige civilsamfund voksede sig stærkt.

Frie borgere engagerede sig frivilligt i det lokale område, bedre bliver det ikke. Langsomt, men sikkert er det civile samfund dog på retræten i Black Country.

Arbejderklasseenglændere betaler prisen

Det sker, fordi den tilsyneladende ustoppelige indvandring fra ikke-vestlige lande eroderer den naturlige samhørighed, som englændere følte med hinanden.

Eller igen for ikke at blive for rosenrød: Den samhørighed, som de forskellige klasser fornemmede var til stede indbyrdes, også i arbejderklassen.

Den indbyrdes forståelse blandt samfundets dårligere stillede i Black Country og i Birmingham er forsvundet og kommer måske aldrig tilbage. 'Bander er en del af dagens orden i Birmingham. Etnisk tilhørsforhold er her centralt.

Ikke fuldstændigt efter etniske skillelinjer, men tydeligt nok. Groft sagt kan der skelnes mellem hvide og ikke-hvide bander. De sidste kan bestå af flere nationaliteter, men overordnet gælder det, at skillelinjerne i dagens Birmingham er fundamentalt anderledes end tidligere.

Oprindelige, hvide arbejderklasseenglændere ser sig i stigende og skræmmende grad som en frontlinje, der hele tiden antastes af den større og større gruppe af ikke-vestlige indvandrere.

Konfliktfladerne bliver derefter.

EDL og British Freedom

Mere eller mindre ekstreme bevægelser har set dagens lys eller er blevet stærkere som følge af den indvandring, der som sagt ikke ser ud til at kunne standses.

English Defence League (EDL) er en af dem.

Thomas Nydahl lander vel midt imellem, når han skal bedømme, om EDL kan holde sig fri af højreekstreme kræfter.

Om British National Party er vurderingen entydig. Partiet er, som det også har været kendt, hvis man har fulgt dem, at de er stærkt ekskluderende og flirter med antisemitisme, kort sagt en helt uholdbar position, som der må lægges afstand til.

Siden er British Freedom Party opstået, bl.a. stiftet af to tidligere medlemmer af British National Party.

Forskellen mellem de partier to synes at være ganske betydelig, idet British Freedom Party ikke ifølge Thomas Nydahl sigter efter et etnisk ”rent” Storbritannien, men kun efter at standse den ikke-vestlige indvandring fuldstændigt (i mindst fem år ifølge partiprogrammet), hvilket formentlig kræver en udmeldelse af EU.

Derudover kræves alle kriminelle indvandrere udvist. Det lyder ikke rabiat i mine ører, som så beklageligvis ikke er gennemsnitlige.

På den anden side står så diverse venstreekstreme grupper. Meget hjemligt, fristes man til at sige.

Den ekstreme venstrefløj hylder et mantra om, at ”fascismen” skal kvæles i fødselen. ”Fascismen”, skal det understreges, er tæt ved enhver handling, der stiller spørgsmål til den førte politik på udlændingeområdet.

På denne fløj anses vold som et legitimt middel, når den bruges i kampen mod det, som fløjen anser for højreekstremisme. Bevares, også noget så gammeldags som trotskister er der plads til i Birmingham. De står nok så fredeligt og protesterer mod, at arbejderklassen skal betale for den økonomiske krise.

Enoch Powell bedømt i dag

Thomas Nydahl kommer ind på både døde og levende kritikere af det multikulturelle samfund. Således citerer han f.eks. Christopher Caldwell, der for nogle år siden skrev en øjenåbner af en bog, Reflections on the Revolution in Europe, hvor Caldwell spurgte, om Europa kunne forblive det samme kontinent med andre beboere?

Svaret er ikke overraskende nej, det kan Europa ikke.

Også Enoch Powells berømte (berygtede, hvis man hælder til venstre) tale om ”Rivers of Blood” bringes på banen.

Enhver ved i dag, at Enoch Powell ikke havde ret i, hvor hurtigt det ville gå med at transformere et europæisk Storbritannien til et blot beboet område. Enhver ved i dag, at Enoch Powell havde ret i, at konsekvenserne på længere sigt ville være ikke mindre end katastrofale.

Det er i øvrigt skægt at tænke på, at vores hjemlige journalist Arne Hardis fra Weekendavisen – der på et vist tidspunkt gjorde det til et af sine adelsmærker at være kritisk over for masseindvandringen – for længst nærer en fobisk angst for at komme i dårligt selskab med hensyn til formuleringer af problemet med indvandring.

Skulle Arne Hardis i dag læse og kommentere Enoch Powells tale, ville han både forfærdes og falde i svime foran Weekendavisens læsere. Arne Hardis ville derpå rejse sig og bede om et antibiotika så kraftigt, at han blev blæst durk tilbage i den lejr, han oprindelig kom fra.

Thomas Nydahl har skrevet en tankevækkende bog. Bogen er afmålt i formen, ja næsten forsigtig. Ikke nødvendigvis forsigtig på en kedelig måde, snarere derhen, hvor den udtrykker tvivl om trufne beslutninger om fremtidig ageren.

Jeg lagde ud med at skrive, at Thomas Nydahls bog er meget trist. Den dom vil jeg fastholde. Thomas Nydahls bog varsler ikke mild vind, men storm, måske endda orkan.

Thomas Nydahl analyserer på en gang køligt og med varme, hvor Europa er på vej hen.

Det er ikke sikkert, at den vej fører et godt sted hen, men med Thomas Nydahl som guide får vi blik for de kommende mulige veje.

For den indsigt og for en velskreven og oplysende bog fortjener Thomas Nydahl en varm tak.

 

Thomas Nydahl: Blach Country. Resor og läsninger i engelska West Midlands, 2012, 261 sider

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg