"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Et pænt forsvar for friheden

26. september 2010 - Anmeldelse af Helle Merete Brix

Flemming Rose kommer vidt omkring i sin nye bog, der former sig som et pænt forsvar for friheden. Pænheden opnås ved at springe bestemte kapitler af ytringsfrihedens nyeste historie over og konsekvent undlade at nævne visse debattører.

Muhammedtegningerne med

Det første, man kigger efter, når man som læser og anmelder får Flemming Roses aktuelle bog i hænde er dette: Er Muhammed-tegningerne med? Det er de selvfølgelig. Det kunne også lige passe andet, mener også Rose, der ikke vil lade al Qaeda og andre krænkede grupper bestemme, hvad man skal have lov til at sige, tegne eller trykke.

Tavshedens tyranni, som bogen hedder, har været længe undervejs. Måske er det en medvirkende årsag til, at den er vokset til over 500 sider. Rose har ønsket at dække et bredt felt, og gennem reportage, interviews, filosofiske betragtninger og refleksioner kommer vi da også vidt omkring. Vi får opridset baggrunden for, at tegningerne blev trykt i Jyllands-Posten. Vi får mulighed for at læse den præcise tekst, som ledsagede Muhammedtegningerne, da de optrådte i avisen. Det er absolut nødvendigt. For hvor mange gange er Rose ikke blevet skudt i skoene, at han og Jyllands-Posten ville dæmonisere muslimer, og at det kun var muslimerne, der skulle tåle hån og spot i et samfund.

Vi hører også om eksmuslimer og radikale muslimer og om OICs pres på ytringsfriheden. Vi hører om selvcensur, krænkere og krænkede. Og vi introduceres til systemkritikere i det Sovjetunionen, hvor Rose også mødte sin livsledsagerske Natasja, som han har to, nu voksne børn med. 
Den berømte Poul Henningsen dukker op og forsvarer friheden. Vi er tilbage i Weimar-republikken og nazismens Tyskland. Rose skriver i dette afsnit blandt andet:

“Den udbredte påstand om, at det først og fremmest var hate speech mod jøderne, der førte til Holocaust, stemte ikke med virkeligheden. Man kunne med henvisning til retssagerne mod Julius Streicher og andre antisemitter lige så vel argumentere for, at det var forbuddet mod hate speech, der førte til Holocaust, for det gav Streicher og andre nazister rig mulighed for at føre en hadefuld hetz mod jøderne i retssalene og i den landsdækkende presse, som næppe ville have brugt meget tryksværte på dem, hvis ikke de var blevet trukket i retten”. Interessant og væsentlig læsning, når man tænker på, hvor ofte nazismen og jødeforfølgelserne trækkes frem af folk, der mener at netop derfor skal vi have begrænsninger på ytringsfriheden. For ellers sker det igen, blot vil jøder være erstattet af muslimer.  
Vi overværer også, at Michael Servetus i 1533 bliver brændt på bålet i Geneve for kætteri og blasfemi. Og så er vi rundt om Roses barndom og ungdom og den midaldrende Roses genforening med den far, der forlod hjemmet, da Rose var dreng og som han har haft meget lidt kontakt med siden.  

Abstrakte og konkrete menneskerettigheder

Er det så blevet en god bog? Både ja og nej. Bogens værdi skyldes allermest, at den indeholder personlige betragtninger fra den mand, der i 2005 gik fra at være relativ ukendt kulturredaktør til at stå i midten af den voldsomste ytringsfriheds-orkan, der har blæst over Vesten, siden ayatollah Khomeini i 1989 udspyede en fatwa mod Salman Rushdie på grund af romanen De Sataniske Vers.  
Den indeholder også vigtige refleksioner over ytringsfrihedsspørgsmålet. Men jeg har flere indvendinger: Allerførst: At skrive langt er ikke altid noget, der gør en bog bedre. Som Rose skriver et sted, har han ”....læst og lyttet for at udvide min horisont og for at få en dybere forståelse af de emner, som debatten har rejst: ytringsfrihed og religionsfrihed, tolerance og intolerance, indvandring og integration, islam i Europa, flertal og mindretal, globalisering - for blot at nævne nogle få”. Jo tak. 
Det er som om, der er flere bøger i én. Jeg ville for eksempel hellere have hørt Roses personlige historie i en anden bog, ligesom det meget interessante afsnit, der fortæller om de østeuropæiske dissidenter, næsten kunne være en udgivelse for sig. Dog er det her, at vi finder et af bogens vigtigste citater, der stammer fra den polske systemkritiker og forfatter Adam Michnik. Ligesom folk som Andrej Sakharov og Vaclav Havel stræbte Michnik ikke efter det utopiske samfund, han ønskede blot en tilbagevenden til “normaliteten”: Micnik mener: “For min generation begyndte vejen til frihed i 1968. Mens studenter i Berkeley og Paris afviste det borgerlige demokrati, kæmpede vi i Prag og Warszawa for en frihed, som kun den borgerlige orden kunne garantere”.  

PEN og Hate Speech

Dernæst er det som om, bogen på en eller anden måde kommer for sent. Har man læst Kenan Maliks bog From fatwa to jihad (2009), Karen Jespersen og Ralf Pittelkows aktuelle bog Islams magt eller Mogens Camre og Lars Hedegaards bog 1400-årskrigen (2009), så er der, bortset fra afsnittet “With Russia from love” ikke så vældig meget nyt under solen.  
Så er der det, Rose undlader at tage med. Den aktuelle og vigtige diskussion om Hate Speech indgår som nævnt i bogen; det er derfor ejendommeligt, at Rose undlader at medtage den historiske sag fra 2004, der omhandler PEN og Lars Hedegaard, i dag formand for Trykkefrihedsselskabet. 
Sagen drejede sig som bekendt om, at bestyrelsen i dansk PEN ikke uden videre ville lukke Lars Hedegaard ind. Lars Hedegaards ansøgning om optagelse i Dansk PEN skulle henlægges til foreningens generalforsamling. Årsagen var, at dele af PEN's bestyrelse mente at Lars Hedegaard i bogen I Krigens Hus (skrevet sammen med Torben Hansen og undertegnede) bedrev hate speech, og derfor ikke levede op til PEN's charter.

Hedegaard trak sin ansøgning, men sagen rejste en storm i dansk presse og er også nævnt i den amerikansk-norske forfatter Bruce Bawers bog Sov Sødt, Europa. (2008). Den burde også have været nævnt i Tavshedens Tyranni.  

De glemte debattører

Jeg har respekt for Rose. Mens han blev skældt ud for det værste, mens ambassader brændte, og radikale muslimer enten truede med drab eller blev stoppet i at iværksætte drab på Westergaard eller ham selv, vaklede han ikke i sit forsvar for tegningerne. Men jeg har en alvorlig indvending mod bogen: Det drejer sig om bogens totale fravær af navne på mennesker og organisationer, der har ydet en betragtelig indsats for det frie ord igennem de seneste mange år.
Rose citerer med rette eksmuslimer som for eksempel Ayaan Hirsi Ali, der i dag er tilknyttet den amerikanske tænketank American Enterprise Institute og Maryam Namazie, der blandt andet leder organisationen “One Law for All”.  
På den danske scene citeres komikeren Farshad Kholghi, islamforskerne Mehdi Mozaffari og Tina Magaard, semiotikeren Frederik Stjernfeldt og menneskerettighedsjuristen Jacob Mchangama. Fint nok, men mange andre danskere forsvarede Muhammedtegningerne og bakkede Kurt Westergaard op. Og noget mere konsekvent end Stjernfelt og Mchangama, der er, hvad man kunne kalde, lidt sene og ustabile spillere på feltet.

Hvorfor nævnes ikke billedkunstneren Uwe Max Jensen, der har skrevet det måske mest begavede forsvar for Westergaards tegning i den lille bog Frihedens Ikon? (2008). Hvorfor nævnes ikke Trykkefrihedsselskabet eller menneskene i kredsen omkring det, for eksempel præsten og politikeren Søren Krarup, historikeren Lars Hedegaard, filosoffen Kai Sørlander eller teologen Katrine Winkel Holm? Det var Trykkefrihedsselskabet, der hele vejen igennem støttede både Rose og Westergaard. Det er Trykkefrihedsselskabet, der som en af de få ytringsfrihedsorganisationer i Europa, måske den eneste, har givet taletid til mennesker som den franske filosof Robert Redeker, den iransk-hollandske eksmuslim Ehsan Jami, den hollandske politiker Geert Wilders og den hollandske tegner Gregorius Neckshot, blot for at nævne nogle få af alle dem, der er ofre for den trussels-og voldskultur, der har slået rod i dagens Europa.

Og det var International Free Press Society, der solgte Kurt Westergaards tegning til mennesker over hele verden og inviterede Westergaard på en USA-turné, hvor han fik lejlighed til at møde et amerikansk publikum. Da der med rette står rigtig meget om Westergaard i bogen -  meget af det har vi nu hørt før - synes jeg, det havde været naturligt at tage med.

Rose er muligvis uenig med Trykkefrihedsselskabet i væsentlige spørgsmål. Det kunne han jo så have skrevet i sin bog, helt fint. Men ved konsekvent at undlade at nævne Trykkefrihedsselskabet - hvor Rose i øvrigt holder oplæg i december - og de gammeldanskere, der igennem de seneste mange år har forsvaret ytringsfriheden, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at Rose med Tavshedens Tyranni vil ikke blot én, men to ting: Han vil dels stå som manden, der hverken er antimuslimsk eller demagogisk, men blot står fast på demokratiets basale frihedsrettigheder, herunder ytringsfriheden. Samtidig vil han gerne være en del af det gode selskab. Og så er det bedre at citere Stjernfelt end Krarup, bedre at citere Mchangama end Hedegaard.
Men ligesom verdensborgere ender med ikke at bo nogen steder, ender Rose måske også med ingen steder at høre til. Det må være tilladt at konfrontere Rose med det citat af Arthur Koestler, der indleder kapitlet med overskriften “Efterskælv II” i hans bog:

Denne frygt for at havne i dårligt selskab er ikke et udtryk for politisk renhed; det er et udtryk for en mangel på selvtillid.

“Tavshedens Tyranni”. Jyllands-Postens Forlag. 502 sider. 350 kr. Udkommer i dag.

Mød Flemming Rose i samtale med Katrine Winkel Holm i Trykkefrihedsselskabet, den 1. december. Læs mere her

Læserkommentarer på trykkefrihed.dk bliver lagt på uden moderering og først bagefter gennemset. Vi opfordrer læsere til at holde en civiliseret tone og at afstå fra grove personangreb. Redaktionen forbeholder sig ret til at slette indlæg, der ikke holder sig inden for disse retningslinjer.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg