"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Frihed, fornuft og kristendom

9. januar 2012 - Klumme af Torben Hansen

Torben Hansen

Der er slinger i Frederik Stjernfelts tænkning, når han skal forklare udviklingen af frihed og demokrati i Vesten, mener Torben Hansen.

Semiotikprofessor Frederik Stjernfelt skrev i Weekendavisen (11.11.2011) en anmeldelse af J. Israels værk om "demokratisk oplysning" ("Democratic Enlightenment", udgivet af Oxford University Press).

Over 3000 sider behandles her 1700-tallets intellektuelle opbrud - især i Frankrig - og dets betydning for frihed og demokrati.

Punktum for ”årtusinders uvidenhed”

Stjernfelt skriver indledningsvist:

“Hvordan i alverden kunne det lade sig gøre, at et hjørne af verden faktisk formåede at løsrive sig fra den underkuelse under fyrster og præster, der har præget langt hovedparten af menneskehedens historie - det er spørgsmålet”.

Svaret er øjensynligt, at en håndfuld parisiske intellektuelle satte punktum for årtusinders overtro og fornedrelse ved at lade fornuften afsløre sandheden (som det fremgår af et “frontispice” - titelblad - til “Den store Encyclopædi" fra 1765).

Israel og Stjernfelt skelner - ganske rimeligt - mellem på den ene side en moderat og en radikal strømning i "oplysningen" og på den anden side - mindre rimeligt - en "modoplysning", repræsenteret af de halvt religiøse jakobinere, som var den franske revolutions mest terroristiske fløj, anført af Robespierre og Saint Just.

Jakobinernes profet var Jean Jacques Rousseau, mens "oplysningen" - les lumières - i moderat version blev båret frem af Montesquieu og Voltaire og i radikal version af de såkaldte "encyclopædister" fra kredsen omkring Diderot og d'Holbach og i tiden umiddelbart efter Nationalforsamlingens konstituering i 1789 Mirabeau, Condorcet m.fl.

Ifølge Stjernfelt er denne skelnen mellem “oplysning” og “modoplysning” i fransk politik vigtig, da den ”punkterer myten om, at Terroren fulgte direkte som logisk konsekvens af Nationalforsamlingens demokratiske reformer - en myte som modoplysningen fik held til at søsætte for at delegitimere revolutionen og den radikale oplysning som helhed".

”Modoplysning” 1 og 2

Israel og Stjernfelt opererer faktisk her med to slags "modoplysning", idet jakobinerne blev væltet ved et kup i 1794, da Robespierre og Saint Just selv blev sendt i guillotinen.

En "modoplysning" nr. 2 må i så fald være den "reaktionære" koalition af stater (frem for alt Østrig og Storbritannien), der bekæmpede det revolutionære Frankrig, anført af Napoleon.

Denne kamp varede et kvart århundrede, kostede millioner af menneskeliv og blev først afsluttet med slaget ved Waterloo i 1815.

“Reaktionen” dominerede herefter Frankrig og resten af Europa.

Nu blev der gjort status over de revolutionære ulykker, der først var blevet analyseret af Edmund Burke. I dette opgør fremkom en vurdering, en dom, der ifølge Stjernfelt er en "myte" - dvs. en løgn - om revolutionsterroren som en konsekvens af "oplyste" politikeres reformer.

Men er denne sammenkædning myte og løgn? Udgør den jakobinske terror et brud med den første Nationalforsamlings beslutninger og målsætning?

Nej.

Kontinuitet fra 1789 til Terroren

Et blik på en af revolutionens vigtigste kilder viser en klar ideologisk kontinuitet.

Jakobinerklubben, anført af Robespierre praktiserede i høj grad ideer fra revolutionens begyndelse i 1789.

I indledningen til Nationalforsamlingens vedtagelse d. 26. august samme år af en universel erklæring om menneskerettigheder står der bl.a.:

"Med det Højeste Væsens tilstedeværelse og støtte godkender og proklamerer Nationalforsamlingen følgende menneske- og borgerettigheder..." (1).

Kristendommen blev hermed officielt afskaffet og erstattet af et "højeste væsen", som Robespierre hyldede i et vulgært ritual med striptease i den forhenværende katedral Notre Dame de Paris få uger før hans fjender huggede hovedet af ham.

Endnu mere interessant er erklæringens artikel 6, som fastslår, at loven udtrykker almenviljen - et helt centralt begreb i Rousseaus politiske budskab, som igen blev en kraftig inspiration for neo-jakobineren Karl Marx' ideologi (forklædt som "videnskabelig socialisme").

Rousseaus almenvilje stikker også hestehoven frem i erklæringens artikel 11 om ytringsfriheden.

Om denne fastslår Nationalforsamlingen, at borgerne har ret til tale- og trykkefrihed, som dog ikke må misbruges. Loven - dvs. Nationalforsamlingen, dvs. staten skal fastsætte, hvad der er misbrug, for det kan samfundet nemlig ikke selv finde ud af (2).

Forskellen på den franske og amerikanske revolution

I 1791 – et par år efter fremsættelsen af menneskerettighedserklæringen i Paris – vedtog USA's kongres et supplement til den nyoprettede forbundsstats forfatning fra 1787 Det var “The Bill of Rights” med en række tilføjelser.

Teksten var skrevet af James Madison og det såkaldte “First Amendment” begynder således: ”Kongressen vedtager ingen lov om at fastlægge nogen religion, eller at forbyde friheden til at praktisere en sådan, eller begrænse talefriheden, eller af pressen ... “ (3)

Hvad er forklaringen på denne forskel mellem den amerikanske revolution og den franske?

Ifølge Israel og Stjernfelt tenderede de “moderate” oplysningstænkere i Frankrig - frem for alt Voltaire - til at foreslå en regeringsform med “oplyst enevælde” som den blev praktiseret af kronede hoveder som Preussens Frederik og Ruslands Katarina (begge fik tilnavnet “den Store”).

De “radikale” politikere fra Nationalforsamlingen i 1789 oprettede i stedet et konstitutionelt, indskrænket monarki, og de blev - som nævnt - efterfulgt af en pøbelterror, legitimeret af “almenviljen” og organiseret (eller i det mindste godkendt) af de jakobinske Rousseau-tilbedere.

Fælles for alle tre retninger var en centralisme, som var 100 gange mere effektiv og arrogant end under fortidens kongemagt.

Frankrig blev efter revolutionen i endnu højere grad regeret “top down”, og i bredere forstand fastholdt i en politisk kultur, der ignorerede Montesquieus anbefaling af magtdeling på flere instanser og i stedet tilbad et militaristisk tyranni.

I løbet af få år blev revolutionens paroler reduceret til massernes brøl: “leve kejseren!” Den dag i dag fejrer det officielle Frankrig Napoleon med overdådig pragt (i Eglise du Dôme - Hôtel national des Invalides i Paris).

Den nordamerikanske revolution fremkom på helt andre forudsætninger og frembragte en føderal struktur - “bottom up” i en forbundsstat med grundlovssikret religionsfrihed og lokalt selvstyre.

Her stod retten over loven, og USA var og er frihedens pioner, hvilket sociologisk kan forklares med civilsamfundets styrke.

Ernest Gellner skriver om dette emne: “civilsamfundet er den samling af institutioner, der ikke er afhængige af nogen regering og som er stærk nok til at danne modvægt til staten og hindrer den i at dominere og atomisere resten af samfundet uden at hindre staten i at bevare freden og mægle mellem forskellige interesser.” (4).

Slinger i Stjernfelts tænkning

Dette ved Stjernfelt udmærket - samt selvfølgelig også Israel. Hvordan hænger så den erkendelse sammen med det ovenciterede udsagn om de parisiske intellektuelles indsats for at løsrive menneskeheden “fra den underkuelse under fyrster og præster...”?

Det hænger netop ikke sammen. - lige så lidt som Stjernfelts analyse af de forskellige idéretningers og dekreters rolle i den franske revolution.

På et debatmøde i København (nærmere bestemt på Regensen), d. 24. maj 2011 fremlagde han nogle synspunkter om ytringsfrihed sammen med redaktør Henrik Gade Jensen, teolog Katrine Winkel Holm og journalist Rune Engelbreth.

Her sagde Gade Jensen bl.a.:

“Der er trods alt en overvældende tendens til, at de vestlige, protestantiske lande gennem de sidste ca. 200 år har udviklet nogle systemer, der har gjort for eksempel ytringsfrihed mulig.

Og det er den moderate, angelsaksiske oplysning, der fører frem til demokrati - ikke den radikale, franske opysning, hvor religionen fornægtes.”

Stjernfelt erklærede sig enig i dette - måske en anelse tøvende. Men hans replik var klar: Frihed og demokrati er først og fremmest opstået i den angelsaksiske verden - ikke i kontinental-Europa.

Når der er slinger i hans tænkning, skyldes det et blindt had til kristendommen, hvilket igen er forbundet med en pyramidalsk uvidenhed om civilsamfundets og frihedens fremkomst i Vest- og Centraleuropas middelalder, som ifølge Stjernfelt og mange andre “oplyste” kommentatorer var kendetegnet af menneskenes “underkuelse under fyrster og præster.”

Disse emner behandles i næste afsnit, Den "mørke" middelalder.

 

Torben Snarup Hansen er historiker og medforfatter til ”I krigens hus. Islams kolonisering af Vesten." (2003)

 

Noter:

(1) “ ..l’Assemblée nationale reconnaît et déclare, en présence et sous les auspices de l’Être Suprême, les droits suivants de l’homme et du citoyen...” La Déclaration des droits de l’homme et du citoyen, http://www.assemblee-nationale.fr/histoire/dudh/1789.asp

(2) “tout Citoyen peut donc parler, écrire, imprimer librement, sauf à répondre de l’abus de cette liberté, dans les cas déterminés par la Loi” (ibid.).

(3) “Congress shall make no law respecting an establishment of religion, or prohibiting the free exercise thereof; or abridging the freedom of speech, or of the press”. (http://archives.gov/exhibits/charters/bill_of_rights_transcript.html)

(4) Ernest Gellner: “Conditions of Liberty - Civil Society and its Rivals”, s. 5. (Penguin, 1994).

 

 

Læserkommentarer på trykkefrihed.dk bliver lagt på uden moderering og først bagefter gennemset. Vi opfordrer læsere til at holde en civiliseret tone og at afstå fra grove personangreb. Redaktionen forbeholder sig ret til at slette indlæg, der ikke holder sig inden for disse retningslinjer.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg