"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Frihed i forfald. Anmeldelse af Jacob Mchangamas bog

24. maj 2012 - Anmeldelse af Torben Mark Pedersen

Alle andre end politiske liberalister vil føle sig ramt af Jacob Mchangamas debatbog Fri os fra friheden, skriver Sapphos anmelder Torben Mark Pedersen.

Da den daværende konservative justitsminister, Knud Thestrup, i 1971 foreslog racismeparagraffen udvidet til at omfatte forhånende og nedværdigende ytringer, skete det på baggrund af en FN-konvention, som Danmark og alle de vestlige lande stemte imod.

Ved den lejlighed holdt SF’s Poul Dam en blændende ordførertale, hvori han leverede et principielt forsvar for ytringsfriheden:

Det er ikke vor stats opgave at foreskrive borgernes visse meninger eller fratage dem retten til at have visse andre meninger. Selv de tåbeligste anskuelser, selv de mest skadelige opfattelser har ret til at eksistere, og de har ret til at komme til udtryk.”

Da Dansk Folkeparti i 2002 foreslog racismeparagraffens afskaffelse, var det ikke længere SF’s holdning, at alle ytringer har ret til at eksistere, ret til at komme til udtryk. I stedet lagde SF vægt på ”hensynet til nogle bestemte mennesker…”

Det er ikke kun SF, der har flyttet sig i spørgsmål om grænserne for den personlige frihed. Det er tværpolitisk.

Mchangamas nye bog, ”Fri os fra friheden”, er en skarp kritik af de seneste årtiers løbende underminering af den personlige frihed og hele den politiske kultur.

I en række kapitler vises det, hvordan politikerne – og der er ingen politiske partier til højre eller venstre, der går fri – især siden begyndelsen af 1970erne stadig mere intensivt griber ind og begrænser den personlige frihed gennem indskrænkninger i den private ejendomsret, boligens ukrænkelighed, sundhedsfascismen, overvågning og kontrol, ytringsfriheden og på det værdipolitiske område.

Det er velfærdsstatens, multikulturalismens og symbolpolitikkens skyld

Mchangama identificerer tre hovedårsager til, at Danmark har bevæget sig i retning af et stadig mere ufrit samfund.

For det første har velfærdsstaten på stadig flere områder ført til en umyndiggørelse af borgerne, og på alle de områder, hvor staten har taget ansvaret, er der indført forbud, påbud, kontrol og overvågning.

For at beskytte borgerne mod konsekvenserne af deres egne valg og af hensyn til ”almenvellet”. Det har ikke skortet på gode hensigter.

Velfærdsstatens logik opsummerer Mchangama på følgende vis:

Først tvinges vi til at afstå halvdelen af vores indkomst i skat. Dernæst indskrænkes vores personlige frihed med forbud, kontrol og overvågning begrundet i, at det offentlige jo betaler for vores sundhedsudgifter, uddannelse, understøttelse, børnepenge, boligstøtte, pension, m.v. (…)

Det er derfor ikke forkert at sige, at vi betaler for velfærden med vores frihed. Ikke blot økonomiske frihed, men vores personlige frihed…”

Som eksempel herpå nævner Mchangama en lov fra juli 2010, der forpligter folkepensionister til at indberette det til kommunen, såfremt de opholder sig uden for EU/EØS-stater i mere end to måneder.

Før afrejsen skal de oplyse deres lokale kommunalbestyrelse om deres afrejsedato og forventet hjemrejsedato, og efter hjemkomsten skal de melde det til kommunen, så den kan føre kontrol.

Det er, som Mchangama skriver, en ydmygelse og mistænkeliggørelse, som intet frit menneske, og i særdeleshed ikke ældre, der vil nyde deres velfortjente otium i fred, bør finde sig i.

For det andet har den reelle trussel fra islamisk terror og hensynet til borgernes og statens sikkerhed ført til en terrorlovgivning, der på mange områder udvider myndighedernes overvågning og kontrol.

Mchangama er ikke blind for, at terrorlovgivningen bunder i reelle trusler, og at der nødvendigvis må foretages en vanskelig afvejning mellem frihed og sikkerhed.

I et frit samfund vil vi aldrig kunne gardere os fuldstændig imod individers eller gruppers misbrug af friheden, og også den øgede overvågning kan misbruges, hvilket en gruppe indvandrerkvinder på Nørrebro fandt ud af, da en lokal beboerformand havde privat adgang til videoovervågning, som han brugte til at udøve social kontrol med kvinderne ved at informere deres mænd, når de bevægede sig uden for hjemmet uden tørklæde.

Endelig identificerer Mchangama en tredje årsag i værdi- og symbolpolitikken, hvor visse gruppers rettigheder ønskes indskrænket for at markere samfundets afstandtagen, eller hvor politikerne vedtager love nærmest blot for at vise handlekraft.

Frihed

Når Mchangama taler om frihed, så er det det klassiske, liberale frihedsbegreb, han lægger til grund. Her forstås frihed som fravær af tvang.

Det enkelte menneske er frit til at tænke, handle og ytre sig, som det vil, så længe det ikke skader andre derved. Det kaldes for skadesprincippet, og som John Stuart Mill formulerede det, så er ”den eneste måde, hvorpå magt legitimt kan anvendes mod et individ i et samfund mod dennes vilje, er for at forhindre ham i at skade andre. Hans eget bedste – det være sig fysisk eller psykisk – er ikke nok.”

Det frihedsbegreb har nogle klare implikationer: staten bør afholde sig fra at lovgive for at beskytte mennesker mod sig selv.

”Sundhedsfascismen” – Mchangamas betegnelse for den formynderiske moraliseren, der præger sundhedsområdet med rygelov, forbud mod alkoholreklamer, fedtafgifter, forbud mod euforiserende stoffer – er et eksempel på kriminalisering af offerløse handlinger, altså handlinger, der ikke skader andre.

SF’s retsordfører, Karina Lorentzen, gav meget klart udtryk for, hvordan mange politikere tænker på det område: ”Jeg synes ikke, der er noget galt med forbud, hvis de bliver udstedt af fornuftige mennesker. Og vi er jo fornuftige i SF.”

Staten bør ligeledes afholde sig fra at lovgive på baggrund af rent moralske eller religiøse forskrifter eller hensyn. Det kan derfor ikke forsvares at have blasfemilovgivning, pornografiforbud og andre begrænsninger i ytringsfriheden.

Ingen går ram forbi

Det er befriende for en gangs skyld at læse en politisk debatbog, der ikke vælger partipolitisk side, men som skyder på politikere og partier fra begge sider af det politiske spektrum, multikulturalister og nationalkonservative.

Der er ikke tale om nogen kunstig delen sol og vind lige.

Mchangama er reelt indigneret på frihedens vegne, og han er stærkt kritisk over for både den venstrefløj, ikke mindst SF, der har svigtet sine antiautoritære idealer, og i stedet er blevet et Socialistisk Formynderparti, og over for højrefløjen, ikke mindst Venstre, der har svigtet sine liberale idealer.

Venstrefløjen vil forbyde usund levevis, kræver kvindekvoter og vil forbyde kvinder at bestemme over deres egen krop, og højrefløjen vil tillade staten at overvåge borgerne ned i mindste detalje.

Og alle ser stort på krænkelser af den private ejendomsret, boligens ukrænkelighed og indskrænkninger i ytringsfriheden. Det er som om, hele den politiske kultur har ændret sig, så anvendelsen af forbud og påbud er blevet en alment accepteret del af christiansborgpolitik.

Alle andre end politiske liberalister vil føle sig ramt af kritikken, og det skal siges, at det vanskeligt for overtegnede anmelder at holde en kritisk distance til en politisk bog, som jeg er 100 pct. enig i, men jeg synes, det er en vigtig og fremragende bog, Jacob Mchangama har skrevet.

Andre kommentatorer er kommet med indvendinger mod Mchangamas frihedsbegreb, som de opfatter som abstrakt og uden hensyntagen til virkelighedens kompleksitet.

Om det er rigtigt, skal jeg ikke gøre mig til dommer over, men Mchangama er bestemt ikke blind for, at der i praksis ofte må foretages en afvejning, og at eksempelvis en fri indvandring kan betyde en ”giftig cocktail af indvandring til passiv forsørgelse og forankring af frihedsfornægtende kulturelle praksisser.”

Til gengæld har Mchangama også et sikkert blik for, at de mange små skridt i retning af flere forbud, påbud og adfærdsregulering fører til en erodering af den politiske kultur, som frihedens fortsatte beståen i sidste ende afhænger af.

Grundlovens beskyttelse af visse menneskerettigheder har netop ikke kunnet beskytte os mod stadig flere indskrænkninger i den personlige frihed. Så meget for abstrakte rettigheder. Frihed forudsætter liberale borgere, og det forudsætter igen en liberal kultur. Og det er den liberale kultur, der er eroderet.

 

 Jacob Mchangama: ”Fri os fra friheden. En dansk historie om frihed i forfald.Gyldendal 2012

Læserkommentarer på trykkefrihed.dk bliver lagt på uden moderering og først bagefter gennemset. Vi opfordrer læsere til at holde en civiliseret tone og at afstå fra grove personangreb. Redaktionen forbeholder sig ret til at slette indlæg, der ikke holder sig inden for disse retningslinjer.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg