Jeg sad mellem Flemming Rose, der var ordstyrer på konferencen og initiativtager til karikaturskandalen, og den franske journalist og redaktør Elisabeth Schemla, som viste mig tegningerne, der var kommet som fax. Jeg betragtede dem som ligegyldige, da offentliggørelsen kun skyldtes aktuelle forhold. Tegningerne chokerede mig overhovedet ikke, da de blot udtrykte den kendsgerning, at islamisterne er gået for vidt. Ganske vist var jeg ikke langt fra at reagere negativt på fremstillingen af Muhammed som fundamentalist og terrorist, men vi skiftede hurtigt emne. Trods den polemik, tegningerne udløste i Danmark, var der ingen grund til at dvæle længere ved dem.
Siden da har vi set langt flere profetkarikaturer i naturlig størrelse marchere på gaden i de arabiske og muslimske lande og endda i Vesten for at bekræfte det danske initiativs grundlag og form. Det værste af det hele er, at dette vrængbillede af profeten tegnes af hans egne tilhængere, og at det fremhæves af diktatoriske regimer, der går mere op i at holde sig ved magten end i at forsvare islams såkaldt sande værdier. I dette sceneri, der grænser til hysteri, er der overhovedet ikke plads til de frie ånder, som har rod i samme kultur. Vi anses som ikke-eksisterende i den slags samfund. Vi er en stemme, der taler for døve øren i en verden, hvor religiøse eksperter fylder mere og mere i det offentlige rum for i Guds navn at kaste sig over enhver afvigelse.
Hvilken helgen skal man henvende sig til, når man ikke tilhører nogen religion, fordi man har lyst til at være fritænker, til at slippe for enhver form for seletøj eller fordi man ganske enkelt vil gå helt op i sin menneskelige tilværelse? Hvad er det hellige, som er blevet mest profaneret i det nuværende postyr, der lugter langt væk af manipulation? Det guddommelige eller menneskets frihed til at ytre sig og have en samvittighed?
Alt er helligt i alle religioner. Alt er “givetvis” et guddommeligt værk - for nu at bruge deres egne ord. Først og fremmest opfattes mennesket som et fuldendt væsen. Hvordan kan den religiøse ekspert så tillade sig at føle sig hævet over alle andre menneskelige væsener. Med hvilken ret påtvinger han den samlede menneskehed sit eget religiøse synspunkt? Påskuddet er, at Gud taler for at få menneskene til at tie for altid. Er disse religiøse eksperter så svage i troen, at de bliver bekymrede og fornærmede af det mindste tegn på sort humor? Men er gudstro ikke det samme som vished og indre ro? Skal den ikke være hævet over såkaldte provokationer, om de nu er tilsigtede eller ej?
Besværlige minoriteter skubber sig frem i første række for at bringe en hel religion i vanry og dermed skade en tavs og fredelig majoritet. Fundamentalisterne gør karikaturer af sig selv i de æterbårne medier. Det er dem selv, der forvrænger billedet af deres profet ved at gøre ham til en uvidende fanatiker og terrorist. Desværre fremprovokerer den ene karikatur den anden. Ligheden er påfaldende. Hvordan skulle flagafbrænding og boykot af danske produkter bevise selvtillid? Det er snarere den slags karikaturer, der burde fordømmes internationalt.
Der er kun én hellig ting, der er blevet profaneret i dette postyr - friheden til at tænke og ytre sig. Vestens republikanske og demokratiske værdier er lige så hellige som religiøse dogmer, uanset deres oprindelse. Intet er så subjektivt som opfattelsen af, hvad der er helligt, og den beror på friheden til at tænke. Den, der tror på Gud, står ikke over den ikke-troende. Den menneskelige mangfoldighed og dermed også troslivet udspringer af privatsfæren. Ingen tro har ret til at angribe værtslandenes republikanske værdier.
På tværs af kulturelle forskelle må vi beskytte denne hellige frihed, så freden kan vinde over obskurantisme og fanatisme. At tolerere intolerance er at dræbe harmoni og dialog mellem kulturer. Forbud mod at kritisere islam og afbilde profeten indskrænker de arabiske og muslimske landes ytringsfrihed, der i forvejen er begrænset. Men at indføre en sådan begrænsning i Vesten, der historisk har forsvaret og sikret ytringsfriheden, er helt utilgiveligt. At knuse de frie ånder, der lever i de nævnte lande er én ting. At kvæle dem i udlandet i Guds navn er dobbelt utilstedeligt. Der skal sættes en stopper for ekstremisternes diktat, hvis en ny slags krig skal undgåes.
Den danske humor har kun stillet skarpt på et internationalt fænomen. Efter den 11. september er den islamistiske Internationales strategi tydelig for enhver. Selv før denne dato havde de opmærksomme og specialisterne gennemskuet den.
Den “krig”, der foregår i dag, udkæmpes ikke mellem en dansk ekstrem højrefløj og udlændinge med en arabisk-muslimsk kultur, sådan som prædikanten Tariq Ramadan fremstiller det. For første gang i historien føres idékrigen internationalt fra den ikke-religiøse side. Det guddommeligt-hellige har altid knust alt på sin vej. Men i Vesten har den franske revolution og sekulariseringen dæmpet denne kraft i kristendommen. I dag er de ikke-religiøse for første gang lige så godt rustede som de religiøse eksperter, der har sendt islam afsted som fortroppen. Det gælder om at hindre en reaktivering af de religiøses ældgamle foragt for dem, der åbent sætter sig til modværge. Trykkefriheden er et gode, som end ikke det helligste dogme kan afskaffe. Lad os bede i Mennesket det nådige og barmhjertiges navn om, at den religiøse ekspert ikke vinder. Amen!
I dag er de arabisk-muslimske lande i færd med at bikse en menneskerettighedserklæring sammen på basis af sharia, og hensigten er at slippe for at håndhæve de universelle menneskerettigheders princip. Derfor burde vi som udgangspunkt kunne regne med Vestens sejr i en idekrig. Desværre har denne kulturs frie ånder kun en chance i Vesten. I de arabiske og muslimske lande kommer de ikke til orde. Her knebles ytringsfriheden endnu grundigere end før. Især underkastes alle islamkritiske hjemmesider censur, og AIME* i Tunesien er også blevet ramt. Regimets mål er at blokere islamisternes magtovertagelse og sikre sin egen position ved selv at indføre sharia for at bedøve folket endnu mere effektivt. Islamisterne er stadig ikke uskadeliggjort i de arabisk-muslimske lande, og uheldigvis har de plantet sig solidt i Vesten, hvor de har flere rettigheder end i deres oprindelige hjemlande.
Det er på tide at reagere!
Samia Labidi er forfatter og formand for organisationen *AIME (www.assoaime.net), en organisation af sekulære nordafrikanere i Frankrig, der også har afdelinger i enkelte muslimske lande bl.a. Tunesien. Forkortelsen står for 'd'ailleurs ou d'ici mais ensemble' - "derfra og herfra men sammen", (o.a.). Samia Labidis forfatterskab tæller blandt andet en kontroviersel bog om hendes brors rekruttering til et iransk terrorismenetværk.
Oversættelse: Torben Hansen
