Bogens forfatter var i mange år journalist på Danmarks Radios udenrigsredaktion og huskes især for sin kompetente og veloplagte dækning af sovjetiske og østeuropæiske forhold. Jan Jakob Floryan var født i Polen, men kom til Danmark som niårig.
Han havde derfor så at sige en medfødt interesse for sit fødelands forhold og talte dets sprog. Han lærte sig også russisk, og med en eksamen i statskundskab var han ualmindelig godt fagligt rustet til at bestride sit arbejde.
I Pladser og politik får man nu en meget velskrevet skildring af afviklingen af de østeuropæiske socialistiske stater og Sovjetunionen koncentreret om Polen, de baltiske lande, DDR og Rusland, Ukraine, Hviderusland og sovjetisk centralasien.
Hovedprincippet bag emnets afgrænsning har nemlig været, at Floryan selv skal have været til stede, da afgørende begivenheder i landenes udvikling fandt sted.
Det var spændende år for en udenrigskorrespondent med speciale i de socialistiske lande.
Det, stort set ingen havde troet muligt, indtraf: De totalitære socialistiske regimer mistede mere og mere grebet om ”deres” befolkninger, til sidst blev de så rådvilde, at de også mistede viljen til at udøve magt. Det endte med regimernes forsmædelige sammenbrud under presset fra de tidligere undertrykte folk.
Hvor groteske ting, man kunne opleve i den virkeliggjorte socialisme, giver forfatteren eksempler på.
F. eks. det polske stormagasin, der kun havde husholdningseddike på hylderne (jeg husker selv et polsk stormagasin på nogenlunde samme tidspunkt, hvor man kun kunne købe hårshampoo, der stod i endeløse rækker på alle hylder).
Maria vigtigere end Marx
Med rette peger Floryan på den enorme betydning, den polske pave Johannes Poul 2. fik for sit hjemlands befrielse. Det lykkedes aldrig de fåtallige kommunister i Polen at få det katolske folk til at makke ret og annamme marxismen-leninismen og den dialektiske materialisme, som var alle de socialistiske regimers statsreligion.
Den kommunistiske ledelse rasede over den ”tilbagestående” befolkning. Socialister og andre progressive i Vesten kunne heller ikke lide, at Jomfru Maria – ”Himlens Dronning” – spillede en langt større rolle end den tyske tænker Karl Marx.
Da folkebevægelsen Solidaritet under elektrikeren Lech Walesas ledelse som et af kravene til regimet havde transmission af gudstjenester i TV, var de himmelfaldne: Hvor reaktionært!
Men Walesa med Den Sorte Madonna i reversen var stærkere end de gudløse kommunister.
Floryan priser ligeledes med rette den amerikanske præsident Ronald Reagan, som dels søgtes latterliggjort, dels dæmoniseret af den europæiske venstrefløj.
Men den jævne amerikaner var meget klogere og havde en langt bedre forståelse af de socialistiske regimer, og hvordan de skulle tackles, end de naive akademikere, som med deres fortænkte ”analyser” levede i en illusion om, at disse regimer var stabile, solidt forankrede og repræsenterede de nationer, de havde sat sig på.
Bogen består af en frugtbar vekslen mellem saglige beskrivelser af forholdene og egne oplevelser, hvor forfatteren har været tæt på dramatiske og vigtige begivenheder.
F. eks. var han inde i Det Hvide Hus i Moskva sammen med Boris Jeltsin og dennes støtter, da ingen vidste, hvad det hele ville ende med. Jeltsin er en anden af periodens store skikkelser, som kunne høre græsset gro, og som gav det sovjetiske kommunistparti dødsstødet, da han erklærede det ulovligt, fordrev det fra alle statslige institutioner og beslaglagde dets formue og arkiv.
Men havde Jeltsin virkelig en skudsikker vest på, da han stod på kampvognen foran Det Hvide Hus? Samtidige fotografier viser, at han var iført et almindeligt jakkesæt med hvid skjorte og slips.
Gorbatjov beskrives nøgternt som den person, den sovjetiske ledelse havde udpeget til at redde det skrantende imperium, men som ikke kunne styre den løbske udvikling efter at have givet efter for befolkningens krav om ytringsfrihed.
Bogen bygger bl.a. på Floryans samtidige tykke notesbøger - om der er 13 eller næsten en snes er uklart - suppleret med oplysninger fra bl.a. faglitteraturen. Den er skrevet i det klare og præcise sprog, som også kendetegnede hans reportager i DR. De 12 kapitler er inddelt i mange korte afsnit med kvikke overskrifter.
Den kan varmt anbefales både til dem, der i sin tid oplevede de socialistiske regimers undergang via avislæsning, radiolytning og TV-kiggeri, og til de yngre, som har været så heldige ikke selv at opleve det delte Europa.
PS. Chefen for Frikorps Danmark hed von Schalburg, ikke Schulenburg.
Jan Jakob Floryan: PLADSER OG POLITIK. Øjenvidne til Østeuropas befrielse. 281 sider. Illustreret. Peter la Cours Forlag.
