"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Fast procedure ved islamisk terror

28. marts 2012 - Klumme af Mark Steyn

Mark Steyn

Mediernes reaktion på islamisk terror følger en fast skabelon, skriver Mark Steyn, og gennemgår dens fire faser.

Den mand, som myrdede franske skolebørn og soldater, viser sig at være en mand ved navn Mohammed Merah. Historien fortsætter nu i overensstemmelse med hævdvunden tradition:

Fase ét: Den mærkelige trang til at forsikre os om, at morderen er en "højreorienteret, konservativ ekstremist" for at sige det med signaturen ExpatAsia som kommenterer hos National Review — gentaget av Chrisman og Galt’s Bain.

Det er, ærgerligt nok, ikke længere holdbart at insistere på, at drabsmanden var typisk for en epidemi af højreekstremt had som fejer over planeten. I stedet er morderen ikke repræsentativ for noget som helst.

Foreningen af Ensomme Ulve

Så til fase to: OK, han hedder måske Mohammed, men han er "en ensom ulv".

Naturligvis. Han sagde, at han var blevet trænet af al-Qaeda, men hvad ved han om det? Slap af, folkens, han er bare en ensom ulv som Major Hasan og Faisal Shahzad og alle andre medlemmer af Foreningen af Ensomme Ulve.

Al jihad er lokal.

Videre til fase tre: OK, selv om der findes tilstrækkelig mange ensomme ulve rundt omkring til at starte en dansegruppe på størrelse med Radio City Rockette, har det alligevel ingenting med islam at gøre.

Jeg synes det er trist at se, at den normalt indsigtsfulde Ed West har plantet sit flag på så gyngende grund i London-avisen The Telegraph.

Og så, selvfølgelig, fase fire: Modreaktionen som aldrig kommer. For det eneste, som virkelig er skidt med jøder som faktisk er døde, er tilsyneladende, at det kan resultere i døde ikke-jøder: "Franske muslimer frygter modreaktion efter skydningen”.

Akkurat som efter Major Hasans bjerg af vantro døde: "Nedskydningen øger frygten blandt muslimer i den amerikanske hær”.

Eller som efter massenedslagtningen i Londons undergrundsbane: ”Britiske muslimer frygter konsekvenser efter morgendagens bombning".

Nej, vent, det var en parodi, selv om det let kunne misforstås.

En lille bitte smule med islam at gøre?

Hør her Ed West, med al respekt: Har det ikke bare en lillebitte smule med islam at gøre? Eller i hvert fald med de indre modsigelser i den ensporede multikulturalisme?

Nej, det er ikke en fredelig kappestrid. I dagens Europa vil drenge som slår, brænder eller dræber jøder, som oftest være muslimer. En gang imellem vil det være nogle andre, som dræber skolebørn.

Men er det så vanskeligt at overveje, om den hurtige muslimske masseindvandring måske ikke er det, der bidrager mest til den sociale fred?

At den muligvis indebærer udfordringer som ellers ikke ville have eksisteret - for utildækkede kvinder i Oslo, for homoseksuelle i Amsterdam eller for jøder hvor som helst?

Er det så vanskeligt at indse, at prisen, som disse og andre grupper (deltagere i et socialt eksperiment, som er et skud i blinde fra deres lederes side) betaler for den islamiske halvmåne i mangfoldighedskludetæppet kan blive for høj?

Det, der er tilbage af jødisk liv i Europa, bliver hensynsløst udryddet ét skridt ad gangen, hvad enten det består i et vandaliseret gravsted eller en voldsepisode i undergrundsbanen.

Hvor mange jødiske børn vil gå på den skole i Toulouse om ti år? Et samfund som bliver mere og mere muslimsk, bliver efterhånden mindre og mindre af alt andet.

Det, som sker på Kontinentet er tragisk, også fordi det var helt unødvendigt.

 

©Mark Steyn, 2012. Først trykt i National Review.

Oversættelse: Christian Skaug og Else Rydahl.


Læserkommentarer på trykkefrihed.dk bliver lagt på uden moderering og først bagefter gennemset. Vi opfordrer læsere til at holde en civiliseret tone og at afstå fra grove personangreb. Redaktionen forbeholder sig ret til at slette indlæg, der ikke holder sig inden for disse retningslinjer.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg