Formandens beretning til Trykkefrihedsselskabets generalforsamling

den 18. marts 2006 i Dansk Forfatterforening, Strandgade 6, København

Trykkefrihedsselskabet af 2004 har haft et begivenhedsrigt år, siden vi formelt og reelt startede vores virksomhed med vores første generalforsamling den 12. marts sidste år. Og hvis man skal bedømme, hvor godt eller skidt det er gået med Selskabet -- og det er det første, jeg vil tale om, senere vil jeg gå over til nogle mere principielle betragtninger -- vil det være nærliggende at sammenligne resultaterne med de ambitioner, vil lagde frem for et år siden.

En slags facitliste over indsatsen kan man få ved at sammenholde det, vi har opnået, med den ønskeliste for de kommende aktiviteter, som jeg selv fremlagde i min beretning, da vi samledes i Flødstrup på det nordøstlige Fyn denne måned i 2005, og det der kom frem under den efterfølgende diskussion.

Lad mig nævne de vigtigste af de forsætter, vi havde:

Vi blev for det første enige om, at vi med de begrænsede kræfter, vi havde til rådighed, blev nødt til at sætte tæring efter næring, når det gjaldt de udadvendte aktiviteter, vi havde mulighed for at påtage os.

For i første omgang drejede det sig naturligvis om at opbygge organisationen, dvs. først og fremmest om at skaffe flere medlemmer og en bedre økonomi -- både gennem større kontingentindbetalinger og ved at tiltrække bidrag fra andre donorer.

Vi har kunnet glæde os over en vis medlemstilgang. Ved starten sidste år havde vi ca. 140 medlemmer. Det er nu vokset til lidt over 210, hvilket må siges at være tilfredsstillende.

Vi har ikke gjort noget specielt for at hverve flere medlemmer, og vi kan naturligvis diskutere, om vi burde gøre noget mere, f.eks. ved at henvende os til folk, som vi formoder ligger på vores linje i spørgsmålet om ytringsfrihedens forsvar. Personligt er jeg noget tilbageholdende med at bede folk indtræde, da jeg bliver ret irriteret over at få opringninger, hvervebreve o. lign.

Der blev ved vores første generalforsamling spurgt, om vi mon kunne tiltrække folk, der havde været medlemmer af PEN. Nogle var optimistiske i så henseende. Selv var jeg skeptisk, og denne skepsis synes at være blevet bekræftet. For selv om man sandelig ikke kan sige, at PEN er kommet pænt ud af Muhammed-krisen med sine mildest talt modstridende udmeldinger og sit vaklende forsvar for ytringsfriheden, hvilket har medført nogle udmeldelser og negativ presseomtale, så er der mig bekendt ingen, der er gået fra PEN til Trykkefrihedsselskabet.

Jeg skal senere -- under min omtale af Muhammed-sagen -- komme tilbage til PENs holdninger.

Kassereren vil om lidt fremlægge regnskabet. Jeg skal her nøjes med at glæde mig over, at vi i det forløbne år  har fået to større tilskud fra henholdsvis Jyllands-Postens Fond, som har bevilget os 75.000 kr. til starten af vores internettidsskrift Sappho. Vi er særdeles taknemmelige for denne håndsrækning. Ligesom vi også har været taknemmelige for den støtte på kr. 50.000, vi har modtaget fra Kulturministeriets midler til ytringsfrihedsformål, som vi anvendte til konferencen i efteråret .

Til støtte for vore aktiviteter i det indeværende foreningsår har vi fået en bevilling på kr. ca. 50.000 fra Nævnet vedrørende EU-oplysning, der skal buges til vores kommende konference om ytringsfriheden i Tyrkiet, som vi holder på Christiansborg den 29. april.

Vi har i det forløbne år afholdt tre konferencer -- hvor af de to har været arrangeret i samarbejde med Jyllands-Posten.

Det drejer sig for det første om konferencen om ytringsfriheden i Sverige, som vi den 28 april holdt i Forfatterforeningens lokaler. Hertil havde vi inviteret Jan Milld fra Sverigesdemokraterne samt forfatteren og sociologen John Järvenpää. Fra dansk side deltog folketingsmedlemmerne Simon Ammitzbøll fra de Radikale og Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

Konferencen, som fremdrog nogle ganske skræmmende oplysninger om de sande tilstande i Sverige, trak fuldt hus og gav anledning til en fin omtale i Jyllands-Posten.

Vi fulgte op ved i samarbejde med Jyllands-Posten at lave møder om situationen i Iran, som vi først holdt i Jyllands-Postens mødelokale i København den 30. maj, og som dagen efter blev gentaget i Århus. Deltagerne var politologen Ali Alfoneh, der er forsker ved Forsvarsakademiet, Farshad Kholghi fra Trykkefrihedsselskabet, præsidenten for Dansk PEN, Anders Jerichow, Politiken, og endelig udenrigsredaktør Jan Lund fra Jyllands-Posten.

Også disse arrangementer må betegnes som en succes, idet vi havde ca. 90 betalende tilhørere til de to møder tilsammen.

Samtidig markerede Iran-arrangementerne indledningen til Selskabets udmærkede samarbejde med Jyllands-Posten, der senere på året, nemlig den 19. november udmundede i vores største, dyreste og mest ambitiøse satsning, nemlig den internationale konference i Landstingssalen om Ytringsfriheden og islam. Det underliggende spørgsmål, vi gerne ville have belyst, var, om vi bør begrænse ytringsfriheden af hensyn til islam.

Talerne var en perlerække af internationale stjerner: den banebrydende forfatter Bat Ye'or, redaktør Elisabeth Schemla fra de franske internetmagasin Proche-Orient, den demokratiske aktivist og forkæmper for muslimske kvinders rettigheder, Samia Labidi, Frankrig, historikeren og menneskeretsforkæmperen David Littmann, der er bosat i Schweiz, samt den ungarske politolog og tidligere FN-rapportør, professor Gáspár Biró. Desuden deltog i paneldiskussionen folketingsmedlemmerne Søren Krarup, DF, og Naser Khader, Rad. Desværre lykkedes det os ikke at få Ayaan Hirsi Ali med blandt indlederne. Til gengæld opnåede Helle Merete Brix og undertegnede et interview med hende, som vi offentliggjorde i Sappho, og som vakte en vis opsigt.

Som optakt til konferencen var der store artikler og interviews med deltagerne i Berlingske Tidende og Jyllands-Posten, som også gav Selskabet god omtale.

Selve afviklingen må betegnes som en succes, idet der var kommet 150 tilhørere. Det eneste kritikpunkt var, at nogle af indlederne havde det for svært med at tale engelsk. En anden gang bør vi nok lade folk tale deres eget sprog og så prøve at skaffe penge til tolkning.

Ser man tilbage på vore aktiviteter, må man i hvert fald sige, at de beskyldninger, som bl.a. Politiken og dens politiske allierede rutinemæssigt retter mod anderledestænkende for at være snæversynede nationalister, der samles om gadekæret og ikke vil beskæftige sig med den store, globaliserede verden, ikke rammer vores Selskab.

Gennem de personer vi har inviteret til Danmark og gennem vore øvrige kontakter i det meget store udland, har vi vist, at hvis der er nogen, der tager globaliseringen alvorligt og gør noget ved den, så er det os.

Faktisk har vi i bestyrelsen og i redaktionen af Sappho brugt mange kræfter på at udbygge vore internationale kontakter. Således havde jeg den glæde at blive inviteret som taler ved Lijst Pim Fortuyns tre-dages konference i Haag 17.-19. februar, der havde en række fremragende indledere, bl.a. Bat Ye'or, Daniel Pipes, Andrew Bostom, Ibn Warraq, Robert Spencer, Douglas Murray, Urbain Vermeulen og mange flere. Emnet var stort set det samme som ved vores egen konference i november, og det får mig til at konkludere, at vores Selskab er godt på forkant med den internationale udvikling.

Også til konferencen i april dette år er der inviteret adskillige udenlandske talere. Og vi fortsætter således vores tradition for at invitere folk til landet, som vi ellers aldrig hører noget til.

Til efteråret skal vi formentlig have en ny stor konference under forudsætning af, at vi kan skaffe finansiering til den, og det bliver op til den nyvalgte bestyrelse at tage stilling til, hvad vi har mulighed for at udrette inden for de givne økonomiske rammer.

Jeg kunne dog godt tænke mig, at vi kastede et langt, kritisk blik på to paragraffer i den danske straffelov, der nu synes at skulle spille en stadig større rolle, når det gælder reguleringen af det frie ord, nemlig § 140, der handler om blasfemi og §266 b, der handler om racisme. Der er ingen tvivl om, at det bliver disse to knipler, som meningseliten sammen med flere oppositionspartier, en række førende dagblade og elektroniske medier samt de velorganiserede og velfinansierede islamiske grupperinger vil bruge til at slå ytringsfriheden ned med.

Det skal jeg komme tilbage til.

I min beretning på den første generalforsamling fremførte jeg ønsket om, at vi -- ud over en hjemmeside for Selskabet -- også fik vores eget internettidsskrift.

Det har vi heldigvis haft mulighed for at sætte i gang, idet Sappho nu er udkommet med to ordinære numre, samtidig med at vi så langt kræfterne rækker bringer aktuelle artikler i sektionen "Den Løbende".

Det er ikke alt, der er gået lige godt i forbindelse med vore elektroniske tjenester. Hjemmesiden har i lang tid været lukket, da vi mistede vores webmaster, som også var den eneste, der kunne betjene det gamle system. Det ser nu ud til, at hjemmesiden atter er i gang. Den nye webmaster skal ganske vist på en måneds rejse umiddelbart efter generalforsamlingen, men når han kommer hjem, skal vi nok få lagt dokumenterne i forbindelse med generalforsamlingen på.

Sappho kom til at spille en vis rolle omkring kommunalvalget, hvor vi kunne bringe et par artikler, der satte den socialdemokratiske kampagne i København i et noget kedeligt lys, efter at en anonym skribent, hvis navn naturligvis er redaktionen bekendt, havde kunnet afsløre, at en af de socialdemokratiske kandidater, Sikandar Malik Siddique, havde været i ubehagelig nærhed af Hizb ut-Tahrir og at han i øvrigt havde udtrykt sig på en måde, der lå tæt op ad islamiske ekstremisters normale måde at udtrykke sig på.

Det medførte, at Sappho i fjernsynsprogrammet "Jersild og spin" blev hængt ud som "obskurt", "misliebigt", og "stærkt højreorienteret", og vi blev med mere eller mindre rene ord beskyldt for at have opfundet historien selv. Det er som bekendt en forbrydelse at være højreorienteret i DR, hvorimod det anses for en absolut gevinst at være venstreorienteret. Men i øvrigt er der ikke noget højreorienteret ved Sappho, som ikke tager partipolitisk stilling. Og i hvert fald kan der ikke være noget obskurt ved et tidsskrift, som omhyggeligt med navne og billeder anfører, hvem der redigerer det.

Vi klagede over denne behandling til Danmarks Radio, der som sædvanligt afviste alt i et brev fuldt af fordrejelser og løse påstande. Vi kunne godt have gået videre med nye skrivelser, men det får man jo ikke noget ud af her i landet. Så det ville være spild af kostbare arbejdsressourcer at overklage.

I øvrigt er der ingen, der til dato har kunnet påvise den mindste fejl i noget, der har stået i Sappho. Havde det været tilfældet, ville vi for længst have hørt fra en eller anden sagfører. Det har vi ikke. Til gengæld har redaktionen fået en del henvendelser fra andre journalister -- tilmed fra meget overraskende medier -- der gerne vil have os til at samarbejde med dem om afsløringer, de agtede at foretage, og som har fortalt, at de anser vore historier for at være korrekte i ét og alt.

Vi har indtil videre afslået sådanne tilbud, da vi ikke tør løbe nogen risiko på vore kilders vegne.

Vi havde i bestyrelsen ambitioner om at oprette en række arbejdsudvalg -- et internationalt udvalg, et PR-udvalg, et web-udvalg -- og vi har da også prøvet. Men de har ikke fungeret, og arbejdet er derfor faldet tilbage på en række i forvejen ophængte enkeltpersoner. Jeg håber, at dette kan løses i den nye bestyrelse. Jeg håber også, at det vil lykkes den nye bestyrelse at inddrage andre af Selskabets medlemmer i et længerevarende arbejde om løsningen af praktiske opgaver. Man behøver altså ikke at sidde i bestyrelsen for at være aktiv.

Blandt de drømme, der indtil videre ikke har kunnet realiseres, har været ønsket om at knytte folk med juridisk kompetence til Selskabet, således at vi kunne foretage selvstændige analyser af f.eks. det store antal responsa om menneskerettigheder, som vi konstant bombarderes med, og som tydeligvis er beregnet på at påvirke den offentlige mening i retning af en accept af multikultur, værdirelativisme og opløsning af de europæiske nationer til fordel for det, som Bat Ye'or har kaldt en ny euro-arabisk ideologi og retsorden, uden ytringsfrihed sådan som vi hidtil har kendt den.

Det er en alvorlig mangel, at vi ikke adgang til en sådan juridisk kompetence, og jeg synes, at bestyrelsen burde overveje, hvad der kan gøres.

Savnet af juridiske værktøjer bliver utvivlsomt mere og mere prekært i de kommende år. Det er næppe nogen overdrivelse at sige, at de fleste af de skatteyderfinansierede institutioner, som skulle overvåge, at der ikke gøres indhug i de demokratiske rettigheder -- herunder ytringsfriheden -- arbejder for ytringsfrihedens fjender. Mens der ikke har været nogen mangel på akademisk ekspertise, der har stillet sig forstående over for imamer, etnopolitikere og fremmede magthavere, der har villet begrænse ytringsfriheden af omsorg for religiøse følelser, har der været meget langt mellem menneskeretseksperter og andre jurister, der har hævdet, at demokratiet naturligvis står over religionen, og at religiøse følelser ikke kan være mere beskyttelsesværdige end alle andre følelser i en demokratisk retsstat

Bestyrelsen har i det forløbne år fået en del henvendelser fra enkeltpersoner og organisationer, der opfordrede os til at sætte os i spidsen for gadedemonstrationer eller andre udendørsmanifestationer, bl.a. i forbindelse med Muhammed-sagen. Det har vi afslået ud fra den betragtning, at vi i vore rækker ikke har nogen tradition for at demonstrere, og at vi derfor ikke vil kunne samle ret mange. Det eneste, man får ud af at samle 31 mand og nogle højtalere foran Christiansborg, er at udstille sin egen svaghed. Og endnu værre: Vore modstandere kunne bruge det til at argumentere for, at tilhængerne af den absolutte ytringsfrihed altså ikke er så mange, og at danskerne i virkeligheden udmærket forstår nødvendigheden af at begrænse den af hensyn til folks følelser.

I den forbindelse må vi ikke glemme, at størsteparten af landets journalister nærmest instinktivt har taget parti mod ytringsfriheden og for muslimers ret til ikke at blive kritiseret eller latterliggjort. De vil elske at kunne vise billeder af en meget lille demonstration.

Under min beretning sidste år fremhævede jeg, at i dag kommer truslerne mod ytringsfriheden ikke først og fremmest fra statsmagten, men fra især to andre sider, hvis jeg må citere mig selv:

"For det første fra en gruppe af religiøse magthavere og deres allierede, der er indvandret til Danmark fra muslimske lande i løbet af den sidste menneskealder, og som nu forsøger at sikre deres uindskrænkede herredømme over bestemte etniske og religiøse grupper ved at true alle kritikere til tavshed. Truslerne og i mange tilfælde volden, retter sig i første omgang mod muslimer, der skejer ud i forhold til den udlægning af islam og shariaen, som imamerne og de muslimske missionsselskaber fastslår som den rigtige."

Efter sagen om Muhammed-tegningerne er der næppe tvivl om, at de samme muslimske kredse har øget ambitionsniveauet. Nu drejer det sig ikke bare om magten over den muslimske diaspora, men om at sætte en skræk livet på ikke-muslimske danskere, så de kan lære at vige for shariaen og således de facto acceptere deres egen overgang til en status som dhimmier.

Den anden hovedkilde til anslag mod ytringsfriheden, sagde jeg på første generalforsamling, kommer fra EUs forsøg på at presse en særlig, friseret diskurs ned over de europæiske befolkninger. I samme båd er også Europarådet, og på det seneste i stigende grad FN, hvis Komité mod Racediskrimination netop har kritiseret den danske stat for ikke at gribe hårdt nok ind mod Pia Kjærsgaard, som i et læserbrev i 2003 havde kritiseret justitsministeren for at sende et lovforslag om forbud mod omskæring af piger i høring i Dansk-Somalisk Forening. Dette sammenlignede hun med at spørge pædofile, om de havde noget imod et forbud mod sex med børn. FNs komite vil nu have, at staten skal efterforske sagen og give en "passende kompensation" til Mohammed Gelle, på hvis vegne Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination havde klaget til FN.

Pia Kjærsgaard og Peter Skaarup, der er formand for folketingets retsudvalg, kalder sagen henholdsvis tåbelig og "en storm i et glas vand". Men det er nok en lovlig optimistisk bedømmelse. Jeg synes, at sager som Muhammed-sagen og de gentagne forsøg på at få kritikere af islam og mellemøstlig kultur dømt for deres udtalelser giver meget bange anelser. I en bemærkelsesværdig kommentar, som Hans Hauge for et par uger siden skrev i Jyllands-Posten under titlen "Vredens dag", blev det påpeget, at der nok vil falde brænde ned, den dag de nuværende tabere i hele den kulturkamp, der har været i gang siden slutningen af 1990erne, kommer til magten.

Som bekendt har det nuværende flertal trods alle mulige beskydninger om brutal opførsel og en møgbeskidt tone ikke krummet et hår på mindretallets hoved. Ingen af dets talsmænd er blevet ramt af retsvæsenet, ingen er blevet ramt på brødet, intet universitetsinstitut er blevet skåret ned, fordi det ikke har bestilt andet end at politisere mod regeringen, og det befolkningsflertal der står bag den.

Det har ikke gjort det tabende hold fra folketingsvalget i november 2001 mindre hævngerrigt. Og jeg gruer ved tanken om, hvor meget der ville være tilbage af ytringsfriheden, hvis det havde været en anden statsminister end den siddende, der skulle have håndteret Muhammed-krisen.

Noget andet, som nu må vække vores bekymring, er det faste omkvæd, der har sneget sig ind i dansk politik, som en slags identitetsmarkør, nemlig den påstand, der store dele af oppositionen til stadighed fremhæver, nemlig at Muhammed-krisen er regeringens skyld, og at Danmark har et problem, som skyldes manglende imødekommenhed over for andre kulturer. Man kan efterhånden dårligt åbne for tv eller slå op i en avis uden at få dette synspunkt præsenteret -- og det næsten uanset, hvad sagen ellers drejer sig om. For et par dage siden, blev det f.eks. fremhævet af Anne-Grethe Holmsgaard fra SF, da hun på TV2 blev bedt om at kommentere regeringens nye globaliseringsudspil.

Påstanden om regeringens ansvar -- eller for den sags skyld Jyllands-Postens -- er efterhånden blevet tilbagevist så mange gange, at det er svært at tage den alvorligt. Der ligger så mange indicier på, at den såkaldte krise er opfundet og blæst op af mellemøstlige despoter og deres danske allierede, som ganske vist gerne vil have knægtet den danske ytringsfrihed, men som også har alle mulige andre politiske dagsordener -- så som at lægge pres på den britiske regering i forbindelse med forslaget om at kriminalisere islam-kritik; den trængte egyptiske regerings interesse i at få landets islamister over på deres side forud for de nationale valg i november og december sidste år; et forsøg på at skræmme de europæiske lande til at fortsætte deres rundhåndede støtte til Hamas ved at vise, hvad det kan koste at udfordre 1,3 mia. muslimer. Bare for at tage nogle af forklaringerne.

Snakken om, at vi skal vise større imødekommenhed over for "andre kulturer" er også forløjet. Der er kun én kultur, vi skal komme i møde, og det er islam, sådan som den udlægges af de mest magtfulde slagsbrødre og flagafbrændere.

Desværre får vi aldrig at vide, hvad en sådan imødekommenhed i praksis vil indebære. Men af og til får vi dog et glimtvis indblik i, hvad et kommende kompromis kunne bestå i. F.eks. under den såkaldte "Dialog mellem kulturer og religioner", som Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) med udenrigsministeriet i baghånden havde arrangeret i Eigtveds Pakhus den 10. marts. Her fik de indbudte muslimske ledere lejlighed til at fremsætte deres krav til det danske samfunds indretning over for en håndplukket forsamling af danske unge og nogle ret mundlamme danske paneldeltagere, der overgik hinanden i beklagelser og undskyldninger for, hvad det frække Danmark havde gjort mod verdens muslimer. Ved denne konference var antallet af muslimer i øvrigt steget fra 1,3 til 2 milliarder, forstod man på en af de muslimske talere.

Men selv om Danmark altså havde syndet, var alt ikke tabt, forstod man. Vi kunne nemlig opnå tilgivelse, hvis regeringen lod en komite af muslimer gennemgå skolebøgernes behandling af islam, således at danske børn kunne blive præsenteret for et sandt billede af profeten og islams historie. Det ville også hjælpe gevaldigt, hvis radio og fjernsyn ville bringe programmer der kunne et positivt og derfor rigtigt billede af Muhammed. Man forstod, at disse programmer også skulle censureres af såkaldte islamiske lærde.

Faktisk var dagens ordstyrer, nemlig ambassadør Ole Wøhlers Olsen, der nu er specialrådgiver ved DIIS, stemt for at præsentere disse og andre arabiske krav som konferencens officielle. Han blev kun standset, fordi dette dog blev for meget for de to af de danske paneldeltagere, biskop Karsten Nissen og direktør ved det danske dialoginstitut i Cairo, Jakob Skovgaard-Petersen. Lektor Jørgen Bæk Simonsen, der konstant trækkes frem som landets førende islam-forsker, og hvis vurderinger, synes at have stor vægt i det danske udenrigsministerium, havde ingen indvendinger

Man fik ikke desto mindre en klar fornemmelse af, at det store udsalg af friheden -- Danmarks frivillige overgang til fremmedvælde -- meget vel kan komme på tale igen. Hvad mon en regering, der støtter sig til Marianne Jelved og Villy Søvndal, ville gøre, den dag, der atter bliver fyret op under det arabiske raseri -- og de fik tilbuddet om fred mod visse minimale ændringer i de danske skolebøger samt nogle oplysende programmer i de elektroniske medier og artikler i samarbejdsvillige aviser?

Det behøver ikke engang at ske officielt. Man kan nøjes med at true mediernes redaktører, forlagene, universitetsforskerne osv. til at afstemme deres holdninger med det, som kan accepteres af Det Muslimske Broderskab, Hizb ut-Tahrir, de wahabbitiske missionsselskaber, OIC, og hvem der nu ellers udtaler sig på vegne alverdens muslimer. En dragt prygl og en mordtrussel plejer at gøre underværker, ligesom det normalt har en afsvalende virkning, hvis ens datter bliver opsøgt af 12 muslimske teenagedrenge, der vil drøfte, hvad far her tegnet i en avis. (Som man kan høre, tror jeg ikke en døjt på den søforklaring om den sande hændelse, som Venstres politiske ordfører Jens Rohde senere fandt det bedst at fremsætte.)

Den individuelle undertrykkelse af folk, som offentligt har fremsat forkerte meninger, er allerede vidt fremskreden i det danske samfund. I Trykkefrihedsselskabet er vi blevet opmærksomme på en række overgreb på folk, som der foregår i det skjulte og på individuel basis, og som netop derfor er særdeles farlige for den reelle ytringsfrihed.

Både i offentlige institutioner og i private firmaer er der trusler om fyringer eller anden forfølgelse af mennesker, hvis eneste forseelse er offentligt at have udtrykt deres mening om almindelige samfundsforhold -- som i og for sig intet har med deres arbejde eller arbejdsplads at gøre. Det går ud over mennesker, der f.eks. har udtrykt deres enighed med den førte indvandringspolitik, som har kritiseret islam, har distanceret sig fra den multikulturelle ideologi eller på anden måde stødt an mod den herskende politiske korrekthed.

Hvad skal man som enkeltperson gøre, hvis man på sin arbejdsplads får at vide, at nu skal man holde sin mund i det offentlige rum, ellers bliver man fyret? Hvad skal en kommunalt ansat stille op, hvis han bliver kaldt til samtale hos borgmesteren og får at vide, at han skal indstille sine lovlige politiske aktiviteter, ellers er det ud af vagten?

Vi er som sagt blevet opmærksomme på adskillige sager af den art, og det forbandede er, at de mennesker, der bliver ramt af undertrykkelsen, ikke har nogen steder at gå hen, selv om det utvivlsomt er ulovligt at true dem på den måde.

Det piner mig meget, at vi her i landet ikke har andre organisationer end netop Trykkefrihedsselskabet, som ville røre en finger for at forsvare disse forfulgte menneskers ytringsfrihed -- samtidig med at Selskabet savner såvel juridisk kompetence, som økonomi og arbejdsressourcer til at gøre noget ved disse misforhold. Man skal ikke regne med, at Morten Kjærums offentligt finansierede menneskeretscenter vil interessere sig den slags sager. Her har man rigeligt at gøre med at melde den danske befolkning til udlandet for alskens forbrydelser. 

Jeg synes, det er på tide, at vi stiller spørgsmålet, hvad ytringsfriheden i virkeligheden er værd, hvis alle mulige magthavere og store og små lokaltyranner bare kan true folk til tavshed

Vi står her med et problem, som folketingets retsudvalg burde interessere sig for. Udvalget burde give frit lejde og garantier mod forfølgelse til mennesker, der ville komme og berette om deres oplevelser.

Lad mig til sidst forsøge at give nogle perspektiver på Muhammed-sagen, som jeg ikke skal sige så meget om her. Der har allerede været sagt så meget.

Skal man sammenfatte den situation, vi nu står i, så har det mest iøjnefaldende ved de seneste måneders begivenheder ikke så meget været visse politikeres og visse politiske partiers svigt. De burde have forsvaret ytringsfriheden ubetinget, men det kan næppe komme bag på os, at de ikke har gjort det. For skulle de lægge ansvaret for den krise, Danmark er blevet kastet ud i, på de mennesker, lande og institutioner, der bærer skylden, så ville de blive tvunget til at tage et opgør med årtiers strudsepolitik over for de problemer, som de har ladet akkumulere.

Langt sørgeligere har det været at iagttage, hvordan de organisationer og faggrupper har svigtet, som især skulle have støttet ytringsfriheden. Ja, som vi troede levede af ytringsfriheden. Desværre må vi konstatere, at der har været langt mellem de forfattere, såkaldte intellektuelle, kunstnere, journalister osv., der har stået fast på ytringsfriheden.

Det har været en pestilens at betragte, hvordan det ene medlem af landets meningselite efter det andet er stået frem med bebrejdelser -- ikke mod dem, der har opviglet fremmede barbarer til at udstede dødstrusler -- men mod Jyllands-Posten og regeringen. Og efter at have svigtet ytringsfriheden, da det gjaldt, har de samme politikere, forfattere, organisationsfolk etc. tilladt sig at hævde, at alle har stået sammen om ytringsfriheden, som overhovedet ikke har været anfægtet, selv om tegnere og redaktører må leve under konstant politibeskyttelse.

Et særligt kapitel i hele denne bedrøvelige historie har vore gamle venner i PEN tegnet sig for. Når jeg ved sidste generalforsamling ikke troede ret meget på, at folk fra PEN ville melde sig hos os, skyldtes det, at jeg selv har gjort mig erfaringer med bemeldte forening og derfor ikke har troet på, at den egentlige formål var beskyttelse af ytringsfriheden, men at den mest tjente som et behageligt sted at pleje sin karriere.

Dette indtryk synes at være blevet bekræftet, efter at end ikke PEN har kunnet tage sig sammen til at udsende en ubetinget solidaritetserklæring med tegnerne og Jyllands-Posten, men har omgærdet sine udtalelser med alle mulige forbehold og men'er.

Vi har desværre lært, at når den danske menings- og kulturelite står over for valget mellem at tækkes den islamiske totalitarisme og at forsvare vore grundlovssikrede frihedsrettigheder, så vælger man totalitarismen.

Så kan det i øvrigt være ligegyldigt, om dette skyldes frygt eller dumhed. Ingen af delene er pyntelige for et samfundslag, der betragter sig som en åndselite, og som derfor mener sig udstyret med en særlig moralsk autoritet.

Det glædelige er, at befolkningens flertal hidtil ikke har tøvet. Så folket er fundament, vi kan bygge vores modstand på, og som gør, at vi må fortsætte kampen med fortrøstning. Hvad skulle vi i øvrigt ellers gøre?

Hele Muhammed-sagen giver mig i øvrigt anledning til at repetere nogle helt almindelige synspunkter, som jeg egentlig troede havde vundet en fast plads i europæiske og vesterlandsk kultur, men som vi desværre må konstatere er gået i glemmebogen:

1) Al kritik hviler på kritik af religionen. I det øjeblik kritikken af religionen forstummer, er vejen nemlig banet for en sakralisering af alle privatlivets og samfundslivets forhold. Vi får så et helligt samfund med hellige institutioner, ledet af hellige mænd, som ikke kan kritiseres eller latterliggøres, fordi det er blasfemi.

Det er i den forbindelse særdeles ubehageligt at iagttage, hvordan flere religiøse ledere er hoppet på den islamiske vogn for at se, om de også kan sikre en position, der er hævet over kritik.

2) Følelser -- herunder religiøse følelser -- har ikke større krav på beskyttelse mod kritik, spot og latterliggørelse end rationaliteten.

3) Vi kan ikke tage ansvaret for, at en masse mennesker har valgt sig en gud, der er så svag, at han skal beskyttes mod menneskelig kritik og forhånelse gennem love, retssager og fysisk forfølgelse af vantro.

Til slut vil jeg gerne sige tak for det gode samarbejde, vi har haft i den gamle bestyrelse, der er på valg i dag.

Især vil takke de medlemmer, der af den ene eller anden grund ikke har ønsket at genopstille til den nye bestyrelse. Det drejer sig om vores kasserer Thomas Helbig Hansen. Tak for veludført arbejde. Jeg er vis på, at du sætte din afløser grundigt ind i sagerne, inden du kaster tøjlerne. Tak også til Christian Hundahl, som pga. sygdom ikke kunne være til stede i dag.

Tak til jeg alle fordi I ville være med i denne afgørende opbygningsfase.

Følg os her: