Lars Hedegaards beretning til Trykkefrihedsselskabets generalforsamling

den 9. marts 2008 i Vartov, Farvergade 27, København

Når den tid kommer, hvor historikere skal til at skrive Trykkefrihedsselskabets historie – og den tid vil komme – vil de utvivlsomt betegne det forløbne år som Selskabets gennembrud.

Det er svært at finde et område, hvor foreningsåret siden sidste generalforsamling, der fandt sted den 10. marts 2007, har bragt andet end gode nyheder:

Både Selskabet og Selskabets internettidsskrift Sappho.dk har holdt en række opsigtsvækkende og velbesøgte offentlige arrangementer . Jeg skal komme tilbage til dem.

2007/2008 blev også året, hvor vores datterselskab, Sappho.dk, startede en yderligere aktivitet, nemlig en bogserie, som vi har givet titlen Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, og som vi udgiver i et tæt og meget vellykket samarbejde med forlaget Lysias.

Der er foreløbig udkommet ét bind, men det har til gengæld vakt så megen opmærksomhed i pressen, at det ville have kostet et kommercielt forlag en masse penge at købe sig til en tilsvarende reklame.

Jeg taler naturligvis om Kim Møllers bog Vejen til Damaskus: Dansk Islamforskning, der udkom den 31. januar, og som har solgt to oplag. Ganske vist ikke i mængder, der ville interessere kommercielle forlag, men for os er det udmærket at få vores investering igen og at kunne lægge nogle tusinde til side til næste bog.

Det bliver i øvrigt atter en knaldperle, nemlig Helle Merete Brix' bog Mod mørket: Det muslimske broderskab i Europa, der udkommer 15. april.

Vi har planlagt yderligere to udgivelser i anden halvdel af 2008.

Vi har også i det forløbne foreningsår oplevet en betydelig medlemsfremgang. Den 10. marts 2007 var medlemstallet 260, i dag har det passeret 415.

Det er flere end PEN, men hertil svarer PEN, at det er ikke nogen kunst at få flere medlemmer end PEN, der kun optager meget fornemme mennesker. Og det er rigtigt, at vi byder hjertelig velkommen til enhver, der vil slås sammen med os. Det indebærer bl.a. den uomtvistelige fordel, at alle vore medlemmer går ind for ytringsfriheden.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi har mulighed for at hæve medlemstallet betydeligt. Det kræver blot organisatoriske kræfter, som vi i øjeblikket ikke har. Hvad der kan gøres ved det, skal jeg komme ind på i slutningen af min beretning.

Men først og fremmest består Trykkefrihedsselskabets gennembrud i, at vi er blevet kendt i offentligheden som en del af det danske normalbillede.

Jeg vil ikke sige, at vi er blevet stuerene – for hvordan skulle det kunne lade sig gøre i et land, hvor det knusende flertal af journalister og statsansatte meningsdannere, der smykker sig med akademiske titler og velbetalte jobs, ville foretrække Uffe Ellemann-Jensen frem for Kurt Westergaard, og hvor Villy Søvndal nu er kanoniseret som Sankt Villy, fordi han har sagt noget meget slemt om Hizb ut-Tahrir, som Pia Kjærsgaard ville være blevet trukket i byretten for at sige.

Tydeligvis uden, at Sankt Villy mener andet med det, end at han gerne vil hugge stemmer fra Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Og når det er sket, kan Hizb ut-Tahrir og Islamisk Trossamfund i øvrigt få lov at te sig, som de hele tiden har gjort, uden at Villy vil lægge dem hindringer i vejen.

Vi regner da heller ikke med at se Villy Søvndal som medlem i Trykkefrihedsselskabet lige med det første, selv om han skulle være hjertelig velkommen, bare han lover at lade være med at græde over den danske ytringsfrihed på al-Jazeera.

Nej, Trykkefrihedsselskabets gennembrud skyldes, at pressen har opdaget, at vi eksisterer, og at vi har en vis indflydelse. Vi omtales ikke længere som "det såkaldte" Trykkefrihedsselskab eller "det berygtede sammenrend af fremmedfjendske racister og højerekstremister", men simpelthen som Trykkefrihedsselskabet.

Og skal man yderligere tidsfæste vores overgang fra udskud til respekteret røst i den offentlige debat, så kom den i forbindelse med solidaritetsmødet med Lars Vilks, hvor Tøger Seidenfaden optrådte på en måde, der vil gå over i Danmarkshistorien. Og endnu vigtigere: i et stort opsat referat af mødet kaldte Weekendavisens reporter os for "det alternative parnas".

Det skal der noget til at blive, når vi dog startede som noget, katten havde slæbt ind, i marts 2005.

Når vi indbyder folk, så kommer de. Det kan godt være, at de går hurtigt igen, men det skal man have lov til i et frit samfund.

At der blive sat pris på vores virksomhed, kan man også se på de mange henvendelser, vi får fra ukendte såvel som kendte mennesker over hele landet. Og i øvrigt i stigende grad også fra det store udland, hvor mange ser hen til Danmark, som det land, hvor de afgørende slag for bevarelsen af ytringsfriheden skal slås.

Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at rette en tak til de mange, der i det forløbne år har betænkt både Selskabet og Sappho med pengegaver. Jeg ved, at mange af dem, der har sendt os 100, 300, 500, 1000 kr. eller endnu mere, ikke gør det, fordi de selv svømmer i penge, men fordi de betragter vores kamp som afgørende for landets fremtid. Det er en mægtig opmuntring, og vi har ærlig talt brug for hver en krone, vi kan skrabe sammen.

Og som vores konstituerede kasserer vil redegøre for lidt senere, så har vi sandelig brugt hver en krone, vi har fået ind.

Vi er også glade for, at vi i det forløbne år atter har nydt godt af tilskud fra Kulturministeriets pulje til ytringsfrihedsformål, der gav os et pænt beløb, så vi kunne afholde efterårets store internationale konference om ytringsfriheden i Kina. Ligesom Sappho atter er blevet betænkt med et beløb fra Jyllands-Postens Fond og fra Bibliotekspengenes tidsskriftstøtte.

Ligesom i de tidligere år har vi opretholdt en omfattende mødeaktivitet.

Selskabet – altså moderorganisationen – har i det forløbne år afholdt tre konferencer:

Efter adskillige opfordringer lavede vi 19. maj 2007 en stor konference på Århus Rådhus med titlen "Den hellige by Århus", hvor en række organisationsfolk og lokalpolitikere drøftede, hvor langt man skal strække sig i indskrænkningen af ytringsfriheden for at imødekomme islamiske krav. Blandt paneldeltagerne var Keld Albrechtsen, tidl. MF for Enhedslisten, der nu repræsenterede Brabrand Boligforening, læge Andra Pachai, Per Clausen, Enhedslisten, Morten Østergaard fra De Radikale og de to lokalpolitikere Cemal Metin og Bünyamin Simsek.

Fremmødet var måske ikke helt, hvad vi havde håbet på, men ellers gik konferencen udmærket. Det blev til en større artikel i Aarhus Stiftstidende. Ellers må vi nok konstatere, at vi holder igen med arrangementer i provinsen, indtil vi bliver større.

Selskabets suverænt mest omtalte og opsigtsvækkende aktivitet fandt sted i Dansk Forfatterforenings lokaler i Strandstræde på Christianshavn, den 2. oktober, da vi holdt solidaritetsmøde med den dødstruede svenske tegner Lars Vilks. Her var det lykkedes Sapphos redaktion og specielt Helle Merete Brix, der i høj grad var den praktiske organisator af mødet, at tromme en lang række notabiliteter sammen, som alle holdt en kort tale. Det var bl.a. chefredaktørerne Lisbeth Knudsen og Tøger Seidenfaden, redaktør Flemming Rose, Naser Khader, Uwe Max Jensen, Nasim Rahmana, Kåre Bluitgen og ikke mindst Jyllands-Postens tegner Kurt Westergaard.

Sidstnævnte bliver i øvrigt hædret med Sappho-prisen ved et nyt møde arrangeret af Sappho den 22. maj 2008 i Dansk Forfatterforening, hvor vi også regner med stort rykind.

Mødet for Lars Vilks gav anledning til en massiv presseomtale, blandt den tidligere omtalte artikel i Weekendavisen, men også i Berlingske Tidende og Jyllands-Posten. Desuden blev der optaget en tankevækkende video, hvor man kan se Tøger Seidenfadens hastige udtog.

Selskabets store internationale konference, som vi afholdt med støtte af Kulturministeriet, fandt sted i denne sal den 4. november 2007 og havde som tema ytringsfriheden i Kina. Vi fandt, at emnet var velvalgt i lyset af den standende diskussion om menneskerettighederne i Kina.

Desuden fandt vi i bestyrelsen, at det var på tide, at Selskabet i praksis beviste, at vi interesserer os for andre overgreb på ytringsfriheden end dem, der skyldes islam.

Vi havde sat alle sejl til og inviteret kinesiske eksilintellektuelle fra Australien, Canada og Tyskland, nemlig forfatteren Jennifer Zeng, der har skrevet en opsigtsvækkende bog om sine oplevelser i en af regimets tortur- og dødslejre, desuden den kinesiske topjurist Thomas Guo og redaktør Lea Zhou, der er bosat i Berlin. Vi havde også inviteret en række nordiske eksperter, bl.a. professor Stig Thøgersen fra Århus Universitet og doktor Johan Lagerkvist fra Lunds Universitet.

Jeg tror, at alle der deltog, kom derfra med en rystende oplevelse af, præcis hvor bestialsk, det kinesiske regime opfører sig, først og fremmest når det gælder nedkæmpelsen af den religiøse bevægelse Falun Gong. Mange af dens medlemmer holdes simpelthen i dødslejre, hvor man passer på deres helbred, indtil de bliver slagtet, sådan at myndighederne kan "høste" deres organer, som så bliver solgt til rige udlændinge, der har brug for nye hornhinder, lever, nyrer, hjerter osv.

Interessant nok måtte vi konstatere, at selv om dele af pressen ikke bliver træt af at betegne os som et islamofobisk foretagende, der kun har uskyldige muslimer på hjernen, så interesserede den sig ikke for konferencen om Kina, hvor ordet islam ikke blev nævnt.

Den eneste undtagelse var Niels Lillelund fra Jyllands-Posten, der skrev en stor reportage.

Jeg mener alligevel, at vi gjorde rigtigt i at lave konferencen, som krævede en voldsom organisatorisk indsats af et hold aktivister i bestyrelsen.

Ud over de arrangementer, som Selskabet har stået som indbyder til, har også Sappho.dk lavet nogle møder.

Det gælder et stuvende fuldt arrangement i Dansk Forfatterforening den 27. marts 2007, da Flemming Rose modtog Sappho-prisen, som hermed uddeltes for første gang.

Sappho-prisen vil for fremtiden blive uddelt én gang om året til en dansk eller udenlandsk journalist eller dermed ligestillet, der har kombineret journalistisk dygtighed med uforfærdethed og kompromisløshed. Priskomiteen er identisk med Sapphos redaktion. Med prisen følger en meget smuk statuette af vores skytsånd, digterinden Sappho, lavet af Uwe Max Jensen, samt en check på 20.000 kr.

Prisoverrækkelsen til Flemming Rose blev motiveret af den norske menneskeretsaktivist Hege Storhaug, der benyttede lejligheden til at hudflette det Norge, der under den tyske besættelse af Danmark stod som et forbillede for mange danske frihedskæmpere, men som i dag er blevet til et skræmmebillede på medløberi og fej overgivelse til voldsmændene.

Herudover har Sappho lavet to offentlige arrangementer i det forgangne år:

Et møde den 19. september i Dansk Forfatterforening med temaet Erhvervslivet og integrationen. I panelet var bl.a. Asger Aamund, M. Mishra fra Selskabets bestyrelse og Torben Møller-Hansen, direktør i foreningen Nydansker. Mødet var særdeles vellykket, og der var fuldt hus.

Endelig holdt Sappho i forbindelse med lanceringen af Kim Møllers bog den 19. februar 2008 i Dansk Forfatterforening et møde, der var så velbesøgt, at vi desværre var nødt til at sige nej til op mod 100 tilhørere, der gerne ville have været med.

Mødet, der formede sig som et frontalt sammenstød mellem to diametralt modsatte holdninger til islam-forskningen, havde i panelet Jørgen Bæk Simonsen og Kate Østergaard fra Københavns Universitet, Garbi Schmidt fra Socialforskningsinstituttet og, fra den modsatte fløj, forfatteren Kim Møller og historikerne Torben Hansen og Lars Hedegaard.

Hele seancen er lagt ud som videofilm på nettet (film 1, film 2, film 3). Aftenen bød på mange minderige udtalelser, bl.a. af Jørgen Bæk Simonsen, der bekræftede, at islam slet ikke findes. Der findes kun en masse forskellige udlægninger af det ikke-eksisterende fænomen. Han mente i øvrigt, at Danmark var et forhandlingsobjekt mellem danskerne og andre, der kommer hertil, og med hvem de indfødte må indgå et kompromis, hvis de nægter at lade sig integrere. Det fik undertegnede til at spørge, om det så ikke betød, at vi i 1940 skulle have budt de tyske tropper velkomne som en værdifuld kulturberigelse og indledt en dialog med dem for at nå et kompromis om Danmarks indretning. Det fik jeg ikke noget klart svar på, men det var mit indtryk, at det nok var sådan Bæk Simonsen så på situationen.

Ingen, der var til stede, vil i øvrigt glemme en anden berømt islam-forsker, nemlig Tim Jensen fra Syddansk Universitet, som pludselig råbte, at Farshad Kholghi overhovedet ikke var integreret. Ellers sagde han ikke noget.

Et andet minderigt øjeblik indtraf, da Bæk Simonsen, der havde talt om "kontekst" hele aftenen, idet han åbenbart mente, at hans beherskelse af dette fremmedord ville gøre stort indtryk på forsamlingen, pludselig spurgte vores gode medlem Henry, om han var holdt op med at slå sin kone. Hvortil Henry uden betænkning svarede med et rungende Ja.

Vi håber, at det bliver mindst lige så livligt, når Sappho den 29. april dette år slår dørene op for atter en møde i anledning af vore bogudgivelser, nemlig Helle Merete Brix' bog om Det Muslimske Broderskab i Europa. Der findes ikke noget lignende på dansk og knapt nok på noget andet sprog. Det kan jeg sige med sikkerhed, for jeg har selv redigeret den.

Mødet vil selvfølgelig senere blive annonceret på vore hjemmesider, og der vil blive udsendt elektronisk nyhedsbrev om det.

Endelig må vi ikke glemme Selskabets vellykkede julearrangement i forbindelse med udsendelsen af et julekort tegnet af Lars Vilks med en profet, der ønskede "Gladelig Jul". Kortet gik som varmt brød, og vi fik mange venlige tilbagemeldinger om det. Jeg vil gerne videregive rosen til idémanden bag kortet, Uwe Max Jensen, og de to praktiske grise, der stod for trykning, udsendelse mv., nemlig bestyrelsesmedlem Mikael Kai Henriksen og konstitueret kasserer Leif Barbré Knudsen, der heldigvis begge genopstiller til den nye bestyrelse.

Jeg tror, at vi uden selvros kan konkludere, at vi har udvist en voldsom aktivisme i det forløbne år. Især når vi også husker, at Selskabet eller enkelte medlemmer af det har kastet sig ind i flere vigtige debatter i årets løb – bl.a. diskussionen om man skulle tilbyde Ayaan Hirsi Ali en sikker tilflugt i Danmark. Her var der atter en mulighed for Dansk PEN til at blamere sig, og den berømte forening undlod da heller ikke at gribe muligheden ved at gå ud og hævde, at Hirsi Ali slet ikke var forfatter, og at hun slet ikke havde behov for beskyttelse. Det fortrød PEN ganske vist hurtigt og skiftede pludselig over til Trykkefrihedsselskabets position. Men man kan ikke undgå at spekulere på, hvad PEN egentlig ville finde på, hvis vi ikke fandtes.

Vender vi os nu til de fremtidige opgaver og muligheder, så er der ingen tvivl om, at kampen om ytringsfriheden – og dermed i det hele taget kampen for at bevare friheden, demokratiet og den vestlige civilisation – vil blive tilspidset i de kommende år.

Vore statsbetalte eksperter, de ledende kræfter i medierne og de fleste politikere prøver til stadighed at udbrede den opfattelse, at de senere års begivenheder – om man så starter med 11. september 2001 eller 30. september 2005, da Jyllands-Posten offentliggjorde sine berømte tegninger – på en eller anden måde udgør en undtagelsessituation. Noget forbigående, som vi må forhandle os til rette om. Hvis vi her i Danmark og Vesten bare forstår, hvad vi har gjort for at gøre muslimerne så vrede, og siger undskyld og lover bod og bedring, så vil vi hurtigt komme ind i en ny normalsituation. Her vil det vise sig, at islam er præcis lige så fredselskende som enhver anden religion – lige med undtagelse af kristendommen, der stadig skal betragtes som reaktionær og meget farlig.

Men vi andre er udmærket klar over, at vi står midt i en krig, hvor der står lige så meget på spil som under 2. Verdenskrig og Den Kolde Krig, nemlig selve frihedens mulighed.

Denne krig hører ikke op, før der findes en vinder. Det vil også sige, at truslerne mod ytringsfriheden ikke hører op, før bagmændene bag den verdensomspændende jihad, der startede med den iranske revolution i 1979, enten bliver slået eller indser, at de ikke kan vinde og indstiller deres offensiv mod Europa og USA. Intet af dette vil ske med det første. Vi står formentlig over for en krig, der med vekslende styrke og med vekslende midler vil vare i hundrede år.

Og endelig: Angrebet på Vesten skyldes ikke noget, Vesten har gjort. Angrebet skyldes, at Vesten findes. Derfor kan vi ikke gøre noget, der vil få den islamiske offensiv til at holde op, med mindre vi da vælger at begå selvmord og indrette os på et permanent fremmedherredømme og slavekår.

Samtidig må det også konstateres, at der heldigvis er ved at komme bevægelse i den danske diskurs. I Selskabet oplever vi det ved, at vi har fået flere venner – også i kredse, som hidtil har stået noget fremmed over for vores budskaber. Nogle af dem, der er begyndt at interessere sig for det, vi siger, har foreløbig valgt ikke at træde offentligt frem, men derfor kan de godt støtte os.

Jeg mener heller ikke, at der kan herske tvivl om, at vi har store muligheder for at tiltrække flere medlemmer, udvide vore aktiviteter og skaffe os større reel indflydelse på meningsdannelsen og den politiske beslutningsproces her i landet.

Det er også uomtvisteligt, at mange i udlandet i disse år ser hen til Danmark som et foregangsland, når det gælder det folkelige engagement i forsvaret af friheden.

Men hvis vi skal gribe mulighederne og indfri vore ambitioner, er vi nødt til at omstrukturere virksomheden. Og det bliver en opgave for den kommende bestyrelse.

Vi kommet til et punkt i vores udvikling, hvor vi ikke kan ekspandere yderligere uden en professionalisering af organisationen. Det indebærer, at vi må have et kontor med ansat personale. Vi bør i det kommende år søge at skaffe økonomisk baggrund for at leje et kontor og til i det mindste at ansætte en daglig leder.

Hidtil er det gået med frivillig arbejdskraft, men vi kan ikke fortsætte på den måde. Det kan ikke være rigtigt, at vi skal vælge en bestyrelse, der skal sidde og slikke frimærker, stå for oprydning efter møderne, bestille flybilletter, holde orden på posten, pakke bøger ind o. lign.

En bestyrelse har man for at lede organisationen, præsentere den udadtil, lægge planer, tænke tanker.

Desværre er der endnu nogle måneder til vi – forhåbentlig – får en økonomi, der tillader os at realisere nogle af vore planer. Og indtil da bliver der behov for knofedt også i den nye bestyrelse. Jeg bliver derfor nødt til at sige, at hvis man ikke kan afse nogle timer om ugen til forefaldende arbejde, så skal man ikke stille op til bestyrelsen.

Det bliver en arbejdsopgave, og man får ikke noget for det. Lige med undtagelse af glæden ved at gøre en forskel og bevidstheden om at være med i en organisation, der har en stor fremtid for sig, og som jeg ikke er i tvivl om vil kunne udvikle sig til en folkelig organisation med stor gennemslagskraft.

Når vi allerede bliver omtalt som det alternative parnas med 400 medlemmer og uden et sekretariat, hvad kan vi så ikke udrette med 1.000 eller 5.000 medlemmer og et kontor?

Når jeg nu taler om organisationen, bliver jeg nødt til at forholde mig til et problem, der er dukket op den ene gang efter den anden, nemlig klager over, at de medlemmer, der ikke har computer eller ikke har opgivet nogen email-adresse, ikke modtager et papirbrev, hver gang Selskabet eller Sappho har en aktivitet. Det drejer sig om ca. 100 personer.

Jeg beder dem have forståelse for, at vi ganske enkelt ikke har arbejdskraft til en sådan opgave. Vi må nøjes med at udsende papirbreve i forbindelse med den årlige generalforsamling, som vi skal ifølge vore vedtægter.

Men enhver kan gå hen på sit lokale bibliotek og der få oprettet en mailadresse, som man så må tjekke en gang imellem for at følge med i, hvad vi laver.

Lad mig også tage en anden tyr ved hornene. Vi har også i det forløbne år i bestyrelsen fået klager både fra medlemmer og ikke-medlemmer over, at vi ikke tager en lang række sager op, hvor der tydeligvis foregår en undertrykkelse af menneskers ytringsfrihed, eller hvor de bliver forfulgt alene for deres meningers skyld.

Den slags foregår i Danmark anno 2008 og i et skræmmende omfang, der må få tænksomme iagttagere til at spørge, om Danmark overhovedet er en retsstat.

Vi ville hjertens gerne gribe ind overalt, hvor noget sådant foregår, men vi har ikke kræfterne til det. Vi er nødt til at prioritere vores indsats på enkelte områder, hvor vi kan gøre en forskel i stedet for at sprede os over en masse ting, som vi alligevel ikke kan påvirke nævneværdigt.

Vi må for alt i verden ikke ende som en fabrik, der udsender pressemeddelelser.

Til sidst vil jeg gerne sige tak til de bestyrelsesmedlemmer og suppleanter til bestyrelsen, der har meddelt, at de ikke genopstiller til den nye bestyrelse. Det gælder Marie Møller, Kim Eskildsen, Michael Sandfort, Morten Uhrskov og Jon Andersen. Til dem vil jeg sige tak for deres indsats. Jeg ved, at vi fortsat kan regne med dem som medlemmer og nogle af dem oven i købet som aktivister i det fortsatte arbejde.

Følg os her: