Shere Hite, den amerikanske feminist, skrev engang en bemærkelsesværdig artikel om, hvordan talebanerne blev opfattet i deres spæde start af en række vestlige, mandlige kommentatorer. De så talebanerne, ikke som repræsentanter for en tilbagestående, totalitær og kvindeundertrykkende bevægelse, men som frihedskæmpere, der havde ydet en heltemodig indsats over for en udefra kommende besættelsesmagt. Hite ironiserede over, hvad hun kaldte cowboy-syndromet, mænds fascination af krigere, blot fordi de er krigere, uden at spørge hvad disse mænd egentlig kæmper for.
Gad vide, hvordan Hite ville analysere motiverne hos nutidens feminister? Ikke blot har de i årevis været forbløffende tavse om tidens største trussel imod den emanciperede kvinde, islamismen, de synes nu indirekte at forsvare den.
Tag et fænomen som hovedtørklædet. Sommeren 2006 var jeg til et glimrende foredrag på Kvinfo, hvor oversætteren Nina Gross fortalte om sin oversættelse af den algeriske feminist Assia Djebars bevægende roman, Shahrazads søster. Den handler om kvinders skæbne i et Algeriet, hvor tørklæde og tildækning spiller en væsentlig rolle som symbol på kvindernes reduktion til andenrangsborgere, der frit kan intimideres, lemlæstes og myrdes af mænd.
Besynderligt var det derfor i pausen at studere udsmykningen på væggene i foyeren. Her hang bl.a. billeder af Danmarks mest berømte socialrådgiver, Asmaa Abdol-Hamid, DR2s tidligere studievært, der ikke vil give hånd til mænd, og som altid er i fuld hidjab-uniformering. Dette klædningsstykke, der mere end noget andet er et undertrykkelsesinstrument, og som når det bæres frivilligt, er de kvindelige islamisters kendetegn, skal altså promoveres på et sted, der er viet til studier i kvinders frigørelse.
Kyskhedsbælte og nøgenhed
Hvordan kan man effektivt kæmpe mod undertrykkelse, hvis ikke man kan afkode undertrykkelsens symboler? Skal vi se kyskhedsbælter udstillet på Kvinfo i nær fremtid?
Kvinfo synes her helt i pagt med den repræsentant for Kvindeligt Selskab, der sidste år gav udtryk for, at seksualiseringen af det offentlige rum, i form af frække plakater og billeder, vanskeliggjorde integrationen af etniske minoritetskvinder (læs: muslimer). Islamisterne kunne ikke have udtrykt det bedre selv.
Alice Schwarzer, tysk feminist og chefredaktør af tidsskriftet Emma, tog i 2002 det prisværdige initiativ at fokusere på faren ved den opblomstrende islamisme med antologien Die Gotteskrieger und die falsche Toleranz. Schwarzer tøver ikke med at betegne denne ideologi som ”det 21. århundredes fascisme”. I antologien indgår et essay skrevet i 1979, hvor Schwarzer var i Teheran, hidkaldt af nervøse iranerinder, der begyndte at ane det tilbageslag, Khomeinis islamiske revolution ville betyde for deres rettigheder. Schwarzer beskriver, hvordan tusindvis af kvindelige bankansatte på Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts 1979 blev belært om, at islamisk lov, sharia, nu skulle gælde i landet. De blev nægtet adgang til deres arbejdsplads med ordene: ”Gå først hjem og klæd jer anstændigt på, i stedet for løbe nøgne rundt”. Nøgen betyder, som Schwarzer skriver: ”uden slør”. Således integrerer islamister kvinder i det offentlige rum.
Kvinfos leder, Elisabeth Møller Jensen har tidligere udtalt, at indvandrerkvinderne selv måtte arbejde for deres frigørelse, det kunne andre ikke blande sig i. Den 2. september 2006 ændrede hun taktik og kastede sig i Berlingske Tidende ud i et regulært angreb på den somaliskfødte islamkritiker Ayaan Hirsi Alis film ”Submission” og dens brug af koranvers på en nøgen kvinderyg. Filmen er, skriver Elisabeth Møller Jensen ”stærkt ubehagelig og destruktiv”, en ”1001 nats perversion” og den ”misbruger vold mod kvinder til at legitimere et ideologisk, vestligt felttog mod islam”.
Hvor vestlige feminister ytrer sig frit om de undertrykkelsesmekanismer, de finder inden for vestlige samfunds religion, kultur og samfund, vil man ikke tillade kvinder født ind i en anden kultur og religion, det samme konsekvente opgør. "Submission" er slet og ret en påvisning af og et opgør med shariaens sexisme.
Hizbollah og feministerne
Feministisk Forums gode ven Sherin Khankan til Hizb ut-Tahrir-demonstration på Københavns Rådhusplads den 21. juli 2006. Foto: Sappho Feministisk Forum, en gruppe af især universitetsuddannede unge feminister, sendte i forbindelse med Asmaa Abdol-Hamids ansættelse som studievært et tillykke til DR, idet de så ansættelsen som en hyldest til pluralisme og multikultur. I forbindelse med Kvindernes Kampdag tidligere i år sagde de nej til at samarbejde med Nahid Riazi og organisationen IKIR, der arbejder for iranske kvinders frigørelse og også er opmærksom på farerne ved islamismen i Vesten. IKIR var for anti-islamisk.
Feministisk Forum vil derimod gerne samarbejde med Kritiske Muslimer, som de også linker til på hjemmesiden. Måske forført af den besnærende tekst, der ledsager billedet af forkvinden Sherin Khankan på Kritiske Muslimers hjemmeside: ”Al revolution starter med os sig selv”. Det skal nok være rigtigt, men hvilken revolution har Khankan gang i? Da Hizb ut-Tahrir i sommer rasede mod ”Jødestaten”, som de nu konsekvent betegner Israel, var Sherin Khankan at finde blandt de begejstrede demonstranter. Abdol-Hamid holdt ved en lignende demonstration en aggressiv tale foran Christiansborg, omgivet af Hizbollah-flag.
I Storbritannien har pionerer inden for kvindebevægelsen beskrevet, hvordan de ved sommerens anti-israelske demonstrationer til deres sorg og forbløffelse så både unge og gamle feminister, organiseret på venstrefløjen, i demonstrationer, hvor der blev fremvist plakater med tekster som ”Vi er alle Hizbollah nu” og skulder ved skulder med Hizbollah-tilhængere, der messede ”Oh jøder, Muhammeds hær vil vende tilbage”. Skal vi en dag opleve Khankan og Abdol-Hamid og lektor Rikke Andreasen fra Feministisk Forum, skulder ved skulder ved en Hizb ut-Tahrir demonstration? Eventuelt bærende på et fælles Hizbollah-flag?
Hanelefanter og mørke mænd
Leonora Christina Skov, feminist, lesbisk og anmelder på Weekendavisen harcelerede for nylig i spalterne og på Deadline i diskussion med kritikeren Niels Barfoed, mod de ”store, hvide mænd” i dansk presse. På sin profil på tv-programmet Smagsdommernes hjemmeside erklærer Skov, at hun bare er ”så færdig med fremmedangst og kønsrollemønstre a la Far til Fire”.
Men måske er der nogle gange grund til ”fremmedangst”, og måske var det her, Skov skulle bruge sit krudt. De ”store, hvide mænd” i dansk presse kan stort set reduceres til nogle gnavne hanelefanter hist og pist, der ikke bryder sig om, at kvinder har bevæget sig ind på deres territorium. Disse hanelefanter, ofte omkring pensionsalderen, er jo harmløse i forhold til de store, mørke mænd, unge og handlekraftige, som i årevis har oprustet i Vesten med et syn på kvinder og kønsroller, der får selv den værste, vestlige patriark til at ligne en forknyt søndagsskoledreng.
I de år jeg selv har undersøgt de islamiske organisationer i Vesten og deres ideologi har jeg læst en strøm af tekster med et syn på kvinder, som man har svært ved at tro muligt i 2006. Tekster om kvinders skrøbelighed og deres manglende evne til at træffe rationelle beslutninger, tekster om hvordan kvinder aldrig må lades alene, men altid skal være udstyret med en mandlig værge, tekster om utilslørede kvinder, der selv er ude om, at de bliver voldtaget, tekster om Vestens dekadente og pornografiske samfund, hvor kvinder render halvnøgne rundt og hvor homoseksualitet er tilladt m.m.
Det Muslimske Broderskab, der repræsenterer den mest indflydelsesrige islamiske strømning i Vesten i dag, har som endemål den islamiske stat, der reducerer kvinden til andenrangsborger og lader hende retsløs hvad angår skilsmisse, arv, forældremyndighed m.m. For ikke at tale om den ”syndige” kvinde, den utildækkede, den prostituerede, der må straffes, piskes, have smidt syre i ansigtet eller stenes.
Hvis feministerne er ligeglade med, at en de facto sharia vinder frem Europa rundt, til stor skade for de muslimske kvinder, skulle de overveje, om ikke denne sharia en dag kommer til at ramme dem selv. Islam er den hurtigst voksende religion i Vesten i dag. Hvor islamismen vinder magt, kan intet frihedselskende menneske og ingen frihedselskende kvinde, uanset religion og oprindelse, føle sig tryg.
Undertrykkelse eller uvidenhed
Så hvad er årsagen til, at vestlige feminister ikke for længst har fået islamismen gjort til obligatorisk stof på kvinde- og kønsstudier og skrevet antologier om denne nye fare? Den britiske forfatter Fay Weldon mener, at der for kvinder er noget utroligt tiltrækkende ved et liv i undertrykkelse. Kan det være forklaringen på feministernes mangel på genmæle? En fascination af de stålsatte gudskrigere, der tør, hvor danske mænd tier?
Det vil i så fald passe som fod i hose med at islam, som historikeren Torben Hansen har beskrevet det, historisk set har vundet indpas ved at ikke-muslimske mænd overtager arabiske mænds æresbegreber. Og hvorfor skulle de egentlig ikke det? Hvor de tidligere er fløjet til Thailand for lidt uforpligtende fornøjelser, vil de måske fremover finde større fordel ved at konvertere til islam og slå sig på muslimske kvinder. De indpakkede kvinder kan måske umiddelbart forekomme mindre løsslupne, til gengæld kan man have fire af dem og behandle dem stort set som man vil. Her kan nutidens feminister og mandlige sexister måske mødes i en frugtbar dialog.
Hvis ikke man godtager trangen til permanent undertrykkelse som forklaring på mærkværdighederne, hvad jeg ikke selv gør, må man lede efter andre forklaringer. Er det slet og ret uvidenhed, der er årsag til feministernes besynderlige standpunkt i denne sag? Sidder feministerne, ligesom venstrefløjen, fast i forældede fjendebilleder?
Eller er feministerne grebet af noget så kvindeligt som angsten for at møde kritik, når man går mod strømmen? For at blive slået i hartkorn med ”højrefløjen” eller det, der er værre? Sådan en kritik har Ayaan Hirsi Ali, Shabana Rehman, Taslima Nasrin og andre af de kvinder, der har taget et radikalt opgør med kvindesynet i den religion, de er født ind i, mødt. Men de har stået fast, overbeviste om at det var nødvendigt.
Det samme har en lille gruppe af kvinder i Vesten, som f.eks. amerikanske Phyllis Chesler, en af pionererne inden for feminismen, gjort. Sidste år udsendte hun bogen The death of feminism, der netop tager feminismens manglende kritik af islamismen op. Chesler er raget uklar med mange af sine oprindelige forbundsfæller fra feministiske organisationer, der bebrejder hende, at hun nu om dage publiceres i højreorienterede amerikanske tidsskrifter. Cheslers svar er, at det er umuligt for hende at blive publiceret i de venstreorienterede.
Sidste år døde den radikale amerikanske feminist Andrea Dworkin. Som hendes ven, kommentatoren Christopher Hitchens, har bragt i erindring, fremkaldte det stort set ingen sorg på den venstrefløj, hun så gerne ville tilhøre. Fordi hun, som Hitchens udtrykte det, ikke var neutral over for en trussel fra de hellige krigere, der ”ønskede og ønsker, at gøre kvinder til slaver og torturere dem”.
Den nyligt afdøde forfatter Oriana Fallaci vil sikkert heller ikke blive begrædt af feministerne. Fallaci brugte de seneste år af sit liv til, på sin egen rasende måde, at skrive imod islam, som hun opfattede som en gennemført krigerisk og kvindefjendsk religion. I 1979, året for den iranske revolution, interviewede hun ayatollah Khomeini. Fallaci havde modet til at kalde ham en tyran og kaste den obligatoriske chador af sig.
Hvad er feminisme værd, hvis ikke man evner at tage livtag med den mest åbenbare trussel imod ens frihed? Og hvad er feminisme værd, hvis ikke man tør stå alene med sine standpunkter, om nødvendigt? Svaret er: ingenting.
Men måske er der håb. Med organisationen Kvinder for Frihed, der holdt sin stiftende generalforsamling her i sommer, blev der for første gang i Danmark skabt en feministisk organisation, der klart kan se hvilken fare, islamismen udgør for kvinder. Gid de øvrige feminister ville følge trop.
