"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Frihedens manifest

6. marts 2006 - Artikel - af Sapphos Redaktion

Salman Rushdie og 11 europæiske forfattere og journalisters manifest (Dansk oversættelse)

"Efter at have fået bugt med fascismen, nazismen og stalinismen står verden nu overfor en ny, totalitær global trussel: Islamismen.

Vi – forfattere, journalister, intellektuelle – opfordrer til modstand mod religiøs totalitarisme og opfordrer til at arbejde for frihed, lige muligheder og sekulære værdier for alle mennesker.

De begivenheder, der er fulgt i kølvandet på offentliggørelsen af tegninger af Muhammed i europæiske aviser, understreger nødvendigheden af kampen for disse universelle værdier. Kampen vil ikke blive vundet ved hjælp af våben, men skal kæmpes på den ideologiske slagmark. Det er ikke et "clash of civilizations" – ej heller er det et modsætningsforhold mellem Vesten og Østen, vi er vidner til – snarere er det en global kamp mellem demokrater på den ene side og teokrater på den anden.

Som alle totalitarismer næres islamismen af frygt og frustrationer. Had-prædikanterne benytter sig af disse følelser med henblik på at skabe slagstyrker, som skal indføre en frihedsfjendsk verden og en verden uden lige rettigheder. Men vi kan klart og tydeligt slå fast: Intet – end ikke fortvivlelse – kan retfærdiggøre, at man vælger den vej, der kan beskrives som obskurantisme (det formørkede, det dunkle, det tilslørede – oversætterens forklaring) , totalitarisme og had. Islamismen er en reaktionær ideologi, som dræber ligeværdighed mellem mennesker, som dræber frihed og sekularisme – hvor end den findes. Får islamismen succes, kan den kun medføre en verden af dominans: Mandens dominans over kvinden, islamisternes dominans over alle andre. For at imødegår dette, må vi sikre universelle rettigheder til de undertrykte og til de diskriminerede.

Vi afviser den kulturrelativisme, som består i at acceptere, at mænd og kvinder i den muslimske kultur skal undvære lige rettigheder, frihed og sekulære værdier – alene af hensyn til respekt for kulturer og traditioner. Vi afviser at give afkald på vor kritiske ånd – fordi vi er bange for at blive beskyldt for "islamofobi" – et uheldigt begreb, som forvirrer begreberne på en sådan måde, at kritik af islam som religion, stigmatiserer denne religions troende.

Vi opfordrer til ytringsfrihed, sådan at den kritiske ånd kan udfolde sig i alle lande og sådan at vort århundrede kan blive lysets århundrede – og ikke obskurantismens århundrede.

Underskrevet:

Ayaan Hirsi Ali
Chahla Chafiq
Caroline Fourest
Bernard-Henry Lévy
Irshad Manji
Mehdi Mozaffari
Maryam Namazie
Taslima Nasreen
Salman Rushdie
Antoine Sfeir
Philippe Val
Ibn Warraq"

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg