"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Han skulle have været henrettet i stedet for Hvidsten Gruppen

9. marts 2012 - Artikel - af Katrine Winkel Holm

Modstandsmanden Jørgen Kieler overvejede at sende sin Ebbe Munck pris tilbage, da Tøger Seidenfaden fik den. Læs interviewet med modstandsmanden, der sad i Vestre Fængsel med Hvidsten Gruppen.

”Hvidsten Gruppen blev henrettet i stedet for os.”

Ordene kommer fra den nu 93-årige modstandsmand Jørgen Kieler, der lige er vendt tilbage fra en dukkert i Øresund, da Sapphos udsendte møder ham til en snak om den biografaktuelle Hvidsteen Gruppe.

Historien om de modige mennesker fra Randers-egnen har gjort dybt indtryk på mange af os, der har set filmen.

”Det er også en fremragende film”, mener Kieler, der kan bedømme den bedre end de fleste. Godt nok kendte han ikke Marius Fiil og hans folk personligt, men hans søster Elsebet delte celle med Kirstine (Tulle) Fiil i Vestre Fængsel.

Og så var Hvidsten Gruppens skæbne sådan set tiltænkt ham.

”Vi (medlemmer af sabotagegruppen Holger Danske, red.) var blevet arresteret en måned før Hvidsten-folkene og jeg vidste, at jeg stod til en dødsdom, men så blev Hvidsteen Gruppen alligevel henrettet i stedet for os, og vores henrettelse blev udsat”

Jørgen Kieler og de andre fra Holger Danske endte i stedet i kz-lejren Porta Westfalica.

Hvorfor slap han med livet? Ja, det kan han besynderligt nok muligvis takke Hitler for, men først lidt mere om Hvidsten Gruppen, som ikke uden grund har fået så meget opmærksomhed.

Ifølge Kieler spillede gruppen nemlig en usædvanlig stor rolle.

Det var henrettelsen af de otte herfra, der blev den dråbe, der fik københavnernes bæger til at flyde over. Nedskydningen af dem d. 29. juni 1944 udløste en generalstrejke, millionbyens kollektive oprør mod den tyske overmagt, der er gået over i historien som folkestrejken.

Og så var Hvidsten Gruppen vigtige pionerer, fordi gruppen var den første rigtigt effektive modtagegruppe af våben nedkastet fra England.

”Hvidsten Gruppen var det vigtigste instrument for d. 29. august 1943, og d. 29. august har meget stor betydning for redningen af jøderne”.

Det var sprængstoffet og våbnene fra Hvidsten, der var forudsætningen for den sabotage, der førte til augustoprøret 1943. Det betød enden på samarbejdet med Hitler-Tyskland.

Og var samarbejdet med den danske flåde ikke ved samme lejlighed ophørt, havde man ikke kunnet evakuere så mange jøder over Øresund og Kattegat til Sverige uden at blive opdaget.

Dertil kommer det fornemme symbol på modstandsvilje, som Hvidsten Gruppen blev pga. sin tragiske skæbne. 

Ubetinget fædrelandskærlighed

Filmen viser, hvordan helt jævne danskere sætter livet på spil i modstandskampen. Det er et dækkende billede ifølge Kieler.

”Det var jævne, uuddannede mennesker, de laveste sociale klasser, som f.eks. stifteren af Holger Danske, ”Tom”.

”Tom”, der i virkeligheden hed Josef Søndergaard, dannede sammen med medicinstuderende som Jørgen Kieler selv, søkadetter og skolelærere den meget effektive sabotagegruppe Holger Danske (HD2)

En ting havde den brogede skare af modstandsfolk ifølge Kieler til fælles:

”En ubetinget fædrelandskærlighed”.

Det officielle Danmark fordømte det spirende oprør mod tyskerne.

Da københavnske studenter, herunder Kieler og hans søskende, gik på gaden i 1941 i protest mod Danmarks tilslutning til Antikominternpagten, blev de truet med at blive ”relegeret”, dvs. smidt ud af universitetet af rektor på Københavns Universitet.

Senere opfordrede statsminister Buhl direkte til at angive sabotører.

Men den græsrodsbevægelse, som modstandsbevægelsen egentligt var, havde sat kræfter i gang, som de køligt kalkulerende samarbejdspolitikere ikke kunne styre.

Jo flere modstandsfolk, der blev skudt i Ryvangen som hævn for endnu en sabotage, jo mere voksede harmen og modstandsviljen i befolkningen, der under folkestrejken lyttede mere til Frihedsrådet end til repræsentanter fra det officielle Danmark.

Det var sandsynligvis den situation, der reddede Jørgen Kieler. Én person indså nemlig det taktisk farlige ved at skabe nationale martyrer ud af modstandsfolkene: Adolf Hitler.

Efter henrettelsen af de otte fra Hvidsteen Gruppen indskærpede Hitler overfor Werner Best, at man skulle ophøre med at henrette modstandsfolk som hævn for sabotage og i stedet skyde tilfældige mennesker.

Tilfældig terror var psykologisk mere effektiv end henrettelse af politiske fanger, mente Hitler.

Repressalie-henrettelserne holdt op, og Jørgen Kieler slap for at blive skudt i Ryvangen.

Hvordan føltes det at vide, at man skulle henrettes, kan jeg ikke lade være at spørge.

”Jeg følte en vis udmattelse. Jeg var i lang tid blevet afhørt flere gange dagligt og levede i en utrolig spændingstilstand, for jeg måtte ikke sige noget, der kunne føre til nye arrestationer. Derfor følte jeg en vis lettelse ved dødsdommen.”

Kurt Westergaard og sabotørerne

Da Kurt Westergaard fyldte 75 sammenlignede Jørgen Kieler ham med sabotører fra modstandskampen.

”Jeg mener godt man kan sidestille de to kampe. De satte livet på spil. Det gør Kurt Westergaard også – for ytringsfriheden.”

Kampen for det frie ord spillede en birolle, men dog en rolle i modstandskampen. ”For et Danmark  hvor enhver kan tale, tro og tænke frit", som et medlem af Hvidsten Gruppen formulerer det i filmen.

Kieler fremhæver det konkrete resultat af denne kamp:

”Modstandsfolkene protesterede mod censuren ved at etablere den illegale presse.”

Når man læser om besættelsen, møder man en argumentationsform, man også genkender fra Muhammedkrisen:

Sabotørernes handlinger var uansvarlige og provokerende, og hvis de mødtes med vold, var de selv lidt ude om det. Der var også nogle, der mente, at muhammedtegnerne burde have vidst, at de ikke skulle provokere muslimerne med karikaturer, og at de nu på sin vis ligger, som de har redt.

Hvad siger Kieler til den sammenligning?

”Ja, de, der siger, at man ikke må provokere, accepterer ikke, at der er et problem. De fejer problemet til side. Hvis der så var nogle principper, de forsvarede! Men det er der ikke. I virkeligheden er de jo bare feje – nogle feje uslinge!”

”For mig var det en stor skuffelse, at Uffe Ellemann ikke støttede Jyllands-Posten under muhammedkrisen. Og så Grundfos og de andre virksomheder - de minder mig om værnemagerne under besættelsen. Pengene og profitten er det vigtigste.”

En af muhammedtegningernes mest højlydte kritikere, Tøger Seidenfaden, modtog den prestigefyldte Ebbe Munck Pris, efter at han havde undskyldt for muhammedtegningerne over for profetens efterkommere.

Prisen, som er indstiftet til minde om den højt respekterede modstandsmand Ebbe Munck, er også blevet tildelt Jørgen Kieler.

”Jeg overvejede at sende min Ebbe Munck-pris tilbage, da jeg hørte, Tøger Seidenfaden havde fået den!”

Jørgen Kieler har skrevet sin egen og besættelsens historie i tobinds-værket Hvorfor gjorde I det? 

I løbet af foråret taler han for Sapphos Venner. Nærmere information følger

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg