Kan noget godt komme fra venstrefløjen?
Ja, det spørgsmål ville mange af Sapphos læsere nok ikke være sene til at besvare med et rungende nej, og jeg skulle i reglen heller ikke være den første til at modsige en sådan dom.
Men ved læsningen af den lille antologi Højrepopulisme – venstrefløjens akilleshæl, som forlaget Frydenlund og centrum-venstre tænketanken Cevea, for nylig har udgivet, fik jeg nu alligevel en lidt anderledes opfattelse af visse dele af det mere tænksomme venstre.
Ikke sådan forstået, at jeg nu agter at kaste mig tilbage i den ideologiske favn, jeg har brugt år på at løsrive mig fra, men blot sådan, at jeg glæder mig over, at omridsene af et par sandheder om masseindvandringen og kulturkampen i det forrige årti, så vidt jeg kan skønne, lader til at dæmre for enkelte af venstrefløjserne.
Lad mig forklare:
»Selvkritiske øjne«
Formålet med bogudgivelsen er at kaste lys over den udfordring, som det, der på centrum-venstre’sk hedder »højrepopulismen«, udgør for venstrefløjen.
Dette betyder, at en del af antologiens ni bidrag samt i særdeleshed redaktørernes indledning og efterskrift faktiskbyder på nogle temmelig drøje hug til den venstrefløj, der i løbet af det borgerlige tiår talte om svinehunde og kældermennesker i stedet for at slå koldt vand i blodet og lytte til deres mindre begunstigede kernevælgeres protest mod en virkelighedsfjern moralistisk politik.
Et af formålene med antologien har således været at »se på fænomenet med selvkritiske øjne«.
Nedenfor skal jeg omtale et par af bidragene og give eksempler på den selvkritik, der kommer frem i dem, men først må jeg lige en tur omkring en antydning af de afgørende forbehold over for bogen, jeg så vist også er opfyldt af.
Det taktiske parti
For naturligvis rummer antologien også vinklinger, der for mig står som rene ideologiske vildskud.
Eksempelvis er den stadige omtale af Dansk Folkeparti som et mesterligt kommunikerende, populistisk og topstyret parti i længden lidt irriterende, idet man får den opfattelse, at bidragyderne ikke har fantasi til at forestille sig, at de folkevalgte i Dansk Folkeparti rent faktisk kunne kæmpe for en hjertesag, de vitterligt anser for afgørende for Danmarks fremtidige lykke og ulykke, og altså ikke blot som et taktisk middel til styrkelse af egen magt og vælde.
Det er lidt underligt, al den stund bogens bidrag overordnet set peger i en anden retning end den moralistiske fordømmelse af partiet.
Forklaringen må jo nok være den meget naturlige, at selve det politiske projekt, bidragyderne bekender sig til, er funderet på doktrinen om klassetilhørsforhold som det væsentlige, hvoraf det jo ret naturligt følger, at en forståelse af det nationale som udgangspunktet for menneskelivet, nødvendigvis vil vedblive at være dem imod.
Nuvel, jeg vil nu alligevel ikke opholde mig længere ved denne eller andre påpegninger af min og Ceveas grundlæggende uenighed, men i stedet gå til det afgørende, nemlig den selvbesindelse, der rent faktisk kan spores i mange af bidragene.
Farvel til skoleklog moralisme
Det første bidrag, jeg vil nævne, er skrevet af Lars Olsen, der allerede har en del bogudgivelser i ryggen, hvori han har slået til lyd for et opgør med den »skolekloge« del af venstrefløjen, for hvem venstrefløjsprojektet kendetegnes ved selvgod bedsteborgerlig moralisme og kosmopolitisk selvrealiseringsdrift og dermed er svangert med en foragt for almindelige menneskers virkelige problemer.
I Olsens bidrag i antologien, der bærer titlen De skolekloge og arbejderklassen, svinges pisken således over de »folk fra samfundets solside, der affærdiger almindelige menneskers erfaringer og bekymringer ved hjælp af abstraktioner og skråsikre generaliseringer«.
Om disse højtuddannede hedder det videre, at det er blevet en del af deres identitet,» at man har bredere horisont og højere moral end det udannede folk – at fordømme populisme er blevet en erstatning for at tænke selv«.
Alt i alt mange fine svirp, som jeg – trods en gennemgående uenighed angående den forståelse af Dansk Folkeparti, som Olsen argumenter for – kun kan hilse velkommen.
Lige så forholder det sig med antologiens afsluttende og for mig at se bedste bidrag, der hedder Politikkens sejr over moral og er skrevet af Niels Henrik Jespersen.
Dette bidrag vrimler simpelthen med vellydende kugleregn mod den vammelsøde venstrefløjshumanisme og fornuftige iagttagelser angående forholdet mellem det nationale og velfærdsstaten.
Lad os blot tage et par af dem: »Den meget lave grad af parallelsamfund, vi traditionelt har haft i Danmark, er ikke bare en konsekvens af vores lighedsorienterede politik, men en forudsætning for den«, og lidt længere henne: »hvor den socialistiske og humanistiske grundholdning er, at der kun eksisterer ét folk – menneskeheden, så er realiteten en anden. Verden er et forfærdeligt uretfærdigt sted […].
Parolen om afvisning af nationen som identitetsmarkør er idealistisk og uden hold i de økonomiske realiteter eller i det faktum, at flertallet af mennesker identificerer sig med deres nation«.
Og så til sidst om de stramninger, VKO-flertallet gennemførte, og som langt den overvejende del af folket står bag.
Ifølge Jespersen beror den »stramme udlændingepolitik« således på »virkelige forhold«, hvis kerne er »en dyb mistro til om en ’human’ udlændingepolitik i virkeligheden undergraver alt det andet, et folk har kært.
Velfærd, demokrati, tryghed, nærvær, arbejdspladser, lighed og tillid«.
Ja, alt det er jo blevet sagt rigtig mange gange og i rigtig mange år – og med meget store omkostninger for dem, der turde tage bladet fra munden.
Men jeg glæder mig nu alligevel – for sen og delvis opvågnen er jo trods alt bedre end evigt søvngængerliv frem mod afgrunden – og venter så i spænding på at se disse fornuftige overvejelser vinde virkeligt indpas blandt venstrefløjens folkevalgte.
Konklusionen bliver altså: Bogen er skrevet af og for venstrefløjen, og som sådan er den en god bog.
Om dette så skulle være grund nok til at læse bogen lader jeg stå hen til den enkelte.
Højrepopulismen – Venstrefløjens akilleshæl
Red. Jens Jonatan Steen, Søren Villemoes og Niels Henrik Petersen
Frydenlund i samarbejde med tænketanken Cevea
188 sider, 249 kr.
