Muslimerne er vor tids jøder - et synspunkt både muslimske grupper og deres ikke-muslimske støtter har haft held med at få plantet i den offentlige debat. Som menneskerettighedsforkæmperen Roy Brown, der den 3. juni var den ene af Trykkefrihedsselskabets to prismodtagere, sagde i sit oplæg ved prisoverrækkelsen, er det et af islamisternes vigtigste strategipunkter at profilere sig som ofre. Hvor langt islamisterne er villige til at drive denne offeriscenesættelse, kan man se eksempler på i dette nummer af Sappho.
Men vist minder den tid, vi lever i, på væsentlige punkter om trediverne. Europa oplever i dag angreb på jøder og jødisk ejendom i et omfang, vi ikke har oplevet siden 2. Verdenskrig. I Frankrig er fem synagoger sat i brand siden år 2000. Jøder trues og overfaldes, og i et stigende antal franske skoler i områder, hvor islamisterne har vundet terræn, kan man ikke uden store problemer undervise i Holocaust og Israels historie. Med islamismen kommer antisemitismen.
Islamismen er en totalitær ideologi som, ja, for eksempel nazismen. Måske er islamismen blot endnu mere vidtrækkende, og endnu farligere. Nutidens appeasement, angst for at støde og afvisning af mennesker, der taler islamisterne imod, minder uhyggeligt om den afstandtagen, som dele af det tyske kulturliv lagde til nazismens modstandere.
I 1989 udkom den tyske forfatter Claus Manns bog Vendepunktet. Claus Mann var søn af Thomas Mann, og bogen er en selvbiografi, skrevet i slutningen af 40erne, kort før Claus Mann tog sit liv. Den er rigtig god at genlæse i disse tider.
Nazismen erklærede Mann-familien krig, fordi dens medlemmer gjorde front mod det kommende herrefolk. Claus Manns søster Erika var for eksempel kvinden bag den uhyre populære og antinazistiske kabaret ”Pfeffermühle”. Efter at nazisterne i 1934 havde taget statsborgerskabet fra både Claus og Erika, spillede Pfeffermühle for fulde huse i Zürich. Men ikke uden problemer: ”Mere forstyrrende end nazisternes 'tomme bandlysning' var de 'spontane' demonstrationer, som nazisterne og deres schweiziske venner, 'Fronten', satte i scene mod Pfeffermühle. ... De schweiziske fascister, der var instrueret og bevæbnet af deres tyske mestre, nøjedes ikke med de sædvanlige stinkbomber og trillefløjter, men der blev skudt med skarp ammunition, og det hed sig, at der var gemt en tidsindstillet bombe under scenen.”
Pfeffermühle spillede hver aften under politibeskyttelse. Erika lagde vægt på, at man ikke stoppede forestillingen, og det samme gjorde de schweiziske myndigheder: ”Af prestigemæssige grunde ville man ikke give efter for ballademagerne, men på den anden side ikke provokere disse for meget. Hvordan klarer man et sådant dilemma?” Pfeffermühle fik naturligvis ikke fornyet sin spilletilladelse. Også i andre schweiziske byer blev der snart problemer.
Erikas vanskeligheder var dog startet længe før. Allerede i 1931 var nazisterne så stærke, at en ung skuespillerinde, der som Erika var forhadt af nazisterne, blev ramt på sit erhverv. ”Direktøren for et provinsteater, hvor Erika skulle spille nogle roller ved det kommende sommerfestspil, meddelte telegrafisk, at han beklagede at måtte annullere aftalen. 'Fredshyæner' (et skældsord nazisterne brugte om Erika Mann, red.) var der ikke plads til på hans scene. Det var kun den første reaktion, flere fulgte hurtigt efter. Bayerns statsteater, radioen i München, filmselskabet Emelka viste sig pludselig alle sammen at være utilbøjelige til at beskæftige Erika for fremtiden. Det var boykot; politisk kompromitterede lod man falde."
I nutidens Danmark ville man ikke lade Trykkefrihedsselskabets anden prismodtager, den kompromisløse komiker og kritiker af islamismen Shabana Rehman, optræde på kvindernes kampdag den 8. marts 2006. Det var ikke muligt at finde et teater, der ville have hende. De politisk kompromitterede lader man falde. Vibeke Manniche, forkvinde for Kvinder for Frihed, undrede sig på foreningens første generalforsamling den 2. juni, hvor Shabana Rehman optrådte, med rette over, at det er fra kunstens verden, denne stærke modstand mod provokationer og kritik kommer.
I TV-programmet Deadline den 2. juni forklarede Shabana Rehman, hvordan der i debatten om ”mulla-løftet” – hvor Shabana Rehman løftede fundamentalisten mulla Krekar op for øjnene af millioner af TV-seere –havde været større fokus på, om Shabana havde krænket den tidligere jihad-kriger ved at berøre hans ædlere dele, end på at en fundamentalistisk mulla får lov at udbrede sine budskaber i en norsk natklub under massiv TV-dækning.
Komiske og satiriske provokationer betyder mere for nutidens kulturelite end trusler, vold og mord. At Shabana Rehman viser sin bare bagdel offentligt, eller at en tegner afbilder Muhammed med en bombe i turbanen, har således skabt mere misnøje i dele af det europæisk kulturliv end mordet på Theo van Gogh og dødstruslerne mod Ayaan Hirsi Ali, Shabana Rehman og Naser Khader og de 12 danske tegnere, som må leve under permanent politibeskyttelse.
I Vendepunktet fortæller Claus Mann om den store gruppe af kunstnere, der blev presset ud af Tyskland: ”En masseudvandring af digtere satte ind, aldrig før i historien har en nation i løbet af få måneder mistet så mange af sine litterære repræsentanter.” Det var ikke alene ”racemæssigt kompromitterede”, men også mange andre: Bertolt Brecht, Erich Maria Remarque, Oskar Maria Graf, Leonhard Frank, Heinrich og Thomas Mann, blot for at nævne nogle.
I nutidens Europa bliver Ayaan Hirsi Ali, der har ydet en enorm indsats for sit land i kampen mod islamismen, nu presset ud i landflygtighed og vil fremover bo i USA. Er Hirsi Alis afrejse kun begyndelsen på en strøm af dissidenter, der, som i 30erne, må forlade Europa, fordi vi ikke længere vil beskytte dem eller yde dem moralsk støtte?
Blandt de forfattere, der blev tilbage i det nazistiske Tyskland, var der efter Manns vurdering forholdsvis få, der lod sig dupere sammenlignet med andre grupper. Mann taler om den ”forfærdende omfangsrige liste af ensrettede filosoffer, historikere, jurister, læger, musikere, skuespillere, malere, pædagoger”. Folk, der ”forsøgte at gøre sig acceptable for det nye regime gennem fejge kompromiser”.
I begyndelsen af 30erne oplevede man i Tyskland, som Mann skriver, ”symptomer på den fascistiske infektion” ikke blot i den højreradikale, nationalistiske presse, men også i ”de mondæne filosoffers og litteraters højtravende jargon. Alle, der forstod sig på 'tidsånden' og ønskede at stå sig godt med den, så nationalsocialismen som 'det kommende'.”
Videre skriver Mann: ”Det var pinligt at se den masochistiske smisken, hvormed jødiske kritikere roste nationalsocialistiske obskurantisters bekendelser som 'værdifulde tidsdokumenter'." Ernst von Salomons selvbiografi - forfatteren blev i 1922 idømt fem års tugthus for sin medvirken til det antisemitisk begrundede mord på Tysklands jødiske udenrigsminister Walther Rathenau - blev for eksempel rost til skyerne i Frankfurter Zeitung, som Hitler plejede at betegne som "en jødisk luder".
Og Mann konkluderer: ”Således savede de venstreorienterede kritikere selvtilfreds fnisende den tynde gren af, som de lige akkurat fik lov at sidde på endnu. Den, der lo i skægget, var doktor Goebbels.”
Ved et debat-arrangement i Politikens hus i maj 2006 konfronterede en af Sapphos redaktører tidligere overrabbiner Bent Melchior med den oplysning, at en skole i Frankrig efter ønske fra islamiske organisationer har taget skridt til at opdele kantinen, så at muslimske og ikke-muslimske elever kunne spise hver for sig. Mente Melchior ikke, at det var et problem, og var han ikke bange for udviklingen? Den tidligere overrabbiner svarede, at en sådan opdeling ikke udgjorde noget problem. Det var kun et problem, hvis islamiske normer var bestemmende for hele kantinen, og det var jo ikke tilfældet. Og jo, han var bange for udviklingen, for den hetz, der kørte mod muslimerne, var sammenlignelig med den hetz, der i en anden tid ville have jøderne slået ihjel.
Det er svært at forstå Bent Melchior på anden måde, end at han sidestiller vore dages kritikere af islamismen med Ernst von Salomon, Adolf Hitler og Joseph Goebbels.
Hvad i alverden får en journalist med jødisk baggrund, Adam Holm, til at stille op som med-studievært i DR2 sammen med den tildækkede og håndsky Asmaa Abdol-Hamid i programmet ”Adam og Asmaa”? Abdol-Hamid var tovholder for gruppen af islamiske organisationer, der lagde sag an mod Jyllands-Posten. Forfatterne til denne leder har tidligere undersøgt en række af disse organisationer, og vi kan forsikre Holm, at lige så sikkert det er, at Asmaa aldrig vil give ham hånden, lige så sikkert er det, at disse organisationer har en antisemitisk og antidemokratisk dagsorden.
Endnu et eksempel: Omar Shah, der på internettet udtrykte sympati for Theo van Goghs morder, fik bagefter lov at skrive en kronik om sine synspunkter i Politiken, der endnu engang beviste, at den er islamisternes måske nyttigste påvirkningskanal. For nylig genoptrykte samme avis de omstridte profet-tegninger efter massivt - sammen med store dele af den danske kulturelite, dansk erhvervsliv, pensionerede diplomater og politikere - at have fordømt Jyllands-Postens initiativ.
I Vendepunktet skriver Mann: ”Ja, mange fornedrede sig – med eller uden deres vilje – til at blive håndlangere og tilskyndere for de ødelæggende kræfter. Selvretfærdighed og svaghed, trættelyst og dumhed i vore rækker blev mægtige forbundsfæller for fjenden.” Og videre: ”Præsterne, det vil sige de intellektuelle (ikke alle, men de fleste!), indyndede sig hos Antikrist, nemlig hos modstandere af ånd, frihed, kultur.”
Lad Antikrist ligge. Og lad os konstatere, at den frafaldne muslim Taslima Nasrin havde ganske ret, da hun for nogle år siden forudsagde, at fremtidens store konflikt ville blive mellem sekularisme og fundamentalisme. Denne konflikt kan man forholde sig til ved at tage konsekvent afstand fra islamismen. Man kan også, som det åbenlyst praktiseres af meningsdannere, universitetsansatte og kunstnere i dagens Danmark, svare med skin-dialog, tilpasning og smiger. Så får man det, vi nu har fået. En kultur af frygt.
HMB & LH
