"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Finn Rudaizky: Jeg blev straffet for at agere politisk vagthund

19. oktober 2017 - Artikel - af Finn Rudaizky

Pressefoto

Tak til Trykkefrihedsselskabet og dets medlemmer for såvel moralsk som økonomisk støtte til "min sag" i relation til terrorsagen. Jeg har været utrolig glad for denne opbakning.

Den terrorist, der stod bag terrorangrebet i København i 2015, dræbte to og sårede endnu flere foran henholdsvis Krudttønden og Synagogen. Københavns Kommune kendte alt til terroristen. Det viste fortrolige dokumenter som jeg fremskaffede. Men, kommunen svigtede og fik ikke stoppet ham i tide.

Da jeg gik til Berlingske Tidende og B.T. og afslørede hvad kommunen vidste, så var det mig, de kom efter. Jeg blev dømt for at afsløre de fortrolige papirer og sagens sammenhæng, mens kommunen gik fri. Derfor blev jeg også, med omgående virkning, smidt ud af både Københavns Borgerrepræsentation og Region Hovedstaden, hvor jeg i en årrække havde været valgt.

Jeg blev straffet for at agere politisk vagthund.

At en borgmester i København og hendes forvaltning, ligeledes OFENTLIGGJORDE fortrolige oplysninger i samme terrorsag, var der ingen som tog sig af. De sendte blot et brev til Anklagemyndigheden og beklagede fejlen. Hvorfor kunne jeg mon ikke gøre det samme ? Og jeg har da også undret mig over, hvorfor to ens forseelser, har givet et så forskelligt forløb.

Det var Valgbarhedsnævnet, med et flertal af politikere, som ikke nødvendigvis er mit parti eller mig venlig stemt, som dømte mig ude. Ombudsmanden oplyser, at dette nævn er omfattet af landets tre-deling. Så meget desto mere kan det undre, at det dømmende Valgbarhedsnævn ikke består af f.eks. 7 højesteretsdommere, men primært af politikere, som dømmer andre politikere.

Valgbarhedsnævnet, men også byretten har lagt vægt på, at min forseelse består i, at videregive oplysninger om terroristen "Omar El-Hussein's væsentlige sociale problemer og kriminelle forhold".
Man fandt ikke, at det var "almeninteresse" at offentligheden fik disse oplysninger i en offentlig terrorsag.

Jeg har ikke fortrudt, at offentligheden fik de oplysninger, som jeg synes, at de har krav på. Kendskabet til oplysninger om terroristen, men også kendskab til de borgmestre og forvaltninger, som skjulte oplysninger for at dække over egne forsømmelser, bør være offentlige.

Hensynet til sandheden og hensynet til landets og borgernes sikkerhed vejer for mig tungere end hensynet til en død terrorist.

Men, at afdække mangler ved det offentlige system, kan man altså blive straffet for.

Jeg er spændt på at se, om vælgerne den 21. november, hvor jeg stiller op igen, er enige med Valgbarhedsnævnet.

Og jeg har forøvrigt, stik imod gældende regler, endnu ikke fået en begrundelse fra nævnet, om hvorfor de ikke anser mig for værdig.

Og så synes jeg egentlig også, at nævnets ændrede og skærpede praksis burde forklares såvel mig som offentligheden.

Der findes flere domme tilsvarende min forseelse. Videregivelse af oplysninger. Ingen af disse domme, har givet Valgbarhedsnævnet problemer. Der er vel nærmest en præcedens for, at det ingen konsekvenser får. Og de pågældende har da også kunnet fortsætte deres politiske virke i kommune, region og i sin tid Amtsråd.
Jeg forstår, at Folketinget nu vil se på Valgbarhedsnævnets sammensætning og regler. Det er da et forhåbentligt ryk i den rigtige retning.

Men, hvorfor er der mon ingen i Valgbarhedsnævnet, som vil fortælle mig, hvorfor jeg bliver dømt strengere end praksis er ?

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg